Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Anders Chr. født 7 uger for tidligt
af Annette Kirk Christiansen den. 30.03.02

Mit navn er Annette, og jeg er 33 år. Jeg og min mand har sammen Anders på snart 5 år og Nikolaj på 2 år, som begge er sunde, dygtige og aktive drenge. Anders går i børnehave, og Nikolaj passer jeg herhjemme, da jeg har børnepasningsorlov.

Allerførste gang jeg blev gravid, var det en overvældende og underlig tanke at vænne sig til at skulle være mor, men det var et ønskebarn og helt igennem planlagt, så vi var begge meget lykkelige. Men lykken skulle vare kort, da jeg aborterede i 13. uge, hvilket var en meget voldsom og både fysisk og psykisk pinefuld oplevelse. Min bror og svigerinde var gravide samtidig, og vi var faktisk sat med 3 ugers mellemrum, men de fik lov at beholde deres tvillinger, og selvfølgelig var jeg glad og taknemmelig for det at få to dejlige nevøer, men jeg havde jo i mit hoved et sted denne grimme tanke, at det alligevel var lidt uretfærdigt, at de fik lov at beholde deres børn, men vi skulle miste vores lille ønskebarn. Det eneste, der hjalp mig en smule, var tanken om, at der jo måtte have været noget i vejen med vores lille barn, og så var det jo nok bedre, at naturen havde hjulpet til.

Men svært var det, og derfor var lykken nok det større, da jeg ½ år senere igen blev konstateret gravid. Vi vænnede os hurtigt til tanken om igen at skulle være forældre, og vi tog det meget roligt indtil 13. uge, og indtil de første undesøgelser var overstået. Den første undersøgelse hos en læge på sygehuset skulle vise sig at blive en meget skuffende oplevese, da lægen startede med at spørge ligeså koldt og ligegyldigt, ”om vi ville se noget eller hvad”, og selvfølgelig ville vi da det, for det havde vi glædet os til siden vores første graviditet, og vi endte med at gå derfra med den besked:” at den ene nyre på vores baby da fungerede”.

Jeg passede mit arbejde og tiden gik, men set i bakspejlet, var jeg nok lidt stresset og havde det nok egentlig ikke supergodt, for jeg havde meget kvalme hele tiden og var (selvfølgelig) meget træt. Det viste sig da også i 31. uge, da jeg var til undersøgelse, at mit blodtryk var for højt, men ellers virkede alt til at være fint. En uge senere fik jeg tjekket mit blodtryk hos lægen, og det var nu endnu højere, så jeg blev sendt hjem at pakke en taske, og så skulle jeg ellers indlægges til aflastning.

Fredag d. 9. maj var det, og så lå jeg lige pludselig der og vidste hverken ud eller ind. Jeg måtte helst ikke få besøg, jeg måtte ikke læse, jeg måtte ikke se TV, og jeg måtte ikke stå op, andet end hvis jeg skulle på toilet. Og jeg havde 9 uger igen!!! Jeg var sikker på, at jeg skulle blive skør i hovedet, hvis jeg bare skulle ligge der så længe. Samme dag kom en læge og scannede mig, og så viste det sig, at vores baby blev anslået til kun at veje omkring 900 gram, hvor den på dette tidspunkt skulle have vejet ca. dobbelt så meget.

Søndag turde de ikke beholde mig længere, og jeg blev kørt til Kolding Sygehus, hvor jeg hver dag blev undersøgt på kryds og tværs stadig med for højt blodtryk, og her skulle lægerne så finde ud af, om vores barn havde bedst af at blive i min livmoder lidt endnu, eller om de skulle tage vores barn ud ved kejsersnit, så det kunne komme ud og få noget næring, hvilket der ikke var mere af i mig, da moderkagen næsten var gået helt i stå. Om onsdagen fik vi så at vide, at torsdag d. 15. maj skulle vi være forældre. Jeg kunne så ringe til min mand og fortælle ham, at han næste dag skulle være far! Mærkeligt sådan at vide det dagen før, men vi var egentlig lidt lettede, fordi vi nu vidste, hvad der skulle ske, selvom alting selvfølgelig stadig var meget usikkert, og vi ikke vidste, om vores barn ville have det godt, men det havde hele tiden haft en fin hjertelyd, så det håbede vi betød noget positivt.

