Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Josefinas bog
af Josefina den. 12.11.04

NÆSTEN NORMAL

1971 Min allerførste tid

1970’erne Finland

1970’erne Steiner Skolen

1985-87 Folkeskole og Au-pair i Helsinki

1991 Farmors død

1992 Student og depressions start

1991–92 Højskole og kibbutz

1993 Start hos psykolog Elisabeth Rosenvinge

1994–97 Indlagt 4 mdr og senere ufrivillig isolation

2002 Møder Peter Madsen kommende mand

2004 Nygift, får igen psykolog hjælp


Min første tid

Min mor og far tilbragte julen 1970 hos min faster i Odense. Min mor Laura begyndte at bløde i utide og blev indlagt på Odense hospital. Humøret var godt og Laura tog det fint. Det var min mors første indlæggelse som 20 årig. Hun hyggede sig dels med samtaler med medpatienter, da de jo ikke var syge blot skulle være sengeliggende en tid. Dels nød Laura besøg af min mormor, faster og andre. Der blev grint meget og glæden blev ikke mindre af at faster kunne berette at hun også ventede en lille!

Laura tænkte slet ikke på, at kunne komme til at føde for tidligt. Dette blev ej heller nævnt af lægen eller sygeplejersker. Min far var i militæret i Århus og kunne ikke komme så tit. I løbet af Januar 1971 bliver Laura flyttet til hospitalet i Århus: Fødselsstiftelsen, og dette skete fra Odense i ambulance. Blødningerne er nu regelmæssige, bl.a. hver gang min mor forsøgte at komme op af sengen. Situationen var forandret og min mor måtte acceptere tanken om at ligge i månedsvis. Senere begyndte det at føles mærkeligt i kroppen og vandet gik et par dage før min fødsel og SÅ var det pludselig alvor. Personalet håbede meget på, at min mor kunne lade vandet sivende så længe som muligt, men fødslen gik i gang 11 uger før planlagt tid. Pludselig kom veerne uden min mor fattede, hvad det var. Hun opfattede blot mange mavesmerter. En medpatient, der var sygeplejerske hentede hjælp og så skete det ellers meget hurtigt.

Min mor var på fødestuen i ca. 1 time. Der lød en lillebitte røst, da jeg blev født og jeg blev straks lagt i kuvøse. Jordmoderen var alvorlig og sagde, at jeg var meget skrøbelig og lille. Derefter gik der et kæmpeapparat i gang for at få fat på min far, for han var nemlig på kasernen. Da min far kom var min mor konfus. Herefter kom der en læge og sagde, at jeg var meget flink(!) og havde fine stærke lunger. Alle åndende lettede op og mine forældre fik lov til, at se mig i kuvøsen. Jeg var meget meget sød og kær blot med ble på. Min mor fortæller at jeg så meget færdig ud. Køn og lækker var jeg, som jeg lå der og bare sov og sov. Al pasning foregik gennem ”armehuller” i kuvøsen. Her blev jeg skiftet, madet og aèt.
Herefter blev afdelingen for Fortidligt Fødte min mor og fars centrum.

Min mor blev snart udskrevet og begyndte, at samle mælk til mig 4-5 gange dagligt.
Som det første, ringede min mor hver morgen til afdelingen, for at høre om jeg havde det godt. Hver eftermiddag tilbragte min mor flere timer hos mig og kom med mælk, som var samlet i en flaske.

Alt gik godt, for jeg tog på i vægt, hvilket jeg har gjort mange gange siden, og kom fint over den gulsot jeg havde fået. Atmosfæren var rolig og kærlig og min mor knyttede sig til sygeplejerskerne. Indimellem kom bekymringen, for jeg blev lagt på en speciel madras. Madrassen gav et signal når der var åndedrætsproblemer - min mor gik evig angst for dette signal.

Alle babyerne på afdelingen blev nøddøbt, og den store sortklædte præst i det klinisk, hvide hospitalsmiljø virkede uhyggelig. Senere fik jeg lov til at ligge mere og mere hos min mor og jeg klarede da også længere og længere tid på denne måde. Min mor fik derefter lov til, at amme mig rigtigt og det var en meget positiv oplevelse.

Efterhånden begyndte nedtællingen til min hjemkomst, hvor jeg SKULLE veje 2,500 kg. Alt var parat hjemme med vugge og udstyr og masser af babytøj. Derudover ventede en fin barnevogn fra farbror og konen.

2. april 1971 bliver jeg udskrevet med en vægt der sagde 2540 gram. Min mor sagde, at hun aldrig ville glemme den dag. Hun husker præcis vejret det øjeblik, da hun satte sig ind i min farmors blå bil uden for fødselsanstalten. Endelig kunne det normale liv begynde. Jeg fik mad 7 gange i døgnet og trivedes fint. Jeg sov meget og min mor og far gik lange ture med mig i mindeparken i Århus. Farmor og mormor kunne ikke få nok af mig og jeg var alles øjesten.


PROLOG

”Gud jeg troede du var meget yngre”
”Der er noget ufærdigt over dig”
”Du er en lidt enfoldig pige”
”Du ligner en på 16” –da jeg var 31

Ja mærkaterne har været mange. Folks ubetænksomhed og ufølsomme kommentarer- ofte og sikkert sagt uden at tænke sig om.
Hvad er det med mig?
Hvorfor ser jeg mindre ud – ER mindre end min 8 år yngre bror.
Hvorfor har jeg så små fingre? Og hvorfor sover jeg i fosterstilling?
Hvorfor ser jeg så lille ud trods begyndende rynker om øjnene og grå striber i ufarvet hår?
Hvorfor var det en kamp i skolen med at følge med, at være som de andre uden helt at være det? På trods af ihærdige forsøg.
Hvorfor havde jeg så svært ved, at ramme og gribe bold i rundbold? Løbe hurtigt nok?
Mor, hvad er det med mig? Hvorfor føler jeg mig så forkert, skrøbelig? Hvorfor har jeg denne uforklarlige ensomheds og tomhedsfornemmelse, som jeg ikke aner, hvor kommer fra?
Svaret er med tiden blevet: Fortidligt født kuvøsebarn med hjerneskade.


Finland midt 70’erne
Som halv finne, på min mors side, har jeg tilbragt de fleste somre på landet i Finland.
Oh, hvilket paradis.
Langt ude på landet med skov og søbred i familiens eje og derfor i privat fred og ro.
Stort træhus i malet rødt og med hvide skodder og stor hvid altan.
Det var en lykkelig tid, for der var altid fætre og kusiner at lege med. Derudover voksne der tog sig tid til os.
Dagene gik med måltider på verandaen, vi plukkede ofte skovjordbær og satte på strå. Dette skete på skrænten ned mod søen. Vi piger var i fine sommerkjoler og i gummistøvler, da der var hugorme i området, i den ofte bagende sol. Flere gange daglig tog vi på badeture i søen, helt nøgne da der ikke var et øje i miles omkreds. Vi tog med de voksne på svampeture i skovene og legede de lege der er blevet leget de samme steder i generationer.
Min hårde skoletid gjorde at, jeg slikkede mine sår om sommeren og ”tærede” på den tryghed, kærlighed og varme jeg oplevede her. Det var mit ”forråd” til en lang vinter.


Steinerskolen fra midt 70’erne til midt 80’erne

Jeg begyndte i 1. klasse, som 6 årig, på Steinerskolen, som er en privatskole. Jeg skulle egentlig have været i børnehaveklasse, men der var ikke plads. Jeg kom til Steiners modenhedsprøve, som man skulle igennem før skolestart. De så bl.a. på om børnene havde fået deres blivende tænder, hvilket jeg havde og så var jeg klar.

Steinerskolen levede efter egne regler. Eleverne blev frarådet tv, tegneserier, andre interesser udenfor skoletiden, det kunne være ridning, da man mente det modarbejdede Steinerskolens ånd. Lærerne gik meget konservativt klædt og skulle ved henvendelse kaldes hr., fru eller frøken.

Der var ingen skolepsykolog, selv om vi kunne have haft brug for. Eleverne, husker jeg, var generelt aggressive, frustrerede, og meget barske mod hinanden. Min farmor fortalte engang, at flere af hendes ældre damebekendskaber ikke turde tage busruten forbi Steinerskolen. Så meget ballade og uro var der fra elvernes side. Problemer ses alle vegne, men her blev intet stillet op. En fra min klasse blev så mærket af mobning, at hun tog sit liv efter endt skoletid. Jeg husker frikvartererne, som nogle, hvor jeg flyttede ud på toiletterne.

Her sad jeg i de gule rum, som var mørke ildelugtende, stille som en mus, mens jeg hørte på bagtalelserne af mig og min familie. ”Josefina har ikke ret meget flot tøj” ”Josefinas mor snakker underligt” ” Josefinas mor er gravid på en ulækker måde” – det kørte i hovedet, som et mantra ”Jeg er ingenting” ”Jeg er ingenting”. Når frikvartererne var slut flygtede jeg tilbage til klasseværelset, hvor jeg i bedste fald kom til at sidde ved en anden ”forkert” person.

Var jeg forkert? Nej.
Var jeg anderledes? Ja.

