Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Victorias ankomst
af Ulrika Bjerregaard den. 29.12.06

Det var en smuk september morgen søndag den 24. Jeg havde lige været oppe og ude med hunden og for at hente avisen kl. 7.00. Jeg havde besøg af min veninde Susanne, som bor i Kbh. Vi havde været på venindetur med brunch og i svømmehallen dagen før. Det var lidt for tidligt til at stå op og lave morgenmad til os, så min mand og jeg lå i sengen og snakkede om, når nu babyen kom.

Klokken lidt i 8.00 rejste jeg mig fra sengen for at gå på toilettet, først sagde det et lille plask og da jeg rejste mig helt fra sengen kom resten af vandet. Mads spurgte, hvad det var og jeg sagde med ret rystende stemme, at det var vandet der var gået to måneder for tidligt. Jeg bad ham ringe til Skejby og spørge, hvad vi skulle gøre. Da jeg godt kunne regne ud, at vi nok skulle afsted snart gav jeg mig til at pakke toilettaske og lidt forskelligt. Men jeg blev hurtigt beordret i seng af sygeplejersken, som Mads talte med. Jeg måtte ikke rejse mig og de ville sende en ambulance med det samme. Vi fik vækket min veninde, som hjalp med at pakke det sidste.

Ambulancen kom ret hurtigt og jeg blev kørt afsted og Mads fulgte efter i bilen. Det var heldigt, vi havde besøg, for så kunne min veninde lufte hunden, inden hun skulle tilbage til Kbh.

Da vi ankom til Skejby kl. ca. 9.00 kom jeg ind på en af fødestuerne, hvor jeg blev undersøgt. Vandet var rigtig nok gået og livmoderhalsen var udslette og jeg var 1 cm åben. Beskeden var, at de ville forsøge at forhindre, at jeg gik i fødsel og håbede på at holde Victoria inde i mig i mindst 48 timer. Jeg fik en indsprøjtning med lungemodnende til hende med det samme. Bagefter blev vi kørt op på Y1, som er barsels/svangergang. Der var ikke nogen stue klar endnu, så jeg lå på gangen. Veerne var så småt begyndt at sætte ind og jeg fik besked på at sige til, når det blev værre. Jeg blev proppet med div. antibiotika, hvis der skulle være en infektion og fik også taget blodprøve.

Mads fik arrangeret at hans bror skulle komme og hente hunden, så han kørte hjem for at mødes med ham. Samtidig kunne han hente lidt forskelligt til os. I mellemtiden fik jeg en stue for mig selv. Det var bare skønt, man ligger nu lidt til skue på gangen.

Veerne var taget noget til og der var ca. 7 min. mellem, så jeg fik noget vehæmmende. Mads kom tilbage og vi lå og hyggede i hver vores seng på stuen.

Der var på intet tidspunkt noget foruroligende. Alle forsikrede os om, at alt var ok og babyen var meget aktiv. Hun blev overvåget en gang i mellem, hvor de kørte en strimmel. Der kom også en børnelæge fra neonatal og talte med os om, hvad der ville ske, når hun blev født. Der ville være en børnelæge til stede under fødslen og umiddelbart efter fødslen ville hun bliver overført til neonatal. Mads ville få mulighed for at komme med, mens jeg skulle blive på fødestuen. Hun ville blive lagt i kuvøse, hvor hun skulle overvåges og have ekstra ilt. De gav os ingen grund til bekymring. Jeg var mest nervøs for, hvor stor hun ville være og vi fik at vide, at vi skulle regne med alt mellem 1500 og 2000 g. Hun vejede 2100 g og var 45 cm lang. Flot stor pige.

Om aftenen var det som om veerne tog til. Mads insisterede på at hente en sygeplejerske, som valgte at hente jordemoderne. Til min store overraskelse og glæder viste det sig at jordemoderen, var hende jeg havde gået hos. Hun undersøgte mig og jeg var nu 5 cm åben. Hun ville gerne have mig ned på fødestuen, da hun mente, at det godt kunne gå stærkt fra nu af. Vi jokede lidt med, at hun jo så godt kunne annulere vores aftale om onsdagen.

Nede på fødestuen besluttede Mads sig for at køre hjem og hente kamera, som vi havde glemt. Han var nervøs for, hvor hurtig de ville gå, så han satte kørekortet over styr og kørte 200 km/t på motorvejen mellem Skejby og Hasselager. Så hurtigt gik det nu ikke. Fra kl. 00.00 til 03.00 var veerne udholdelige, men der blev kortere og kortere imellem og de begyndte at gøre ondt. Jeg fik lagt drop, da jeg skulle have antibiotika intravenøst over de næste på timer. Kl. 03.00 kiggede jordemoderen til mig, og sagde hun ville kigge ind igen kl. 4.00 og give mere i droppet. Mads lå ved siden af og sov. Det er ikke til at forstå, at han kunne sove fra det hele og min stønnen, men det kunne han.

Kl. 03.30 kiggede jordemoderen tilfældigvis ind til mig igen, jeg sagde at det gjorde megaondt nu og jeg gerne ville på toilette, da jeg havde det som om, at jeg skulle lave. Jeg kom på toilettet og bagefter ville hun gerne undersøge mig. Hun sagde, at hun da godt forstå, at jeg følte det som om jeg skulle lave, fordi hovedet stodt helt nede og hun kunne mærke det.

Hun fik jaget Mads op og i tøjet og sagde, det var ved at være tid.

I det næste stykke tid tog veerne til og jeg fik ilt i maske. Jeg prøvede også med lattergas, men jeg fik det som om jeg var fuld af det og det kunne jeg ikke lide, så det måtte blive ved ilten. Jeg kunne ikke få andet smertestillende, da fødslen var så fremskreden.

Jordemoderen sagde, at hvis jeg følte, at jeg kunne presse, skulle jeg bare gøre det. Jeg pressede og pressede og nej hvor gjorde det ondt. Men det varede kort. Victoria kom ud på nogle få pres. Kl. 4.44 havde vi en dejlig datter på 2100 g og 45 cm

Hun var sund og velskabt selv om hun var lille. Jeg fik hende kort op til mig efter børnelægen havde undersøgt hende. Der var ikke noget kritisk og jeg fik sagt hej og farvel. Det var meget hårdt og underligt, at de gik med mit barn. Mads fulgte med og så da hun blev lagt i kuvøse. Da han kom tilbage havde han et billede med og vi fik toast og te sammen. Inden jeg kom op på barselsgangen, var vi lige forbi for at se til hende i hendes nye hjem. Hun var helt skæv i hovedet og havde fået nogle blåmærker, men ellers havde hun det fint.

Hun lå i kuvøse den første uge og vi var på Skejby i en måned, inden vi kom hjem. Victoria trives og har det godt på trods af sin for tidlige ankomst.