Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Ole født 6 uger for tidligt
af Inge Schøn Hansen den. 08.05.02

Endelig gav min kæreste Thomas mig lov til at stoppe med at spise p-piller, så nu blev det som jeg længe har ventet på ca.4 år. Drømmen om at skulle have en perfekt graviditet og et fint barn med sig hjem fra sygehuset.

Efter 3mdr. blev jeg gravid, så han lod sig ikke vente på. Graviditeten forløb planmæssigt, jeg havde termin den 20.02.02. Ved den første undersøgelse hos lægen snakkede vi om at jeg havde fået lavet et keglesnit, og hvis det var et stort indgreb kunne jeg have problemer med at holde på barnet, så jeg skulle endelig sige til hvis det føltes som om at barnet var ved at falde ud, når det blev noget større og tungere. Men jeg følte ikke noget, og ved de andre undersøgelser snakkede lægen ikke om noget, så jeg regnede med at alt var i sin skønneste orden.

Tiden gik og det var dejlig nemt at være gravid, ingen morgen kvalme eller vand i kroppen, jeg sagde tit for sjovt ”med den nemme graviditet, bliver der nok problemer efter fødslen” jeg skulle have holdt min mund.

Det blev den 9/1-02 og jeg var ved at male inde på børneværelset, jeg havde det en smule underligt og tænkte for sjovt om fødslen var i gang, men det kunne jo ikke passe. Dagen efter var jeg stadig ved at male, jeg sad stille og roligt og hyggede mig med det, da jeg kunne mærke at der siv lidt vand ud, men skød det hen. ½ time senere kom der noget igen, så blev jeg lidt nervøs, men var alligevel i tvivl, for jeg havde hørt at når vandet gik fik man også veer, og det havde jeg ikke, men jeg ringede til min mor, og spurte om hun troede at det var vandet der var gået, det vidste hun ikke for det havde hun aldrig prøvet, imens jeg snakkede med hende kom der en hel del mere, og vi blev enige om at ringe til sygehuset.

Jeg fik fat i en venlig jordmoder, som mente at jeg heller måtte komme ind til undersøgelse. Jeg havde ikke travlt, jeg skulle først i bad og have ringet til Thomas, for jeg havde jo den tanke at det ikke var tiden endnu. Min mor kom og ca. kl. 12.00 kørte vi på sygehuset, på vej der op begyndte jeg at have lidt veer, men det føltes kun som pluk veer, og det havde jeg jo også haft i lang tid derhjemme.

Jordmoderen tog pænt imod mig, hun ville have mig ind på en briks, så hun kunne lægge elektroder på min mave der målte hjertelyd og mine veer, og så skulle jeg ned til en gu for at se om det var vandet der var gået, det turde hun ikke for så kunne hun give os infektioner. Hun fortalt også at selv om vandet var gået kunne de godt stoppe fødslen, så barnet kunne nå at blive noget større.

1 ½ time senere var jeg nede på gu afd. jeg havde det stadig godt. Jeg blev lagt op på briksen så lægen kunne undersøge mig. Han kigger op over min mave og siger ” vandet er gået, du har åbnet dig 5cm” CHOCK. Nu var der ligesom ingen vej tilbage, og Thomas var ikke kommet endnu. Vi gik op på fødegangen og jeg fik ringet til Thomas, men han havde ikke travlt, han havde det lige som mig, at man jo nok skal gå med veer i 5-6 timer inden der sker noget. Det har vi set i fjernsynet, og især med førstegangs fødende.

Kl. 15.00 fik jeg elektroder på igen, men Ole ville ikke ligge stille så de ville sætte den på hans hoved. Jordmoderen siger så ” du føler nok snart pressetrang for du er åbnet 10 cm”. CHOCK, hvor er Thomas. Han kom heldigvis lige efter og jeg blev flytter over på fødelejet og stadig ikke rigtig nogle veer.

Men tiden var inde og jeg skulle presse, men havde slet ikke lyst. For det første var jeg ikke klar til at blive mor endnu, og for det andet, var Ole klar til at komme væk fra min trykke mave. Jeg fik lagt drop til at give mig flere veer. Pludselig var stuen fyldt med mennesker. Der var en jordmoder, børnelæge, gu læge og nogle sygehjælper. Kl. 17.10 er Ole født, og han var heldigvis så stor og stærk at han kom op på min mave mens at farmand klippede navlestrengen, men så blev han også fjernet over på neonatal med ham. 2 timer senere måtte jeg komme over til ham, og jeg blev lidt bange for mig selv, for gu var han sød, men hvor var den moderlige følelse. Han lå med c-pap og forskellig elektroder der overvågede ham.