Jeg var lille og sårbar. ET klassisk nemt offer. Angsten og utrygheden LYSTE ud af mig. Dette kan jeg se på skolefotos fra dengang. Jeg havde problemer med motorikken, benene ville ikke løbe så hurtigt, som jeg ønskede. Jeg kunne ikke gå på linie, jeg kunne ikke ramme og gribe i rundbold. Andre spil gik det ikke bedre med og blev udvalgt, som en af de sidste. Jeg frygtede gymnastik i hele min Steiner tid. Mobningen varede mere eller mindre intenst i 8 år og episoderne er mange.

Omkring konfirmationsalderen blev jeg forsøgt voldtaget af to drenge fra klassen. Det var i forbindelse med en sløjdtime. Jeg blev hevet ud på toilettet af de to drenge, og jeg kan huske, at jeg bar cowboybukser og en lyserød, kortærmet bluse. De forsøgte længe at hive tøjet af mig og var meget truende og aggressive i deres adfærd. Jeg var en meget køn og lækker ung pige og det har nok været forskruet betagelse af mig. Med mit mørke hår, smukke mund, modermærke over læben og den ferskenteint jeg ALTID havde. Dengang var jeg ganske sikkert indbydende, med mine store blå øjne har nok også haft deres virkning.

Jeg burde jo nok have fortalt om episoden til mine forældre. Men jeg gjorde det ikke, for jeg skammede mig, var selvbebrejdende, ville ikke ”skuffe” mine forældre ved at nævne problemer. Desuden var mit selvværd så dårligt, at jeg først mange år senere kunne se de havde gjort noget forkert. Jeg følte simpelthen ikke jeg var bedre værd, end denne episode kunne gå ubemærket hen.

Min hjerneskade gjorde, at jeg havde usædvanlig svært ved eksakte begreber som matematik. Utallige er de søndage hvor jeg har siddet med min far med matematikken. De få stykker jeg skulle lave gjorde mig bange, rædselsslagen for ikke at slå til og ikke kunne. Fejlene i skolen var også mange og der var ingen kære mor! En prøve har senere vist at jeg er tæt på talblind. Dum var jeg i hvert fald ikke og det er der da heller ingen der har kaldt mig! Jeg skulle naturligvis have haft ekstraundervisning evt. i en anden hjælpe-skole men det skete ikke.



Folkeskole og Au-pair

Efter Steiner skolens 8. klasse havde jeg besluttet mig. NU skulle det være slut. Jeg ville væk fra Steiner skolen, men havde ikke haft modet før.

Jeg tog 8. klasse forfra på Holme skole – en kommune skole. Der var jo meget nyt, jeg skulle vænne mig til, alene pensum og eksamener var nye og ukendte størrelser. Derefter tog jeg 9. klasse og til slut 10. klasse. Dette sidste år, husker jeg, som et fantastisk år. Vi havde skoleåret opdelt i alm. undervisning og i temaer. Det bedste var friluftslivet. Her var vi ude at sejle i sejlbåde efter at have lært nogle grundliggende ting om navigation. Det ALLERBEDSTE og hårdeste var en overlevelsestur. Vi var en uge af sted på militær-manér. Vi traskede af sted med 15 kilo oppakning, skulle bygge egne bivuakker til natten, vi blev nu og da vækket om natten og skulle af sted mod nye mål. Vi levede af medbragt mad og der var ingen smøger og slik. Det sværeste var for mig en nat hvor vi skulle igennem en å eller et vandløb. Jeg kunne intet se og var træt og bange da jeg ikke anede hvor langt jeg skulle gå i det våde. Jeg havde kun en sød kvindelig lærer, som bakkede mig op. Ingen bad var der heller før vi kom hjem efter en uge med sved og snavs. Vi klagede og jamrede på turen, men det er noget jeg husker, som en kolossal tilfredsstillelse, over at have gennemført og er evig taknemmelig for de lærere der gjorde indsatsen med os. NEJ! Hvor var jeg stolt da jeg havde gennemført dette forløb.

Alt i alt var der meget, der var anderledes end det jeg havde oplevet i Steinerskolen. Her var der ikke så meget kreativitet, som jeg var vant til. Jeg nød dog i fulde drag fred og ro i timerne, et pensum der skulle nås, hvilket jo stillede fornuftige krav til lærerne. Ikke mindst en dejlig klasse med unge, der trods de svære teenage år var gode mod hinanden. De tre år fløj af sted og jeg var glad, især da jeg fik et socialt liv i klassen. Jeg havde klaret mig til eksaminerne, men ikke strålende, så jeg var nervøs for, om jeg kunne klare HF eller gymnasiet.

Jeg valgte derfor at tilbringe 1 år i Finland, som Au-pair. Jeg var kun 17 år. Her passede jeg tvillinger på 1½ år og nu og da passede jeg også en lille ny, som var kommet i familien. Opholdet var en succes. Mit finske sprog blev flydende og jeg elskede ”mine” børn, som Au-pair. Jeg kunne samtidig dyrke min finske familie og fik en finsk veninde, som jeg stadig har kontakt med. Eneste minus var, at jeg savnede mine danske veninder.

Efter megen overvejelse, søgte jeg på HF og kom ind. Jeg gik i gang og nød de to år på Århus katedralskole. Jeg fik gode resultater, undtagen i matematik og det gik godt socialt. Især det 2. år husker jeg som en fin tid med mange gode oplevelser socialt. Det var et chok for mig, da HF sluttede. Logisk vidste jeg det jo, men følelsesmæssigt og modenhedsmæssigt var det et chok. Hvad skulle jeg nu?

Jeg tog på Højskole på Krogerup Højskole i Humlebæk på Sjælland. Jeg kendte igen, men det kom jeg jo til. Socialt var jeg generelt mærket af min skoletid på Steinerskolen. Der var mange, som jeg ikke snakkede med af de ca. 60 elever vi var. Dog snakkede jeg med en 3-4 piger og to af dem har jeg stadig som veninder. Jeg var en af de stille og rolige og gjorde aldrig vilde ting. De fleste af de unge var fra København og jeg kunne mærke, de var lidt vildere og mere erfarne end jeg. Jeg fik aldrig røget hash, dyrket gruppesex eller sex i det hele taget. Dog fandt jeg fortrolige veninder og havde et godt ophold- udadtil. Som mange af de andre havde jeg dog nedtur. Slutningen på HF og uvisheden over hvad jeg skulle og at min farmor var hjemme i Århus og meget syg gjorde jeg var trist. Desuden følte jeg mig daglig underlegen overfor mange af de tilsyneladende stærkere unge.

Efter højskolen ville jeg i kibbutz. Jeg ORKEDE ikke at tage hjem til Århus og ”de gamle” forældre. Hvilke begrundelser havde jeg ellers? Piger jeg kendte havde været i Israel i kibbutz og de beskrev det som en stor fornøjelse. Jeg havde en trang til der skulle ske ”et eller andet fedt” og at græsset var grønnere et andet sted. Efter 4 intense måneder på højskole orkede jeg som sagt ikke at bo hjemme hos mine forældre. Håbet om en ny veninde eller flere og en kæreste pressede også på.

Kibbutz opholdet i 1992 blev et sandt mareridt. Blot værre end det jeg før havde oplevet i Steiner skolen. Jeg var ung, sårbar, i mellemøsten og fungerede ikke socialt. Det var helt tilfældige unge der var i kibbutzen og jeg havde det ikke godt. Jeg blev efter et stykke tid udsat for den værste primitive mobning i kibbutzen. Det var af israelere og det var primært af de voksne. Jeg ved ikke om mit handicap har gjort mig til hakkekylling....Jeg ville hjem før tid men da jeg nævnte det for andre danskere blev pas, flybillet penge og kamera stjålet. Der gik måneder før jeg kom hjem og der var ikke èn der hjalp mig med at få lavet nyt pas osv.

Da jeg kom hjem var det i chok. Jeg husker ikke flyveturen hjem. Det var et held jeg ikke endte i Hong Kong- for jeg anede ikke hvad der skete. Jeg var i chok. Jeg var tynd og kunne ikke sige to sammenhængende ord. Der skete det at min virkelighed i kibbutzen havde været meget hård for mig. Ergo gjorde jeg ubevidst det, at jeg lukkede af for virkeligheden. Jeg ”forsvandt” og lukkede af for samtaler og mine nære måtte spørge igen og igen om de mest simple svar. Jeg havde lukket af overfor verden. Når jeg talte i telefon med veninder troede de jeg var gået, så lange pauser var der i mine svar og samtaler.

Samme aften jeg kom hjem brød jeg sammen overfor mine forældre. Jeg skreg og skreg igen og igen:” jeg er syg i hovedet mor!” ”jeg er syg i hovedet mor” . Det var det israelerne havde dømt mig til. Til slut blev en læge tilkaldt og måtte give mig en beroligende sprøjte.
I dag kan jeg grine af, at han før han gik ud af døren sagde til min mor” hold kæft hvor en flot pige”!! Måske men også en meget ulykkelig pige.


