Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Jonas født 7 uger for tidligt
af Katrine Pallesen den. 04.03.02

Jeg har valgt at skrive min historie om graviditet, svangerskabsforgiftning, kejsersnit og tiden derefter, fordi jeg selv har været glad for at læse de forskellige beretninger her på siden. Det har også været befriende at få sat ord på nogle af de tanker, der har kredset rundt i mit hovede siden fødslen. Det er blevet en ret lang historie, men jeg håber, I vil læse den alligevel.

Det var noget at en overraskelse, da jeg den 1. februar 2001 opdagede at jeg var gravid. Jeg vidste godt at chancen var der, men at det ligefrem gik så hurtigt havde jeg nok ikke forventet. (Jeg var nemlig først stoppet med p-pillerne den 1. januar.) Jeg var ovenud lykkelig og glædede mig allerede helt vildt til den 8. oktober, hvor jeg havde terminsdato. Min graviditet forløb også helt planmæssigt, både hos læge og jordemoder var alting perfekt hver gang. Jeg var dog hele tiden nervøs for at miste barnet. Jeg havde hørt om så mange, der havde aborteret i løbet af de første 12 uger, så jeg kiggede hele tiden efter om jeg blødte, men det gjorde jeg heldigvis ikke.

Det var dejligt i 21. uge at se det lille hjerte slå på scanningsbilledet og få at vide, at det var en lille dreng der var i vente. Det var også en stor lettelse at komme til uge 25, hvor der var en god chance for at barnet kunne overleve, selvom min jordemoder mente, at det var bedre han blev inde i min mave lidt endnu.

Jeg nød at være gravid, strutte med maven og mærke det lille væsen sparke. Det var så hyggeligt altid at have en ”medpassager” ombord, så var man aldrig alene. Jeg læste også alt om graviditeter. Både i blade, bøger og på internettet. Jeg læste alting igen og igen, især siderne om barnets udvikling var spændende. Også beretninger og billeder fra fødsler var jeg meget interesseret i, og syntes det var vildt fascinerende at læse om, hvordan et barn bliver til. Jeg glædede mig ligefrem til fødslen, og det var egentligt ikke noget jeg var bange for. Jeg var godt klar over at det ville gøre ondt, men jeg mente, at det var helt naturligt, og at gevinsten jo ville komme bagefter. Jeg tænkte slet ikke over, at det kunne ende med et kejsersnit. Jeg prøvede også at sætte min mand, Klaus, så godt ind i det som muligt, selvom hans interesse var knap så stor som min på daværende tidspunkt.

Vi skulle giftes den 4. august. (9 uger før forventet fødsel, i god tid, mente vi på daværende tidspunkt) Vi havde dog aftalt, at skulle der ske noget uventet mht. graviditeten ville vi giftes alligevel, om det så skulle foregå på sygehuset. Det var en tryghed for mig at vide, men brylluppet gik godt. Det var den mest fantastiske dag i mit liv, trods plukveer og vand i fødderne. Dagen efter brylluppet var jeg dog meget træt, men det var der vist ikke noget at sige til.

Om torsdagen efter brylluppet var jeg stadigvæk meget træt og havde hovedpine. Jeg følte ikke rigtigt at jeg kunne vågne og mine øjne var hele tiden tunge. Jeg havde læst noget om symptomerne på svangerskabsforgiftning og ville derfor gerne tjekkes af min læge. Min mor kørte mig derfor til læge samme dag, men alt var OK, så vi blev enige om at det nok bare var eftervirkninger efter brylluppet, og at jeg nok skulle gå hjem og slappe af. Det gjorde jeg så, og tænkte ikke nærmere over det.

