Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

3 piger kom bag på os
af Ulla den. 12.07.03

Inspireret af beretningerne skriver jeg min. Inspirationen kommer af 2 årsager - dels er der mange ting, jeg nikker genkendende til, og dels er der noget jeg mangler, nemlig beretningen fra den mor, der har født blot 4-5 uger for tidligt. Jeg underkender ikke de meget for tidligt fødte, men er træt af at ligge i den gruppe, hvor ingen synes det er noget....

Jeg blev gravid med vores første datter, Nikoline, da jeg var 24 år og studerende. Jeg blev i 33. uge sendt hjem fra sygehuset med besked om, at tage det med ro og kontrol efter 1 uge. Jeg tog den med ro, min mand var ude at rejse og jeg fik besøg hver dag til hjælp med praktiske ting. Jeg malede (siddende) baby-seng og vaskede babytøj.

Fredag - en uge efter, var mit blodtryk 220/115 og jeg blev indlagt med et bestyrtet blik, da jeg spurgte hvor jeg kunne langtidsparkere..! Jeg havde det faktisk godt, og lørdag aften bad sygeplejersken mig lægge strikketøjet (dåbskjolen), slukke fjernsynet og sove.....jeg havde ikke på det tidspunkt fanget alvoren, men hun havde netop set mit tryk.

Lørdag nat fik jeg det dårligt - rigitig dårligt, og søndag aften ringede jeg til min mand, at han måtte komme hjem, for jeg kunne ikke tage stilling til mere....- det jeg skulle tage stilling til var de divergerende holdninger der kom fra læger og sygeplejersker. Jeg havde ved indlæggelsen sagt, at min mand var 5-6 timer væk, så hvis de overvejede noget, skulle det tages i betragtning.

Mandag morgen til stuegang: Vi tager kejsersnit kl. 14.00! Klokken var 10.00!!!!! - Jeg ringede desperat efter min mand, som heldigvis havde hørt desperationen aftenen før og derfor var med det første tog til København. Da han kom sagde jeg: Det var godt du nåede det....! " Nåede hvad.,.. - og så kom portørerne. Nikoline var fin, men jeg kom på intensiv til næste dag - et ulideligt døgn, som jeg dog ikke husker andet fra, end korte triste tanker og en sød intensiv vagt. Nikoline vejede 2650 g og var 46 cm. lang født 5½ uge for tidligt. Hendes far har idag fortsat et tæt forhold til hende.......han startede hende op. Vi fangede aldrig alvoren af svangerskabsforgiftning.

3 år senere....... jeg var gravid, og ingen ting ville jo ske, - det stod i bøgerne. Dagen før en eksamen, d. 6 juni, blev jeg indlagt, og de holdt mig i 3 uger. D. 28 juni 1999 kom Emilie til verden, en mandag, kl. 14.40 - som sin søster - termin 28. juli. Hun var kun 2550 g. og 44 cm. Hun knirkede (lungernes manglende udfoldelse), men slap for overførsel til neonatal, - måske fordi jeg protesterede så man hende an i 1 time mere. Jeg kom meget hurtigt op på afdelingen, men kunne så ikke have hende hos mig, pga. lungerne. Hun var god og fin og kom sig og vi kunne tage hjem på 3. dagen til Nikolines 3. års fødselsdag.

2 svangerskabsforgiftninger, en læge der som en sidebemærkning sagde, at det var vist børn nok..... det var svært at forene sig med, når man gerne vil have 4 børn og i øvrigt kun var 27 år. Efter nogle overvejelser skrev vi til Carsten Lenstrup, KAS Gentofte, som ved noget om den slags ting, og som havde fulgt mig de 2 forgående gange. Han mente ikke vi skulle lade drømmen briste, de ville følge mig tæt, og jeg havde 90% chance for, at alt ville gå godt, og gik det galt, ville det med 90% chance ligne de to andre forløb..... 1 mdr før tid og 1 mdr. i sengen...... det ville vi gerne give for endnu et barn.

Vi kæmpede for sagen i ½ time og gravid var jeg (det er så vores lykke). Jeg havde det rigtig skidt i starten af graviditeten, og fortrød lidt, men ikke alvorligt........dog sad jeg hos min jordemoder i uge 14 og græd, fordi jeg ikke ville være gravid......! Hun mumlede noget om, at det var lidt sent, og trætheden og usikkerheden var naturlig osv. Hun var ualmindelig sød og kompetent.

