Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Kun to
af Karsten B. Vester den. 01.09.94

Glæde, sorg, skuffelse, håb, forventninger og vrede var nogle af de følelser vi oplevede, da vi i marts måned 1993 fik trillinger på Kolding Sygehus.

Vi skulle igennem 11 uger hvor disse følelser kom og gik. Jeg har i denne bog forsøgt, at fortælle historien om Sebastian, Emma og Sara. Jeg håber, at bogen kan være en støtte til andre der kommer i en lignede situation.

Vores historie kan måske give andre forældre en tro på, at det godt kan ende godt, selvom det ser håbløst ud.

Jeg håber også, at historien kan bidrag til den evigt aktuelle debat der er omkring de ekstremt for tidligt fødte børn. Jeg mener, at det er vigtigt, at der i denne debat, også fortælles nogle positive historier.

Jeg håber også, at de læger og sygeplejersker der har deltaget i behandlingen af Sebastian, Emma og Sara vil læse bogen. Historien kan betragtes som en slags feedback på de 11 uger, hvor vi var indlagt på henholdsvis Kolding og Skejby sygehuse.

Vi vil gerne, igennem denne bog, takke alle læger og sygeplejersker på Kolding og Skejby sygehuse der har deltaget i behandlingen af vores børn. Vi er meget taknemmelige over, at vi har fået 2 sunde og dejlige piger med hjem, hvilket ikke mindst skyldes nogle meget dygtigt læger og sygeplejersker, der har ydet en stor indsats for vores børn.

En speciel stor tak skal til 1. reservelæge Jørgen Kreutzfeldt, der som vores kontaktlæge, har været en utrolig stor støtte igennem hele forløbet. Også tak for de lægetekniske forklaringer der i bogen er gengivet således (JK:).

Jeg håber også, at Emma og Sara, når de bliver større vil læse historien om, hvordan deres liv startede, og hvordan den første tid var, både for dem, men også for os, deres forældre.

Vejle, september 1994
Karsten B. Vester
Askestræde 11
7100 Vejle

 

======================

8. DECEMBER 1992
“Indtil andet er bevist går jeg ud fra, at der er 3 !!”, havde vores egen læge sagt, da han henviste Susan til en nærmere undersøgelse på Sct. Maria Hospital i Vejle.
Vi troede, at det var en form for spøg fra lægens side, men det skulle snart vise sig, at han havde ret. Meddelelsen skulle blive begyndelsen til en lang og til tider meget hård og umenneskelig tid, men også en utrolig dejlig tid. En tid med sorger, bekymringer, forventninger, skuffelser, håb og glæder.

Efter at Susan var blevet gravid havde hun i længere tid været meget utilpas. Hun kastede meget op, nogle dage op til 10 gange. Hun havde det i det hele taget elendigt.

23. DECEMBER 1992
Susan var blevet indkaldt til undersøgelse lillejuleaftensdag.
Jo nærmere undersøgelsen kom, jo mere havde vi talt om den mulighed, at der måske var trillinger, men vi fortrængte det.

Det kunne da ikke lade sig gøre, og hvorfor skulle det lige ske for os. Risikoen for at der var trillinger var jo uendelig lille. Susan havde godt nok fået nogle hormonpiller i ca. 5 dage, men overlægen på Sct. Maria Hospital betegnede dem som kalkpiller, så svage var de. Han afviste, at pillerne evt. skulle være skyld i, at der var flere.

Alligevel var det med bankende hjerter, at vi tog plads i venteværelset. Overlægen der undersøgte Susan mente nok, at hun var noget stor, set i forhold til de antal uger hun var henne i graviditeten, men at der skulle være trillinger var helt udelukket.

Overlægen trak nærmest på smilebåndet over, at vores egen læge havde skrevet på henvisningen, at han mente der var tale om trillinger. Overlægen mente nok, at der kunne være tvillinger. Tre var helt udelukket.

Nå, men der var jo kun en scanning der kunne give vished. Vi gik ind i rummet hvor scanneren stod. Sygeplejersken startede scanneren, og der var ikke gået mange sekunder før hun sagde, at der var to.

Pyha, tænkte jeg, tvillinger, det var helt ok. Vi havde jo altid talt om, at vi skulle have 2 børn, og tvillinger, det kunne da være dejligt.
Pludselig siger sygeplejersken, at der også er en tredje.

Havde jeg mon hørt rigtigt, TRILLINGER !!!!. Jamen, det var jo ganske forfærdeligt.
Overlægen, der havde stået op under hele scanningen, tog en stol, satte sig ned, og sagde, at det jo ikke lige var det han havde regnet med.