Farmors død

Mens jeg var på højskolen døde min elskede farmor af mavekræft.
Hun lå længe og var meget syg. Jeg spurgte hende om hun ville blive ked af at jeg tog på højskole. Selv på sit dødsleje tænkte hun på os, sine børn og børnebørn – så naturligvis skulle jeg tage af sted. Det var nok det bedste for en ung pige, men jeg var meget mærket af farmors sygdom.

Farmor havde passet mig meget, da jeg var en lille pige. Hun var en rigtig rar, buttet farmor. Jeg husker stadig detaljer om aftensmaden. Retter jeg nu og da laver i dag. Kortspil, om aftenen tv –hygge og den velkendte duft af cigarrøg og stege os. Desuden husker jeg lyden af hendes opvaskemaskine selvom jeg har været lige før skolealderen. Da min bror blev født i 1978, flyttede hun i 2 omgange tæt på os. Farmor var klog, varm, realistisk og havde kæmpe format. Desuden havde hun den bedste humor og sætninger som ”den sidste taler har altid ret” eller ”den ene er mere røget end den anden er speget”, var typiske sætninger vi stadig griner af i vores hjem. At hun skulle dø som 74 årig er og var en stor sorg. At hun desuden aldrig havde fejlet noget særligt er skæbnens ironi. Hun var stærk i krop og sjæl.

Desuden havde jeg desperat brug for hende. Jeg fik sagt farvel til hende mens hun stadig var ved bevidsthed. Jeg husker tydelig hendes sidste ord til mig: ”jeg håber du finder melodien”. Hvilket jeg finder var klogt sagt. Desuden havde hun før, hun blev gift ganske ung, været sygeplejerske. Hun har set mange mennesker kede af det, er jeg sikker på. Derfor er jeg sikker på, at hun gennemskuede, at slutningen på HF var starten på en depression. Jeg fornemmede instinktivt, at jeg skulle en sværere vej end gennemsnittet. Jeg havde også på fornemmelsen at jeg med mine problemer ville få svært ved, at uddanne mig. Desuden var trygheden, strukturen og veninderne fra HF væk. Jeg havde det rigtig skidt trods udmærkede eksamensresultater. Hvor blev Hf-veninderne af?

Der skete det naturlige at folk gik på universitetet og derfor havde de travlt med det. Kæresterierne blev mere seriøse forhold og nogle fik børn. Andre flyttede langt væk og det ebbede ud. Dette sker ofte MEN jeg havde det ad H.....til og var vred og forurettet og blev senere også desperat. Det er klart at det ikke var mig, der var den første man ringede til. Det gjorde mig endnu mere vred og skuffet og så rullede lavinen.

Jeg savner ofte farmor, men har en fast tro på, at hun holder hånden over mig. Det har hun gjort lige siden sin død - tror jeg på.


1993 Elisabeth Rosenvinge

Jeg husker tydeligt, at jeg ledte efter en psykolog i telefonbogen. Min mor og jeg var enige om, at jeg havde brug for psykolog hjælp. Min far havde ingen mening om det. Jeg havde aldrig været til psykolog før, men brugte det meste af sommeren efter kibbutzopholdet på det. Jeg var stadig dårlig. Havde svært ved at føre samtaler og forsvandt i min egen verden. Desuden havde jeg svært ved at gøre de simpleste ting rigtigt såsom skrælle kartofler. Det lyder som det rene nonsens og mine forældre forstod det heller ikke. Jeg tror, at selv de mindste krav fik mig til at lukke af. At bære en skraldepose ud eller skrælle kartofler var på det tidspunkt krav! Jeg lukkede ubevidst af og klokkede så i det.

Jeg kom ofte hos Psykolog Elisabeth Rosenvinge. Hun sagde, jeg var meget svag men gjorde en fin indsats. Spørgsmålet var bare om det var nok. Hagen ved denne terapi var for mig at indse, at jeg var alene med psykologen. Hun så mig ”face to face” og kunne derfor ikke vurdere mig socialt. Hun så mig ikke i grupper og det var der jeg havde det svært, så hun har nok overvurderet mig.

Den sommer boede jeg hos mine forældre. De gjorde deres bedste. Min mor var dog bekymret og det gjorde, at der var en del sammenstød og skænderier og det gav mig enorm skyldfølelse over for min mor. Som om jeg ikke havde det dårlig nok, gik jeg også med evig skyld og skam over at ”skuffe mine forældre og give dem grå hår i hovedet”. Det hjalp dog at snakke med
Elisabeth.

Elisabeth lyttede, gav mig redskaber og fik mig til at gennemleve slemme episoder. Det gav mig en vis fred i sindet.

Hendes fejl var, at give mig grønt lys til at flytte til København. Hun så mig som sagt kun alene og kunne åbenbart ikke gennemskue, hvor svært jeg havde det med og i grupper.
Igen ville jeg ”noget fedt”. Det skulle være sejt og voksent nemlig at flytte til Kbh. Det hørte jeg om at andre gjorde og så måtte det være godt, troede jeg. Uden at lytte til mig selv. Igen flygtede jeg fra mig selv og den trummerum hos mine forældre. Jeg boede med højskole-venner. De havde også deres at slås med og jeg var i depression og mistrivsel der.

Efter 1 år tog jeg hjem til Århus.

Her begyndte jeg på en daghøjskole. Samtidig var jeg med i en musical, og blev ulykkelig forelsket. Desværre behandlede denne fyr mig rigtig dårligt og gik rundt og kaldte mig ”syg og ubegavet”. Ja jeg ved ikke hvor afstumpet man kan være...

Hovedpinen, som var startet i Kbh., blev værre og værre. Jeg kom ud i nogle Job-tilbud, som mislykkedes og jeg tog det meget tungt. Jeg har altid været den pligtopfyldende type og jeg tog det nok mere tungt end godt er! Samtid begyndte min ”karriere” som bistandsklient, hvilket kom til at vare i 7 år. Jeg var stresset over at mangle penge. Det gjorde, at jeg ikke have råd til fritidsinteresser, som kunne have hjulpet på min situation. Desuden havde jeg brug for at isolere mig, hvilket var tegn på depression. Min hovedpine blev værre og værre dag for dag og jeg har ofte siddet med den kolde bruser presset ind mod hovedet. Dette gjorde jeg for at lindre smerten. Det skal lige siges, at jeg derudover tog en del piller for smerten. Jeg var som sagt ulykkelig forelsket, selvom han ikke har været det værd! Jeg var desperat, ensom og ludfattig. Mit holdepunkt var Elisabeth som jeg var begyndt hos igen.

En aften jeg var hos mine forældre blev hovedpinen ubærlig. Jeg skreg og skreg og bankede hovedet ind i væggen. Mine forældre tog mig til psykiatrisk hospital. Her fik vi en samtale med en læge der anbefalede mig at komme til Ørsted Neuroseklinik. Jeg husker tydeligt lettelsen over at høre om, at jeg kunne få hjælp. Jeg tænkte ofte, at hvis det her er livet så vil jeg hellere dø! Men nu anede jeg håb i mørket. Der skulle dog gå en rum tid før jeg kom derop. Stedet var en del af min redning og jeg skylder stedet stor tak. Ørsted –neuroseklinik er i dag lukket og det er en forbrydelse mod folk i dyb krise. Jeg var altså en af de heldige der nåede at få hjælp.

I 1994 blev jeg indlagt på klinikken. Jeg var meget træt både fysisk og psykisk af at overleve. Jeg var udmattet af ensomhed og hovedpine. Sidstnævnte have længe været ulidelig. Ørsted lå smukt og fredeligt og jeg husker tydelig lettelsen over, endelig at få noget hjælp. Den første måned levede jeg alene på værelset – uden en værelses kammerat. Jeg havde dengang stadig vanen med at trække mig og holde mig tilbage. Jeg kom i en gruppe, som man skulle være sammen med det meste af tiden. Hver dag var vi i behandling, vi spiste alle måltider sammen. Vi holdt morgensang og kaffepauser sammen - det skulle vi. Vel var det dejligt at komme i gruppen.

MEN vi havde alle store problemer, havde intet overskud og trængte alle til hjælp. Derfor var der ikke altid overskud til at tage så godt mod nye, som jeg ville have gjort i dag. Nerverne sad udenpå tøjet sommetider og der opstod konflikter i gruppen. At jeg så derudover netop havde svært ved, at være i grupper gjorde det ikke nemmere. Jeg holdt mig en del til en jævnaldrende fyr i gruppen. Alene vores alder gjorde, at vi automatisk holdt sammen, men vi svingede også fint og fik spillet meget kort i pauserne.

Jeg var altså en af de yngste på stedet, og kunne være barnebarn og barn til flere og jeg blev da også hurtigt stedets kæledægge. Helt i begyndelsen var jeg dog ret barsk og ufølsom over for nogle af de andre. Det var ren desperation og min gamle følelse af mindreværd. Den slags kunne man vende i terapien, hvis man turde! I terapien mistede jeg min psykiske uskyld. Jeg hørte rædsler jeg aldrig vil glemme og fattede ikke, hvor barskt livet også var og er. Der gik en måneds tid og inden jeg fik en værelseskammerat. Det glædede mig meget, at jeg nu havde en at snakke med på værelset. Hun fortalte senere, at hun var dybt rørt over, at jeg gjorde hvad jeg nu kunne for at hun skulle føle sig velkommen.

