Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Historien om Ida og Thomas
af Mette Valentin den. 06.09.07

En spændende historie om tvillinger på neonatal, der ender godt....

Begyndelsen:
Onsdag 31. januar om aftenen, fik jeg kraftige veer. Jeg var 28 uger henne i graviditeten, så det var jo alt for tidligt !

Sammen med min mand tog jeg ind på fødegangen, på Odense universitetshospital med det samme. Vi var meget bekymrede for vores tvillinger, og vidste ikke, hvad der nu kunne komme til at ske.

På fødegangen blev vi heldigvis beroliget med, at vores tvillinger sandsynligvis ville overleve, hvis de kom nu. Jeg fik noget vehæmmende medicin og en indsprøjtning med lungemodner til babyerne i min mave.

Heldigvis standsede veerne, men jeg havde åbnet mig 1½ cm, og blev derfor indlagt på svangreklinikken.

Afd. D5- Svangreklinikken:
Da jeg havde ligget på svangreklinikken i 2 uger, fandt lægerne ved en rutineskanning ud af, at Ida ikke var så stor, som hun skulle være... Jeg blev tilbudt en samtale med en sygeplejerske og en læge fra H5, så jeg kunne forberede mig på, hvad der skulle ske, for det lå helt fast, at babyerne ville blive født for tidligt, præcis hvor meget for tidligt, vidste vi dog ikke noget om endnu.

Det var dejligt og befriende at tale med dem fra H5, for de beroligede mig, og jeg fik et indblik i, hvad det vil sige, at have et/ eller flere børn som er for tidligt fødte, og derfor skal tilbringe den første tid i deres liv, på en neonatalafdeling.

Jeg blev også tilbudt at komme ned og se afdelingen, men det havde jeg ikke lyst til. Jeg blev herefter skannet hver 2. dag, og efter yderligere 2½ uge, blev min mand og jeg, i fællesskab med lægerne, enige om, at det var tid til at tvillingerne skulle tages ved kejsersnit, næste dag...Om aftenen tog jeg med min mand hjem til vores 2 store sønner, for at forberede dem på, hvad der nu skulle ske, og for at få en sidste aften sammen med dem, inden tvillingerne kom til verden.

Jeg mødte op på svangreklinikken næste morgen, og kl. 09:45 blev jeg kørt ned på gynækologisk operationsgang, hvor selve indgrebet skulle foregå.

Kejsersnittet:
Der var en rigtig god og varm stemning på operationsstuen, hvor de fleste allerede kendte mig, fra mit lange ophold på svangreklinikken.

Selve kejsersnittet tog bare 5 minutter, jeg mærkede at de tog babyerne ud, en ad gangen, men der var ingen smerter forbundet med det. Jeg havde fået en spinalblokade, som bedøvede mig fra brystet og ned til fødderne ! Lige efter kejsersnittet var overstået, endnu mens de syede mig, kom mine dejlige og velskabte, men små babyer op til mig i 10 minutter, for at få et kys og sige hej ! Deres far fik også hilst på dem, og han havde tårer i øjnene af lykke over at se, hvor fine og velskabte de var. Herefter blev babyerne lagt i en kuvøse, og sammen med deres far og lægerne, kørte de med elevatoren op på afd. H5, hvor de blev lagt i hver sin kuvøse. Her blev de grundigt undersøgt, og vasket rene.

Afd. H5 – Neonatalafdelingen:

På H5 fik de begge lagt en sonde, som de fik, først næring, og derpå i løbet af de første par dage, min modermælk igennem.

Jeg selv blev kørt på opvågningen, hvor jeg skulle være et par timer, indtil bedøvelsen havde fortaget sig.

Min mand løb i fast rutefart mellem H5 og opvågningen, for at holde mig orienteret, og se hvordan jeg havde det. Jeg havde det nu usædvanligt godt !

