Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Tobias og Oliver, vores store mirakler + Opdatering
af Fam. Krohn den. 15.02.03 + 09.04.06

Tobias og Oliver er vores "små" mirakler...
Vi fik et chok da vi fandt ud af at vi ikke var blandt dem som "bare" bliver gravide. vi blev begge undersøgt og vi fandt ud af at jeg på den ene eller den anden måde ikke fungerede helt som jeg burde. Jeg havde dels for mange mandlige hormoner, og dels ingen ægløsning !! Derefter startede vores lille "mareridt" som med tiden blev et helt eventyr!

Vi gik i 3 år til forskellige behandlinger for barnløshed, og efter 5 forsøg med inseminering, hvoraf den ene var en graviditet der desværre måtte afbrydes da den lille ikke ville udvikle sig, fandt vi ud af at vi hellere måtte skrive os op til Reagensglas (IVF). Vi blev så skrevet op til IVF på Herlev Fertilitetsklinik, og fik aT vide at der var ca. 1 års ventetid.

Selvfølgeligt blev vi skuffede, for vi mente jo at vi skulle komme før alle andre, sådan tænker man altså, (det er pinligt at indrømme), og vi blev enige om at nu måtte vi altså vente, vi havde på det tidspunkt allerede ventet i mere end 3 år, så ville ½ år jo hverken gøre fra eller til. Jeg gruede dog for alle de hormoner jeg endnu en gang skulle proppes med, man bliver så ked af det af alle de bivirkninger, og alt føles forkert ved en selv.

Vi modtog så brev om en velkomst samtale hvor vi ville høre mere om hvad de skulle foregå ved IVF. Vi var i mellemtiden så blevet tilbudt at komme til at medvirke i et projekt, som består af at man tager æggene ud og befrugter dem derefter bliver de så lagt op igen som almindelige IVF æg. Forskellen var bare at jeg IKKE skulle have hormoner, da de forsker i om det ikke kunne være muligt at blive gravid UDEN hormoner. Vi sagde at vi ville tage imod tilbuddet, for det ville ikke tælle med i de 3 forsøg Staten giver, så vi tænkte "Hvor intet vover, intet vinder".

Efter besøg derude var vi ikke ret optimistiske, for dels kunne jo selvfølgeligt ikke love noget, og dels stod de for at have sommerferie, så vi måtte vente i 2 måneder før vi kunne komme til. Men de måneder blev overstået og vi kom til undersøgelse, der fik vi endnu et slag i hovedet for jeg havde dannet en cyste så vi måtte tage hjem og vente endnu en måned. Da vi kom derop igen var cysten desværre ikke forsvundet, den var tværtimod vokset enormt meget. Vi fik endnu en gang af vide at vi måtte tage hjem, men de sagde dog at var den der stadigvæk næste måned ville de prøve at se om den kunne suges ud, og så kunne vi komme i gang.

Da vi kom derop 3. gang, var cysten der stadigvæk, jeg fik så (som lovet) suget cysten ud, men de sagde at det slet ikke var sikkert mine æg kunne bruges da der måske havde været hormon i cysten som havde ødelagt dem. Vi gik så igennem 2½ uge med undersøgelser på kryds og tværs, ben i bøjler og bukser nede om anklerne. Så kom dagen hvor jeg skulle have taget æg ud !!

JUBIIIIII de fik 11 æg, jeg tog hjem og var ret udmattet. Jeg vil ikke sige det gjorde ondt at få taget æg ud, for jeg kunne intet mærke da jeg havde fået noget smertestillende. Vi fik så den besked at hvis vi ikke havde hørt noget inden 3 dage skulle jeg komme ind og få dem lagt op igen. AK og VE telefonen ringede og de sagde at mine æg havde for tyk en æggeskal til at den kunne klække selv, så de ville spørge om de måtte lave en "hatching" på dem med laserstråler.

Jeg sagde ja, for jeg ville jo ikke miste noget ved det. Og da dagen endeligt oprandt fik jeg så lagt 2 æg op. Efter småblødning efter 1 uge var jeg så ked af det at jeg ikke troede det ville lykkes, så jeg trøstede mig selv med 20 cigaretter på 1 dag......