Om tirsdagen var jeg så til rutinemæssig kontrol ved min jordemoder. Lige da jeg satte mig ned inde hos hende, sagde hun: ”Du har det da vist ikke ret godt...”, ”Nej”, svarede jeg og fortalte hende om brylluppet. Hun kunne se at jeg havde fået meget vand i kroppen siden sidst og at der var en anelse æggehvidestof i urinen. Da hun tjekkede mit blodtryk var hun ikke så glad for det mere, da det var noget forhøjet i forhold til mit normale blodtryk. Jeg kan huske at hun sagde, at jeg var noget lumsk, og at hun gerne ville have mig tjekket inde på sygehuset. Hun fortalte mig at de sandsynligvis vil lave nogle prøver og følge min tilstand i nogle timer, men at de nok ville sende mig hjem igen samme dag. Da jeg fik den besked begyndte jeg at svede enormt meget. Jeg var på en eller anden måde rystet og bange, men jeg syntes også det var lidt spændende at komme ind og se sygehuset og se fødegangen.

Da jeg kom ind på fødegangen var jeg meget anspændt og jeg svedte stadigvæk enormt meget. Det var jo et helt nyt sted, og jeg anede ikke, hvad der skulle ske. Jeg blev vist ind på fødestue 4, hvor jeg bare skulle lægge mig på sengen og slappe af indtil der kom en jordemoder. Det var ret overvældende pludselig at befinde sig på en fødestue, men jeg lå bare og kiggede rundt, og gættede på, hvad alle tingene var til. Jeg synes vist nok det var lidt spændende og jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, at jeg var der 8 uger senere for at føde mit barn. De var også søde og rare derinde, men jeg savnede nu at Klaus var ved min side. Nogle gange havde jeg lyst til at græde, fordi det var så ensomt og frustrende.

Til sidst skulle jeg scannes, så de kunne se om barnet havde det godt, og hvor stor han var blevet. Jeg var meget nysgerrig for at få at vide om det virkeligt var en dreng, men han lå så dumt, at de ikke kunne se det. De skønnede at han vejede omkring 1678 gram. (Noget af et skøn, syntes jeg dengang, men det viste sig en uge senere at hen vejede 1682 gram.) Herefter sendte de mig hjem igen med beskeden om at slappe meget af. Jeg fik også noget medicin til at sænke blodtrykket.

Torsdag skulle Klaus og jeg mødes til fødselsforberedelse kl. 12.00. Jeg havde det ikke så godt, men jeg ville gerne derind. Jeg havde flere gange fornemmelsen af, at jeg var ved at besvime, og jeg var meget svimmel. Jeg havde tanken om jeg skulle sige det til den jordemoder der underviste, men jeg gjorde det ikke. Jeg hviskede det bare til Klaus. Jeg turde næsten ikke selv køre hjem, men vi blev enige om, at jeg skulle køre ligeså stille, og så ringe til Klaus når jeg nåede hjem. Det gjorde jeg så, hvorefter jeg lagde mig ind i min seng med gardinerne rullet for, og en kold klud på panden.

Telefonen ringede flere gange, men jeg orkede slet ikke at snakke. Da Klaus kom hjem, blev vi enige om at ringe ind til fødegangen, som vi jo havde fået besked på, hvis jeg fik det værre. De synes at vi skulle komme derind med det samme. Jeg pakkede en taske for en sikkerheds skyld, for jeg havde nok på fornemmelsen, at de ville indlægge mig til observation. Det gjorde de også.

Vi blev vist rundt på barselsgangen og jeg fik en stue og en seng. Da det var blevet ret sent, sagde Klaus godnat, og kørte hjem igen. Nu følte jeg mig virkeligt alene igen, og jeg kunne slet ikke sove.

Dagen efter til stuegang fik jeg at vide, at jeg kunne muligvis gå hen og føde for tidligt, og at det ville blive et langt og hårdt sygehusophold, hvis det skete. Jeg fik også at vide at jeg skulle blive på sygehuset weekenden over, så de kunne følge med i, hvordan tingene udviklede sig. Så fik jeg en lungemodningsindsprøjtning i tilfælde af at føde for tidligt. Jeg tror ikke alvoren af svangerskabsforgiftningen var gået op for mig på daværende tidspunkt, for jeg syntes ærligt talt at det hele var lidt åndsvagt. Jeg syntes at det var spild af tid at være på sygehuset hele weekenden.

