Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Josefinas bog
af Josefina den. 12.11.04

NÆSTEN NORMAL

1971 Min allerførste tid

1970’erne Finland

1970’erne Steiner Skolen

1985-87 Folkeskole og Au-pair i Helsinki

1991 Farmors død

1992 Student og depressions start

1991–92 Højskole og kibbutz

1993 Start hos psykolog Elisabeth Rosenvinge

1994–97 Indlagt 4 mdr og senere ufrivillig isolation

2002 Møder Peter Madsen kommende mand

2004 Nygift, får igen psykolog hjælp


Min første tid

Min mor og far tilbragte julen 1970 hos min faster i Odense. Min mor Laura begyndte at bløde i utide og blev indlagt på Odense hospital. Humøret var godt og Laura tog det fint. Det var min mors første indlæggelse som 20 årig. Hun hyggede sig dels med samtaler med medpatienter, da de jo ikke var syge blot skulle være sengeliggende en tid. Dels nød Laura besøg af min mormor, faster og andre. Der blev grint meget og glæden blev ikke mindre af at faster kunne berette at hun også ventede en lille!

Laura tænkte slet ikke på, at kunne komme til at føde for tidligt. Dette blev ej heller nævnt af lægen eller sygeplejersker. Min far var i militæret i Århus og kunne ikke komme så tit. I løbet af Januar 1971 bliver Laura flyttet til hospitalet i Århus: Fødselsstiftelsen, og dette skete fra Odense i ambulance. Blødningerne er nu regelmæssige, bl.a. hver gang min mor forsøgte at komme op af sengen. Situationen var forandret og min mor måtte acceptere tanken om at ligge i månedsvis. Senere begyndte det at føles mærkeligt i kroppen og vandet gik et par dage før min fødsel og SÅ var det pludselig alvor. Personalet håbede meget på, at min mor kunne lade vandet sivende så længe som muligt, men fødslen gik i gang 11 uger før planlagt tid. Pludselig kom veerne uden min mor fattede, hvad det var. Hun opfattede blot mange mavesmerter. En medpatient, der var sygeplejerske hentede hjælp og så skete det ellers meget hurtigt.

Min mor var på fødestuen i ca. 1 time. Der lød en lillebitte røst, da jeg blev født og jeg blev straks lagt i kuvøse. Jordmoderen var alvorlig og sagde, at jeg var meget skrøbelig og lille. Derefter gik der et kæmpeapparat i gang for at få fat på min far, for han var nemlig på kasernen. Da min far kom var min mor konfus. Herefter kom der en læge og sagde, at jeg var meget flink(!) og havde fine stærke lunger. Alle åndende lettede op og mine forældre fik lov til, at se mig i kuvøsen. Jeg var meget meget sød og kær blot med ble på. Min mor fortæller at jeg så meget færdig ud. Køn og lækker var jeg, som jeg lå der og bare sov og sov. Al pasning foregik gennem ”armehuller” i kuvøsen. Her blev jeg skiftet, madet og aèt.
Herefter blev afdelingen for Fortidligt Fødte min mor og fars centrum.

Min mor blev snart udskrevet og begyndte, at samle mælk til mig 4-5 gange dagligt.
Som det første, ringede min mor hver morgen til afdelingen, for at høre om jeg havde det godt. Hver eftermiddag tilbragte min mor flere timer hos mig og kom med mælk, som var samlet i en flaske.

Alt gik godt, for jeg tog på i vægt, hvilket jeg har gjort mange gange siden, og kom fint over den gulsot jeg havde fået. Atmosfæren var rolig og kærlig og min mor knyttede sig til sygeplejerskerne. Indimellem kom bekymringen, for jeg blev lagt på en speciel madras. Madrassen gav et signal når der var åndedrætsproblemer - min mor gik evig angst for dette signal.

Alle babyerne på afdelingen blev nøddøbt, og den store sortklædte præst i det klinisk, hvide hospitalsmiljø virkede uhyggelig. Senere fik jeg lov til at ligge mere og mere hos min mor og jeg klarede da også længere og længere tid på denne måde. Min mor fik derefter lov til, at amme mig rigtigt og det var en meget positiv oplevelse.

Efterhånden begyndte nedtællingen til min hjemkomst, hvor jeg SKULLE veje 2,500 kg. Alt var parat hjemme med vugge og udstyr og masser af babytøj. Derudover ventede en fin barnevogn fra farbror og konen.