Jeg fik taget blodprøve 14 dage efter oplægningen, og fik af vide at jeg skulle ringe efter kl. 13.30 til klinikken og så ville jeg få svar. Da klokken var 11.45 fik jeg en opringning fra klinikken og sikke en NYHED.... Jeg var gravid !! Efter 4 ½ år med prøvelser var jeg GRAVID!! Jeg turde ikke tro det, og efter jeg havde lagt røret på, tudede både min mand og Jeg som sindssyge..... HOLD DA OP EN NYHED !!

Jeg småblødte i perioder og tænkte hver gang "nu er du ikke gravid mere", men jeg fik dog lov at beholde dem begge.....

Min graviditet gik fint, jeg fik tidligt plukkeveer og måtte sygemeldes allerede i 24. uge, da de var bange for at fødslen ville gå i gang hvis jeg fortsatte på arbejdet. Jeg gik så herhjemme og gik til regelmæssig kontrol både på Roskilde Amtssygehus og hos jordemoder og egen læge. Sikke et cirkus!

Da jeg var 34 uger henne præcis, vågnede jeg en nat ved et "spark" i maven. Jeg blev enig med mig selv om at når jeg nu alligevel var vågen, kunne jeg ligeså godt smutte på toilettet. Jeg havde da kun sovet 1 time og kl. var 4.15. Jeg rejste mig fra sengen og det begyndte at plaske på gulvet, jeg kiggede ned og tænkte at jeg da var en gris når jeg ikke kunne holde mig mere. Så begyndte jeg at gå ud mod toilettet, og så vågnede jeg helt op.... GUD VANDET VAR GÅET !!

Jamen jeg var jo slet ikke klar endnu, mine 2 små mirakler skulle jo blive derinde ihvertfald 4 uger endnu, men NEJ. Jeg ringede til fødegangen og de sagde at jeg skulle lægge mig ned, så ville de sørge for en ambulance. Jeg skulle jo så lige rende lidt rundt og hjælpe min mand med at finde hoved og hale på det hele, han kunne slet ikke finde ud af hvad han skulle gøre med sig selv.

Ambulancen kommer så og jeg er i mellemtiden blevet dårlig og kaster op. Da de så beder mig om at komme op på båren, fortæller jeg dem at jeg altså lige skal børste tænder, for jeg mente ikke man kunne føde når man havde kastet op....!!!

Vi kører afsted, og ankommer så til Roskilde kl. 5.10. Jeg bliver først kørt på fødegangen, men da jeg endnu ikke har ordentlige veer bliver jeg kørt over på svangergangen. Det var en hård omgang at ligge der. Jeg var stadigvæk ikke klar til at skulle føde, jeg tænkte hele tiden på om de nu kunne overleve når der var 6 uger til termin endnu. Jeg havde lykkeligt glemt at der var børn der var født endnu tidligere der klarede den. Men det er jo noget andet når man selv står i situationen.

Da der så kommer godt gang i veerne bliver jeg kørt til fødegangen. Først ind på 1 stue, så kommer de i tanke om at jeg skal have tvillinger og kører mig derefter ind på en større stue, da der skal være følgende til stede: 2 børnelæger, 1 jordemoder, 1 jordemoderstuderende, narkoselæge samt 1 sygeplejerske. Der ankommer så en MEGET sød sygeplejerske fra neonatalafdelingen som forklarer mig at hun skal tage i mod mine børn deroppe, og at jeg kan komme op til dem bagefter hvis jeg har lyst. Hun forklare så meget om hvad det er for en afdeling, og at jeg ikke skal være nervøs selvom de skal ligge med elektroder og lignede, for det er den måde de overvåger små børn på.

Det var rart at få sådan en god snak med hende, hun virkede så sød, så jeg ikke var nervøs for at mine børn skulle passes af hende til jeg kom op til dem. Så får jeg en rygmarvsblokade da mine veer bliver meget kraftige og jeg stadigvæk ikke har fået mere end 1 times søvn siden jeg gik i seng. Jeg fik så time på øjet, og så skruede de ned for droppet, og så kunne jeg ellers mærke hvordan det rev. Hele tiden var mine tanker ved de 2 små...Kunne de nu overleve??

Presseveerne startede og stoppede igen lige så pludseligt. Hvad sker der nu? Så lå jeg der og overhørte lægen sige at hvis jeg ikke snart fik gang i fødslen ville de blive nødt til at give mig et kejsersnit. Jeg havde da haft veer i mange timer og havde ikke lyst til at blive skåret i. Lægen sagde så han ville lægge en blød cup på Tvilling A, og så skulle jeg ellers presse alt hvad jeg kunne. Han ville ikke give mig mere end 3 forsøg derefter hed den kejsersnit !! Jeg pressede, lægen hev og smut så var der ingen cup mere.

