Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

En rigtig vikiing
af Bette Zwicki den. 30.09.00

Jeg turde næsten ikke tro det! Efter at vi i 4 år forgæves havde håbet på en graviditet, følte jeg pludselig instinktivt, at dette nu var en realitet. Hvorfor, ved jeg ikke, for det var ikke længere noget jeg gik og holdt øje med. Kvalme var der ikke tale om....nærmere en slags "kærligheds-følelse" som jeg ikke kan beskrive bedre end som så og som kom til at følge mig igennem hele min graviditet.

Michael og jeg var ude og spise på restaurant. Det var d. 9. november 1999. Jeg havde sådan en lyst til at sige det højt, men jeg troede nok ikke selv helt på det og lod derfor være. Næste dag købte jeg en dobbelt graviditets-test på apoteket og jeg kendte næsten allerede svaret, da den viste positiv. Alligevel "fyrede" jeg straks den anden af for en sikkerheds skyld og så sad jeg lige i et par minutter og prøvede at genkalde mig alle de planer jeg havde lagt 4 år tidligere, om hvordan jeg ønskede Michael skulle delagtiggøres i den store nyhed. Alligevel fløj den rå sandhed ud af munden på mig, da jeg kort efter fangede ham på mobiltelefonen: "Jeg er gravid!" Så roligt, som hvis jeg havde sagt: "Køb lige en liter sød med hjem", sagde han: "Hvorfor tror du det?" Der gik flere dage inden det helt gik op for ham og jeg tror faktisk ikke rigtigt at han stolede på det, før vi havde været en tur omkring lægen.

Graviditeten gik nogenlunde. Jeg havde ingen problemer i starten og hvis man ser bort fra en bækkenløsning med efterfølgende sygemelding fra arbejdet, så synes jeg egentlig, at jeg slap billigt! Da jeg var i uge 26 fik jeg pludselig nogle skarpe jag i underlivet. Det var en søndag formiddag. Jeg var alene hjemme og jeg sad helt roligt ved min computer og skrev nogle breve. Da jeg gik på toilettet opdagede jeg, at jeg havde blødt en lille, bitte smule. Som blod fra et mygstik, nærmest! Alligevel følte jeg, at noget var helt, helt galt. Jeg ringede til føde-afdelingen på Helsingør Syghus og aftalte at jeg hellere for en sikkerheds skyld måtte tage en tur der ind. Jeg blev undersøgt i alle ender og kanter, men de fandt intet usædvanligt. Det gjorde heller ikke ondt mere og det var næsten minimalt, hvad der havde været af blod.

Jeg blev scannet for første gang (i Frederiksborg Amt er man nemlig en smule fedtet med den slags luxus) og fosteret havde den størrelse det skulle have. Jeg blev bedt om, at tage hjem igen med beskeden om, at både jeg og mit barn var i tip-top "stand". Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke helt troede på det, for normalt er jeg egentlig rimelig autoritets-tro. Jeg er heller ikke typen der kommer rendende til læge i tide og utide.

Normalt tager jeg mig sammen højst en gang om året og så samler jeg alt lige fra en skønhedsplet på ryggen til "undervognsbehandling" ved én og samme konsultation. Denne gang gik jeg til lægen, udelukkende på en følelse af, at noget var galt. Han prøvede at berolige mig, men til sidst måtte jeg på bedste kvinde-manér, fremprovokere en tåre i den ene øjenkrog og sige, at jeg ikke ville få et roligt øjeblik, før jeg fik en henvisning til en scanning.

I 28. uge skulle jeg så scannes på Helsingør Sygehus. Jeg havde min mor med og lægen startede med at sige: "Det kan ikke passe, at du er i 28. uge. Du er kun i 26. uge". Jeg fortalte ham, at det ikke var korrekt. Jeg vidste for det første, at jeg var i 28. uge og for det andet var jeg blevet scannet i 26. uge og her var fosterets størrelse alderssvarende. Han fastholdt, at forsteret i så fald var for lille og gav mig en tid til en ny scanning ugen efter. I løbet af de næste par uger blev det mere og mere tydeligt, at mit barn ikke voksede som det skulle.

Til sidst blev jeg overflyttet med fødested i Hillerød og mødte op mandag d. 15. maj 2000 til første undersøgelse her. Jeg var på det tidspunkt 31 uger + 3 dage henne. Jeg blev scannet med deres nyeste udstyr og efter mange beregninger vurderede man, at mit barn kun vejede ca. 1000 gram imod de godt 2000 gram det efter alderen skulle veje. Flowet i navlesnoren blev målt til 0, hvilket er det optimale. Da størrelsen først var blevet fastslået gik det hele meget stærkt. Jeg skulle indlægges på Rigshospitalet samme eftermiddag og fik lov til selv at køre derind. Michael hentede jeg på vejen og måtte i bilen forklare ham hvad vi kunne forvente og frygte.