2. april 1971 bliver jeg udskrevet med en vægt der sagde 2540 gram. Min mor sagde, at hun aldrig ville glemme den dag. Hun husker præcis vejret det øjeblik, da hun satte sig ind i min farmors blå bil uden for fødselsanstalten. Endelig kunne det normale liv begynde. Jeg fik mad 7 gange i døgnet og trivedes fint. Jeg sov meget og min mor og far gik lange ture med mig i mindeparken i Århus. Farmor og mormor kunne ikke få nok af mig og jeg var alles øjesten.


PROLOG

”Gud jeg troede du var meget yngre”
”Der er noget ufærdigt over dig”
”Du er en lidt enfoldig pige”
”Du ligner en på 16” –da jeg var 31

Ja mærkaterne har været mange. Folks ubetænksomhed og ufølsomme kommentarer- ofte og sikkert sagt uden at tænke sig om.
Hvad er det med mig?
Hvorfor ser jeg mindre ud – ER mindre end min 8 år yngre bror.
Hvorfor har jeg så små fingre? Og hvorfor sover jeg i fosterstilling?
Hvorfor ser jeg så lille ud trods begyndende rynker om øjnene og grå striber i ufarvet hår?
Hvorfor var det en kamp i skolen med at følge med, at være som de andre uden helt at være det? På trods af ihærdige forsøg.
Hvorfor havde jeg så svært ved, at ramme og gribe bold i rundbold? Løbe hurtigt nok?
Mor, hvad er det med mig? Hvorfor føler jeg mig så forkert, skrøbelig? Hvorfor har jeg denne uforklarlige ensomheds og tomhedsfornemmelse, som jeg ikke aner, hvor kommer fra?
Svaret er med tiden blevet: Fortidligt født kuvøsebarn med hjerneskade.


Finland midt 70’erne
Som halv finne, på min mors side, har jeg tilbragt de fleste somre på landet i Finland.
Oh, hvilket paradis.
Langt ude på landet med skov og søbred i familiens eje og derfor i privat fred og ro.
Stort træhus i malet rødt og med hvide skodder og stor hvid altan.
Det var en lykkelig tid, for der var altid fætre og kusiner at lege med. Derudover voksne der tog sig tid til os.
Dagene gik med måltider på verandaen, vi plukkede ofte skovjordbær og satte på strå. Dette skete på skrænten ned mod søen. Vi piger var i fine sommerkjoler og i gummistøvler, da der var hugorme i området, i den ofte bagende sol. Flere gange daglig tog vi på badeture i søen, helt nøgne da der ikke var et øje i miles omkreds. Vi tog med de voksne på svampeture i skovene og legede de lege der er blevet leget de samme steder i generationer.
Min hårde skoletid gjorde at, jeg slikkede mine sår om sommeren og ”tærede” på den tryghed, kærlighed og varme jeg oplevede her. Det var mit ”forråd” til en lang vinter.


Steinerskolen fra midt 70’erne til midt 80’erne

Jeg begyndte i 1. klasse, som 6 årig, på Steinerskolen, som er en privatskole. Jeg skulle egentlig have været i børnehaveklasse, men der var ikke plads. Jeg kom til Steiners modenhedsprøve, som man skulle igennem før skolestart. De så bl.a. på om børnene havde fået deres blivende tænder, hvilket jeg havde og så var jeg klar.

Steinerskolen levede efter egne regler. Eleverne blev frarådet tv, tegneserier, andre interesser udenfor skoletiden, det kunne være ridning, da man mente det modarbejdede Steinerskolens ånd. Lærerne gik meget konservativt klædt og skulle ved henvendelse kaldes hr., fru eller frøken.

Der var ingen skolepsykolog, selv om vi kunne have haft brug for. Eleverne, husker jeg, var generelt aggressive, frustrerede, og meget barske mod hinanden. Min farmor fortalte engang, at flere af hendes ældre damebekendskaber ikke turde tage busruten forbi Steinerskolen. Så meget ballade og uro var der fra elvernes side. Problemer ses alle vegne, men her blev intet stillet op. En fra min klasse blev så mærket af mobning, at hun tog sit liv efter endt skoletid. Jeg husker frikvartererne, som nogle, hvor jeg flyttede ud på toiletterne.

Her sad jeg i de gule rum, som var mørke ildelugtende, stille som en mus, mens jeg hørte på bagtalelserne af mig og min familie. ”Josefina har ikke ret meget flot tøj” ”Josefinas mor snakker underligt” ” Josefinas mor er gravid på en ulækker måde” – det kørte i hovedet, som et mantra ”Jeg er ingenting” ”Jeg er ingenting”. Når frikvartererne var slut flygtede jeg tilbage til klasseværelset, hvor jeg i bedste fald kom til at sidde ved en anden ”forkert” person.

Var jeg forkert? Nej.
Var jeg anderledes? Ja.