Men når jeg nu skulle blive på sygehuset i 4 dage, kunne jeg ligeså godt få noget ud af tiden, så jeg så fødselsfilm, og vi var på rundvisning både på børneafdelingen og på fødegangen. Men hele tiden følte jeg at det bare var for at få min nysgerrighed stillet, ikke for at vi ville få brug for det på et tidspunkt. Jeg anede jo ikke at vi ville have et barn liggende på børneafdelingen nogle dage senere.

Mandag snakkede sygeplejerskerne om, at jeg måske kunne blive udskrevet efter stuegang, så jeg begyndte straks at pakke mine ting. Det var jeg i gang med, da lægen kom ind til stuegang. Jeg blev helt flov over at være så hurtig, for jeg var jo slet ikke blevet udskrevet endnu. Men jeg fik lov til at tage hjem og det var jeg glad for, men også nervøs. Det var trods alt trygt og godt at være på sygehuset i min tilstand. Klaus kom efter arbejde for at hente mig, og lige inden vi kørte sagde jeg til en sygeplejerske at jeg havde lidt ondt i ryggen, oppe mellem skulderbladene. Hun mente at det nok bare var fordi jeg havde ligget så meget ned i løbet af weekenden, så det skulle jeg ikke være urolig for. Så kørte vi hjem, men jeg blev helt udmattet af køreturen, så jeg lagde mig bare på sofaen da vi kom hjem.

Klaus lavede aftensmad til mig, for jeg orkede ingenting. Jeg orkede ikke engang at ringe til mine forældre og fortælle dem at jeg var blevet udskrevet, så det gjorde Klaus for mig. Jeg fik bare mere og mere ondt i ryggen og kunne slet ikke slappe ordentligt. Jeg kunne heller ikke for godt klare lyset, så jeg lå i mørke med en klud på panden. Jeg gik også i bad et par gange, i håb om at det kunne få mig til at slappe af. Til sidst gik jeg i seng, men jeg kunne ikke sove.

Jeg troede at jeg var sulten, så Klaus smurte et stykke rugbrød til mig. Lige da jeg tog den første bid, skulle jeg kaste op. Nu var klokken blevet 23.30 og jeg fik det enormt skidt. Efter at jeg havde kastet op fik jeg simpelthen så ondt ind under brystkassen, og det havde jeg jo fået at vide var farligt, så jeg blev lidt bange. Jeg var også i tvivl om det var noget jeg bildte mig selv ind, men det var det altså ikke. Klaus overtalte mig til at ringe til fødegangen, og det var nok meget godt tænkt. Jeg var ellers ikke meget for det, for jeg var jo lige kommet hjem derfra, og jeg var næsten klar over at de nok ville indlægge mig igen. Jeg ville heller ikke ulejlige dem unødigt, og det var jo midt om natten, og Klaus skulle op på arbejde dagen efter, troede jeg.

Da vi ringede derind og fortalte, hvordan jeg havde det, spurgte de om, hvor lang tid det ville tage, før vi kunne være der. Da vi sagde 20 minutter, mente de at vi hellere måtte skynde os afsted. Da tror jeg alvoren af det gik op for mig og jeg begyndte at blive bange, så vi skyndte os at pakke en taske og komme afsted. Det var vildt tåget, så vi kunne ikke køre ret stærkt.