Nej, det ved gud det ikke var !. Jeg har aldrig i mit liv været så tæt på at besvime. Sygeplejersken var da så venlig, at tilbyde mig en stol, så jeg også kunne sidde ned. Susan og jeg så på hinanden. Pyha, sikken en julegave.

Vi gik sammen med overlægen, tilbage til undersøgelsesværelset. Inden vi var gået ind til scanningen, havde Susan spurgt overlægen, hvornår han regnede med, at hun kunne genoptage sit arbejde. Det første han sagde var, at det var slut med at arbejde for hendes vedkommende. Fra nu af handlede det kun om, at passe på børnene, og give dem de bedste betingelser for at vokse sig store.

Vi fik en ny tid hos overlægen, og blev så sendt hjem. Susan fik tilbud om at blive indlagt på hospitalet med det samme, men hun ville helst med mig hjem.

Da vi kom ud i venteværelset så vi vist ikke særligt glade ud. De andre kommende mødre og fædre der sat i venteværelset må have troet, at vi lige havde fået at vide at vores barn var dødt eller handicappet eller noget lignende.

Der blev ikke sagt meget på vejen hjem. Tusinde tanker fløj igennem vores hoveder.
Da vi kom hjem placerede vi os i hver sin stol og græd.
Hvordan skulle vi dog klare at få trillinger ?
Tusinde problemer tårnede sig op foran os.
Hvad skulle vi dog gøre ?

Vi havde jo kun 2 børneværelser, vores bil var alt for lille, hvad med vores karriere, hvad med vores fritidsinteresser, hvordan skulle vi få det til at køre rundt økonomisk ?.
Set i bakspejlet var det nogle utroligt små og ubetydende problemer, men som på det tidspunkt syntes enormt store.

Det var småproblemer set i forhold til de problemer som vi senere kom ud for. Det var jo kun “tekniske” problemer, problemer der sagtens kunne løses.

Der gik ikke lang tid før vi havde bearbejdet chokket. Det skete faktisk samme dag.
Jeg var nok den af os der havde de største spekulationer. Jeg følte virkeligt, at hele min verden sank i grus.

Jeg husker tydeligt, at jeg sagde til Susan, at det var fandens, at hun var så langt henne, at vi ikke kunne få dem fjernet.
Susan så på mig og spurgte, om jeg virkeligt mente det ?
Jeg tænkte et par sekunder. Nej, selvfølgelig mente jeg ikke det. Fra det tidspunkt af, begyndte vi at se positivt på hele situationen. Hvis vi ikke skulle kunne klare at få trillinger, hvem kunne så ?

De næste måneder gik med regelmæssige hospitalsbesøg, hvor Susan og specielt børnenes trivsel blev overvåget. Alt gik planmæssigt. Susan havde det stadig meget dårligt, og kastede meget op.

Hvor utroligt det end lyder, så kan alt den kasten op, næsten, og kun næsten, blive en vane. Nogle gange ved morgenmaden kunne Susan pludselig rejse sig, og gå ud på toilettet for at kaste op. Jeg spiste upåvirket videre, til trods for diverse lyde fra toilettet. Efter opkastningen kom Susan tilbage til morgenbordet, og kunne så spise videre. Jo, det var meget “hyggeligt”.

Der var selvfølgelig mange forskellige mennesker der nu skulle have nyheden at vide. Familie, venner, bekendte og kollegaer. Vi blev mødt med mange forskellige reaktioner. De fleste reagerede meget positivt, men der var selvfølgelig også dem der var knap så positive.
Nogle reagerede helt normalt og sagde tillykke, andre prøvede at muntre os op ved at sige, at det jo nok skulle gå. Så var der dem som havde medlidenhed med os, hvilket faktisk var det værste. Det eneste man ikke har brug for i en sådan situation er medlidenhed.

Der var faktisk nogle kollegaer på min arbejdsplads, der helt ignorede “begivenheden”, og som hverken sagde tillykke eller spurgte om, hvordan det gik.

Mange var meget interesserede i hvordan det gik, og engang imellem kunne det godt være lidt anstrengende hele tiden at skulle tale om trillinger.

Årets første måneder gik. Selv den meget lange januar måned, som Susan havde frygtet gik.
I marts måned 1993 skulle Susan, helt planmæssigt, indlægges på Sct. Maria Hospital. Dvs. at hun skulle ligge ned i sin seng hele tiden. Hun måtte gå på toilettet og gå i bad, men ellers skulle hun ligge i sengen.