Hvad var Ørsted? Bortset fra at være et behandlingssted fik jeg også minder om højskolen igen. Vi var altid sammen og blev hinandens fortrolige. Der var en bestemt facon med megen galgenhumor.

Så lige så meget, som der blev grædt lige, så meget blev der grint. Vi havde tavshedspligt så udenfor ens egen gruppe vidste jeg ikke hvad folk havde af problemer. Om Torsdagen skulle de forskellige grupper arrangere noget underholdning. Det kunne være foredrag, skattejagt - for voksne eller filmaften. Det var fint for så arbejdede vi yderligere med hinanden og fik glemt os selv for en tid. For dem der har set ”livet er fedt” eller ”pigen der troede hun kunne flyve” minder Tv-programmerne mig om Ørsted. Disse programmer fortæller bare om andre problemer. Der gik ca. 1 mdr. før jeg var faldet helt til og følte mig tryg. Jeg begyndte for alvor at åbne mig i gruppeterapien. Ca. på dette tidspunkt forsvandt også min hovedpine og jeg græd af glæde. Hen ad vejen blev jeg bedre til at lytte, mere følsom overfor andre og knyttede mig til flere i gruppen. Dette gjaldt især min værelseskammerat.

Jeg var indlagt i 4 mdr. og det var en glad pige der kom hjem til mor og far i weekenderne, hvor stedet var lukket. Så skulle jeg hjem, men til hvad kan man sige. Jeg havde ingen planer. Jeg skulle hjem til et 10 m2 stort værelse. Jeg havde ikke mange penge. Jeg havde én fast veninde og ingen kæreste. På det tidspunkt havde jeg levet i over 3 år i cølibat. Det var svært for en ung pige og jeg havde det dårligt med mænd. Jeg levede et stille ensomt liv – dog havde jeg telefonkontakt med medpatienterne fra Ørsted, hvilket hjalp. Jeg begyndte nu at gå i efterbehandling på Ørsted i en ny gruppe. Det var hver mandag og terapeuterne var nye for mig. Her fik jeg hen ad vejen nye kontakter, som jeg endnu har. På en måde var efterbehandlingen mere effektiv end indlæggelsen. Vi var kommet hjem og problemerne hobede sig op. Man kunne tage problemerne ét efter ét og forsøge at bygge en tilværelse op. Trods min første afsluttende status sagde, at jeg var faldet bedre ind i gruppen og jeg var mere afholdt var der LANG vej igen.

Efter Ørsted kom jeg på revalideringsklinik i arbejdsprøvning og det varede 1 år. Her kom jeg hjem ved 12-tiden – til intet. På et tidspunkt fik jeg tv og det hjalp lidt på aftnerne. Et par af min mors veninder tog sig af mig. De var ikke skræmt af en ung pige med ondt i sjælen. De havde levet længe nok til, at vide at tilværelsen kan være vanskelig. Udover det var jeg stort set altid alene. Min barndomsveninde fra Steinerskolen havde ikke kunnet rumme min depression. Hun skrev dog nu og da (– det var før man kunne sende e-mails), og det glædede mig. Jeg var heller ikke det sjoveste selskab, som jeg før har nævnt. På Ørsted skulle vi, i terapien, lave en afskeds øvelse. Vi var afslappede og blev af en terapeut ledet igennem øvelsen. Det handlede om afsked, men vi måtte selv bestemme med hvem. Jeg følte meget stærk sorg og gennemlevede min farmors død. Jeg var ved at bryde sammen og græd utrøstelig. Jeg fik dog den omsorg jeg havde brug for og kunne sætte ord på. Min morfar var død, ligeledes af mavekræft, kort efter min farmor. Min mormor døde nogle år efter Ørsted-opholdet, så den generation er væk fra familien.

Der skulle gå et par år mere på det lille værelse. Jeg havde ikke livslyst eller mod på at hygge om det. Jeg kan i dag ikke forstå, hvordan jeg kom igennem de mange ensomme timer. Jeg levede af pasta, ketchup og fiskepinde, som så mange unge med dårlig økonomi. Tiden gik med at drømme mig væk og skamme mig over ”ikke være som de andre”. Jeg så nu meget tv. Desuden havde jeg desperate ulykkelige samtaler med mine forældre, hvor jeg ofte råbte”dette er ikke noget liv” osv.

På revalideringsklinikken fik de gennemtrumfet, at jeg skulle have en bedre bolig. Jeg fik nu tildelt en 37 m2 lejlighed i Århus Nord. Dette er et område med mange proletarer og udlændinge. De første år var jeg dog glad for at bo der. Jeg skulle komme til, at bo der i 7 år. Her kunne jeg være i fred og skulle ikke se andre unge i øjnene. Det gjorde jeg før, da andre naboværelser blev lejet ud. Nu havde jeg desuden fået eget køkken og bad. Jeg tog stadig til Ørsted hver mandag. Der var rigeligt at snakke om. Alene det at være fattig og afhængig af systemet gav rigelig af frustrationer. Jeg var ikke den eneste med det problem og det var sikkert sundt at høre. Jeg sad ofte alene i weekenderne og begyndte her at få nogle ”one night stands”. Det skete vel hvert kvartal. Det gav lidt spænding og så fik jeg da lidt kontakt.

Efter jeg havde boet på Illerupvej ca. 1 år skete der noget. Jeg fik kontakt med en enlig mor, som boede i samme opgang. Hendes 3 børn blev jeg meget glad for. Jeg havde nu et sted at stikke ned til kaffe, låne sukker og diskutere tilbud i Føtex! Her kom jeg en del. Min store ensomheds værste fase var ovre. Hjerteveninder blev vi vel aldrig, da vi var meget forskellige i baggrund. Men vi fulgte med i hinandens liv og jeg var nu og da barnepige.

Jeg startede nu på Handelsskolens Grunduddannelse. Her fik jeg flotte karakterer. Hvad jeg ikke opnåede, var en ønsket læreplads. Jeg ville gerne arbejde i Matas eller andre lignende steder. Jeg skrev mange ansøgninger og var da også til samtale fx. i Magasin men uden held.
Jeg sadlede nu om og ville gerne arbejde som pædagog. Jeg ville allerhelst være PGU’er. Dette står for Pædagogisk Grunduddannelse og er en lidt kortere pædagog uddannelse. Jeg var i flere børnehaver hvor jeg gjorde mit bedste. Jeg blev dog frarådet dette område. Grunden var mit handicap med fx. manglende overblik og deraf lave stresstærskel.

Min far har jeg altid oplevet som fraværende mentalt og ikke den store psykolog. Der er intet ondt i ham, men han er som sagt ikke den store psykolog. Fra jeg var 13-18 år, kunne vi stort set ikke være i stue sammen. Dette var en af grundende til, at jeg ikke trivedes hjemme. Ihvertfald ikke længe ad gangen. I dag har vi fået snakket disse ting igennem og har det fint.

Nedturene kom dog stadig. Gerne om foråret. Sådan som jeg og folk i almindelighed mener, er det glædens tid. Folk får kærester og går mere udenfor. Man klæder sig af vinterens tykke tøj og kan ikke så selvfølgeligt gemme sig indendørs i sin egen hule. Det var også i foråret jeg kom hjem fra Israel. Ubevidst har disse traumer ”banket på” hvert forår. Det blev et fast mønster. Hvert forår var jeg på modtagelsen i Risskov. Oftest blev jeg indlagt. Jeg måtte have hjælp til min kraftige selvmordstanker der var så stærke, at jeg ikke kunne styre det. De overmandende mig. Jeg kunne ikke fungere og lå blot på sofaen og græd og græd i flere dage. Det var hårdt hver gang og jeg lå i min mors favn. Jeg græd og sagde ”hvem skal hjælpe mig når i er væk”. Det var min store frygt , at ligge sådan alene.

Jeg fik i disse år en god kristen fyr som ven. Vi blev langsomt mere og mere fortrolige og havde intense samtaler. Han troede på mig, han fortalte om Gud og at der er en mening med mit liv. Jeg troede dog ikke RIGTIGT på ham. Han var aldrig hjemme og jeg sad der i min lille bolig. Senere blev jeg dog en del af hans mange planer og arrangementer. Jeg var dog stadig sky, dyster og fik ikke rigtig andre kontakter end ham. Det er kommet senere.
I 2001 kom jeg på prøve til et flex-job på et plejehjem. Jeg skulle igennem mange og lange udmattende samtaler med systemets repræsentanter. Ligesom i børnehaverne var det hårdt, at blive vejet og fundet for let. Dette stod på år efter år. Jeg alene ”mod” arbejdsplads og af repræsentanter har jeg fået meget lort at vide. Fx. har jeg i en samtale fået at vide at min gang er forkert! At jeg gik forkert! Jeg kan huske, at jeg fortalte dette til min søde kusine på Fyn. Hun skreg af grin og sagde, at hun da aldrig havde hørt så dum en kommentar. Og hvad det lige havde med jobbet at gøre...

