Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Fortælling om Victors fødsel
af Anne Marie Lantau den. 05.04.00

Vores Victor kom til verden i 27 uge + 4 dage med en vægt på 765g og en længde på 33 cm.
Den 23.03.1998 blev jeg indlagt med svangerskabsforgiftning på Rigshospitalet.

Forgiftningen var på indlæggelsestidspunktet så alvorlig, at jeg blev sengelagt med besked om at forholde mig totalt i ro (intet fjernsyn og ingen læsning). Jeg fik omgående en lungemodningsindsprøjtning Den giver barnet en større overlevelseschance ved at sætte dets lunger i gang med at forberede sig på, at de snart skal i gang.. De næstfølgende 10 dage bød på en vis bedring. Gennemstrømningen i livmoderen øgedes en del, så barnet - der var vurderet at veje 30% mindre end det burde - i perioden fik tilført en acceptabel mængde næring.

Efter 10 dag på langs gik den imidlertid ikke længere. Jeg fik det dårligt med smerter i brystet og et yderligt forhøjet blodtryk. Ved en scanning 02.04.1998 kunne jeg godt selv se, at den var helt gal. Kurven, der viste gennemstrømning i livmoderen, gav atter negativt udsving. Barnet fik ikke mere nogen næring, og min tilstand var nu så kritisk, at tiden var inde til at skille mor og barn. Scanningsbilledet var for mig, det synlige bevis på, at situationen var kritisk. Det er nok det billede, som gjorde, at jeg da selv indså og nok også accepterede, at svangerskabet måtte afbrydes. Barnet havde taget ca. 150 g på, så en smule positivt var der da.

Den 02.04.1998 kom Victor til verden ved kejsersnit, selvfølgelig. Ventetiden op til og selve fødslen står som lidt af et mareridt, men det er jo naturligt nok. Jeg kan huske den professionelle travlhed på operationsstuen og narkoselægen, der sagde ”tillykke, du har fået en søn”. Victor gav et højt skrig fra sig, da han kom til verden, hvilket i følge mange var et godt tegn på umiddelbar livsvilje.

Han blev efter fødslen omgående overflyttet til afdeling GN ledsaget af sin far og sin moster, som begge (sidstnævnte dog bag en glasrude) havde overværet fødslen. I begyndelsen var jeg ikke særlig opsat på at se ham. Jeg tror, jeg var bange for hvad jeg ville komme til at se. Da både far, moster og sygeplejerskerne insisterede på, at jeg skulle se ham, blev jeg senere på aftenen i min hospitalsseng kørt hen på GN for at se det lille menneske. Hvor var han dog lille, men utrolig fin - og han lignede et rigtigt lille menneske.

Allerede næste dag syntes personalet på GN, at vi skulle begynde at sidde med Victor. Det var en underlig fornemmelse at have et så lille barn liggende på bryst og mave, men også utrolig dejligt.

Jeg blev efter 2 dage overflyttet til barselsgangen, hvor mange glade mødre gik rundt med deres sunde og raske nyfødte. Det var hårdt for den del af de nye mødre, som ikke vidste, om deres børn i det hele taget ville komme med hjem nogensinde. For Victor - og os andre - startede samtidig med fødslen et 2½ måneds intenst samarbejde med GN.

Victor fik sin alvorligste krise efter 2 døgn, hvor man medicinsk havde lukket et lille kar i hjertet, som ellers lukkes af sig selv. Det var udramatisk, men behandlingen havde taget meget hårdt på ham, hvorfor man valgte at lægge ham i respirator. Denne ville han dog ikke være i, han kæmpede imod, så allerede dagen efter blev den atter fjernet. Dette var, igen, et af de små gode tegn: Victor virkede til trods for sin unge alder som lidt af et stædigt asen.

De små tegn blev pejlemærker, som under hele forløbet gav indikatorer for op- og nedture samt for, hvilken Victor vi ville få med hjem. Vi valgte på et meget tidligt tidspunkt, at når lægerne og sygeplejerskerne sagde f.eks., at noget var normalt eller forventeligt med så lille eller for tidligt født et barn, kunne vi tage situationen med en vis ro. Denne måde at læse personalet på hjalp os faktisk gennem meget, så nok var vi meget urolige i den kommende tid, men hvis personalet var rolige, måtte vi også prøve at være det.

Endvidere besluttede vi os til at finde et navn ret hurtigt. Hvad enten barnet kun levede kort tid, eller om han overlevede sin uheldige tilkomst, så ville han for altid have været en del af os og vores tilværelse. Derfor skulle han have et navn og ikke bare en betegnelse. Det var Victors far og moster - hun fulgte os næsten dagligt i tiden efter fødslen - som fandt på navnet Victor. Det var egentlig ikke min favorit, men da jeg kom på, at Victor jo betyder sejr, tiltrådte jeg.

Trods alt hvad vi andre kunne gøre for den lille, var kampen for livet i den sidste ende hans egen, således også sejren over de dårlige odds. Vi valgte samtidig ikke at få ham døbt eller navngivet på hospitalet. Hvorfor tage sorgerne på forskud, hvis ikke det var umiddelbart nødvendigt. Vi havde dog en aftale med afdelingen om, at der blev givet besked, hvis det blev anset nødvendigt med en hospitalsdåb.