Fra uge 18 til uge 22 havde jeg det rigtig godt.....! Jeg var allerede scannet 3 gange, barnet havde det godt og mig lige så. I uge 22 bliver jeg indlagt ved en kontrol - trykket er højt. Efter et par dage bliver jeg sendt hjem med en sygemelding, og ro på. Det går, men d. 29. september 2001 indlægges jeg igen. Jeg bad selv en veninde køre mig op til kontrol en aften, mens min mand passede de små. Jeg siger til vagthavende, at nu er den gal, jeg har svangerskabsforgiftning igen. NEJ - for det står i bøgerne, at det kan jeg ikke have.... og det holder de fast i frem til 12. oktober, hvor det hele panikker, og de overvejer at tage Frederikke, der således ville være blevet født i uge 26 +?

Jeg havde tilsyn af neurologer og fysioterapeuter, mens jeg var den eneste der vidste, at det var gået galt, - lærebøger eller ej. Jeg fik lungemodning, og det hele gik meget stærkt. Det var meget meget svært at være mor til 2 søstre og ikke mindst til "luksus-barnet" - hvad var det nu lige jeg tillod mig, at spille hasard med liv og død, bare for at præstere 3 børn.......? Sådan hænger verden ikke lige sammen - og odd'sene som vi havde fået ville få enhver til at spille Lotto.

Frederikke tog godt på i min mave ( i modsætning til Emilie, der blev væksthæmmet som følge af svangerskabsforgiftningen). Man fik mig stabiliseret over 4 døgn, og vi åndede lettet op. Min mand klarede de 2 store piger med bravour, og jeg bekymrede mig lidt om livet og meget om min ufødte datter. Vi fik endnu en advarsel undervejs, fik sat kejsersnit d. 18 december (termin 10. januar), men fra d. 10. december blev jeg rigtig skidt, og d. 14 fik jeg kejsersnit igen igen igen. Jeg var blevet så vædskefyldt, at epiduralen ikke kunne lægges, og jeg endte i fuld narkose. Det er det værste jeg længe har oplevet. Da jeg vågnede sagde de: Du har fået en datter"..... ja, tak, det var det eneste jeg vidste jeg ville få....! Jeg kom op ret hurtigt, og Frederikke var 2500g og 47 cm. så hun var velplejet. Hun blev udskrevet ved en medicinstuderendes eksamen i pædiatri, - han fik 7, men hun fik 13.

Frederikke er den af mine døtre, jeg har grædt mest over og er tættest på, for vi var undervejs nødt til at tage stilling til det, at vi kunne miste hende. Vi vidste, at de ville redde mig først. Jeg var mentalt gravid før det var fysisk, og jeg "passede" hende i 3 mdr. liggende i en sygehusseng. At komme hjem var svært - familien havde jo fungeret uden mig.Men jeg havde skatten med hjem.!

Der er ingen tvivl om, at Frederikke også er den der er mest mærket. Hun "eksisterer" ikke på højdekurven, hun er bagud med alt og hun har mange små skavanker. Hun er til gengæld en dejlig glad og aktiv pige på 1½ år, som netop har lært at gå, og som nyder skridtet ud i livet.

Emile, der var væksthæmmet virker ikke som om hun har de store men. Hun har astma og eksem, samt er ørebarn - men hvem er ikke det. Også hun er glad og livsbekræftende at have i huset.

Nikoline på 7 år er ikke umiddelbart præget, men jeg må sige, at jeg set i bakspejlet gør mig mange tanker om, hvorvidt vi er underinformeret om "senfølgerne" ved en for tidlig fødsel. Hun har seperationsangst, der er ved at gå fra det ubegribelige til det mere tålelige, hun har en meget aggressiv adfærd i trygge omgivelser, hun er meget blokeret følelsesmæssigt og som en lille ting i det her, så er hun også fysisk under gennemsnittet.

Jeg tror, at oplysning i forbindelse med vores store datter, kunne have bragt os i en anden, mindre desperat situation. Hun har mange tegn på senfølgerne ved for tidlig fødsel.
Jeg ved godt, at ingen af mine piger har lidt som mange af jeres børn, men de og vi har lidt mere end "normens" børn. Vi ligger i en træls gråzone, hvor "alm. forældre" synes det er et grimt forløb, mens forældre til præmature børn tænker herregud, hvad er deres problem.

Problemet var ikke så stort, nej, men det er det nu når jeg ser på min store datter og det er det også følelsesmæssigt. Når jeg tænker på forløbene og hvad jeg har udsat mine døtre for. Min yngste datter tror jeg på nok skal klare sig, men dybest set er der jo heller ingen der ved det. Dertil kommer, at jeg har ikke fulbåret nogle af mine piger, jeg har ikke født selv, jeg har aldrig haft en ve, jeg har ikke haft en eneste normal graviditet. Og jeg er træt (og ked af) at høre om, at det er gået godt. Det ved jeg godt, og jeg priser mig lykkelig, men ......!

Det var min beretning, med en lidt anden vinkel. Jeg har allerede tudet til flere af jeres, og jeres forløb gør mig ondt.

Du er velkommen til at kontakte mig på uhj@vindinggaard.dk
Venlig hilsen Ulla