Jeg var lille og sårbar. ET klassisk nemt offer. Angsten og utrygheden LYSTE ud af mig. Dette kan jeg se på skolefotos fra dengang. Jeg havde problemer med motorikken, benene ville ikke løbe så hurtigt, som jeg ønskede. Jeg kunne ikke gå på linie, jeg kunne ikke ramme og gribe i rundbold. Andre spil gik det ikke bedre med og blev udvalgt, som en af de sidste. Jeg frygtede gymnastik i hele min Steiner tid. Mobningen varede mere eller mindre intenst i 8 år og episoderne er mange.

Omkring konfirmationsalderen blev jeg forsøgt voldtaget af to drenge fra klassen. Det var i forbindelse med en sløjdtime. Jeg blev hevet ud på toilettet af de to drenge, og jeg kan huske, at jeg bar cowboybukser og en lyserød, kortærmet bluse. De forsøgte længe at hive tøjet af mig og var meget truende og aggressive i deres adfærd. Jeg var en meget køn og lækker ung pige og det har nok været forskruet betagelse af mig. Med mit mørke hår, smukke mund, modermærke over læben og den ferskenteint jeg ALTID havde. Dengang var jeg ganske sikkert indbydende, med mine store blå øjne har nok også haft deres virkning.

Jeg burde jo nok have fortalt om episoden til mine forældre. Men jeg gjorde det ikke, for jeg skammede mig, var selvbebrejdende, ville ikke ”skuffe” mine forældre ved at nævne problemer. Desuden var mit selvværd så dårligt, at jeg først mange år senere kunne se de havde gjort noget forkert. Jeg følte simpelthen ikke jeg var bedre værd, end denne episode kunne gå ubemærket hen.

Min hjerneskade gjorde, at jeg havde usædvanlig svært ved eksakte begreber som matematik. Utallige er de søndage hvor jeg har siddet med min far med matematikken. De få stykker jeg skulle lave gjorde mig bange, rædselsslagen for ikke at slå til og ikke kunne. Fejlene i skolen var også mange og der var ingen kære mor! En prøve har senere vist at jeg er tæt på talblind. Dum var jeg i hvert fald ikke og det er der da heller ingen der har kaldt mig! Jeg skulle naturligvis have haft ekstraundervisning evt. i en anden hjælpe-skole men det skete ikke.



Folkeskole og Au-pair

Efter Steiner skolens 8. klasse havde jeg besluttet mig. NU skulle det være slut. Jeg ville væk fra Steiner skolen, men havde ikke haft modet før.

Jeg tog 8. klasse forfra på Holme skole – en kommune skole. Der var jo meget nyt, jeg skulle vænne mig til, alene pensum og eksamener var nye og ukendte størrelser. Derefter tog jeg 9. klasse og til slut 10. klasse. Dette sidste år, husker jeg, som et fantastisk år. Vi havde skoleåret opdelt i alm. undervisning og i temaer. Det bedste var friluftslivet. Her var vi ude at sejle i sejlbåde efter at have lært nogle grundliggende ting om navigation. Det ALLERBEDSTE og hårdeste var en overlevelsestur. Vi var en uge af sted på militær-manér. Vi traskede af sted med 15 kilo oppakning, skulle bygge egne bivuakker til natten, vi blev nu og da vækket om natten og skulle af sted mod nye mål. Vi levede af medbragt mad og der var ingen smøger og slik. Det sværeste var for mig en nat hvor vi skulle igennem en å eller et vandløb. Jeg kunne intet se og var træt og bange da jeg ikke anede hvor langt jeg skulle gå i det våde. Jeg havde kun en sød kvindelig lærer, som bakkede mig op. Ingen bad var der heller før vi kom hjem efter en uge med sved og snavs. Vi klagede og jamrede på turen, men det er noget jeg husker, som en kolossal tilfredsstillelse, over at have gennemført og er evig taknemmelig for de lærere der gjorde indsatsen med os. NEJ! Hvor var jeg stolt da jeg havde gennemført dette forløb.

Alt i alt var der meget, der var anderledes end det jeg havde oplevet i Steinerskolen. Her var der ikke så meget kreativitet, som jeg var vant til. Jeg nød dog i fulde drag fred og ro i timerne, et pensum der skulle nås, hvilket jo stillede fornuftige krav til lærerne. Ikke mindst en dejlig klasse med unge, der trods de svære teenage år var gode mod hinanden. De tre år fløj af sted og jeg var glad, især da jeg fik et socialt liv i klassen. Jeg havde klaret mig til eksaminerne, men ikke strålende, så jeg var nervøs for, om jeg kunne klare HF eller gymnasiet.