D. 15. maj – i uge 33+0 - kom vores dejlige lille Anders til verden med kun 1080 gram og 37 cm. Han blev straks taget ud til undersøgelse, og han havde en apgar score på 9 og efterfølgende på 10, og det var jo dejligt, men så gik de med ham igen, og min mand gik med. Heldigvis var jeg kun rygmarvsbedøvet, så jeg kunne da nogenlunde følge med , og da jeg lidt senere lå på opvågningen kom min mand jævnligt og holdt mig orienteret, hvordan det gik, og hvad lægerne lavede ved vores lille Anders. Jeg fik også et lille billede af ham, og så lå jeg ellers der med et virvar af følelser, og hele tiden kom nogle sygeplejersker og læger og sagde tillykke, med jeg havde jo dårlig selv set mit barn, så jeg sagde tak og kiggede med savn på mit billede, for jeg følte mig fuld af lykke og kærlighed til min lille dreng men samtidig så mærkelig tom, for han var der jo ikke.

Der gik noget tid inden de fik styr på mit blodtryk, men efter 6 timer kunne jeg endelig blive kørt med seng og det hele ind på den lille stue på neonatalafdelingen og få min lille søn i mine arme, og der skulle han være det meste af tiden de næste 6 uger, hvor vi var indlagte. Men Anders skulle vise sig at være en superdreng, og det havde helt klart været den rigtige beslutning at tage ham ud af mig, for han var så sulten og tålte al sin mad. Efter få dage havde han stort set ikke brug for andet end sonden til mad samt en gang lysbehandling, så alt i alt gik det bare så godt. Men for mig var det bare så svært at tro på, at alt var OK, men det lærte jeg da heldigvis.

I marts 1999 var jeg atter gravid men aborterede igen i 13. uge, men året efter i marts 2000 fik vi vores dejlige Nikolaj. Det var dog ikke en supergod graviditet, da jeg i 9 måneder havde det meget skidt af kvalme og dagligt kastede op, hvilket da også resulterede i, at jeg kun tog 6 kilo på under hele graviditeten, og de forsvandt jo igen ved fødslen. Jeg blev undersøgt meget tit, og mit blodtryk blev hen mod de sidste 2-3 måneder meget svingende.

Jeg måtte da også indlægges en tur en måned før termin til aflastning med forhøjet blodtryk, og jeg blev fulgt 1-2 gange ugentligt. Jeg var igennem hele graviditeten meget bange for, at noget skulle gå galt igen, specielt da vi denne gang jo havde Anders at tage hensyn til. Med en uge tilbage til termin begyndte lægerne at snakke om at sætte mig i gang eller planlægge kejsersnit, men det var knap nævnt, da plukveerne begyndte. Så Nikolaj endte med at blive båret tiden ud og født helt normalt ved den dejligste fødsel, jeg kunne forestille mig. Det var en fantastisk oplevelse, som jeg er meget glad for også at have fået lov at prøve.

Jeg har igennem alt dette haft en fødselsdepression, som startede omkring min første abort, og som jeg har haft det meget slemt med gennem 4-5 år, men med god hjælp fra vores sundhedsplejerske og en god familieterapeut har jeg heldigvis fået gennemarbejdet det nu.
Alle disse oplevelser er hårdt i nuet, men det giver jo en vis ballast i bagagen, og derfor har det været en hård skole men meget vigtig for min personlige udvikling, og jeg føler, at jeg virkelig har lyst til at bruge alt dette til noget positivt og forhåbentlig kunne hjælpe andre i samme situation lidt videre.

Anders er bestemt en superdejlig og dygtig dreng, men han har meget uro i kroppen, og han kan til tider virke lidt hyperaktiv, samt han har mange spændinger i kroppen. Ligeså lider han af svækket korttidshukommelse. Når han bliver meget hyperaktiv – det er nemlig utrolig svingende – bliver han mere følelsesmæssig skrøbelig men også en blanding af pludselig at være meget kærlig for at vende til mere aggressiv eller meget ked af det.  

Det er jo typiske senfølger og specielt hos drenge, og det er meget hårdt, for hverken Anders eller vi andre har det godt under disse ”anfald”, men jeg er i gang med i samarbejde med vores gode børnehave at finde ud af præcis, om han har nogle ”svage punkter”, og ifald hvad vi konkret skal gøre ved det, så vi forhåbentlig kan tage det i opløbet.

Vi har kontakt nu med en fysioterapeut, som forhåbentlig kan hjælpe, vi har gået til behandlinger hos en kraniosakralterapeut, hvilken har hjulpet Anders af med nogle frygtelige mareridt, hvor han har haft voldsomme ”anfald” i søvne om natten. Vi forventer, at der vil blive flere undersøgelser, bl.a. en neurologisk undersøgelse/hjernescanning, så vi kan hjælpe ham bedst muligt. Vi er også helt enige om, at vi ønsker, Anders skal vente 1 år ekstra med at starte i skole, så han forhåbentlig kan komme mere ”i balance”, og så han kan få den fornødne hjælp.

Mange varme tanker
Annette Kirk Christiansen