På Rigshospitalet blev jeg indlagt og jeg følte mig meget alene og meget lille, da jeg sagde farvel til Michael. Den nat sov jeg overhovedet ikke. Jeg kunne ikke rigtigt lade være med at tænke på, hvad meningen var med, at vi, efter så mange års barnløshed, skulle opleve en sådan lykke over udsigten til at blive forældre, hvorefter det hele bare brat skulle tages fra os igen. Jeg følte ikke vi havde fortjent det! Men hvem har egentlig det, når man tænker nærmere over det?

De efterfølgende dage gik med undersøgelser og scanninger. Dagen efter var flowet allerede røget op i klasse 1. Noget tydede på, at det var blevet opdaget lige i rette tid. Jeg fik taget en fostervandsprøve som heldigvis havde et negativt resultat. Det kom torsdag d. 18. maj og samme dag viste scanningen, at flowet nu lå i klasse 2. Vi fik at vide, at tiden nu var inde til, at man tog barnet ud ved kejsersnit.

I mellemtiden havde vi haft tid til visse fysiske og psykiske forberedelser. De fysiske var blandt andet, at jeg havde nået at få 2 doser lungemodnende medicin. De psykiske var, at vi havde været på besøg på GN og snakket med et forældrepar til for tidligt fødte tvillinger. Det hjalp helt enormt, selvom afdelingen i første omgang virkede skræmmende.

Torsdag d. 18. maj 2000 kl. 21:26 blev vores datter forløst ved kejsersnit. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men i hvertfald ikke dette. Da de skar hul ind til hende og hev hende ud, skreg hun hele vejen ud af min mave. Hun blev suget og blev med det samme lagt over til mig i et par minutter, inden de forsvandt med hende. Michael fulgte efter og kom snart over til mig med et polaroid-foto, som jeg studerede i de næste mange timer, mens jeg ventede på, at følelsen i mine ben skulle komme tilbage.

Vores lille datter, som kom til at hedde Runa, vejede 1.014 gram og var 35 cm. lang. Hun trak vejret helt selv fra begyndelsen og fik ikke engang C-PAP. I de følgende 6 dage hvor vi var indlagt, blev hun bare mere og mere stabil. Hun havde svært ved at holde varmen og lå derfor i kuvøse, men ellers fejlede hun intet. Hun fik heller ikke gulsot og heldigvis undgik hun også infektioner.

Efter 6 dage blev vi overflyttet til Hillerød Sygehus og her var vi indlagt indtil vi kom på udslusning d. 22. juni. Her vejede hun 1.750 gram, men var trods sin størrelse utrolig alderssvarende på mange punkter. F.eks. kunne hun løfte sit hoved allerede da hun var 5 uger gammel og altså ikke skulle have været født før 3 uger efter.

Idag er hun 4 1/2 måned og klarer det bare så flot. Folk stopper os stadig på gaden og tror hun er helt nyfødt selvom hun stikker dem det største smil og "snakker" til dem, men egentlig synes jeg, at det største "problem" er at finde ud af, hvornår hun er alderssvarende og hvornår hun er 2 måneder bagud. Nogle gange er der ikke rigtigt logik i det og man skal sådan passe på, ikke at komme til at overvurdere hendes kunnen.

Årsagen til at Runa holdt op med at vokse, var nær aldrig blevet fundet. Moderkagen skulle nemlig sendes til Panum-instituttet til mikro-undersøgelse, men da Hillerød Sygehus et par gange havde rykket for resultatet, blev det bekendtgjort, at man havde fået "forlagt" den! Den var simpelthen blevet væk! Ved en undersøgelse på Hillerød viste det sig dog efterfølgende, at jeg har en arvelig sygdom der gør, at jeg er specielt disponeret for at få blodpropper. Man har derfor konkluderet, at dette efter al sandsynlighed har været årsagen til, at moderkagen i uge 26 er holdt op med at forsyne fosteret.

Jeg tør ikke tænke på, hvad der var sket, hvis ikke jeg havde fulgt min intuition. Jeg følte der var noget galt og det var der også. Heldigvis for os, blev det opdaget i sidste øjeblik. Jeg mener i hvert fald, at en kvindes intuition omkring sin graviditet, burde vægte tungere end den til tider gør. Med fare for at blive stemplet som værende en hysterisk kælling satsede jeg alt....og gudskelov for det!

Bette Zwicki