Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Amanda
af Birgith Torngaard den. 15.10.01

Efter at have haft veer i et døgns tid fødte jeg min datter Amanda d. 20. august 2001 på Roskilde Amtsygehus. Jeg havde først termin d. 1. oktober - så det var 6 uger for tidligt.....
Konsekvenserne var jeg ikke helt klar over. I følge de bøger jeg havde læst var hun jo stort set helt færdig og fin - der kunne være lidt med lungerne - men ellers...

Hun var også meget fin, men færdig var hun bestemt ikke. Ud over lungerne, manglede lige leveren, sutterefleksen, et kilo modstandskraft og så angsten for hvad der ellers kunne være !
For at få lov til at komme hjem, skulle Amanda være uden brug af hjælp, overvågning og selv kunne indtage al sin mælk selv.

En meget fustrerende periode - der endte med at blive på 16 dage - begyndte på hospitalets Neonatalafdeling. Det blev ikke mindre fustrerende af, at jeg i forvejen havde en datter på kun 13 måneder der hjemme. Jeg var derfor nød til at dele min tid mellem hospitalet og hjemmet, hvilket gav mig dårlig samvittighed over ikke rigtig at slå til nogen af stederne.

Min utålmodighed blev sat yderligere på prøve da Amanda ikke så ud til rigtigt at "ville vågne". Hun sov stort set alle døgnets 24 timer, Jeg måtte vække hende, når hun skulle pusles og det at sutte var derfor stort set en by i Rusland.... Selv midt i hendes første bad faldt hun i søvn !

Jeg fik at vide at sutterefleksen først rigtigt blev udviklet i uge 37, så jeg kunne ikke forvente at hun var klar før den tid. Der var endnu en uge til hun kom i uge 37 og hvis hun først skulle træne på at sutte der, kunne jeg godt se hvornår jeg ville komme hjem...... Jeg måtte finde en måde at speede processen lidt op.

Jeg fik fat i Kirsten, der tidligere havde behandlet min store pige for fordøjelsesproblemer. Kirsten kom på besøg på hospitalet - efter vi havde været indlagt i 13 dage - og gav Amanda en omgang zoneterapi. Hvordan hun kunne behandle de små fødder er mig stadig en gåde, men virkede gjorde det!

Amanda begyndte allerede dagen efter at sutte - først i det små, men i løbet af et døgn, så meget at jeg kunne komme hjem allerede 3 dage efter Kirstens besøg på hospitalet. Jeg - og ikke mindst min familie der hjemme - var lykkelig. Amanda fik endnu en behandling kort efter vi var kommet hjem og begyndte at tage godt på.

Desværre havde jeg meget hurtigt ikke nok mælk i brysterne og måtte give supplerende mælkeerstatning, hvilket er hårdt for fordøjelsen - specielt for en lille pige som endnu ikke burde havde forladt sin moders mave!

Amanda begyndt at gylpe meget. Så meget, at jeg ofte var nervøs for at halvdelen af den mælk hun havde så meget brug for, kom op igen. Endnu engang måtte jeg have fat i Kirsten. Hun sagde at hun kunne trykke lidt på "mave/mund" funktionen og på den måde påvirke "lukkemusklen" til maven.

Amanda kom endnu engang under kyndig fodbehandling og allerede dagen efter var der en meget tydelig forbedring. Nu gylper hun kun det en "almindelig" baby gylper. Små og til tider mellemstore klatter, men ikke mere end hun beholder føde nok i sig til på sigt at blive en stor og stærk baby.

Venlig hilsen
Birgit Torngaard