Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Christian...vores lille kejser
af Ann den. 23.10.02

Christian er i sandhed mit lille mirakel...

Siden jeg var ca 18 år gammel, har jeg drømt om, at få et helt fodbold-hold.... ganske vist var jeg nok ikke parat, så tidligt, men som årerne gik, lod graviditeten alligevel vente på sig. Der røg vist også et forhold eller to, på den bekostning, da jeg mente, at det bestemt måtte være manden, den var gal med.

Men da jeg så som 21 årig havde mødt (troede jeg ) mit livs kærlighed, og vi havde været sammen nogle år, begyndte drømmen om et fælles barn at spire igen..... Men der skete bare ingenting. Hertil skal siges, at jeg har insulin-krævende diabetes, og den har alle dage været i en svær grad. Men dengang mente man ikke, at det var årsagen,,,

Som tiden gik, blev det det store sorte sky på min himmel, at jeg ikke blev gravid... Kæresten blev sendt på laboratoriet med en sæd-prøve, og resultatet var, at han var " fuld af liv".
Efter 2½ år, begyndte jeg så at finde fejl og mangler ved ham, jeg ved i dag, at jeg bebrejdede ham, at jeg ikke blev gravid. Så heller ikke det forhold blev til mere.

Grundet mange underlivs-smerter i 1998, blev jeg sendt til en gyn. undersøgelse, og ENDELIG fik jeg et svar, jeg kunne bruge til noget. Jeg havde ( og har stadig ), policystisk ovarie syndrom, også kaldet PCO, som er små vandsyster på begge ægge-stokkene. Der var hele tiden mellem 5-10 på hver ægge-stok, i forskellige størrelser. Så beskeden lød, at de mere eller mindre blokerede for gennemgang, og mine chancer for at blive gravid, var 0-5%.
Årene herefter blev levet lidt "fanden-i-voldsk", jeg rejste til USA som Au-pair, og satte min diabetes på 2.pladsen... efter 6 mdr vendte jeg hjem, og var ivrig gæst på diskotekerne i KBH.
Men jeg havde dog indset, at ville jeg have børn, måtte jeg finde mig en mand, med børn og blive "pap-mor". Så jagten begyndte på Nettet, som så mange andre jo også har fundet brugbart. I Nov. 2000 stod han så pludselig foran mig en dag. Vi skulle mødes søndag til kaffe, men det blev så til morgenmad mandag morgen. Jeg har aldrig troet på Kærlighed ved første blik, men her var han.

Jeg fortalte ham om mit "problem" og at jeg efterhånden havde opgivet, efter 8 års forsøg.
Men miraklet ville altså, at jeg dagen efter mine forældres surprise-sølvbryllupsfest, så to lyserøde streger på graviditetstesten. Jeg troede det var løgn, og tog en test mere... men Jo, den var god nok... FRYGT, LYKKERUS, RÆDSEL, GLÆDES TÅRER....Hvad Nu??? Carsten blev noget chokeret... det tog ham lige 5 min. at genvinde sig selv. Han har nemlig et barn i forvejen, og havde ikke lige planlagt, at skulle være far igen de første mange år. Men langt om længe kom smilet frem hos ham og det var dejligt.

Så kom næste problem... hvad med min diabetes??? Normalt skal man "forberede" kroppen på en graviditet 3-6 mdr forud, men det havde jeg jo ikke nået. Så det lille spirende liv i min mave, var helt i lægens vold. Men på intet tidspunkt blev der sagt, at de ville anbefale mig at få det fjernet. De skulle nok hjælpe mig igennem graviditeten.... HURRAAAAAAAAA........
Glædes tårerne ville ikke stoppe igen....

Jeg glædede mig så afsindigt, til at skulle fortælle hele verden det, havde lyst til at råbe det ud, fra toppen af Eiffel-tårnet.... Men istedet fik jeg vist rendt min telefon-regning op, som aldrig før *S*

Da jeg skulle fortælle mine kolleger det et par dage efter, sagde de fleste tillykke, dog gik der et par skår i glæden, da en lidt rap-kæftet kollega sagde: "nu lægger du dig vel ikke syg, ligesom dine andre kolleger har gjort, efter at have været gravid i 4 timer?" Jeg kom med et halv-hjertet svar... men hvem kunne også vide at hun skulle komme til, at æde sine ord igen....

Efter en uge på arbejde, måtte jeg sygemeldes, ( jeg arbejder i hjemmeplejen), og hospitalet var bange for, at jeg ville abortere pga overanstrengelse... Og så blev jeg ellers beordret hjem på langs.

Graviditetsuge 13-15, er de værste for en diabetiker siges der. For fosteret tager alt det sukker man har i blodet, og efterlader så de " rester" det ikke kan bruge. I uge 14 går det så galt, Carsten opdagede at jeg sad og spjættede på sofaen, men kunne ikke vække mig... Jeg var gået i insulin-chock. Jeg var væk i knap 3 timer, før de begyndte at kunne få liv i mig på hosp. Men gudskelov, havde jeg ikke aborteret, og fosteret havde heller ikke taget skade...
Der går så endnu nogle uger, og så får jeg konstateret svangerskabsfordiftning...
Herefter bliver jeg ugentligt kontrolleret på Rigshospitalet, da det er der jeg skal føde, pga. min diabetes.