Ca. 1½ uge efter fødslen blev jeg udskrevet. At komme hjem var på mange måder en lettelse. Nok havde vi stadig Victor på GN, men for mig betød det meget at kunne være væk fra hospitalsmiljøet i de perioder, hvor jeg alligevel ikke var sammen med Victor. Min hverdag de næste 2 mdr. var meget struktureret. Omkring kl.. 9.30 var jeg på sygehuset hos Victor. Jeg var med til at pusle og bade ham hver dag, hvorefter jeg gav ham mad og sad med ham et par timer. Omkring kl. 14.00 skulle jeg malke ud og tog herefter hjem, og kom ikke igen før næste dag. Om eftermiddagen kom Victors far henad 16.30 og sad med ham et par timer, så ved 19-20.00 tiden om aftenen var vi begge atter hjemme. I weekenderne byttede vi tider. Vi sørgede for ofte at gå ud at spise eller på anden måde “forkæle” os selv, når vi ikke var hos Victor. Dette synes vi begge var en stor aflastning i den tid.

De godt to måneder mellem min udskrivelse og Victors hjemkomst gik alt i alt meget roligt. Victor fik et par infektioner, som man behandlede for meget hurtigt. Han syntes ikke påvirket meget af infektionerne. Han blev isoleret, da man konstaterede en bakterie i hans svælg. Det var ikke én som skønnedes at kunne skade ham selv, men som muligvis kunne være til fare for nogle af de andre unge medpatienter. Naturligvis gav tiden anledning til bekymring og utryghed.

Der gik megen tid med uro over mulige tegn på noget uheldssvangert. Allerede tidligt havde han en stor mave-tarmbetændelse eller blot en træg mave der skulle i gang? En dag konstateredes blod i maveindholdet - en rift fra sonden eller betændelse? Begge gange var røntgenfotos det, som aflivede frygten for alvorlig sygdom. Han lå længe i c-pap og havde et par ture, hvor han glemte at trække vejret. Det affødte stor opstandelse med iltmaske og tililende læger, mens alarmen kimede. Endelig havde han også i en periode vand i kroppen, men det var, igen, det forventelige hos et så for tidligt født barn, heldigvis. I starten talte vi: Nu har han da levet natten over, nu en uge, 2 uger, 1 måned osv. Frygten for pludselig død dæmpedes efter nogle uger. Herefter øgedes til gengæld spekulationer om mulige handicaps - spastiske lammelser i én eller anden grad, dårligt fungerende lunger o.lign.

Han voksede og tog på: 1 kg. var én mærkedag, 2 kg. den næste. Den 16.06. fik vi omsider Victor hjem som led i en forsøgsordning ”tidligt hjemmeophold”. Han vejede ca. 2200g - stadig lille men meget vel fungerende. Han var fortsat patient på GN frem til 01.07., hvor endelig udskrivelse fandt sted. Vi følte til enhver tid, at personalet omkring os havde optrådt både professionelt og imødekommende. De havde faktisk været utrolig rare at være sammen med.

Alligevel var det en lettelse at komme ud af den daglige rutine på hospitalet. En anden belastende omstændighed var nemlig, at man også begyndte at følge de andre børn. Det var svært at udstråle glæde over fremgang for ens eget barn, når der på samme tid sad forældre med børn, der var i krise. Vi blev efterfølgende indkaldt en 3-4 gange til kontrol på Rigshospitalet.

Den 22.04.1999 var Victor til den sidste kontrol. Godt 12½ måned efter hans ankomst til verden. Lægen, der undersøgte ham og i øvrigt havde fulgt ham gennem hele forløbet, vurderede ikke at kunne se tegn på følgevirkninger af den præmature fødsel.

Victor er i dag 2 år. Han trives og er som andre børn lidt foran på nogle punkter lidt bagefter på andre. Han er en meget livlig og aktiv dreng - lidt spinkel af bygning og ikke den store spiser. Hvorvidt dette kan skyldes hans for tidlige fødsel er imidlertid svært at vide. Victor har ikke været specielt meget syg, heller ikke efter at han i sommeren 1999 startede i vuggestue. Faktisk har han på mange måder været mindre syg end gennemsnittet.

Selv plages jeg stadig i nogen grad af de psykiske eftervirkninger. Jeg har haft meget svært ved at acceptere, at Victor ikke har den store appetit, og det giver lejlighedsvis anledning til unødvendig bryderier ved måltiderne. Men, her handler det nok mest om at få fornuft og følelser til at fungere bedre sammen. Så det arbejdes der fortsat på.

Det synes af og til svært for omverdenen helt at forstå denne reaktion så længe efter. Men som en god bekendt sagde til mig umiddelbart efter, vi fik Victor hjem: Der er ingen, som helt vil kunne forstå dig/jer med mindre de selv har haft samme oplevelse. Dette er, må jeg indrømme, utroligt sandt. Alt dette til trods - når vi ser på ham, og han vælter rundt med 110 km i timen, så erkender vi, at hvor har vi dog været heldige. Og det må vi aldrig glemme.

Anne Marie Lantau