Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Født 7 uger for tidligt på Bornholm
af Christine G. Hansen den. 04.08.03

Som sagt var vi taget på ferie på Bornholm. Min mand der er spejderleder skulle være leder for en stor spejderlejr nær Rønne. Jeg tog med da der manglede en voksen i vores gruppe. Der var 7 uger til termin så det skulle der ikke være nogen problemer i og jordemoderen havde sagt god ferie.

Vejret var ikke det bedste. Vi skulle have været på stranden men det var små koldt så vi ville tage i svømmehallen i stedet for. Da vi var kommet i vandet stod min mand og jeg lige og snakkede. Han ville svømme hen til de andre og i det han sætter fra i vandet og sparker ud med benene, kommer han til at ramme mig i maven. Jeg begyndte at græde med det samme og siger av og det gjorde ondt. Helt præcist hvordan jeg kom op af vandet kan jeg stadig ikke huske.

Jeg var dybt ulykkelig, det gjorde ondt og jeg var bange. Det eneste jeg kunne tænke på var at Nicoline skulle sparke (vi vidste det blev en pige). Rasmus var også meget ked af det, jeg sagde til ham at det måtte han ikke være for det var jo et uheld. Jeg gik ind og gik i bad mens tårene løb ned af mine kinder. Da jeg kom ud i forhallen kom der en livredder hen til mig og sagde at det nok var bedst at komme på skadestuen og blive tjekket.

Efter lidt vente tid kom vi ind på en undersøgelses stue. Lægen der kiggede på mig sagde at hun ville lytte til barnets hjertelyd, men nu måtte vi ikke blive bange hvis vi ikke kunne høre noget. De er lidt ustabile de apperater de bruger. Lige så snart at den var sat på maven kunne man høre en fin hjertelyd. Vi græd begge to af glæde.

De syntes at det var bedst at jeg blev scannet, så vi blev kørt hen til en anden læge. Han kunne ikke få scannings-apperartet til at du og virkede ikke som han havde ret meget tjek på det. Han sagde at vi bare kørte op på fødegangen, så kunne jeg blive scannet der, for der vidste han at det virkede. På vej der hen kom lægen i tanke om at han havde glemt nogen papirer, han brugte 5 min på at diskutere med sig selv om han skulle lade os vente der eller om han skulle følge os op på fødegangen. Vi var ikke ret trygge ved ham på det tidspunkt.
Vi kom på fødegangen og blev scannet. Alt så fint ud. Lægen sagde at jeg skulle blive til observation i nogen timer. Vi blev fulgt ind i en opholdsstue hvor vi sad og gloede i en halv times tid. Vi var åbenbart kommet midt i vagtskifte.

I den tid vi ventede fik jeg ondt i lænden, jeg havde det bedst hvis jeg stod op og rokkede fra side til side. Endelig kom der en jordemor ind til os. Hun kiggede lidt på mig og sagde at det nok var bedst at jeg kom ind og ligge. Hun fortalte at det nok var veer jeg kunne mærke i ryggen. En anden jordemor kom ind og spurgte om hun måtte give mig sterilvandspapler i ryggen, så ville jeg bedre kunne følge med i veerne. Det var da helt okay med mig. Jeg havde nær bidt Rasmus finger af, det gjorde vanvittig ondt, men det hjalp. Smerterne i ryggen forsvandt og jeg kunne mærke veerne i maven. Jeg blev scannet igen og igen var alt fint. Ialt blev jeg scannet fire gange og alle gangene så det fint ud.

Fra kl ca 18-19 skulle vi begge to hvile os. Rasmus sov med det samme. Jeg blundede lidt men så skulle jeg tisse, jeg begyndte at føle det anderledes i maven. Smerterne var ikke de samme mere. Da jordemorden kom ind igen kunne godt se at der var noget galt. Jeg var ligbleg. Jeg fortalte at jeg var gul og blå inde i maven og at det var anderledes nu. Jeg begyndte at græde og blev urolig. Hun ville ringe efter lægen som kom efter tyve min. Hun havde forbedret os på at vi måske blev forældre den dag.

Lægen kom og så på mig i 2 min så sagde han: Kejsersnit og det er nu!
Imens jeg blev gjordt klar sagde jeg til Rasmus at han skulle ringe efter sin bedste ven der også er spejder han skulle komme og være sammen med Rasmus. Jeg ville ikke have at han skulle være alene. Rasmus havde sagt til mig at han ikke ville med ind. Han har det ikke så godt med blod og sådan noget.

Da jeg kom ned på operationsgangen kom Henrik. Jeg blev bare så glad for at se ham. Nu vidste jeg også at Rasmus ikke ville være alene. Jeg fik selv lov til at vælge om jeg ville være vågen undervejs og det ville jeg.

