Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Min lille mand (med store problemer)
af Charlotte Alexandra Jensen den. 11.10.00

Den 21. juni 1997 blev jeg mor til Kasper - godt 7 uger før terminen. Efter en næsten perfekt graviditet, hvor jeg havde det helt perfekt uden morgen kvalme og andre besværligheder blev jeg sygemeldt 14 dg. før fødslen. Jeg havde meget vand i kroppen og forhøjet blodtryk samt alt for mange plukveer.

Om morgenen d. 21 juni vågnede jeg kl. 7 med ondt i maven. Jeg gik på toilettet og opdagede at jeg blødte en lille smule. Efter et opkald til hospitalet, blev jordmoderen og jeg enige om, at jeg skulle kigge ind. Pludselig gik det hele meget stærkt. Inden der var gået en time havde jeg så kraftige smerter af veer - så vi skyndte os til Helsingør sygehus. Der konstaterede de, at jeg havde åbnet mig 6 cm. Efter en hurtig beslutning blev der tilkaldt en ambulance og jeg blev sendt med udrykning til Hillerød sygehus sammen med en jordmoder.

Jeg blev meget forskrækket over alt det der skete omkring mig, men alligevel gik det slet ikke op for mig at jeg i realiteten var ved at føde. Efter ankomsten til Hillerød sygehus gik det rigtigt stærkt. Og jeg fødte Kasper præcis 4 timer efter jeg var vågnet med ondt i maven. Straks han var kommet ud blev han i hast ført til neonatalafdeling sammen med sin far. Og jeg så ham først 3 timer senere.

Der var han så - en lille bitte mand! Helt perfekt så han ud, bare meget meget lille. Han var i kuvøse og havde c-pap. Men ellers fik vi at vide at alt var perfekt. Men efter 2 dage fik han gulsot og efter 5 dage havde han svære problemer med vejrtrækningen. Han blev i flere omgange helt blå og måtte have akut hjælp til at komme igang igen. Det var en meget svær periode. Som blev forstærket af, at jeg selv har haft en lillebror, som døde af en hjertefejl. Da han rettede sig igen gjaldt alt om at få ham til at lære at spise ved mit bryst. En lang proces som lykkedes da han havde været indlagt i 4 uger.

Jeg synes det har været meget psykisk belastende at være på neonatalafdeling. Alle de ansatte var utroligt søde og hjælpsomme, men omgivelserne er meget hårde. Man vidste aldrig, hvad der skete den næste time. Vi sad tæt pakkede på små stuer - 4 mødre med børn på ca. 10 m2. Og vi deltog på godt og ondt i hinandens liv. Der var nogle der døde på afdelingen og det var svært at håndtere. Pludselig blev alle gennet ud og der var hektisk aktivitet ved en af kuvøserne og så...var det slut. Og for os andre, måtte vi bare videre. Det var barskt, for vi gik jo alle med en stor angst for at det også kunne ske for os. Derfor var vi meget lettede da vi endelig kom hjem og kunne starte en mere normal tilværelse.

Men hjemkomsten varede kort. Efter 10 dg. fik Kasper meget høj feber, som viste sig at være en urinvejs infektion. Denne var kommet p.g.a medfødte nyre problemer. Så vi måtte ind igen i 2 uger. Endnu engang var vi bange. Men det ordnede sig og 2 år efter blev hans nyrer erklæret "normale".

Da Kasper var 6 mdr. var vi turen igennem igen. Han fik tarmslyng og det var så alvorligt, at han måtte igennem en længere operation midt om natten. Ifølge lægerne havde det været et spørgsmål om nogle få timer før det var gået meget alvorligt galt.

Alle disse oplevelser har helt klart sat sine spor. Selvom han idag er en stor stærk dreng, så bliver han nok mere forkælet fordi vi for mange gange har været tæt på at miste ham.

Charlotte Alexandra Jensen