Der tilstøder alverdens komplikationer til mig og min diabetes hele tiden, og lægen fortæller at vi nok skal regne med, at jeg vil føde en væsentlig del for tidligt. Men da jeg hele tiden har vidst, at jeg skulle have planlagt kejsersnit, var jeg ikke nervøs.

2. Januar-02 bliver jeg så permanent indlagt på svangre-afd 4022-4024 på Rigshosp.
Dog prøver de at sende mig hjem på weekend ophold adskillige gange, men jeg når altid at vende tilbage, inden for 24 timer, pga. endnu en komplikation. (Jeg får 2 Celeston-sprøjter ( lunge-modner) den 3.- og 4. januar....)

Ugerne går, og jeg bliver vægt- flow- og fostervandsmængde-scannet, hver uge...
På endnu en hjemmeweekend vågner jeg op søndag morgen kl 6, ved at jeg er våd mellem benene.... Jeg tror jeg har tisset lidt, og vralter ud på badeværelset i mørke ( kender jo turen ;o) ) Men da jeg tørrer mig, er jeg fuld af blod. Og så vågnede jeg... Jeg går stille ind for at tænde lyset, og se i sengen, og der ligger en sø af blod.

Jeg får vækket Carsten, og vi får ringet til Hosp. de sender en ambulance... Og flink som jeg er ( ?? ), pakker jeg tasken, og går ned ( bor på 2.sal ) og venter på ambulancen.... (baby's hoved stod fast :o) )

Efter at have fået en skideballe af falck-folkene, kører vi afsted til Rigshospitalet... Jeg tager det hele med stoisk ro, og pjatter lidt med Falckfolkene... jeg regner jo med at være hjemme igen, i løbet af formiddagen, som alle de andre gange.

På barselsgangen bliver jeg undersøgt på kryds og tværs, men de kan ikke rigtig finde noget.. blødningen er ophørt, og bortset fra en enkelt mikroskopisk pluk-ve på CTG'en, er der ikke noget at finde...

Kl er nu ca 9, og de beslutter ,at jeg da skal have insulin, og så vil de køre mig over på min svangregang, til noget morgenmad. "Okay fint", tænker jeg så lidt knotten, og beslutter, at gå ud og tisse, inden de kører mig der over. Men så er der blod igen, og jeg får mange mave-smerter.... På med CTG'en, og så kan det ellers nok være at jeg jamrer mig. Jeg har normalt en høj smerte-tærskel, men det her var lige en tand for meget....

Læger og sygeplejersker myldrer ind på stuen, og der bliver sagt "AKUT KEJSERSNIT, NU"..... ENDELIG tænker jeg, hvor de fleste nok ville tænke ÅHH NEJ... men jeg vidste jo at, den lille havde det OK. Jeg ville bare gerne have min krop tilbage og have det godt igen......
Jeg er på intet tidspunkt nervøs, og kan endda lave sjov med narkoselægen, der skal lægge bedøvelsen

Søndag den 10.feb-02 kl. 9.53 bliver Christian født... jeg når at se ham et par sekunder, før de smutter afsted med ham, hen på neonatal-afd. Mine forældre og Carsten er så dukket op, og Min mor og Carsten skynder sig ned til Christian på neo., imens min far får en kop kaffe til nerverne, af en sød sygeplejerske.

Inden Carsten og min Mor når ned til Christian, er han holdt op med at trække vejret nogle gange, men det får de rettet. Han er født med ekstremt lavt blodsukker pga. stress, men det rettes op med glucose drop.

Jeg får både smertestillende stik-piller, og et skud morfin. Desværre når jeg at få endnu en morfin sprøjte, før vi finder ud af, at jeg ikke kan tåle det..... Familien begynder at strømme ind, alt imens jeg bliver dårligere og dårligere,,, jeg kaster op i et væk... og det varer i flere timer. Indimellem er jeg mere eller mindre bevidstløs.

Der går 8 timer inden jeg kommer ned til min søn første gang, og da varer det kun 2. min, inden jeg skal kaste op igen. Så jeg så han først rigtig Mandag morgen kl 03, da jeg var lidt ovenpå igen.

Christian får i den følgende uge gulsot, lave blodsukre igen holder han op med at trække vejret flere gange, og kan ikke rigtig holde på kropsvarmen. Han vejede dog 2265 gr og var 44 cm lang ved fødsel, og tabte sig kun 100 gr den første uge... Han var tilkoblet alverdens slanger, ledninger og drop, men efter en uge kan vi udskrives, og overføres til Glostrup til videre ammeetablering.

Min diabetes er mere eller mindre etableret, så jeg har det ok. desværre var tålmodigheden (blandt personalet) ikke så stor på Glostrup, så da de tilbød os at give flaske efter 3 uger, tog jeg gladeligt imod.

Efter at have været hjemme et par uger, udvikler Christian en navlebrok...den eskalerer hurtigt, og 2½ md gammel, bliver han haste-opereret på Rigshospitalet for navle-, lyske og pungbrok.... Og selv det klarer mit lille mirakel med bravour.

7 mdr gammel får ham konstateret Astmatisk Bronkitis, og har nu fået maske 3 gange dagligt, i ca 4 uger....

Christian er den dejligste, mest lattermilde elskelige dreng, man kan tænker sig, og hver eneste gang han griner som en flækket træsko, græder mit hjerte, af glæde, over mit lille mirakel.

Ann