Jeg havde vildt ondt og kunne slet ikke sidde stille i bilen, jeg sagde hele tiden til Klaus at han skulle køre stærkere, men det kunne han ikke pga. vejret. Jeg troede simpelthen ikke at jeg skulle overleve indtil vi nåede ind til sygehuset og det sagde jeg også til Klaus flere gange, men jeg kom da derind. Klaus parkerede bilen midt i det hele, for jeg havde altså ikke tid til at finde en parkeringsplads. Vi ringede på døren til fødegangen, men jeg syntes det tog en evighed før der blev lukket op. Endelig kom verdens sødeste sygeplejerske ud til os, og det første hun sagde til mig var: ”Jamen, lille skat da...” og så fandt hun en seng til mig og jeg blev kørt ind på fødestue 2. Hun var bare så sød og blev ved mig og holdt mig i hånden når jeg havde brug for det. Det var lige hvad jeg havde brug for i den situation. Det var næsten som om jeg var hendes lille pige. Jeg havde stadigvæk frygteligt ondt, og lige med det samme stod der 4-5 personer inde på stuen. Det var næsten som om de stod på spring og ventede på at jeg kom. Der var i hvert fald ingen ventetid på en læge eller en jordemoder i den situation.
De startede med at måle mit blodtryk som var vanvittigt højt. Jeg vidste at mit normale blodtryk er 115/70 og at det de sidste par dage havde været 140/90, hvilket var højt nok til at jeg blev indlagt og fik medicin for det. Nu var det lige pludseligt 192/124 og så blev jeg meget bange. Nu vidste jeg at jeg var alvorligt syg, og at det ikke bare var noget jeg bildte mig ind. Jeg lå og vred mig i sengen af smerte og kunne heller ikke for godt få vejret. De var nødt til at holde mine ben, for at kunne tage blodprøver. Jeg bad hele tiden om noget smertestillende, men det ville de ikke give mig før de havde set blodprøverne. De sagde til mig, at blodprøverne ville blive hastefremkaldt, men jeg vidste af erfaring at det i hvert fald tager en time, og det er meget meget lang tid, når man har så ondt som jeg havde.

De prøvede også at køre en strimmel over barnets hjertelyd, men jeg spændte så meget at det var svært. De var endda i tvivl om jeg havde veer, fordi min mave var så spændt. På et tidspunkt ville de have mig til at tisse på et bækken for at tjekke om der var æggehvidestof i urinen. Det var ubehageligt, men det lykkedes. Sygeplejersken kom til at smide det ud, og så fik hun en skideballe af lægen.

Efterhånden var min vejrtrækning meget dårlig, og de spurgte Klaus om jeg var astma-patient. Men det er jeg ikke, så det må have været en kombination af smerter og nervøsitet. Jeg hyperventilerede og Klaus skulle hele tiden hjælpe mig med at trække vejret, ellers gik jeg i panik. Jeg forstår ikke at det ikke gav mig noget ilt i en maske, det kunne vel ikke skade. Jeg var også tørstig, men måtte ikke drikke i tilfælde af at de skulle operere, så jeg fik lov til at sutte på en vaskeklud. Jeg havde det så skidt at jeg kastede op flere gange, så det var simpelthen ren elendighed det hele. De lagde på et tidspunkt et drop i hånden på mig for at sænke blodtrykket, men det hjalp ikke. Heller ikke selvom det skruede op for det. En jordemoder har siden fortalt mig at jeg fik enormt meget.

På et tidspunkt kan jeg huske at jeg kiggede bedende på lægen og spurgte hende, om hun troede jeg ville overleve. Jeg var jo godt klar over at det var livsfarligt både for mig og mit barn. Det svarede hun heldigvis ja til. Jeg har sidenhen fået at vide af hende, at to timer mere uden at de greb ind, så havde jeg ikke overlevet, og det er meget uhyggeligt at tænke på. Jeg var egentligt ligeglad med barnets liv, bare jeg selv ville overleve. Det kan jeg godt have det lidt skidt over i dag, for det er da lidt egoistisk. Mit barns liv var vel ligeså meget værd som mit eget.

Kl. 03.20 beslutter de sig for at lave kejsersnit, og det var en helt lettelse at få den besked, for jeg havde nu ligget med smerter i lang tid på det tidspunkt. Jeg er også stadigvæk skræmt over, hvor dårligt jeg havde det. Jeg var så bange og usikker på, hvad der skulle ske. Der skete så meget på så kort tid, og både læger og sygeplejersker vimsede rundt. Nogle gange syntes jeg også de virkede helt nervøse.