Men jeg grinte ikke. Jeg græd efter disse samtaler, for min sårbarhed blev ramt og min utryghed kom virkelig til overfladen.

Når jeg sad hos min sagsbehandler sagde jeg tit: ”Hvad gør de andre i min situation”? ”I må da have nogle erfaringer i kan bruge på mig”? Svaret var ”de sidder og savler i en rullestol” At være et grænsetilfælde er svært både for andre og en selv. Hvis jeg så havde siddet i en stol og intet kunnet havde det været lettere. Man ville ikke være i tvivl om hvad der skulle gøres. Det er svært når man er næsten normal - og det ”næsten” kan fylde meget. Fx. taler jeg 3-4 sprog fint. Samtidig har jeg svært ved, at finde nye steder. Når jeg er mødt op til nye job, er jeg altid kørt til adressen dagen før. Ofte har jeg ledt længe og spurgt en 3-4 forskellige om vej. Men jeg har været sikker på, at finde det næste dag. Jeg har ofte svært ved at slå op i en køreplan. Kørekortet har jeg endnu ikke lykkes at tage. Jeg er desuden usikker på mål i madopskrifter, men har fundet mit eget system. Min hjerneskade gør, at jeg har en tendens til at tale lidt for højt og være ublid i min stemme. Da jeg samtidig har virket velformuleret har jeg ”snydt” nogle arbejdesgivere. De er så senere blevet skuffede hen ad vejen.

Mens jeg tog HG fik jeg en såkaldt kontaktperson fra kommunen. Det blev jeg meget glad for. Han er på min egen alder og vi snakkede fint sammen. Det var omhandlende økonomi, jævnaldrene, jobs, forældre og andre emner. Da min underbo var bundet af små børn, var der stadig ikke nogen jeg kunne gøre noget med. I hvert fald ikke ofte nok. Min kontaktperson og jeg spillede tennis og det gør jeg stadig. Vi gik ture. Vi tog på biblioteket og en tur til Norge blev det også til. Meget flot af kommunen! Det var en stor hjælp for mig. Han har da også set mig dårlig –men det hjalp med de regelmæssige besøg. Den værste vrede og frustration blev vendt på Ørsted i efterbehandlingsgruppen. Men så en dag, efter 1½ år, var det slut. Mit liv var stadig ikke optimalt. Dog følte jeg vingerne kunne bære og jeg turde gå små forsigtige skridt.

Depressionsanfald

Da jeg kom til Århus fra Kbh. gik jeg til lægen. Jeg var fjern og havde ondt i hovedet og mistrivedes generelt. Der blev taget en masse almene prøver for at udelukke noget fysisk. Jeg kan huske, at der blev taget et hav af blodprøver. De så alle sammen fine ud. Derefter kom jeg til EEG scanning (hjerne scanning) på hospitalet. Denne prøve skulle vise, om jeg havde epilepsi, da jeg jo var fjern og fraværende og det kunne være en årsag. Der var ingen tegn på epilepsi. Jeg kom ud til en neurolog i Risskov, som mente at jeg ikke hørte ind under hans regi. Jeg husker tydeligt min mor og jeg var derude i hans kæmpe villa. Der var et værre leben og han fortalte henkastet at han havde 6 eller 7 børn. Det er ret sjældent man støder på så mange børn i dagens Danmark.

Senere sendte Ørsted mig til en intelligenstest. Det var vist ikke det man kaldte det, men det var hvad det var! Jeg skulle bl.a. svare på hvem der var statsminister i Danmark! Er der noget jeg altid har haft check på så er det dét. Jeg var og er politisk interesseret så det var et idiot spørgsmål i mine øjne. Der kom også sværere prøver og spørgsmål. Jeg skulle tælle baglæns og genfortælle en historie, som den prøvesagkyndige læste op og samle nogle forskellige figurer, hvilket jeg havde svært ved. Hendes konklusion var den, at jeg var normalt begavet, men min ene hjernehalvdel var skadet. Jeg havde svært ved at overskue og tænke eksakt. Dette vidste jeg jo godt – nu var der så bare en autoritet der sagde det.

Mine depressionsanfald starter ofte med, at jeg føler, jeg ligger mod glas. Jeg kan føle glas mod brystet og mod maven. Jeg føler mig meget ensom og angstfuld. Jeg græder og siger ”jeg føler jeg ligger i kuvøsen”. Min underbevidsthed og min krop husker fornemmelsen. Jeg græder mere og mere ja, brøler nærmest og lyder som et forpint barn. Bølger af angst skyller over mig og jeg vil væk. Det gør ondt i mit hjerte og jeg vil ikke dø men væk. Det eneste væk jeg kan komme i tanke om er døden. Jeg ligger, en dag eller mere, i fosterstilling og har meget brug for tryghed. Jeg sover meget af tiden. Efter et par dage kommer en forbedring og jeg kan spise lidt og gå en kortere tur. Jeg er farveløs i ansigtet og har sorte rande under øjnene. Øjnene er uden liv og uglade. Gudskelov går det over. Ofte græder jeg i min mors favn og siger ”jeg orker det ikke mere” og ”jeg kan ikke mere”, men det gør jeg hver gang.

Det går langsomt fremad. Jeg kan se lidt tv og læse en lille smule, som dagene går. Det er også sket, at jeg har vovet mig ud på cykel engang imellem. Min mor har dog været med. Pludselig kan jeg få det meget skidt og vi må vende om, da jeg græder for meget til at turen kan lykkes. Man kan IKKE tage sig sammen når man har en depression. Det er en sygdom og hvad jeg kender til, så går det over.

Oftest opdages en depression ved disse symptomer:
Håbløshed, manglende glædesfølelse, tomhedsfornemmelse, passivitet, irritabilitet, dårlig koncentration, smerter fx. hovedpine, dårlig nattesøvn og vågner tidligt, spisevaner forandres til for meget eller til for lidt, seksualiteten er påvirket, længes efter at dø, som jeg gjorde.

Naturligvis kan andre ikke deprimerede have disse symptomer. MEN varer det 3-4 mdr. i træk eller mere så ville jeg ikke tøve med at søge læge.


Peter Madsen 2002

Tiden gik og jeg begyndte selv, at tro på at det hele nok skulle gå. Nu troede jeg på folk når de sagde ”det skal nok gå alt sammen”.

Selvom jeg endnu kom hos min underbo med børnene var ensomheden et problem. Jeg svarede på flere kontaktannoncer skrevet af unge der søgte venner. Desværre hørte jeg aldrig noget.

Jeg skrev nu selv en annonce til Århus Onsdag. Jeg ønskede at starte et bofællesskab med andre unge. Det skulle være lidt specielle unge fx. blinde eller nogle i kørestol. Jeg forestillede mig, at de kunne være i samme situation som jeg og vi kunne støtte hinanden. Den eneste respons var fra to mænd, som rent ud sagt bare ville i seng med mig.

I denne periode skrev jeg en anden annonce. Jeg skrev jeg søgte andre for tidlig fødte, helst fra samme årgang som jeg. Der ringede nogle meget søde forældre, der selv havde for tidlig fødte og en der arbejdede med præmature. Det jeg fik mest ud af var en fyr der (også) hedder Peter. Han er født i samme år som jeg og har haft lidt mere rodet opvækst. Vi mødtes og da jeg gav ham et knus kunne jeg mærke at han havde de samme spændinger og angst i kroppen. Her var endelig en fyr af min slags. VI kunne forstå hinanden. Peter er meget meget varm og sympatisk og har ligesom jeg meget brug for tryghed. Han er meget sammen med sin mor og elsker sine katte! Jeg håber det bedste for ham. Desværre svarede han ikke på mine mails.

Jeg kærestede lidt med nogle forskellige fyre. Jeg var naiv, ukritisk og hungrede efter opmærksomhed. De havde alle problemer med alkohol eller andre rusmidler. Jeg kunne meget nemt have fået nye problemer men gudskelov skete det ikke for alvor.
Pengene var blevet flere, men stadig kunne en tandlægeregning, en medicinstigning eller tilbagebetaling skabe kaos. Det endte altid med nerver, gråd og panik.

Jeg læste en artikel i et ugeblad om en ung pige der have været narkoman. Hun fik en hjerneskade og det blev hendes redning. Hun kom ud af kriminalitet og stoffer og med i en hjerneskadeforening. Hun havde fået et nyt liv og en ny chance for et bedre liv.
Jeg besluttede at kontakte denne forening. Jeg fik en snak med den daværende leder og mødte op.