Den første uge på hospitalet gik godt, og om fredagen fik Susan lov til at komme hjem på weekend. Dog på den betingelse, at jeg var hjemme hele tiden.

Lørdag formiddag, den 20. marts 1993, fik vi besked om, at Susans far, ganske pludseligt var død, 53 år gammel. Det var et meget stort chok, for han havde ikke været syg.

Jeg ringede straks til Sct. Maria Hospital, og talte med en læge for at få at vide, om Susan skulle komme ind på hospitalet. Lægen jeg talte med mente, at det nok var bedste, at hun blev hjemme i vante omgivelser, ihvertefald weekenden over.
Søndag aften kørte jeg Susan tilbage til hospitalet.

Det var selvfølgelig meget svært for Susan, men på hospitalet var der hele tiden nogen at snakke med, hvis det blev nødvendigt. Hun talte bla. meget med en af de andre patienter der lå på samme stue.

23. MARTS 1993
Tirsdag den 23. marts 1993 skulle Susans far begraves. Susan kunne ikke deltage i begravelsen, hvilket selvfølgelig tog meget hårdt på hende, men det ville være en alt for stor belastning og risiko.

Natten til tirsdag, kl. ca. 1.30 gik fostervandet. Jeg var på kursus på Hovborg Kro, inde midt i Jylland, og kl. ca. 7.00 blev der ringet fra hospitalet, at jeg skulle ringe til Susan. Susan fortalte mig, at fostervandet var gået, og at jeg skulle komme til Vejle hurtigst muligt.
På hospitalet blev der hurtigt taget beslutning om, at Susan skulle overføres til Kolding Sygehus. Der var ikke mere de kunne gøre på Sct. Maria.
Kl. ca. 9.00 kom der en ambulance og kørte Susan til Kolding. Jeg kørte bagefter i vores egen bil.

Turen til Kolding gik efter omstændighederne godt. Det var meget underligt at tænke på, at på det tidspunkt, hvor vi kørte til Kolding, da blev Susans far begravet.
Vi blev godt modtaget på Kolding Sygehus. Lægen og jordemoderen, der havde været med i ambulancen, kørte tilbage til Vejle, og ønskede os held og lykke. Susan blev ret hurtigt kørt til scanning, og heldigvis var alle 3 børn i live, og de havde det tilsyneladende godt.
Vi var egentlig ved godt mod, og var overbeviste om, at det her nok skulle ende godt.

Lægerne var optimistiske. De fortalte, at fostervandet hele tiden gendannes, så det var ikke ensbetydende med at fødslen var gået i gang, at fostervandet var gået. Lægen fortalte også, at det var muligt at give et vehæmmende middel, der evt. kunne udskyde fødslen i 2 til 3 dage.

På et senere tidspunkt fik vi, nærmest tilfældigt, at vide, at dette vehæmmende middel, så godt som ingen effekt har, når der er tale om flerfødsler.
Jeg ved ikke om lægen har villet give os lidt håb, eller om han virkeligt har troet på, at det ville virke.

Hver eneste dag betød øgede overlevelsesmuligheder for vores børn. På dette tidspunkt var der godt 3 måneder til normal fødselstermin.
Fødselsterminen var sat til den 26. juni 1993.

Jeg kørte hjem til Vejle sidst på eftermiddagen. Det havde været en meget bevæget og anstrengende dag, så vi var begge meget trætte og udkørte. Det er så hårdt, at se èn man elsker lide, man vil så gerne hjælpe, og man syntes selv der er så lidt man kan gøre.

24. MARTS 1993
Jeg havde taget fri fra arbejde, for at være sammen med Susan. Det var en meget stor overraskelse for hende, da jeg om morgnen mødte op på sygehuset.

Vi var så heldige, at vi havde fået eneværelse. Det var et af disse typiske og kedelige sygehusværelser. I den ene side var der et skab, en håndvask og et spejl. I den anden side var der nogle vinduer med udsigt til en stor græsplæne og nogle kedelige sygehusbygninger. Rummet var selvfølgelig malet i kedelige grå og grønne farver.

I det hele taget er Kolding Sygehus utrolig kedelig. Der er nogle meget lange gange, der virker helt uendelige. Den mest oplivende udsmykning jeg husker, er et lille hologram på ca. 20 x 30 cm., der hænger på en af afdelingerne.

Det er underligt, at man ikke maler væggene i nogle friske farver, og hænger noget kunst op, alt virker kunstigt og koldt. Umiddelbart føler man sig ikke godt tilpas.