Lægen var dog hele tiden sød og rolig, og jeg kan tydeligt huske da hun bukkede sig ned over min seng, og sagde at de havde besluttet sig for at lave kejsersnit og at jeg skulle i fuld narkose. Jeg sagde bare, at det var helt i orden, for det eneste jeg tænkte på, var bare, at jeg ikke ville have smerter mere. Klaus spurgte mig igen om det var i orden, for han vidste jo godt at jeg var enormt bange for narkosen. Det har jeg nemlig altid været. Jeg er bange for ikke at vågne op igen, for jeg har jo hørt fra andre at man ikke engang selv trækker vejret. Vi havde heller ikke hørt noget om kejsersnit, så vi anede faktisk ikke hvad der skulle ske. Jeg tror bare at jeg var for syg til at være bange for det på det tidspunkt, det er først kommet senere. Jeg var næsten fuldstændig ligeglad med hvad de gjorde ved mig bare de ville få smerterne til at forsvinde.

Nu skulle de så til at gøre klar til kejsersnit, og det var ikke særligt rart. De barberede hårene forneden og lagde et kateter op i blæren. Jeg kan huske at jeg syntes at barbermaskinen larmede forfærdeligt meget. Så kørte de mig over på operationsstuen. Jeg blev helt panisk ved tanken om at jeg skulle undvære Klaus, for han hjalp mig jo med at trække vejret. Men så tog den søde sygeplejerske over, og det var dejligt. Jeg synes også at det var lidt flovt at skulle køres ud på gangen i min tilstand, for folk må da være blevet helt forskrækkede over at se mig og høre min vejrtrækning. Det var godt at det var midt om natten.

Efterfølgende har jeg også tænkt meget over hvordan det var for Klaus, da jeg blev kørt over på operationsstuen. Så stod han pludseligt alene tilbage. Han må have været ensom og bange. Jeg ville selv have stortudet i den situation, men jeg tror nu han tog det meget pænt, det siger han i hvert fald selv. Han drak vist nok stærk jordemoderkaffe og snakkede med en anden vordende far. Det tog jo heller ikke mange minutter før Jonas, som vores søn hedder, var ude af min mave, og han skulle med op på børneafdelingen.

De smurte min mave ind i klorhexidin og det sveg. Så lagde de noget plastik ud over min mave, armene blev lagt ud til siden, og jeg fik en maske på med ilt. På et tidspunkt inden jeg kom i narkose løftede jeg hovedet og så det blå eller grønne klæde der var oppe mellem mig og min mave. Herefter sagde narkoselægen til mig at de ville hive mit hovede lidt bagover og trykke mig på halsen og så ville jeg sove. Hun sagde også at det nok ville mærke lidt ubehageligt. Det gjorde det også, men jeg begyndte bare at tælle for det havde jeg engang set nogen gøre i fjernsynet. Jeg tror jeg nåede til tre.

Det næste jeg kan huske er noget lys. Det har nok været lige da jeg vågnede nede på operationsstuen inden jeg blev kørt op på intensiv. Herefter sov jeg igen. De havde heldigvis forberedt mig på at jeg nok ville vågne på intensiv, så det blev jeg ikke bange for. En intensiv afdeling er ellers noget man forbinder med trafikofre eller dødsyge personer. Men i virkeligheden var det slet ikke så slemt at være der, personalet er søde og rare og det er en tryghed at de hele tiden følger med i ens tilstand.

Ved 6-tiden vågnede jeg igen, og det har nok også været heromkring at jeg fik at vide, at jeg havde fået en lille dreng. Jeg var meget interesseret i, hvordan han så ud. Jeg tror at jeg inderst inde var bange for at han var grim og ulækker, for 1682 gram er jo ikke meget. Jeg kan huske at jeg spurgte Klaus om han lignede et rigtigt barn. Jeg ved ikke, hvad jeg forestillede mig, men Klaus fortalte at han bare var så sød, men meget lille. Han sagde at fødderne var så små, at han ikke kunne forstå at der kunne være 5 tæer på.