Dagen efter da jeg kom derover skulle han lige til at have noget at spise igennem hans sonde, så en af sygeplejekerne spurte om jeg ville have ham op på brystet imens, det ville jeg gerne, men jeg skulle ikke regne med at han ville sutte, for det havde han ikke udviklet endnu, men han ville noget andet, da maden kom igennem sonden begyndte han at sutte, tak skæbne en dejlig dreng, nu var moder følelsen der.

2 dage efter var han fri for c-papen, og han blev bare dygtigere og dygtigere, han fik mindre i sonden og mere hos mig, efter 1 uge kørte vi ren amning. DET VAR DEJLIGT. Han kun svært ved at holde på varmen og lå i varme kasse, men efter 11 dage var han uden af den og vi kunne overflyttes til barselsgangen hvor vi kunne nøjes med at være i 2 dage hvis han tog på, og det gjorde han, så hjem med et for tidligt født barn efter 13 dage, dejligt.

Alt gik godt der hjemme, jeg havde masser af mælk, men så begyndte problemerne, da han var ca. 4 uger gammel, begyndte han at gylpe en masse, det var en torsdag og jeg skulle have besøg af sundhedsplejersken om fredagen så kunne jeg jo spørge hende hvad hun mente, det blev fredag heldigvis for jeg sov ikke rigtigt om natte af frygt for at han skulle kvæles i han opkast, hun mente at det var fordi at min mælk løb så stærk. Og det var bare i orden jeg vidste jo ikke bedre.

Lørdag aften ringe jeg til den linje der er åben i weekenden hvor der sidder sundhedsplejersker for at spørge hende til råds, for jeg syntes at det var meget der kom op, og det kunne stå på indtil at han skulle spise igen. Og ind imellem havde jeg det dårligt med at give ham mad, når det hele bare skulle op igen. Men hun mente også at det var den hurtige mælk jeg havde. Så endnu en nat uden søvn og bekymringer.

Søndag var ikke bedre, så om aften ringede jeg til vagtlægen og spurte om han ville kigge på ham, men han havde så travlt, så om vi ikke kunne vente til vores egen læge åbnede mandag morgen, og dum så jeg var sagde jeg ja, selv om at jeg frygtede natten.
Mandag morgen kl. 6.00 havde han ikke spist i 10 timer så jeg gav ham noget og lige så hurtigt kom det op igen. Så ringede jeg igen til vagtlægen, og vi skulle bare komme med det samme. Vi kørte derop, han undersøgte ham, og ville indlægge ham til observation og give ham drop da han mangle væske. Droppe blev lagt i hovedet på ham, for det var der det var nemmest at finde en åre.

Tirsdag blev han skannet og de fandt en indsnævring på hans tolvfinger tarm, som han skulle til Ålborg og have opereret. Det var hårdt for kunne det lille menneske klare at være i narkose.

Fredag blev han opereret og det gik fint, så han spiste snart igen og holdt maden i sig. Endnu en gange kom vi hjem fra sygehuset og havde det godt. Efter at havde været indlagt i Ålborg mistede jeg desværre min mælk, så han skulle havde flaske.

14 dage efter operationen blev han umulig, han skreg stort set hele dagen, jeg prøvede zoneterapi hvis det var kolik han havde, men det hjalp ikke, til sidst var jeg ved at blive idiot, så jeg ringede til lægen og sagde at han måtte undersøge ham. Jeg var bange for at der var sket en fejl under operationen, så han fik os indlagt, så efter endnu 1 uge på sygehuset fandt vi ud af at han ikke fejlede noget, han var bare forslugen og fik for meget at spise. Så nu er vi hjemme igen og denne gang er alt godt 7,9,13. han sover om dagen og pludre og er glad når han er vågen.

Han er nu 4 mdr. og indtil videre ser det ikke ud til at vi har nogle problemer med ham, selv om han er født for tidligt. Og vi håber heller ikke at der bliver noget.

Jeg er heldigvis klar til at blive gravid igen, men først når Ole er 2-3 år gammel, og det er også meget betrykkende at de vil holde ekstra godt øje med mig næste gang. For det er hårdt at føde for tidligt, jeg syntes at skyldfølelsen er meget stor, jeg har spurgt både læger og jordmødre om det var min skyld, om der var noget jeg kunne havde gjort så det ikke var sket, men de siger alle heldigvis nej.

Jeg håber at min historie kan bruge, jeg har haft stor glæde af at læse dem der er her.
Mange kærlige hilsner og tanker

Oles mor Inge.
P.s. her er min E-mail hvis nogle skulle få lyst til at skrive et par ord og eller høre fra mig.
tio@stofanet.dk