Nå, men vi prøvede at hygge os så godt vi nu kunne. Da jeg kom denne morgen havde jeg købt roser til Susan, og jeg havde wienerbrød med, som vi kunne få til kaffen.
Susan havde haft en nogenlunde god nat. Hun havde haft en god lang snak med en af sygeplejerskerne i løbet af natten. Sygeplejerskerne på den afdeling hvor Susan var indlagt, E2, var utroligt søde. De var gode til at tage sig tid til en lille snak, når der var brug for det, selvom de havde meget travlt.

Afdeling E2 er den normale fødselsafdeling på Kolding Sygehus, så der var en del uro, hele døgnet. Der var hele tiden mange mennesker der kom på besøg, for at se de nye verdensborgere. Forholdene på afdeling E2 var fine, der var et lille cafeteria, hvor man hele dagen kunne hente sine måltider. I løbet af dagen fik vi besøg af forskellige venner, og der var den del opringninger fra familie m.v. Der var ingen læge og tilse Susan denne dag. Det tog vi som et godt tegn.

25. MARTS 1993
I dag skulle vi op på børneafdelingen, også kaldet P3. Sygeplejerskerne mente, at det var en god ide, hvis vi på forhånd vidste hvordan afdelingen så ud. Det var på P3, at vores børn skulle ligge når det blev født. Afdelingen lå på etagen over E2. Susan blev kørt derop i sin seng. Det var godt, vi kom op og se afdelingen. Vi skulle få brug for P3 hurtigere end vi regnende med.

Afdelingen er delt op i 3 afsnit. I det miderste afsnit er intensivafdelingen, hvor de dårligste børn ligger. Det er et lille rum, der er omgivet af vinduer hele vejen rundt. To af siderne grænser op til de andre afsnit. En side vender ud mod en lille gårdhave. Den sidste side vender ud mod et rum hvor læger og sygeplejersker holder til. Herfra kan de hele tiden holde øje med de børn der ligger på intensivafdelingen igennem en stor glasrude.

De to andre afsnit, der grænser op til intensivafdelingen, er til de børn der er for “gode” til at ligge på intensivafdelingen, eller til børn der egentlig burde ligge på intensiv, men som på grund af pladsmangel ikke kan være der. Det sidste afsnit er til børn der snart skal hjem.
Der herskede en behagelig ro på afdelingen, intet virkede hektiske eller forvirrende. Vi fandt dog senere ud af, at der godt kunne være meget hektisk og forvirrende på P3.

De viste os de 3 kuvøser der allerede stod klar til vores børn. Disse kuvøser ville ikke blive brugt til andre børn, idet man ville være sikker på, at der var 3 kuvøser klar til vores børn, hvis der pludselig skulle ske noget akut.
Vi skulle meget snart få brug for kuvøserne.

Det var rart at se en kuvøse. Vi havde aldrig set sådan en før. Især Susan havde glæde af det, idet hun havde en eller anden angst for sådan et apparat. Efter rundvisningen blev vi sendt retur til E2, med et håb om, at der skulle gå lang tid, inden vi igen skulle op på P3.
Der skulle desværre ikke gå ret lang tid før vi igen stod på P3, og denne gang med 3 små børn. For at fordrive tiden med noget i løbet af dagen, prøvede jeg at lære Susan at spille skak. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det var et helt umuligt projekt, så vi opgav ret hurtigt.

26. MARTS 1993
Det skulle vise sig at blive en meget hektisk dag. Kl. ca. 6.00 var Susan begyndt at få veer. Veerne ville ikke stoppe, selvom man gav hende vehæmmende medicin. Susan fik medicinen i ca. 2 timer, men fik det dårligere og dårligere. Hun fik en meget høj puls, der konstant lå på ca. 145, og hun fik nogle slemme rysteture.

Afdelingssygeplejersken på E2 ringede til mig kl. ca. 9.00, og bad mig om at komme til sygehuset, men det hastede ikke. Det kom det dog meget hurtigt til, og inden jeg var nået frem til sygehuset, havde de allerede ringet efter mig igen, for nu hastede det meget.
De behøvede nu ikke at bede mig om at skynde mig, for jeg kørte så hurtigt det var forsvarligt.

Da jeg kom frem, og så Susan ligge der med drop, pulstæller m.v. fik jeg nærmest et chok. Hun havde det virkeligt meget dårligt.