Den blev sat på igen, og jeg pressede, lægen hev, og pludseligt var der et lille hoved. Et lille pres senere var der født en lille smuk dreng, som vi havde bestemt skulle hedde Tobias, han var 46 cm. lang og vejede 2240. En fin dreng der dog var lidt omtumlet. Han fik lidt ilt og blev suget. Han havde Apgar 9, så det var jo flot.....

Så var det i gang igen, efter Tobias var født stod der en læge og holdt mig på maven så Tvilling B ikke ville vende sig med numsen først, det var enormt smertefuldt og jeg skreg at han skulle give slip. Så skubbede han til og ned røg den næste, men NÆ NEJ de skulle ikke bestemme hvad vej den skulle komme til verdenen, så den slog lige en kolbøtte og så kom der et ben. De fandt ud af at det andet ben sad fast, så jeg skulle lige have "den" skubbet op igen, og så kom der 2 ben, derefter en lille numse, en ryg, skuldre og.....så hang der ellers en krop der.....HELT STILLE !!

Der kom ingen presseve, og jeg fik af vide i mit øre af min mor som var der til at hjælpe mig sammen med min mand, at jeg blev nødt til at presse for at få HAM ud... Endnu en dreng, det var jo så lille Oliver, jeg pressede og så kom han ud. En lille fyr på 47 cm. og bare 2060 g. Han var ikke så fin og fik "kun" 7 i Apgar. Jeg fik lige et hurtigt glimt af ham, og så skyndte de sig afsted med mine børn op til neonatalafdelingens modtagelse.

Jeg blev derefter syet, og kom op til mine børn. NEJ hvor var de små, jeg kunne slet ikke fatte at de var så små, de blev ved med at fortælle mig at de slet ikke var så små som jeg syntes men at de var meget store af deres alder (34 uger). Oliver var enormt dårlig, han trak vejret meget besværet, kunne ikke tåle høje lyde og lys, og var i det hele taget ikke særligt godt tilpas. Han fik cpap (ilt gennem næsen), havde elektroder på brystet, og måler til iltning af blodet. Tobias trak også vejret meget tungt og lå helt stille.

Jeg tog forsigtigt dem i hånden og der trillede en tåre ned af min kind, mens jeg tænkte at det var min skyld de lå der, fordi jeg ikke kunne holde på dem længere. Skyldfølelsen blev værre og værre og jeg blev efter 1 time kørt til barselsgangen hvor jeg lå på gangen det første stykke tid af natten.

Midt om natten skulle jeg på toilettet, og var på vej ud af sengen da det hele sortnede for mine øjne. Der kom en sygeplejerske forbi og hun greb mig inden jeg faldt på gulvet. Så kom der endnu en til hjælp og jeg blev sat på toilettet. Jeg fik taget en blodprøve så de kunne måle min blodprocent. Det viste sig at den var nede på 4,3 og jeg skulle derfor have 2 portioner blod til at starte på. Jeg kunne derfor ikke komme ned til mine børn andet end liggende i min seng. Da jeg kom ned til dem, lå de nu i kuvøse, og jeg brød helt sammen, for hvorfor skulle de nu ligge der ?? Igen følte jeg at det var min skyld. Oliver var stadigvæk dårlig, og han lavede hele tiden dyk i hjerterytmen.

Jeg kunne slet ikke tage afsted fra dem igen. Jeg lå i sengen og kiggede på mine børn, som mest af alt lignede små fugleunger, de var dækket af små dun, og fyldt med ledninger og slanger alle steder. Hele tiden kom der en og skulle tage blodprøver og jeg følte hvert stik som en skarp kniv i mit hjerte.. Hvor var jeg en dårlig mor, det var jo min skyld de skulle så meget igennem.... Jeg kunne slet ikke indse at det ikke var min skyld. Jeg tudede hele tiden, og fik derfor enestue på barselsgangen. Efter 1 døgn kom de ud af kuvøsen igen, og blev lagt i samme seng.... Straks de blev lagt der fandt de hinandens hånd og der faldt ro over dem. Jeg blev lidt lettet da jeg så de lå der side om side. Stadigvæk fulde af elektroder og slanger, men de havde dog hinanden når jeg ikke var der.