Da jeg mødte op første gang, var jeg lige ved at gå igen. Det jeg så var nogle meget skadede fyre. Naturligvis var det ikke kun fyre, men det var dem jeg først lagde mærke til. De stod og røg og fik sig en øl. Jeg tænkte: ”hvor passer jeg ind i det?”. Jeg blev dog og første aften kom jeg til, at sidde ved siden af to fyre. Den ene var Peter. Den anden snakkede jeg en del med, da han arbejdede det sted hvor min gode kristne ven også arbejdede. Han fik ret hurtigt inviteret mig hjem og det viste sig, at han så vidt jeg forstod ville i seng med mig og jeg stoppede kontakten. Jeg ville i hvert fald ikke se ham alene. Den anden fyr, der hed Peter, var nem at snakke med. Desuden havde han det dejligste smil og var selv ret ny i foreningen.
Da aftenen var omme var jeg ikke i tvivl om at her ville jeg komme igen. Jeg udvekslede hen ad vejen telefonnummer med Peter. Han ringede nu og da og vi gik en tur. Andre gange så vi en video eller tog på café. I måned efter måned sås vi kun som venner. Jeg tænkte ikke så meget over Peter, dog var jeg altid glad når han ringede. Sommeren 2002 var jeg med min kristne ven i Portugal. Det krævede en del arrangement, som jeg stod for og vi havde en dejlig tur. Jeg lovede at sende et postkort til Peter og jeg holdt mit ord.

Senere var vi til et fælles arrangement, hvor vi bl.a. skulle se en film. Det lyder nok lidt pudsigt men jeg så Peter med briller for 1. gang og hvor var han sød! Der begyndte jeg at se ham som mere end en ven. Vi var også begyndt at snakke om vores ligheder. Sygdom i 20èrne, mistede venner derved og ensomhed.

Peter har været i meget alvorlig uheld som 20 årig. Han blev hjerneskadet og har måttet kæmpe en meget hård kamp. Han måtte lære at tale, læse, skrive og gå helt forfra.
Tingende udviklede sig langsomt. Jeg var ret sky og kold i starten. Peter var gudskelov vedholdende og var lykkelig for hver lille sejr han gjorde med mig. Langsom faldt jeg for denne fyr. Den første sommer som kærester var vi på højskole med hovedtropperne. GUD! Hvor var vi forelskede. Vi blev sågar nævnt i nogle taler og så vidt jeg husker i en artikel i hovedtroppernes blad. Vi var uffateligt forelskede! Desuden mødte jeg den pige, jeg havde læst om i et blad. Hende der havde gjort, at jeg overhovedet startede i hovedtropperne. Vi svingede godt og det var sjovt at møde hende.

Den dag i dag har Peter og jeg været igennem meget. Først venskab, siden forelskelse, vi har boet sammen i 1 års tid. Vi var forlovede et års tid og den 12.06.04 blev vi gift. Peter HAR set mig ulykkelig, men ikke i de mest grelle tilstande. Jeg har nu fundet den kærlighed, som jeg har savnet siden jeg var 16 år. Der går ikke en dag, hvor vi ikke siger ”jeg elsker dig”- og vi mener det.


Jobmæssigt er plejehjemmet det bedst der er sket for mig. Mine kolleger accepterer mig. De er meget gode til at læse mig, se når presset bliver for stort. Der bliver både stillet krav og taget hensyn. De ældre er oprigtigt glade for mig, da jeg har mere tid til at snakke. At jeg desuden er oprigtig interesseret kan de jo mærke. Til et af vores møder fra kommunen får jeg at vide, at den planlagte vej med flex-job ikke bliver til noget. Der er ikke råd fra plejehjemmets side.
Min jobkonsulent siger til mig ”ja, der er åbenbart ingen der vil have dig - så det bliver pension næste gang”. Jeg synes godt det kunne være sagt mere blidt.

Jeg er chokeret og frygter tanken. At skulle på pension som 33-årig imod sin vilje kunne jeg slet ikke forholde mig til. Jeg havde håbet at på et Flex-job kunne blive muligt. Fremover bliver pension oftere og oftere nævnt og i Januar 2003 søger kommunen pension til mig. De var søde nok til, at vente til der kom en ny pensionsreform for som de sagde ”hvis jeg kom under den gamle ville jeg få færre penge udbetalt”.

Min pension går igennem i forår 2004 og jeg går rundt i chok de første par dage. Jeg havde som sagt håbet til det sidste, at et Flex-job kunne blive aktuelt. Min mors ord om, at ”du kommer da ikke på pension” og ”det skal nok ende lykkeligt alt sammen” runger i hovedet.

Selv min chef på plejehjemmet havde sagt noget lignende. Jeg følte ikke det var endt lykkeligt alt sammen. Det gode ved det hele var, at jeg nu kunne få fred for de opslidende samtaler om min jobindsats. De har ofte været ret personlige og det har lettet mig at være des foruden. Næste skridt blev nu, at læse pensionspapirerne igennem. Jeg skulle læse hele pensionssagen og hvad der havde ført til, at pensionen gik igennem. Det var ikke munter læsning. Jeg fik en kæmpe stak papirer, som var problemfokuserende, negative og der blev smurt ret tykt på . Jeg ved godt det er for at få pensionen igennem. Men at sende sådan en stak ud til folk, og få dem til at læse det uden støtte burde ikke ske. Der burde være vejledning og forklaring fra en Pensionssagkyndig.

Mine forældre læste papirerne igennem. Min mor græd og min far rasede. Økonomisk er pension udmærket. Jeg får rabatter til tog og bus, svømmehal m.m. og det er slut med at stjæle toiletpapir sidst på måneden. Det er slut med at være flad den 20. hver måned. Og end ikke kunne købe sig et par nye sokker når det til trænger sig på. En kolossal forbedring der har hjulpet på min psyke. Som sagt har det også været en lettelse at slippe for de mange samtaler og systemet i det hele taget og det har gjort mig gladere. Pension som 33-årig er ikke, hvad jeg har drømt om, men jeg accepterer det nu og ser fremad.

NYGIFT

3. januar 2004 var Peter og jeg ude at spise på vores yndlingsrestaurant. Den hedder ”Rådhuskafeen” i hjertet af Århus. Anledningen var at det var vores 1 års forlovelsesdag. Vi møder nogle af mine bekendte, der sidder ved bordet ved siden af os. Et ældre ægtepar. Vi skåler med dem og snakker så sammen om løst og fast. Senere på aftenen rejser Peter sig. Han kommer over på min side af bordet. Peter knæler ned og frier til mig. Vi havde tidligere snakket om denne situation og vi havde fnist lidt forlegent og pjattet med det. Jeg havde hele tiden sagt at jeg ville undersøge økonomien omkring evt. giftermål. Jeg havde hørt om flere der mistede en del penge ved at gifte sig. Da frieriet endelig kom glemte jeg alt om snusfornuft og penge. Jeg krammede min Peter og sagde ja tak. Peter åndede lettet op! Han havde været nervøs –åbenbart.

Der skete så en lidt sjov episode. Da Peter friede bad han om min forlovelsesring. Han ville sætte ringen på fingeren. Det skulle være en symbolsk forsmag på det, der skulle ske i kirken. Nervøs som han er, taber han ringen i sit rødvinsglas og vi skriger af grin! Jeg ringer da til min mor og fortæller den glade nyhed. Vores bekendte der ikke har kunnet undgå, at se hvad der skete skåler og siger tillykke! Som de siger: ”vi troede ikke Vi skulle være de første til at høre nyheden”.

Aftenen forløber hyggeligt og da vi kommer hjem og i seng ligger vi og snakker. Jeg brøler af grin da Peter siger: ”I morgen skal vi have sendt bryllupsinvitationer ud!!!!” Der var mindst ½ år til vores bryllup skulle stå. Det var ikke helt nemt, at finde en bryllupsdato. Det royale bryllup mellem Frederik og Mary skulle først passere. Desuden skulle datoen ikke ramle sammen med folks sommerferie, for så kom der jo ingen gæster. Vi fandt efter megen snak frem og tilbage frem til at brylluppet skulle stå 12.06.2004.

Herefter skulle vi så finde den kirke, hvor vores bryllup skulle stå. Jeg ønskede Holme kirke, da min farmor er begravet her. Peter ønskede Frederikskirken, da han er konfirmeret her. Desuden er det den nærmeste kirke. Peters ønske blev udlevet.

Alle der har arrangeret et bryllup ved hvor stort et arbejde det er. Jeg var meget overasket over hvor meget der skulle gøres. Det kulminerede de sidste par måneder før brylluppet - vi havde virkelig travlt. Desuden skulle alt jo diskuteres, ikke blot mellem Peter og jeg, men også Vores forældre, som gav en skilling til festen, skulle rådgives. Der blev snakket meget i telefon og holdt flere møder!


12.06 2004

Den sidste nat før brylluppet har Peter og jeg sovet adskilte. Dette er en gammel tradition, som vi ville holde i hævd. Jeg sov alene i vores lejlighed og Peter var hos sine forældre. Den sidste aften snakkede vi flere gange i telefon. Derudover var han oven i købet hjemme, da han havde glemt den tale han skulle holde for mig. Det blev der grint en del af....så meget for adskillelse!