Nu var der ingen vej tilbage. Børnene skulle ud, og nu var det også blevet et spørgsmål om at redde Susan. Kl. ca. 12.00 blev Susan kørt ind på operationsstuen. Susan havde valgt at få en rygmarvsbedøvelse, og det betød, at jeg også kunne være med til fødslen. Det er vi begge meget glade for i dag.

Da Susan blev kørt ind på operationsstuen, blev jeg iført “lægetøj”. De træsko jeg fik fat i var alt for store, men pyt med det. Hvide bukser, T-shirt, hårnet og mundmaske. Jo, det var sikkert et herligt syn, men jeg lignede jo alle de andre “læger”. Jeg huskede min lille seddel med navne. Vi skulle jo have 6 navne klar. 3 pigenavne og 3 drengenavne. Vi vidste ikke noget om børnenes køn.

De var meget flinke på operationsstuen, og fortalte hvad der skulle ske. Udenfor operationsstuen stod en læge og nogle sygeplejersker fra P3 klar med kuvøser. Alt og alle var klar til operation. Jeg sad på en stol oppe ved Susans hoved, så vi kunne tale sammen. Uha-uha, hvor var det spændende. Jeg troede egentlig ikke, at jeg kunne klare at være på en operatIonsstue, men det gik godt nok.

Når man ser operationer i fjernsynet virker det meget uhyggeligt og koldt, men det var det faktisk slet ikke. Der var en rolig atmosfære, og læger og sygeplejersker virkede meget afslappede og rolige, uden dog på nogen måde, at virke uengagerede.

Hen over Susans bryst var der placeret en lille skærm, så vi ikke kunne se hvad der foregik. Det ville nok også være for meget, selvom Susan gerne ville havde fulgt operationen via et lille TV, hvis det havde været muligt.

Kl. 12.20 “svingede” kirurgen kniven, og kl. 12.26 blev Sebastian født, kl. 12.27 blev Emma født og kl. 12.28 kom Sara til verden.

Sebastian vejede 1.005 g., Emma vejede 860 g., og Sara vejede 1.030 g.. De blev født nøjagtigt 3 måneder for tidligt. Susan var lige gået ind i 28. graviditetsuge. Vi så ikke børnene. De blev straks båret ud til de ventende kuvøser. Nu skulle Susan syes sammen. Det var vist nok et større projekt.

Under sammensyningen skulle der skrives noget ind i en journal, og da sygeplejersken sagde, at operationen var begyndt kl. 12.20, og at det første barn kom ud kl. 12.26, protesterede kirurgen noget. Han sagde, at hvis det havde taget så lang tid, så var han godt nok blevet noget langsom. De blev dog enige til sidst.

Da kirurgen havde syet i nogen tid, spørger han pludselig en af dem der står overfor ham, om hun kan sy. Det mener hun nok, at hun kan. Så læner han sig ind over skærmen mod os, og spørger så, om vi ikke syntes, at han skal lade de unge piger komme til. Det havde vi ikke noget imod. Så sammensyningen blev overtaget af en anden, og kirurgen forlod operationsstuen med et “Tak for i dag”.

Kl. ca. 13.00 kom Susan ind på opvågningsstuen, og der var hun ind til kl. ca. 17.00. Det var underligt, nu var vi blevet forældre, men ingen af os havde endnu set børnene. Susan havde det ikke specielt godT, og hun fik flere smertestillende sprøjter.

Vi prøvede at muntre hinanden op, og give hinanden håb. Vi prøvede at overbevise os selv om, at det har nok skulle gå godt. Vi vidste jo godt, at det ville blive meget svært for vores børn, for de var jo født alt, alt for tidligt, og de var meget små.

På et tidspunkt i løbet af eftermiddagen kom der en sygeplejerske og spurgte om jeg havde været nede på P3 og se til mine børn. Det kunne jeg kun svare nej til. Sygeplejersken ringende straks til P3 og sagde, at hun havde en far der gerne ville se sine børn. På P3 sagde de, at jeg selvfølgelig gerne måtte komme.

Det var en meget underlig fornemmelse at gå ned af gangen. Jeg skulle jo møde mine børn for første gang. Hvordan så de mon ud ? Hvor stor var de ?. Jeg blev ført ind i intensivrummet på P3, hvor de lå i hver deres kuvøse. Det lå de så, vores børn.

De var godt nok ikke ret store, ca. 36 cm., men de var bare dejlige. Man kan nok ikke ligefrem sige, at de var kønne. De var utroligt spinkle og tynde, men de havde det hele, både arme, ben alle fingre og tæer.