Jeg var lettet over at det var gået så godt, at de var så velskabte, og ikke mindst var jeg lettet over at vide at de ikke fejlede noget – det var en frygt jeg havde haft siden lægerne fandt ud af, at Ida ikke var så stor, som hun burde være...

Efter et par timer på opvågningen, blev jeg kørt i sengen op på afd. H5 for at se mine dejlige små babyer. De lå i hver sin kuvøse, med en sonde hver i næsen, og sov fredeligt. Det var så smukt at se dem – og min mand og jeg sad længe og kiggede på dem, før jeg blev kørt videre op på barselsgangen, for at hvile mig – og få et solidt måltid mad, ovenpå kejsersnittet.

Allerede samme eftermiddag var jeg nede på H5 hos dem igen, og om aftenen kom de ud til mig og lå oppe på mit bryst i 15 minutter – det var helt ubeskriveligt !!!
Thomas vejede ved fødslen 1658 gr. og var 43 cm lang

Thomas havde brug for hjælp til at trække vejret, og fik derfor C-PAP (eng: Continious Positive Airway Pressure) i næsen.

Han lå med en lille hue på, hvor det lille stykke plastik som luften passerede igennem, var monteret på. Den allerførste nat, fik Thomas svært ved at trække vejret, selvom han lå med C-PAP, og han blev derfor lagt i en respirator tidlig næste morgen.

Her blev der taget et røntgenbillede, som viste, at hans ene lunge var punkteret, og lungevævet i venstre side fyldt med luft. Årsagen var, at trykket på C-PAP’en havde været for højt, for hans umodne lunger. Der blev herefter lagt et dræn, og allerede næste dag, kunne han flyttes ud af respiratoren igen.

Den følgende dag, var lungen normaliseret igen, så drænet kunne nu fjernes.
Thomas fik herefter stadigvæk C-PAP, men som ugerne gik, blev det efterhånden til C-PAP med lange pauser uden, og efter 3 uger kunne C-PAP´en fjernes helt. Thomas’ lunger var nu i stand til at klare arbejdet helt selv, uden hjælp.

Thomas havde også lært at die hos mig, og han tog hele sin døgnmængde ved brystet, uden dikkedarer – det var bare så flot !!!

Thomas var dog ikke færdig med at forskrække os, på H6 fik jeg mit livs største forskrækkelse, da han var knap 3 uger gammel....se mere under afsnittet H6
Ida derimod var så lille at hun skulle vokse noget mere, før hun kunne sutte så længe og tage mælk nok, men hun øvede sig stædigt – hver dag !!!

Ida vejede ved fødslen 1005 gr. og var 37 cm lang

Ida havde ikke brug for C-PAP i næsen, men havde gulsot og blev lagt i FOTOLYS – det er en slags solarium der føres hen over kuvøsen.

Ida havde hele tiden for høje bilirubibtal (altså gulsot) og hun lå derfor i FOTOLYS det meste af tiden. Dog var hun hver aften sammen med Thomas ude hos mig og ligge Kænguru oppe på mit bryst, et par timer, og indimellem fik hun FOTOPAUSER på en dag eller to. Efter tre uger var Bilirubintallet endeligt faldet så meget, at hun ikke længere skulle ligge i FOTOLYS !

De daglige blodprøver blev efterhånden stabile, og da Thomas og Ida var 3½ uge gamle, blev de overflyttet til afd. H6 (mor/ barn afsnit) i første omgang alene, uden mig, men allerede efter 2 dage fik jeg en sengeplads sammen med dem – endeligt skulle vi være sammen hele tiden – det var bare så stort – det havde jeg længtes efter !!!

Jeg havde indtil da, boet på patienthotellet, og været hos tvillingerne, så meget som muligt, hver dag. Om lørdagen tog jeg dog hjem til min mand og mine to store sønner på 7 og 4 år, for også at være sammen med dem. I mellemtiden passede de søde sygeplejersker tvillingerne – de hyggede lidt ekstra om og med dem – indtil jeg kom igen søndag eftermiddag.