Jeg valgte derfor at tilbringe 1 år i Finland, som Au-pair. Jeg var kun 17 år. Her passede jeg tvillinger på 1½ år og nu og da passede jeg også en lille ny, som var kommet i familien. Opholdet var en succes. Mit finske sprog blev flydende og jeg elskede ”mine” børn, som Au-pair. Jeg kunne samtidig dyrke min finske familie og fik en finsk veninde, som jeg stadig har kontakt med. Eneste minus var, at jeg savnede mine danske veninder.

Efter megen overvejelse, søgte jeg på HF og kom ind. Jeg gik i gang og nød de to år på Århus katedralskole. Jeg fik gode resultater, undtagen i matematik og det gik godt socialt. Især det 2. år husker jeg som en fin tid med mange gode oplevelser socialt. Det var et chok for mig, da HF sluttede. Logisk vidste jeg det jo, men følelsesmæssigt og modenhedsmæssigt var det et chok. Hvad skulle jeg nu?

Jeg tog på Højskole på Krogerup Højskole i Humlebæk på Sjælland. Jeg kendte igen, men det kom jeg jo til. Socialt var jeg generelt mærket af min skoletid på Steinerskolen. Der var mange, som jeg ikke snakkede med af de ca. 60 elever vi var. Dog snakkede jeg med en 3-4 piger og to af dem har jeg stadig som veninder. Jeg var en af de stille og rolige og gjorde aldrig vilde ting. De fleste af de unge var fra København og jeg kunne mærke, de var lidt vildere og mere erfarne end jeg. Jeg fik aldrig røget hash, dyrket gruppesex eller sex i det hele taget. Dog fandt jeg fortrolige veninder og havde et godt ophold- udadtil. Som mange af de andre havde jeg dog nedtur. Slutningen på HF og uvisheden over hvad jeg skulle og at min farmor var hjemme i Århus og meget syg gjorde jeg var trist. Desuden følte jeg mig daglig underlegen overfor mange af de tilsyneladende stærkere unge.

Efter højskolen ville jeg i kibbutz. Jeg ORKEDE ikke at tage hjem til Århus og ”de gamle” forældre. Hvilke begrundelser havde jeg ellers? Piger jeg kendte havde været i Israel i kibbutz og de beskrev det som en stor fornøjelse. Jeg havde en trang til der skulle ske ”et eller andet fedt” og at græsset var grønnere et andet sted. Efter 4 intense måneder på højskole orkede jeg som sagt ikke at bo hjemme hos mine forældre. Håbet om en ny veninde eller flere og en kæreste pressede også på.

Kibbutz opholdet i 1992 blev et sandt mareridt. Blot værre end det jeg før havde oplevet i Steiner skolen. Jeg var ung, sårbar, i mellemøsten og fungerede ikke socialt. Det var helt tilfældige unge der var i kibbutzen og jeg havde det ikke godt. Jeg blev efter et stykke tid udsat for den værste primitive mobning i kibbutzen. Det var af israelere og det var primært af de voksne. Jeg ved ikke om mit handicap har gjort mig til hakkekylling....Jeg ville hjem før tid men da jeg nævnte det for andre danskere blev pas, flybillet penge og kamera stjålet. Der gik måneder før jeg kom hjem og der var ikke èn der hjalp mig med at få lavet nyt pas osv.

Da jeg kom hjem var det i chok. Jeg husker ikke flyveturen hjem. Det var et held jeg ikke endte i Hong Kong- for jeg anede ikke hvad der skete. Jeg var i chok. Jeg var tynd og kunne ikke sige to sammenhængende ord. Der skete det at min virkelighed i kibbutzen havde været meget hård for mig. Ergo gjorde jeg ubevidst det, at jeg lukkede af for virkeligheden. Jeg ”forsvandt” og lukkede af for samtaler og mine nære måtte spørge igen og igen om de mest simple svar. Jeg havde lukket af overfor verden. Når jeg talte i telefon med veninder troede de jeg var gået, så lange pauser var der i mine svar og samtaler.

Samme aften jeg kom hjem brød jeg sammen overfor mine forældre. Jeg skreg og skreg igen og igen:” jeg er syg i hovedet mor!” ”jeg er syg i hovedet mor” . Det var det israelerne havde dømt mig til. Til slut blev en læge tilkaldt og måtte give mig en beroligende sprøjte.
I dag kan jeg grine af, at han før han gik ud af døren sagde til min mor” hold kæft hvor en flot pige”!! Måske men også en meget ulykkelig pige.


