Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Marie, en voksen præmatur
af den.

Jeg har denne følelse af at være blevet behandlet uretfærdigt. En meget ubehagelig og vred følelse. "Hvad har jeg gjort for at fortjene dette?" tænker jeg. Sikkert intet. For det handler sikkert ikke om at have fortjent noget og ej heller om retfærdighed. Men hvad handler det så om? Lige for en god ordens skyld, vil jeg lige forklare hvorfor jeg føler mig uretfærdigt behandlet.

Det går helt tilbage til min barndom. Ja, vel faktisk fra før jeg blev født. Min mor og far havde allerede en søn og en datter da de fik mig. De boede i eget parcelhus, som jo var (og stadigt er) så populært dengang i 70'erne. Min far havde et godt job og min mor var hjemmegående.

Men en dag gik der noget galt. Min mor faldt med mig i maven og besvimede - ned oveni et badekar. Hun kom på hospitalet og lå der indtil jeg kom til verden. Desværre kom jeg hele 9 uger førend forventet ved et hastekejsersnit. Ja, det er jo vel nok ingens skyld. Ej heller var det nogens skyld, at man ikke dengang vidste så meget om plejen af for tidligt fødte og heller ikke om mulige senfølger.

Jeg kom efter fødslen fluks i kuvøse og lå der i nogle uger. Fik mad gennem sonde og måtte ikke have ret megen kontakt med mine forældre da infektionsriskoen er høj ved for tidligt fødte (det vidste man dog allerede dengang). Senere kom jeg i "varmekasse" og endeligt fik jeg senere igen lov til at komme hjem. Jeg ved, at min mor var tæt på at dø dengang - så slemt må det have været.

Jeg voksede som normale børn og udviklede mig fint ifølge sundhedsplejersken. Men allerede som helt lille følte jeg mig anderledes end andre børn. Havde svært ved at indgå i leg og samspil med de andre i børnehaveklassen. Blev mobbet fra jeg var helt lille. Mere udtalt blev mine samspilsproblemer med alderen. Og det endte da også på et tidspunkt med at jeg måtte skifte skole.

Samspil med andre var dog ikke mine eneste problemer. Jeg havde allerede dengang svært ved at overskue nye ting og situationer, var meget sart og let at bringe ud af fatning. Jeg havde problemer med at se når jeg læste (og spillede bold) og fik derfor briller. Men til trods for brillerne havde jeg koncentrationsvanskeligheder ved læsning og syntes at bogstaverne hoppede rundt på linierne. Det tog og tager mig evigheder at læse, til trods for at jeg sagtens kunne læse hvad der stod.

Min uddannelse efter folkeskolen gik heller ikke helt som planlagt. Jeg ville på matematisk gymnasium, men måtte efter et halvt år droppe ud pga. mobning. Senere startede jeg på HF, som jeg meget stædigt gennemførte. Jeg har derefter nået at læse på adskillige uddannelser, men har opgivet igen og igen og igen. Har hele min barndom og voksenliv haft problemer med ansigtssmerter. Og som voksen også smerter i mave og ryg, samt hyperventilation.

Jeg kom på et tidspunkt i psykoterapeutisk behandling hos en psykolog på Svendborg sygehus. Her gik jeg ugentligt i samtalebehandling i godt 2½ år. Psykologen hjalp mig til at få et langt bedre selvværd og forstå at det ikke var sikkert alle mennesker hadede mig. Jeg fik senere tilkendt revalidering pga. mine psykiske vanskeligheder. Jeg fik tilkendt revalidering til uddannelsen logopædi (talepædagogik) på universitetet. Efter kun godt ét år, måtte jeg erfare, at jeg nok ikke ville kunne gennemføre uddannelsen på normineret tid, som er tre år, da jeg havde haft mange ansigtssmerter. Derfor fik jeg tilkendt et år ekstra til min tre-årige bachelorgrad.

Nu har jeg læst i godt to år og har stadigt mange smerter. Og her kommer jeg til det jeg føler er uretfærdigt. Jeg vil ærligt indrømme, at jeg tit går til min praktiserende læge med smerter af forskellig art (i gennemsnit en gang om måneden). Men jeg vil også sige, at jeg bestemt ikke er pivet og render ikke bare til lægen, hvis jeg bare har haft lidt ondt i maven i et par dage. For det at gå til lægen gør mig meget nervøs og jeg hader det. Derfor kommer jeg der kun hvis det virkeligt er et problem for mig. Jeg bliver ofte til sidst nærmest tvunget til lægen af min kæreste efter en måneds tid eller lignende. Når jeg så kommer til lægen har jeg flere gange oplevet at få at vide omkring mine smerter: "du er jo også så nervøst anlagt" eller "det er jo bare psykisk" og de kigger nærmest på mig og ryster på hovedet. Det er meget tydeligt at se, at de tror at jeg opdigter mine smerter og at der i hvert tilfælde intet er i vejen med mig. De negligerer mig og at jeg har ondt fuldstændigt. Og dét gør det ikke ligefrem nemmere at få sig selv til at gå til lægen.

Dette resulterer også ofte i, at jeg intet får ud af at komme hos min læge og derfor ofte får endnu og endnu en tid til samme problem. Det er dét at jeg føler er uretfærdigt. Jeg kan ikke gøre for at jeg er født for tidligt. Jeg kan ikke gøre for at jeg er lidt mere sart end de fleste, at jeg har smerter eller at jeg har svært ved at overskue nye ting og har svært ved samspil med andre mennesker.

Nu må I ikke tro, at jeg har ondt af mig selv - for det har jeg ikke. Men det kunne godt nok være rart at blive taget alvorligt. For ja, jeg ser normal ud, og ja, man kan ikke se det på mig at jeg har problemer indeni. Og for den sags skyld heller ikke høre det på mig. Min intelligens fejler jo ikke noget. Men gør det problemerne mindre virkelige? Giver det mine læger ret til at negligere mig? Eller behandle mig som et hysterisk, hypokondrisk kvindemenneske?

Og det sjoveste er faktisk, at til trods for at mine læger ikke mener, at jeg fejler noget fysisk, propper de mig med medicin mod fysiske lidelser og sender mig til ubehagelige kikkertundersøgelser. Faktisk sagde min læge til mig: "ja, nu må vi jo så sende dig til en kikkertundersøgelse af mavesækken, men vi finder ikke noget". Hvad fanden (undskyld udtrykket) havde han tænkt sig, at jeg skulle svare til det? forventede han at jeg så svarede; "jamen, så har jeg alligevel ikke ondt"? Hvad tror han om mig? Jeg opdigter ikke mine smerter og kunne derfor ikke gøre så meget andet end at "lege med på legen" og få foretaget den meget ubehagelige undersøgelse, hvor der bliver proppet en slange med et kamera/kikkert på ned i halsen og ned i maven og i tolvfingertarmen. Hvorfor bliver jeg ikke taget alvorligt? Hvornår stopper legen??? Får jeg nogensinde lyst til at stå op og begynde en ny dag?