På slaget 7 på bryllupsdagen vågnede jeg glad og spændt. Jeg drak kaffe og spiste morgenmad. Jeg ringede til Peter for at høre, om han har lukket et øje. Desuden sagde jeg, at jeg glædede mig til, at se ham i kirken. Formiddagen brugte jeg til at tjekke at alt er i orden, kjole tilbehør osv. Ellers gik jeg rundt og var nervøs. Herefter skulle jeg til frisør, håret blev nydelig sat og jeg skulle nu hente min brudebuket. Den var efter mit ønske holdt i hvidt og blåt, som det finske flags farver og det skal være sådan! Dette var meget vigtigt for mig. Det var nu begyndt at regne og jeg gik hjem. Jeg kom gående i almindeligt tøj. Håret var flot sat ovenpå hovedet og sløret var ligeledes sat fast. Derudover havde jeg en paraply til, at dække over hele herligheden! Der var en del bilister den dag der kigger en ekstra gang! Hjemme ventede jeg på, at min brudepige, hun er min gamle barndomsveninde, skulle dukke op. Vi røg spændte en smøg sammen. Jeg tog det specielt indkøbte undertøj på. Herefter tog jeg de fine, hvide skinnende strømper på. Herefter ringer det på døren. Nogle finsk familiemedlemmer dukkede op bl.a. en finsk kusine, der havde lovet at lægge min make-up.

Jeg iklædes resten og den ene finske kusine udbrød ”du er flottere end Mary!” Hun bor i Danmark og har fulgt den kongelige bryllupsfest. Min brudepige og jeg fik igen ild på en af dagens utallige smøger. Så skulle sminken lægges. Dagcreme, lidt bruncreme og pudder lagde hun på. Herefter blev der lagt en øjenskygge i en masse perlemorsfarver. Til slut lagde hun en hvid lipp-gloss og jeg sørgede selv for mascara. FLOT! Jeg blev meget køn og spændingen og glæden lyste allerede ud af mit ansigt. Vielsen var klokken 13.30 og lidt efter 13 kunne jeg ikke vente længere. Min brudepige og jeg fulgtes langsom mod kirken. Gudskelov regnede det ikke længere. Udenfor kirken ventede min far. Han var glad og stolt.
Aldrig før havde jeg set ham så flot! Kordegnen talte lidt beroligende til os og lukkede os så ind.

Det var et fantastisk øjeblik. De første jeg fik øje på er min nærmeste to kolleger. De smilte stort til mig. Det føltes dejligt at gå igennem kirken og se de glade smil og se at mange var mødt op. Der var mage vi holder af også flere vi ikke havde regnet med at se. De første 15 minutter var jeg dog så nervøs at barmen hopper op og ned! Min Peter så beundrende på mig og jeg på ham. Selvom vi var i kirken kunne vi ikke lade være, med at kysse hinanden. Prædikenen med den dejlige kvindelige præst var meget fin og vielsesritualet gik godt.

Efterhånden var nerverne så meget i ro, at jeg kunne synge med på de salmer vi selv havde valgt. Vi gik nu ud sammen som mand og kone og var lettede og lykkelige. Vi kom ud til et omfavnelses orgie. Lykønskninger og ris modtog os. Vi gik, som planlagt, alle til vores hjem. Udenfor ved en græsplæne fik vi et glas. Desværre var der rigtig mange vi ikke fik snakket med. Der blev taget mange fotos af os. En tur til lejligheden afslørede at vores hoveddør var pyntet. En af min mors veninder, som jeg også holder af, står for overraskelsen. Vi åbnede døren og kom ind til champagne i køleskabet og roser på sengen, lavet af Peters søskende.

Herefter kom bussen gående mod restauranten, som vi havde bestilt. Her var det kun de inviterede inkl. min brudepige, der kom med. Vi fik velkomstdrikke, 3 retter god mad, min mors hjemmelavede brudekage og nat mad. Der var fri vin, øl og vand under hele opholdet på restauranten. Der var levende musik leveret af min familie og vi dansede brudevals. Imellem retterne var der fantastiske taler og sange. Min far holdt den bedste tale jeg har hørt og jeg græd uafbrudt af glæde. Der var også andre gode taler og fine sange lavet af forskellige gæster. Det var en fantastisk aften, som alle nød, og bagefter har vi kun hørt positive udmeldinger.

Da vi endelig kom i seng, sov Peter som en sten. Adrenalinen kører rundt i kroppen. Efter at have forsøgt at sove gik jeg rundt og kiggede på det gavebjerg vi havde fået. Jeg fik kun sovet lidt den nat. Næste dag forsøgte vi, at få LIDT orden i vores gaver og talte med vores forældre. Vores mødre havde heller ikke sovet ret meget! Dagen efter, mandag den 14., rejste vi på en uges bryllupsrejse. Målet var Paris og vi fik en god tur. 1 uge efter hjemkomsten fra Paris holdt vi igen fest. Det var nu for vores venner. De havde set vielsen, men skulle nu have en fest også. Jeg stod for maden. Min mor og svigermor hjalp til og vi havde en fin aften.

Højdepunktet var da min fætter fra Finland mødte op. Han kom helt fra Helsingfors for at fejre os som brudepar. Det var virkelig stort og rørende. Det var alt i alt en dejlig aften og den blev 3 før de sidste tog aftsted. Natten sluttede med at Peter og jeg fik en stille øl og kom trætte i seng. Den eneste skuffelse var, at der var kommet et par afbud.

FORÅRS DEPRESSION

I mange år har der været et fast mønster. Om foråret får jeg det psykisk dårligt. Det har gerne været i maj. Ofte er det gået ned ad bakke i nogle uger og så kulmineret i Maj. Ned ad bakke vil sige dårlig nattesøvn. Jeg har en tendens til at sjuske med hygiejnen derhjemme og får fx. ikke luftet nok ud. Nullermændene danser i hjørnerne og min personlige hygiejne er heller ikke i top. Det føles som en overvindelse, at komme i bad. Skulle der komme en lille plet på tøjet, bliver det taget med et skulder træk, hvilket ikke ligner mig. Andre bemærker at min stemmeføring er lav og langsom. Derudover er jeg mere passiv. Alt i alt skal alting overvindes.

Jeg husker tydeligt min sidste indlæggelse, det forår da jeg senere blev kæreste med Peter. En dag stod jeg i vaskekælderen i mit daværende kvarter. Jeg husker, at det enten har været en torsdag eller fredag. Pludselig gik der TOTALT panik i mig. Jeg kunne umuligt overskue at bære mit tøj op i lejligheden. Dette plejede jeg uden at tænke over det at gøre. Jeg hængte det op i stativer og på knager i vaskekælderen. Herefter løb jeg over til linje 11, der kørte ud til mine forældre. Det eneste jeg havde i hånden var et bundt nøgler. I bussen mødte jeg en venindes lillesøster. Trods hendes unge alder kunne hun se den var helt gal med mig. Da jeg jo ikke havde penge til bussen, stod vi af sammen. Hun købte noget i en forretning, så jeg kunne få kontanter til busbilletten. Herefter kunne jeg med god samvittighed køre ud til mine forældre. Min veninde fortæller senere, at hendes lillesøster var chokeret over at møde mig i den tilstand. Hun var mest urolig da hun slet ikke kan nå mig. Jeg gik snublende og grædende mod mine forældres hus. Jeg væltede ind af døren og var ved at bryde sammen.

Jeg husker, at min far stod og vaskede op. Hans forskrækkede ansigt sagde alt. Da jeg græd mere og mere utrøsteligt og længe kørte vi til modtagelsen. Efter lidt ventetid fik vi lov til at snakke med en læge. Jeg græd mere og mere nærmest brølede, mens jeg forklarede hvordan jeg havde det. Et par dage før, havde der været en af de ubehagelige samtaler med kommunen. Det havde uden tvivl været udløseren til denne tur. Lægerne mente uden tvivl, at jeg burde blive. Jeg tog imod tilbuddet med kyshånd. Jeg kan huske at jeg bad om frugt og danskvand og fik sodavand og en jogurt. Jeg fik også noget beroligende og endelig slappede jeg af. Jeg fik senere noget at sove på. Flere ugers stress og ”stilhed før storm” var kulmineret og hjælpen var nær. Mine forældre kom flittigt de næste 3 dage. Når de ikke var der ringede de ofte og min mor var selvbebrejdende. En uge før indlæggelsen havde jeg grædt og bedt om hjælp. Desværre blev det ikke rigtig taget alvorligt.

Jeg husker, der var Melodi grandprix på tv. Det var det år, hvor danske Malene blev nummer sjok! Jeg opfattede det dog ikke, da jeg var træt og havde fået piller. Jeg husker dog, at der var grandprix og Malene var med! Ellers gik dagene med læsning, måltider, snak med personalet og rygning. En enkelt gåtur blev det også til. Jeg husker helt klart, at jeg kom hjem mandag formiddag. Lejligheden var under renovering, og havde været det længe. At jeg ikke kunne føle mig hjemme i eget hjem i ugevis, havde også stresset mig. Det første jeg gjorde var at gå ned til mit vasketøj. Meget af tøjet var ganske lækkert, men jeg boede i et område, hvor mange manglede penge, så det siger sig selv: tøjet var væk! I hvert fald det pæne af det. Det var bittert og hvordan forklarer man lige et forsikringsselskab det! Men sygdom er sygdom og det vigtigste var, at jeg var frisk igen. Nu kunne jeg møde glad op på plejehjemmet igen.


