Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Hannah, født i uge 31
af Helene Helsø den. 19.07.07

Om Hannah, der blev født i uge 31 efter godt en måned i truende fødsel og havde et ukompliceret forløb på neonatalafdelingen.

 

Jeg har meget længe tænkt på at dele min historie med jer og alle andre præmatur forældre, men det har taget tid og er egentlig lidt af en overvinderlse at sidde her og skrive, jeg kan ikke forklare hvorfor at det er en overvindelse, men kun fortælle at jeg fysisk har fået kvalme de andre gange jeg har forsøgt at skrive, og det har jeg tolket som jeg ikke var klar endnu. Men nu tror jeg tiden er moden og jeg vil gerne dele min historie med jer.

Jeg og min mand besluttede os for i 2004 at nu skulle vi have nogle børn, vi regnede ikke med at det ville være så svært, eftersom jeg var sund og rask. Men vi blev klogere, jeg blev godt nok gravid uden problemer, men aborterede i 6 uge. I alt aborterede jeg tre gange inden for et halvt år, nogle seje måneder, hvor ønsket om børn blev mere og mere svækket. Efter min tredie abort, blev vi henvist til screening på hospitalet, den konkluderede egentlig bare at vi var normale og havde været meget uheldige.

Jeg blev kort tid efter gravid igen, men at blive gravid var ikke en glædelig nyhed, taget min historie i betragtning. Jeg blev scannet tæt i første trimester og derefter gik alt godt. Jeg voksede og mærkede liv, arbejdede og nød at være gravid med stort G. Min mand og jeg blev gift og var på bryllupsrejse - det hele var ret så idyllisk.

Så skulle jeg til jordmoder tjek i 27. uge, og hun målte og lyttede og målte og lyttede - og blev ret så bekymret. Hun syntes maven var for lille i forhold til hvad den skulle være på nævnte tidspunkt. Så hun sendte mig op på sygehuset til en akut scanning, der desværre viste, at der var noget galt.

Jeg havde funneling, med kun 4 mm til at holde barnet inde, den lille havde kilet sig fast nede i bækkenet, og stod i hoved position. Jeg blev beordret at ligge ned, og blev kørt ind til Rigshospitalet, fordi sandsynligheden for jeg fødte for tidlig var stor og de kunne ikke tage så små børn på Roskilde. Det gik hverken værre eller bedre, at jeg fik veer undervejs derind, og et stort angst anfald, men jeg fik ve stoppende drop og antibiotika og der faldt ro over feltet.

Og så startede min tid som "rask" patient, jeg måtte gå på toilettet og i bad og skulle så ellers ligge ned. Det gik gik rigtig fint i to uger, herefter fik jeg sivende vand afgang, og efter endnu to uger gik jeg i fødsel, og fødte den 4. november 2005 lille Hannah på 1500 gram.

Det var meget overvældende at se hende første gang på neonatalafdelingen, hun lå i kuvøse, med hue og ble på, c-pap, var rød, rynket og tynd. Jeg kunne på ingen måde overskue at tage hende op og holde hende ind til mig. Det var meget overvældende, ikke lige det jeg havde drømt om som gravid, men det var den barske realitet. Dagen efter havde noget af forskrækkelsen lagt sig, og jeg fik hende i mine arme og op på brystet - et meget særligt øjeblik, der er svær at forklare, men det var fantastisk.

Hun kunne nu trække vejret selv, men var ellers på overvågning, fin og lille var hun. Her startede vores hverdag på neonatalafdelingen, efter få dage blev sendt hjem til Roskilde neonatalafdeling og det var som at komme hjem. Hannah voksede og voksede, og lignede mere og mere en lille baby som "alle andre". Hun lærte at sutte, så jeg selv kunne amme hende, og første juledag 2005 blev vi sendt hjem på orlov og tredie juledag blev vi endelig udskrevet fra sygehuset, det første vi gjorde var at tage barnevognen frem og trille en tur, nu var jo en rigtig familie.

Det var helt fantastisk at være hjemme, men også meget grænseoverskridende, nu var vi jo alene om det hele og ingen sygeplejersker til at spørge om råd og vejledning. Samtidig kom der en psykisk reaktion ovenpå hele forløbet, jeg sov ikke meget om natten de første måneder fordi jeg havde mareridt. Jeg drømte at jeg tabte Hannah ned ad trappen og hun slog hovedet og døde, samme drøm hver nat i lang tid. Da jeg endelig fik fortalt min mand om det, fortalte han at han havde lignende drømme, men hans drømme handlede om at han tabte hende i badet. Vi brugte meget tid på at snakke om de her drømme, holde om hinanden og slukke fjernsynet hvis der kom nogle programmer om præmature børn. Og som tiden gik forsvandt drømmene og Hannah voksede op.

Vi fik en hverdag sammen, men som alle andre præmature forældre var vi også bange for fremtiden, ville hun udvikle sig normalt osv. I dag i 2007 er Hannah 1 år o g 8 måneder, og er pige med masser af krudt i. Hun løber rundt, leger med sin dukke, synger sange, læser bøger og er lige så nysgerrig som Peter Pedal. Man kan ikke se på hende eller mærke på hende at hun er for tidlig født. Det eneste sted hvor vi er påpasselige er ved aftaler, vi har kun en aftale om weekenden og hverdagen kører næsten efter skema, hun går i dagpleje og er ellers hjemme. Laver vi for meget, får hun for mange indtryk, er vi for mange mennesker samlet på samme sted, så bliver hun ked af det og kan ikke finde ro, når hun skal sove. Om det her skyldes hun er præmatur eller "bare " er Hannah ved jeg ikke, men vi har fundet en løsning, som vi kan bruge i vores hverdag så vi alle tre trives.

I dag er jeg ikke længre bange for at Hannah ikke vil udvikle sig normalt, hendes start på livet er blevet et minde, erfaring og en historie vi kan fortælle hende som hun vokser op. Som menneske er min første graviditet også blevet en erfaring og et minde. Selvfølgelig er der stadigvæk stunder, hvor jeg dvæler med minderne, ved lyden af overvågningsudstyr kan jeg stadigvæk få hjertebanken, men mest af alt er jeg er min jordemoder dybt taknemmelig for at hun reagerede som hun gjorde, var det ikke for hende var Hannah kommet langt tidligere til verden. Jeg ser ikke mig selv som mor til et præmaturt barn, men som mor til Hannah, der fik en anderledes start på livet.

Det her var min beretning om et ukompliceret forløb på en præmatur afdeling, sådan kan det også være at føde for tidligt, og selvom fremtiden er uvis for os alle, så synes jeg indtil videre den tegner rigtig godt for min datter og vores lille familie.

 

Helene