Jeg forstod heller ikke helt at jeg var blevet mor, for jeg syntes ligesom stadigvæk at jeg var gravid. Jeg følte stadigvæk at barnet sparkede inde i min mave, så det var lidt uvirkeligt. Kl. 11.00 begyndte de at snakke om, at jeg snart kunne komme over og se Jonas, og det blev de ved med at sige indtil kl. 20.00 om aftenen. De kunne nemlig ikke få gang i mine nyrer, så hurtigt som de havde regnet med, og blodtrykket var heller ikke stabiliseret. Det faldt nemlig næsten til det halve efter kejsersnittet.

I mellemtiden spurgte de, om jeg ville have Jonas kørt fra børneafdelingen og over på intensiv. Men det ville jeg ikke, for jeg ville ikke have at han skulle dø på vej derover, bare for at jeg kunne få min nysgerrighed stillet. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at han kunne holde til sådan en køretur, for jeg troede at han lå med alle mulige slanger på, men det gjorde han bare ikke. I dag kan jeg godt se, at det er fjollet, for selvfølgelig ville de ikke risikere hans liv, og han har helt sikkert været stærk nok til det siden at de foreslår det. Men jeg så ham altså ikke før senere på dagen.

Det er vist også normalt at de tager et polaroid-billede af børnene, så man kan se dem, men det glemte de bare i vores tilfælde.

Mens jeg var på intensivafdelingen havde jeg det heller ikke ret godt, og jeg havde bare lyst til at sove hele tiden. Jeg kastede op hver gang jeg drak noget, og en gang var det ud over mit eget tøj, så det skulle skiftes. Det var ret besværligt med alle slangerne, men det lykkedes da.

Det var ret ulækkert, og jeg forstår ikke, at Klaus ikke løb skrigende bort.
Når jeg tænker på personalet på intensiv, så er det utroligt positivt. De var så søde og hjælpsomme, og de grinede og pjattede selvom situationen var alvorlig og det var dejligt befriende. Meget af det jeg kan huske deroppefra er kommet frem i min hukommelse noget tid senere, efter at jeg har set billeder.

Kl. 20.00 om aftenen blev jeg kørt over til Jonas på børneafdelingen og jeg kan huske at der var enormt meget lys i elevatorerne. Det er åndsvagt lavet at lyset sidder i loftet, når nu folk altid ligger ned i sengene og kigger op.

Da vi kom over på børneafdelingen var Jonas på stue 3. Jeg kan kun huske en smule af det i glimt. Jeg kan ikke huske at kuvøsen har stået på min venstre side, og det gør den på billederne. Da jeg så ham inde i kuvøsen, tænkte jeg, at han var meget lille og lyserød. Jeg syntes næsten, at han var gennemsigtig og lignede en fugleunge. Jeg tror ikke, at jeg synes, han så særligt sød ud på det tidspunkt.

Jeg fik ham over på min mave, men jeg var lidt skuffet over, at han skulle ligge ind imod mig, for så kunne jeg ikke se ham. Klaus holdt et spejl op, så jeg kunne se ham. På et tidspunkt var jeg lige ved at tabe ham, fordi jeg var så træt. Jeg var også lige ved at falde i søvn hele tiden pga. morfinen, så jeg bad om at Klaus skulle tage Jonas igen. Jeg var slet ikke glad for at se ham, men jeg tror slet ikke at jeg forstod, at det var min lille dreng der lå der. Jeg følte mig slet ikke som en nybagt, lykkelig mor. Det var jeg nok alt for træt og syg til.

Bagefter blev jeg kørt over på enestue. Klaus fik lov til at sove der på en slå ud seng, og det var dejligt at have ham ved mig. Midt om natten faldt mit kateter ud, og jeg tissede i sengen. Så skulle jeg igen have skiftet tøj og seng. men mine ben var lige ved at falde sammen under mig. Jeg blev helt sur på sygeplejersken, fordi hun ville have mig op at stå. Jeg anså det slet ikke som en lille sejr, at jeg kunne stå op igen.