FORÅR 2004

I foråret 2004 op til mit bryllup fik jeg det dårligt, som sædvanligt. Jeg gik et par uger og havde det skidt. Til sidst tog jeg på modtagelsen med blev denne gang sendt hjem. Derefter kontaktede jeg ”Gallo-huset” i Århus. Her fik jeg med det samme en god kvindelig psykolog. Problemet var, at der daglig kørte traumer rundt i hovedet på mig. Sætninger som folk har sagt og negative ting, jeg selv har tænkt om mig selv. Især når der ikke skete andet, kørte det rundt i hovedet. ”Jeg er ingenting” ”Jeg er ingenting” ”Syg og ubegavet” ”Syg og ubegavet” ”Du er lidt en enfoldig pige” osv. osv. Det var ligesom en plade der var kørt i hak. Derudover havde jeg de værste mareridt. Mindst hver uge havde jeg drømme, der var rædselsfulde. Jeg vågnede svedig, bange og utryg. Et mareridt jeg husker er, hvordan jeg gik på en skole. Ikke en bestemt skole jeg kender, men en skole. Udenfor skolen bliver jeg hånt, slået og sparket.

Lige indtil jeg kommer ind i skolen, for da er jeg i helle! Der kan ingen nå mig. Senere i drømmen er jeg i min lejlighed. Mine forældre er til stede i drømmen. Jeg lever i evig frygt, da mine mobbere holder til i lejligheden overfor. De skyder bomber gennem mine vinduer. De råber de frygteligste ting til mig. De holder konstant øje med min lejlighed og chikanerer mig. Til slut i drømmen siger min mor at jeg må væk. Trods gitter for vinduet har jeg ingen ro og ingen sikkerhed. Min mor siger ”du må gå under jorden” og sådan slutter drømmen.

En anden drøm er, at jeg går på en højskole. Jeg er på højskolen sammen med en af mine medpatienter fra Ørsted. Denne dame findes i virkeligheden og jeg var glad for hende under Ørsted-opholdet. En morgen vågner jeg og hører en nyhed. Min veninde er fundet tortureret ihjel på sit lille værelse. Stemningen i drømmen er meget angstfuld. Drømmen emmer af uhygge, angst og rædsel. Vi hører hvem morderen er og det viser sig at være en fra holdet. Bagefter ser jeg ham på flugt og føler hans angst og rædsel for at blive taget og straffet. Jeg ser hans flugt gennem natten i mørke i en mørk bil.

Stemningen efter disse mareridt er, som i drømmene. Der går en rum tid fra jeg vågner, til jeg fatter at det bare er en drøm. Jeg vækker min mand og han trøster så godt han kan. Så kan jeg ånde lettet op til næste gang....

Jeg har snakket med min psykolog om disse drømme og andre. Hun er ikke drømmetyder men har en teori. Mobbere og mordere er min psykiske sygdom. Jeg er hundeangst for at få alvorlige tilbagefald. Den angst må jeg se i øjnene og det har hun hjulpet med. Hun siger ligeledes , at mine drømme er udrensende og jeg kan allerede se, at mareridtene er blevet meget meget sjældnere. Jeg ser psykologen hver 14 dag . Især i starten følte jeg mig 10 kilo lettere og 10 år yngre efter besøgene. Jeg glæder mig stadig, til at besøge psykologen. Vi har naturligvis snakket om meget. Noget af det bedste har været, at min mand har været med nogle gange. Han har kunnet få råd og redskaber til, hvordan han bedst kan hjælpe mig når det ”brænder på”. Han har kunnet få svar på sine tvivlsspørgsmål og tanker. Mere end jeg har kunnet forklare. Det er godt for os.

Noget andet der er godt for folk der er alene og depressive er at få et husdyr. Naturligvis er det godt for alle. Det der har gjort mig gladere er vores lille fugl. Egentlig var det min, men nu er det både min mands og min fugl! Der er altid pludren fra et lille glad væsen og der er svar, hvis man kommer alene hjem. Der er en lille èn man har ansvar for, og den spreder oven i købet glæde. Eneste fejl ved vores pipper er, at man ikke kan gå tur med den og ae den. Jeg fatter ikke, at det ikke slog mig da jeg var mest ensom, at jeg skulle have et dyr at snakke med. Nu kan jeg give rådet videre.

Et andet godt råd er at gå til kosmetolog eller massage. Især singler uden en fast partner kan få dækket noget behov for ømhed. For rimelige beløb kan man få berøring og forkælelse. Noget jeg i hvert fald har nydt. Noget andet er at ”låne” nogle børn. Hvis der er børn i familie eller blandt venner, så opsøg dem. Det skaber glæde med et lille ansigt og en lille krop, man kan snakke og lege med. Naturen er også en evig kilde til glæde. At gåture, cykelture og løbeture er godt for psyken er også en gevinst. Og så er det gratis!

På Ørsted har jeg lært, at hvis ingen anden er god ved en, må man være det selv. For dem der IKKE har vægtproblemer kan man med god samvittighed kræse ekstra for maden. Brug en lækker bodylotion efter badet eller nyd en tur i svømmehallen eller spar sammen til en tur hos frisøren. Pas på dig selv. Jeg har selv gjort det i perioder, for var nogle mennesker dårlige for min kemi, så gik jeg. Det kunne være fulde folk, aggressive folk eller folk der er meget dårligere psykisk end jeg. Det virker måske koldt og kynisk, men kan være nødvendigt for at passe på sig selv. Tv-avisen er i disse tider en sand gyser. Jeg har selv svært ved det men sluk, hvis det bliver for slemt! Det er ikke for sarte nerver!

Hvis nogen overlæsser dig med deres problemer og du ikke kan rumme det. Så forsøg at lytte, men sig fra hvis det bliver for meget. Du kan eventuelt også give gode råd og ”sende sorteper videre” til professionelle. Så har man gjort noget, men ikke taget ansvar. Man kan også give sig selv ømhed. Jeg har i perioder sovet med en bamse. Det virker nok uforståeligt for mange. Men herregud! Ingen behøver at vide det og ingen ser det (hvis du sover alene). Skulle der komme gæster natten over, så behøver du nok heller ikke bamse for den ene nat. Pas på med alkohol og stoffer. DE løser ingen problemer, men skaber bare nogle nye. Selv hash kan give psykoser. Det er nok med 1 gang, hvis man ikke tåler det. Så er man for alvor syg og det er ikke det værd, hvis du spørger mig. Elsk dig selv, så vil andre også elske dig!

Jeg tror, at mange unge sidder og har det skidt med sig selv. Måske har de ikke engang familie i egen by og kender måske ingen, hvis de er tilflyttere. Man kan altid tage på modtagelsen. Den har ALTID åben og det er ikke noget at skamme sig over. Personalet er der for at hjælpe og det hjælper! Det andet man kan gøre, hvis man ikke kan overskue at komme ud, er at ringe.

Man kan ringe til samtaletjenesten på 98401460 eller Livslinjen på 70201201 eller Skt. Nikolaj Tjenesten på 70120110. Du kan sikkert selv finde flere. Telefonnumrene er årgang 2004-2005.

Definitionen på depression: Ja, det er faktisk ikke så enkelt endda og det har været diskuteret meget gennem årene. Helt kort kan det forklares med: sjælelig nedtrykthed, men man inddeler jo depressioner på forskellige måder, fagligt blandt læger inddeles de efter et system(ICD-10) hvori alle psykiatriske diagnoser indgår og her optræder de mest efter deres længder og inddeles i tilstande tilhørende gruppen af bipolare affekttive sindslidelser(tidligere manio-depressive), depressive enkeltepisoder og periodiske depressioner.

Tidligere, inddelte og forklarede man depressioner mere i relation til den udløsende faktor, da talte man om reaktive depressioner når forstemningen udløstes af en enkelt smertelig oplevelse fx. det at miste en nær. Der var den neurasteniforme depression som var en reaktion på en række belastende oplevelser, mens den neurotiske depression opstod af indre sjælelige konflikter og den maniodepressive depressive periode beskrives mere som melancholi. Til sidst findes også den symptomatiske depression, som kommer som nedtrykthed som led i anden sygdom(eks. demens).

Definitionen på depression er beskrevet af læge Lisbeth Ludvigsen.

OPSUMMERING

Mit liv er mere socialt, kreativt og aktivt. Økonomien er også stabil. Alt i alt er der sket meget på 5-10 år. Problemer vil der altid være, men Peter og jeg er ikke længere så alene – vi har hinanden og det er stort! Min dejlige bror sagde engang ”ja, der er ingen grænser for hvor galt det kan gå”. Gudskelov er det modsatte også tilfældet.

Pensionen er en skuffelse, men jeg tror på, at jeg kan få et liv alligevel. Andre unge kan nikke genkendende til de ting, jeg fortæller. Min sårbarhed fra fødslen og manglende selvværd har gjort alting sværere. At være et grænsetilfælde og ikke blevet forstået har været DYBT frustrerende.

En dejlig fyr, sagde engang til mig: ”Du er bange for du ikke finder den rette”. Hvordan han kunne vide det ved jeg ikke. Det kan have været rent gætteri, da mange unge har det sådan og jeg jo var alene på det tidspunkt. Jeg mødte heldigvis min dejlige mand. Hvad jeg også kunne være bange for, var at jeg ikke fandt mig selv! Jeg vil sige: jeg er godt på vej!