Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Signe- en rigtig fighter
af Lene den. 27.12.00

Natten til den 20. september 1999 gik vandet kl. 02.00, jeg skulle ud og tisse men kom aldrig så langt, da jeg kun var i uge 34+6 blev jeg hentet af Falck da jeg skulle transporteres til sygehuset liggende. Alt i alt lignede det indtil videre en gentagelse af Emils fødsel, han er også født i uge 34 + 6 og vandet gik også i en stor skyl dengang.

Vel ankommen til fødegangen var det til min stor glæde min egen jordemoder der havde vagt.

Vi snakkede om løst og fast men veerne kom og gik og kl. 06.00 havde jeg stadig kun åbnet mig 4-5 cm, jordemoderen syndtes jeg skulle havde ve drop, tak skæbne, det virkede må man sige, jeg fik 10 dråber og efter 15 minutter og 3 presseveer var Signe ude kl. 06.56.
Signe blev undersøgt og var en stor flot pige på 49 cm og 2600g (Emil havde samme vægt og længde, lidt pudsigt) Signe havde lidt blå hænder og fødder hvilket jo ikke er helt unomalt, en børnelæge undersøgte hende og sagde at hun var flot.

Hen af formiddagen blev lillepigen dog noget bleg og slap og hedes blodsukker var meget lav, og så gik det stærkt ned på intensiv hvor man troede at det var hendes hjerte, overflytning til Skejby og en ikke alt for smart læge som meddelte os at Signe var holdt med at trække vejret, før overflytningen til Skejby, der sad vi i Silkeborg og vores datter var holdt med at trække vejret i ambulancen på vej til Skejby, ved samme lejlighed ventede vi 50 minutter før vi kunne blive transporteret til Skejby. Det er total uacceptalt at man som forælder skal være i den uvished så længe, det er ikke små ting som løber gennem ens hovedet.

Velankommet til Skejby kørt af en taxichauffør som var meget ked af situationen, havde vi noget svær ved at lokaliserer vores datter, men en sød sygeplejeske hjalp os og Signe var på hjerte afdelingen for de virkelig meget syge børn, jeg glemmer aldrig det syn på afdelingen vores lille datter tilkoblet en masse maskiner og ledninger og der stod vi, Stig og jeg, jeg havde stadig det samme tøj fra fødestuen på og havde for under 12 timer siden født en datter.
Til alt held var det ikke Signes hjerte som der var noget galt med, Signe var født med umoden lunger måske p.g.a en infektion, hun fik utroligt meget medicin og da hendes tilstand var stabil blev hun flytte til en anden intensiv afdeling hvor der hele tiden er 1 stk personal til hver barn, 6 dage efter fødslen var Signe ved at vågne op og hendes tilstand stabil indtil videre.

Da vi skulle overflyttes til neonatalafdelingen mente de i Skejby at vi skulle flyttes til Randers, da det var der vi hørte til (det hele er et spørgsmål om penge) det var vi ikke meget for, men til Randers kom vi, i Randers syndtes lægerne at Signe så skidt ud og mente hun havde Menigitis, endnu et chock for de efterhånden hårdt prøvede forældre (senere har jeg fundet ud af at lægerne aldrig fandt ud af om Signe havde haft menigitis).

Opholdet i Randers var utrolig rodet, lægerne kunne ikke finde ud af om der var noget i vejen med Signe og hun fik utrolig meget medicin dernæst havde de utrolig mange forskellige diagnoser både toxoplasmose, Herpes m.v. til sidst blev det besluttet at Signe skulle til Skejby hvor hendes hjerne skulle scannes (grunden til dette er nok at Stig og jeg var meget krævende forældre, som krævede et svar) I Skejby fandt man frem til at Signe havde haft en 2 grads blødning som kan betyde at hun er lansommere til at lære at kravle, gå, tale og indlæring.

D. 18.10.1999 kunne vi endelig komme hjem , men det meget rodet sygehus forløb gjorde at jeg var meget skeptisk, var der nu ikke noget i vejen med Signe.

I September 1999 var Signe til sit sidste kontrol besøg på sygehuset, lægerne ville ikke se hende mere. Efter dette besøg faldt der virkelig en sten fra mit hjerte nu turde jeg tro på at hun var ok. Alt i alt har det været et utroligt bask forløb som også har gjort at især jeg har haft det dårligt psykisk, Stig har tacklet det anderledes og har tit sagt se hvor godt hun ser ud og se hvor dygtig hun er.-

I dag er Signe 15 mdr hun har gået i 1 mdr, hun har på ingen måde været bagefter med indlæring, tværtimod er hun en meget energisk lille ( hun vejer 9 kg og er 77 cm høj) pige med et som relt godt humør. Da hun var lille havde vi problemer med at få hende til at spise, men idag spiser hun som regel som en okse.

Lene, Stig og fighter Signe