Jeg blev på 2. dagen tilbudt et "hotel"værelse på gangen nede ved neonetalafdelingen, jeg sagde ja tak for der kunne min mand også bo sammen med mig, så var vi nær vores børn. Vi flyttede ind og var derefter hos vores børn hele tiden.

Da der var gået 3 dage var Tobias klar til at komme ud af sin Cepap, nu skulle han "kun" have sine elektroder samt en sonde til at få mad. Jeg kunne ikke amme fordi jeg var gået i gang for sent, pga. blodmangel, og da jeg prøvede att malke ud skete der ingen ting. Igen følte jeg mig som en fiasko, hvorfor kunne jeg nu ikke give dem det som var bedst for dem ?? Jeg måtte simpelthen være den dårligste mor i universet.

Igen gik jeg ind på værelset og stortudede. Ind af døren kom der så 2 sygeplejersker som ville tage en snak med mig. De fortalte mig at jeg ikke var nogen dårlig mor fordi de var født for tidligt, jeg var heller ikke nogen dårlig mor fordi de ikke kunne få modermælk. De syntes tvætimod jeg var en pragtfuld mor, fordi jeg hele tiden var der for mine børn. Da de var gået begyndte jeg igen at tude, denne gang var det dog af lettelse, fordi jeg endeligt havde fået løsnet op for alle de tanker der nager når man bliver mor til et præmatur barn.

Nu kunne jeg da godt selv se at mine var store, i forhold til nogle af de andre der lå der. Det var så dejligt at de kom ind når man havde brug for en snak og de var så søde og gav sig meget god tid til at tale tingende igennem med mig....

Tiden gik og de voksede dag for dag, og en dag var det så tid til at de skulle væk fra elektroderne og ikke være på overvågning mere. Der brød min verden sammen, for så ville der ikke være noget der indikerede hvis de ikke trak vejret, det kunne jeg ikke overskue. Derfor blev jeg tilbudt at de kunne ligge med en apnøovervåger som ville registrerer hvis de ikke trak vejret i over 20 sek. Det er jo en evighed...Nej ikke ifølge lægerne. Den måtte de så have i 3 dage og så skulle den også væk. PUHA det var modbydeligt at de havde den.

Hele tiden sad man og kiggede på det blinkende apparat, ville den nu bibbe ?? Havde de det godt ?? Alle tankerne for rundt i hovedet på os, og så gik de 3 dage. Endnu en gang tudede jeg (man bliver en tudemor af at få børn), og endnu en gang blev jeg beroliget. Alle hjalp os med at forstå at de ikke kunne rende rundt med den overvåger hele tiden, for så ville vi aldrig komme hjem... HJEM !! Hold da op, skulle vi også hjem og klare det hele selv?? Ja det skulle vi.... vi var der i 4 dage efter overvågningen var fjernet og så kom dagen hvor vi fik den pragtfulde nyhed : VI SKULLE HJEM....

Det var ikke uden bekymringer vi tog derfra, men til gengæld tog vi derfra med 2 store børn 2650 g. og 2775 g. De var blevet store og flotte.

Så gik vi ned af gangen, vi kiggede os tilbage på det der havde være "hjem" i 3 uger, og fik en klump i halsen, nu var vores lille familie intakt. Vi som ikke troede vi skulle få Oliver med hjem fordi han var så dårlig, vi gik nu med 2 smukke drenge ned gennem forhallen, stolte og med hovederne højt løftet og ud i den friske luft. Da vi kom udenfor var det som om solen skinnede kun for os.

I dag er drengene store de er 7 mdr. vejer hhv. 9,0 kg. og 9,3 kg. og er 73 og 74 cm. lange. De er simpelthen vokset så stærkt, vi har i dag været ude til sidste kontrol på hospitalet og fik af vide at vores børn er store, sunde og enormt dejlige......

Men uden hjælp fra Roskilde på afdeling C73, så var vores hverdag aldrig blevet så perfekt. Vi lærte vores børn at kende, og de lærte os at kende. Vi blev en familie deroppe, og ALDRIG kan jeg takke dem nok for deres hjælp og deres forståelse.....