Inde på selv operationsstuen så jeg et par vekendte øjne, lægen som havde fulgt os. Under forløbet var vi blevet MEGET glade og trygge ved ham. Rasmus fulgte mig ind på stuen og sad og snakkede med mig og sygeplejerskerne. Da de sagde at nu skulle han ud hvis han ville, blev han siddende. Vi havde det så hyggeligt.

Kl 22:05 den 3 juli 2002 lød der et skrig, Nicoline var kommet til verden. Jeg havde regnet med at de tog hende væk med det samme da jeg forventet hun skulle have hjælp. Men efter lidt tid kom jordemoderen hen med hende og lagde hende på mit bryst. Hun var så lille fin. Hun havde meget tæt sort hår og var bare så yndig.

De tog hende og sagde at de ville gå op på børneafdelingen med hende mens jeg blev syet sammen. Jeg gav Rasmus strenge ordre på at blive ved hende hele tiden. Det viste sig at moderkagen havde løsnet sig og at der var begyndt at komme blod i fostervandet. Det var det de havde scannet mig for flere gange men de havde ikke kunnet se det.

Da lægen havde syet mig sammen kiggede han over forhænget og sagde at det hele så fint ud. Jeg begyndte at græde og sagde at han var den bedste og dejligste læge i hele verden. Han blev helt flov.

På opvågning lå jeg og kæmpede med at få følelesen tilbage i benene, for når jeg kunne bevæge benene kunne jeg komme op til Rasmus og Nicoline. Pludselig kom der en sygeplejerske ind til mig og sagde at de kom ned til mig. Nicoline var begyndt at skumme ud af munden og hun hev lidt efter vejret. Hun kom i kuvøse. Der blev sat overvågning på hende. Hun glemte nogen gange og trække vejret så skulle hun lige kildes lidt under foden eller stryges på ryggen.

Om morgen blev der sendt bud efter Bornholms eneste børnelæge. Han kom og så på hende. Han turde ikke beholde hende på Bornholm da de ikke ville være i stand til at hjælpe hende hvis der pludselig skete en forværring i hendes tilstand.

Om eftermiddagen kom der en læge og sygeplejerske fra Rigshospitalet for at hente Nicoline. Det var med nød og næppe at jeg fik lov til at komme med. Man må nemlig ikke flyve med en ny operet og de havde ikke plads til en hospitalsseng. Hvis jeg kunne komme over på en Falckbåre kunne jeg komme med og det kunne jeg. Lægen der altid er i helikopteren havde sagt at han nok skulle tage ansvaret for mig. Lægen fra Riget måtte nemlig ikke gøre det, da hun var der 100% for Nicoline. Jeg var meget taknemlig over at jeg kunne komme med. 7-10 dage alene på Bornholm havde jeg ikke overlevet.

Vi lå på Riget i 4 dage, så skulle vi overflyttes til Glostrup neonatalafd. Da det var der vi hørte til. Den dag vi skulle overflyttes havde de nær taget livet af mig. Da jeg kom ned om morgen var Nicolines vugge dækket og kæmpe stort bobleplasik og det eneste jeg kunne se var noget grønt. Jeg var helt sikker på at Nicoline var død for man kan jo ikke trække vejret under plastik.

Min datter min datter, udbrød jeg. En sygeplejerske kom hen til mig og sagde at Nicoline havde fået gulsot og skulle under lys og plastiken gjorde at hun kunne holde på varmen. Selvfølgelig kunne Nicoline trækkevejret under plastikken da hun lå med ilt og c-pap, det havde jeg jo ikke lige tænkt over.

Vi var glade for at ligge på Glostrup. de var utrolig søde. Der satte de gang i koffein behandling for at modne Nicolines vejrtrækningscenter. Efter en lille uge havde Nicoline ikke længere brug for ilt og c-pap. Det gik stille og roligt bedre og bedre. Til sidst var det bare amningen der skulle fungere.

Endelig kom dagen hvor vi kunne komme hjem på orlov. Det var skræmmende men dejligt. Vi kom til kontrolvejning. Ved nr 2 vejning havde Nicoline ikke taget nok på. De ville godt lige beholde os i nogen dage så de kunne følge Nicoline og hendes vægt. Jeg gik helt ned. Jeg følte at det var min skyld, at det var mig der gjorde noget galt. Det var det ikke, fik jeg at vide gang på gang. På terminsdagen blev vi endeligt udskrevet.

Idag er Nicoline 13 mdr. Hun har været lidt bagefter i sin udvikling, men er det ikke mere. Hun er en dejlig pige der har sin helt egen mening om hvor skabet skal stå!!! men hun er også meget følsom og hun har et stort kontakt behov.

Tak fordi du gad læse om min lille guldklump.
Christine G. Hansen