Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Beretningen om Stine
af Lene Thorsager den. 26.01.00

Det at føde for tidligt, er noget man aldrig glemmer! Derfor vil jeg også meget gerne fortælle om mine oplevelser, der snart ligger 5 år tilbage i tiden. Jeg har nemlig oplevet, at det har været utrolig rart at læse om andres oplevelser.

Jeg blev gravid da jeg var 24 år uden problemer (i andet "forsøg"). De 3 første måneder opholdte jeg mig i Tyskland og mærkede ikke at jeg var gravid. Graviditeten fortsatte med at være ukompliceret, det eneste tegn var den voksende mave. Derfor tøvede jeg heller ikke med at tage på en bustur til Ungarn i sommerferien, for jeg skulle først føde midt i September. Det var en dejlig ferie, med varmt vejr, så jeg begyndte at få lidt tykke fødder og ben.

Turen hjem var hård (nonstop), og mine ben var godt hævede da vi kom hjem. Men jeg regnede med, at et par dage på sofaen med fødderne oppe ville hjælpe. 3 dage efter vi kom hjem var jeg til undersøgelse ved jordmoderen, og her viste det sig, at jeg havde taget 12 kg på i løbet af en måned (16 kg i hele graviditeten) og at der var protein i urinen. Jeg blev sendt til undersøgelse på ambulatoriet på fødselsstiftelsen, men da mit blodtryk var normalt, blev jeg sendt hjem med besked om at tage den med ro.

Der var tegn på begyndende svangerskabsforgiftning. Hvad det var, viste jeg ikke meget om, så det blev nogle dage med mange spekulationer. Derfor gik jeg til min egen læge, for at få svar på nogle af alle mine spørgsmål. Det fik jeg dog ikke, for mit blodtryk var i
mellemtiden steget meget, så det lå på 190/120. Lægen ringede med det samme til svangerafdelingen, og jeg blev indlagt omgående. Her var der stadig ikke meget information.

Jeg blev undersøgt i alle leder og kanter, fik blodtrykssænkende medicin samt indsprøjtninger for at modne barnets lunger. Ingen fortalte mig hvor slemt det var, udover at der kom en sygeplejerske fra afdelingen for fortidlig fødte, og fortalte om denne. Så det kom som et kæmpe chok, da der kom en sygeplejerske på anden dagen jeg var indlagt og sagde, at nu måtte jeg hellere få en sovepille og ikke spise mere, for hvis mit blodtryk ikke var faldet dagen efter, ville de tage barnet ved kejsersnit!!! Dette var i uge 31,3 så det var ikke noget jeg var indstillet på.

Jeg fødte dagen efter, d. 19/7-95, ved kejsersnit, fordi mit blodtryk lå så højt, men jeg fik en rygmarvsblokade, så jeg var vågen under kejsersnittet. Jeg fødte en pige, der kun vejede 1490 g., de havde ved skanningen skønnet hende noget større. De første døgn var virkelig forfærdelige. Stine fejlede heldigvis ikke noget, lå kun i CPAP den første dag, men jeg havde det selv dårligt. Der gik 10 timer inden jeg i min seng blev kørt op på afdelingen for de fortidlig fødte og kunne se min datter i kort tid. Mit blodtryk ville ikke falde, så det første døgn fik jeg målt blodtryk hvert kvarter, fik en masse medicin, og kunne ikke se min datter.

På grund af pladsmangel, kom jeg anden dagen til at ligge på stue med en der havde sit barn ved sig, hvilket man ellers forsøger at undgå. Det var ikke rart, når mit barn var så langt væk. Først efter nogle dag kunne jeg selv besøge Stine, der heldigvis havde det godt. Hun blev behandlet med lidt forskelligt medicin, men ikke noget af større betydning.

Det var altså ikke nogen god start på det at være mor. Jeg var slet ikke klar til at blive mor, for hvem regner med at føde så lang tid før tiden. Opholdet på afdelingen for for tidligt fødte var meget forvirrende, fordi der var mange sygeplejerskevikarer, utrolig mange små børn, og i det hele taget meget travlt.

Efter 3 uger kom Stine ud af kuvøsen, og vi blev pga. pladsmangel flyttet til børneafdelingen. Her var der mere plads og ro, så det var en positiv oplevelse. Stine tog hurtigt på, og blev god til at spise selv, så allerede efter en måned kom vi hjem, en måned før termin, og med et barn på godt 2300 g. Så efter at have levet en måned på hospitalet, begyndte hverdagen, og der viste sig heldigvis ingen problemer. Hun var selvfølgelig lidt bagefter de jævnaldrende i størrelse og udvikling, men ikke meget. Hun gik da hun var 15 måneder, og var måske lidt længere om at lære at tale end gennemsnittet.

I dag kan man ikke se, at hun fik en lidt anden start på livet, end man kunne ønske. Hun er en meget glad pige, der elsker at lave puslespil, læse bøger, spille spil, lege med perler og dukker, og frem for alt, at have venner og veninder på besøg. Hun er lidt bange for nye ting, nogle ting er hun meget bange for, som læger, tandlæger og fyrværkeri. Måske havde hun været sådan, selvom hun var født til tiden, hvem ved. Men at tilbringe den første måned af sit liv i en kuvøse på en stue med mange lyde og uro, er noget andet end at være i moders mave, det er der ingen tvivl om.

Jeg har også en dreng fra 1998, og da jeg i slutningen af graviditeten begyndte at få lidt forhøjet blodtryk blev jeg meget bange for at skulle opleve det samme en gang til, selvom jeg selvfølgelig ville være lidt mere forberedt denne gang. Men alt gik planmæssigt, og jeg fødte en dreng på 3250 g en uge før terminen på helt normal vis.

Lene Thorsager