Mvh
Fam. Krohn
Per, Tobias, Oliver og Mia
Mail: krohn1@get2net.dk

 

==========================OPDATERING=========================

 

 Jeg er mor til 2 skønne drenge født i 34+0, de fik en hård start på livet, Oliver fik kun 5 i apgar efter fødslen, og nåede kun på 7 efter 10 min. Han var meget dårlig, og måtte 1 gang genoplives på neonathal afdelingen da han var 3 dage gammel. Det var frygteligt at se på, men vi fandt ud af at det var pga. han havde slugt maden forkert, og lidt af det var endt i lungerne, men sikke en forskrækkelse vi fik.

Ved fødslen vejede de som følgende: Oliver 2060 g. og var 47 cm, Tobias 2240 g. og var 46 cm.

I årerne der er gået har vi oplevet en masse ting, både dårlig og gode ting. Dels har Oliver lidt meget af Astmatisk Bronkitis, har været indlagt med dobbeltsidet lungebetændelse som følge af svært Astma anfald, og dels har Tobias i en alder af 3 år været indlagt med feberkrampe.

Vi var igennem diverse undersøgelser med drengene da de var små, bla. skulle Oliver have tjekket sine øjne da hans ene pupil ikke ville trække sig sammen, men vi fik af vide at den bare var doven. (og dovenskaben har så fulgt Oliver lige siden *S*) Tobias har gået til kontrol hos en fysioterapeut da vores egen sundhedsplejerske mente han var for stiv i kroppen. Lægerne og fys'erne har dog gjort hendes ord til skamme, da de fandt ud af at han bare havde meget kontrol over sine muskler og led. Åh hvor kan det være opslidende når man har en sundhedsplejerske som ikke helt har styr på præmature børn. Man går igennem så stort en følelsesmæssig rutchebane at man ikke har brug for at der står en ved siden af og sår tvivl om ens børns trivsel.

De var omkring 4 mdr. da vi var til kontrol på sygehuset, og lægen der undersøgte drengene sagde at de da ikke manglede noget i hverken højde eller drøjde. Der blev vi enige om at vi gerne måtte skære et måltid væk pr. barn da de ellers ville ende med at blive nogle kæmpe basser. Vi blev afsluttet på hospitalet 5 mdr. før deres 1 års fødselsdag, da de var i så god trivsel at de ikke syntes vi skulle bruge tid på at komme op og få af vide at vi havde store skønne børn.

Da de skulle passes valgte vi i samråd med hospitalet at de skulle i dagpleje, da vi jo kunne risikerer at de blev smittet for meget i en vuggestue, men al vores frygt blev bare gjort til skamme, vi havde en skøn dagplejemor til drengene, og tiden hvor vi skulle sige farvel for at begynde en ny epoke i deres/vores liv var ikke rar. Vi havde gerne set at de måtte blive til de skulle i skole, men sådan er det jo ikke længere. De går nu i børnehave og nyder livet til fulde, de hygger sig, glæder sig hver dag til at skulle afsted, og er ikke altid lige nemme at
få med hjem.

I dag hvor de er 3 år og 9 mdr. er deres højde og drøjde helt på linie med børn født til termin, de er i dag som følgende: Oliver : 18,5 kg. og 107,5 cm, Tobias : 18 kg og 104,5 cm.

Jeg havde aldrig troet at jeg knap 4 år efter fødslen ville have så store og dejlige børn.

Vi har i dag 2 skønne drenge, der er frække, livlige, motorisk og sprogmæssigt helt på linie med børn født til termin. De er store og dejlige, de er meget forskellige men alligevel ens på visse punkter. Vi har mange gode oplevelser med dem, og har været skånet for meget kan jeg selv se, når jeg læser hvad andre med præmature børn har været igennem.

Tænk at 2 drenge kan fylde så meget i ens liv, men som forældre til et (i vores tilfælde 2) præmature børn, så lærer man meget hurtigt at sætte stor pris på livet, og det liv skal altså leves fuldt ud.

Nu hvor drengene er blevet knap 4 år, og jeg kigger tilbage på den svære tid der fulgte efter fødslen, så priser jeg mig hver dag lykkelig for at jeg stadigvæk har mine 2 drenge hos mig. Jeg går stadigvæk med en frygt for om jeg nu får lov til at beholde dem begge 2, men jeg
bliver nødt til at tænke på noget andet da jeg ellers ender med at blive sindssyg.

Mia Krohn