Farmors død

Mens jeg var på højskolen døde min elskede farmor af mavekræft.
Hun lå længe og var meget syg. Jeg spurgte hende om hun ville blive ked af at jeg tog på højskole. Selv på sit dødsleje tænkte hun på os, sine børn og børnebørn – så naturligvis skulle jeg tage af sted. Det var nok det bedste for en ung pige, men jeg var meget mærket af farmors sygdom.

Farmor havde passet mig meget, da jeg var en lille pige. Hun var en rigtig rar, buttet farmor. Jeg husker stadig detaljer om aftensmaden. Retter jeg nu og da laver i dag. Kortspil, om aftenen tv –hygge og den velkendte duft af cigarrøg og stege os. Desuden husker jeg lyden af hendes opvaskemaskine selvom jeg har været lige før skolealderen. Da min bror blev født i 1978, flyttede hun i 2 omgange tæt på os. Farmor var klog, varm, realistisk og havde kæmpe format. Desuden havde hun den bedste humor og sætninger som ”den sidste taler har altid ret” eller ”den ene er mere røget end den anden er speget”, var typiske sætninger vi stadig griner af i vores hjem. At hun skulle dø som 74 årig er og var en stor sorg. At hun desuden aldrig havde fejlet noget særligt er skæbnens ironi. Hun var stærk i krop og sjæl.

Desuden havde jeg desperat brug for hende. Jeg fik sagt farvel til hende mens hun stadig var ved bevidsthed. Jeg husker tydelig hendes sidste ord til mig: ”jeg håber du finder melodien”. Hvilket jeg finder var klogt sagt. Desuden havde hun før, hun blev gift ganske ung, været sygeplejerske. Hun har set mange mennesker kede af det, er jeg sikker på. Derfor er jeg sikker på, at hun gennemskuede, at slutningen på HF var starten på en depression. Jeg fornemmede instinktivt, at jeg skulle en sværere vej end gennemsnittet. Jeg havde også på fornemmelsen at jeg med mine problemer ville få svært ved, at uddanne mig. Desuden var trygheden, strukturen og veninderne fra HF væk. Jeg havde det rigtig skidt trods udmærkede eksamensresultater. Hvor blev Hf-veninderne af?

Der skete det naturlige at folk gik på universitetet og derfor havde de travlt med det. Kæresterierne blev mere seriøse forhold og nogle fik børn. Andre flyttede langt væk og det ebbede ud. Dette sker ofte MEN jeg havde det ad H.....til og var vred og forurettet og blev senere også desperat. Det er klart at det ikke var mig, der var den første man ringede til. Det gjorde mig endnu mere vred og skuffet og så rullede lavinen.

Jeg savner ofte farmor, men har en fast tro på, at hun holder hånden over mig. Det har hun gjort lige siden sin død - tror jeg på.


1993 Elisabeth Rosenvinge

Jeg husker tydeligt, at jeg ledte efter en psykolog i telefonbogen. Min mor og jeg var enige om, at jeg havde brug for psykolog hjælp. Min far havde ingen mening om det. Jeg havde aldrig været til psykolog før, men brugte det meste af sommeren efter kibbutzopholdet på det. Jeg var stadig dårlig. Havde svært ved at føre samtaler og forsvandt i min egen verden. Desuden havde jeg svært ved at gøre de simpleste ting rigtigt såsom skrælle kartofler. Det lyder som det rene nonsens og mine forældre forstod det heller ikke. Jeg tror, at selv de mindste krav fik mig til at lukke af. At bære en skraldepose ud eller skrælle kartofler var på det tidspunkt krav! Jeg lukkede ubevidst af og klokkede så i det.

Jeg kom ofte hos Psykolog Elisabeth Rosenvinge. Hun sagde, jeg var meget svag men gjorde en fin indsats. Spørgsmålet var bare om det var nok. Hagen ved denne terapi var for mig at indse, at jeg var alene med psykologen. Hun så mig ”face to face” og kunne derfor ikke vurdere mig socialt. Hun så mig ikke i grupper og det var der jeg havde det svært, så hun har nok overvurderet mig.

Den sommer boede jeg hos mine forældre. De gjorde deres bedste. Min mor var dog bekymret og det gjorde, at der var en del sammenstød og skænderier og det gav mig enorm skyldfølelse over for min mor. Som om jeg ikke havde det dårlig nok, gik jeg også med evig skyld og skam over at ”skuffe mine forældre og give dem grå hår i hovedet”. Det hjalp dog at snakke med
Elisabeth.

Elisabeth lyttede, gav mig redskaber og fik mig til at gennemleve slemme episoder. Det gav mig en vis fred i sindet.

Hendes fejl var, at give mig grønt lys