Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Født 530 gram
af Peter Dolmeyer den. 19.06.00

Den 17. august 1998 blev min kæreste indlagt på Rigshospitalet efter en rutine scanning på Hillerød Sygehus.

Problemet var, at vores barn ikke havde fået næring nok, og kun var halvt så stor som det skulle være. Min kæreste var i uge 27 og derfor skulle barnet veje meget mere.

Efter endnu en scanning på Rigshospitalet kunne lægerne konstatere, at barnet vejede ca. 600 gram, men at vores barn havde det godt under omstændighederne.

Min kæreste fik en indsprøjtning med et lungemodningsmiddel så vores barn var bedre rustet til at komme ud meget tidligere end normalt.

Den 20. august 1998 kl. 14.30 kunne lægerne via en flowscanning konstatere, at vores barn ikke havde det godt, og de besluttede at foretage et akut kejsersnit.

Kl. 14:46 blev vores lille dreng Victor født og vejede kun sølle 530 gram. Han blev hurtigt lagt i kuvøse og pakket godt ind så han kunne holde varmen.

Det viste sig hurtigt at vores lille Victor var en sej gut, da han på trods af de svære odds, selv kunne trække vejret og derfor kunne nøjes med c-pap og en smule ilt.

Herefter var vi igennem et langt forløb og helt imponerende udviklede Victor sig stille og roligt helt som han skulle.

Vi var indlagt i ca. 12 uger på henholdsvis Rigshospitalet og Hillerød Sygehus, og kunne endelig den 10. november tage hjem alle tre i god behold.

Idag er Victor fuldt ud normal, og har ikke haft nogle mén af den svære start han har haft på livet. Han går i dagpleje og fungerer helt fint med andre børn og voksne.

Det har til tider været en lang og svær tid med en masse spekulationer, men vi er utrolig taknemmelige for den indsats lægerne har præsteret. Uden lægerne og deres viden havde vi ikke haft vores lille Victor som idag er en frisk og velfungerende dreng.

Peter Dolmeyer