Det næste døgn kom jeg heller ikke ud af sengen, så da tissede jeg på bækken. Det er nok noget af det mest ydmygende jeg nogensinde har prøvet, for man bløder jo efter en ”fødsel”. Sygeplejerskerne skulle gå ud, når jeg skulle tisse ellers kunne jeg ikke. Et par minutter efter kom de ind igen og tog handsker på, hvorefter de tørrede mig forneden. Det var simpelthen så ubehageligt og flovt.

Jeg har sidenhen fået at vide at personalet på barselsgangen var noget chokerede over at de havde udskrevet mig 5 timer før jeg blev så syg. Det var jo den samme læge der udskrev mig, som opererede mig.

Jeg ved heller ikke om jeg nogensinde kommer mig helt over oplevelsen, for det har jo sat sine spor både udenpå mig og indeni mig. Mit ar minder mig om kejsersnittet, hver gang jeg er i bad og billederne fra den første tid er der jo også. Og så har jeg Jonas. Nogle gange har jeg bare lyst til at sætte mig ned og tude, når jeg kigger på ham, fordi han er så dejlig, men det er vist meget normalt for nybagte mødre. Jeg forstår slet ikke, at jeg ikke var ovenud glad for ham i starten. Det var som om, han først blev min efter at vi fik ham med hjem. På børneafdelingen var jeg kun på besøg hos ham, når han skulle spise, resten af tiden havde vi begge to brug for at sove. Så det var personalet der passede ham det meste af tiden..

Jonas kom ud af kuvøsen efter 4 døgn, og vi kom hjem fra sygehuset efter tre uger. Jeg blev helt overrasket over, at vi allerede skulle hjem, for Jonas vejede kun 2050 gram, og de havde forberedt os på, at vi skulle blive der indtil terminsdatoen. Men det var utroligt dejligt at komme hjem, men også overvældende pludseligt selv at stå med hele ansvaret. Men det er gået utroligt godt, og Jonas er nu blevet et halvt år gammel, og han er verdens dejligste dreng. Han har været sund og rask hele sit liv.

Jeg ammer ham stadigvæk, hvilket jeg nyder meget. Han har taget flot på, og vejer nu næsten 7 kg. Det eneste problem vi har med ham, er at han er utryg ved fremmede steder og ukendte mennesker, men det er da et lille problem, når man hører om nogle af de ting, for tidligt fødte kan døje med. Jeg har det også sådan, at jeg er så bange for, at der skal ske ham noget. Jeg har svært ved at give slip på ham, men jeg må nok indse, at det bliver jeg mere og mere nødt til jo ældre han bliver. En dag skal han jo starte i dagpleje, og så skal jeg undvære ham det meste af dagen.

Når jeg tænker tilbage på hele forløbet kan jeg godt blive sur og skuffet. Man får simpelthen lyst til at sætte sig ned og sig ØV! Jeg kan ikke forstå, hvorfor det lige var mig der skulle få svangerskabsforgiftning og føde for tidligt. Alle vores venner og familiemedlemmer er gravide i 40 uger og føder helt normalt. De er friske igen lynhurtigt efter og orker alt det jeg ikke orkede. Jeg var så træt så træt i lang tid efter, og jeg måtte jo heller i løfte ret meget de første par måneder efter kejsersnittet.

Jeg frygter også lidt næste gang jeg bliver gravid. Hvordan vil det gå? Jeg ved at jeg har 30% større risiko end andre for at udvikle svangerskabsforgiftning igen. Jeg vil simpelthen så gerne være gravid i 40 uger og prøve at føde normalt. Jeg tror også, det vil være den bedste måde at komme sig over Jonas’ fødsel på. En god oplevelse overskygger altid en dårlig.

Og på et tidspunkt giver det nok helt sig selv, at man har lyst til at få barn nummer to, så det glæder jeg mig nu alligevel lidt til.

Snip snap snude, så er den historie ude.....!
Skrevet af Katrine, mor til Jonas.