Jeg pumpede, allerede fra den første dag, mælk ud til babyerne med en malkemaskine, 6 gange hver dag, og heldigvis var der mælk nok, til at de begge kunne få, alt det de havde brug for, samtidigt med at der var noget der kunne fryses ned.

Et par gange om ugen kom min mand og vores store sønner, ind for at besøge os, men det var først da vi kom på H6 at mine store sønner kunne få lov til, at holde de små, for allerførste gang !!

Afd. H6 – Mor/ barn afsnittet:
Da Thomas var 3 uger gammel fik jeg mit livs største forskrækkelse... pludseligt blev han slap og blå ved mit bryst hvor han lå og diede...han trak ikke vejret og hans hjerte var holdt op med at slå... jeg kunne ikke ruske liv i ham..

Jeg sprang ud af sengen og løb afsted mens jeg gav ham udvidet førstehjælp ved at give hjertemassage og puste luft ind i hans mund og næse.. jeg løb hen på stue 3, hvor der altid er sygeplejersker, og råbte på hjælp...i samme øjeblik gav han en lyd fra sig, men var stadigvæk helt slap og respirationsløs... Lægerne, som heldigvis var på stuegang på afdelingen, tog ham over på et bord, hvor de manuelt pumpede mælk ud af hans lunger imens de gav ham ilt og hjertemassage, de lagde en tungeholder i halsen på ham, han blev tilkoblet en saturationsmåler og fik påsat C-PAP i næsen, og der blev ringet til H5 at de skulle gøre en respirator klar... I det næste nu hørtes et højt og gennemtrængende vræl fra Thomas, som havde spyttet tungeholderen ud, og altså var kommet til en vis grad af bevidsthed igen....det var det dejligste vræl jeg nogensinde havde hørt !! I papirerne står der at der gik 9 - 11 minutter før han havde egen respiration igen, men for mig føltes det som en evighed... Respiratoren blev aflyst, men Thomas skulle over på H5 for at blive holdt under observation, og for at man kunne sætte elektroder ind i hans hoved, for at se, om han havde taget skade...han havde jo kortvarigt været død !!!

Jeg bar ham selv derover, og vi blev placeret på stue 7, hvor også Thomas og Ida lå, da vi var på H5 til en start. Heldigvis viste målingerne, at han ikke havde taget skade...han begyndte hurtigt at trække vejret fint selv igen, og ved 20 tiden, valgte man, at han ikke havde brug for C-PAP én. Han skulle dog for en sikkerheds skyld overnatte på H5. Ida og jeg sov på H6.

Næste formiddag kom Thomas tilbage til os på H6. Han fik en APNØ alarm på (giver alarm ved respirationsstop) - det var rart lige de første par dage, for der var ikke fundet nogen forklaring på det der var sket - man forventede at det var et såkaldt fejlsynk, men kunne ikke forklare hvorfor eller give noget bud på, hvordan det kunne undgås i fremtiden...Lægerne sagde også, at var det ikke for min hurtige reaktion og den udvidede førstehjælp, var Thomas sikkert død, og som minimum ville han uden min hurtige indsats have været blevet hjerneskadet...

Jeg blev rost og klappet på skuldrene af alle de læger og sygeplejersker som var på afdelingerne, i tiden efter, men følte selv at det var mere instinkt end forstand der havde reddet ham...jeg nåede jo slet ikke at tænke – jeg reagerede bare, og heldigvis for os var min instinktive reaktion altså at give ham udvidet førstehjælp.

Efter et par dage med Apnø alarmen, hvor den ikke havde givet udslag, bad jeg lægerne om at fjerne den igen. Lægerne havde nemlig fortalt mig, at det alene var for min tryghed den var der, set med deres øjne var det højst usandsynligt at det skulle ske for Thomas igen... men det gjorde det dog...se mere under afsnittet ”Hjemme”
Ugerne på H6 var alt i alt, både før og efter forskrækkelsen, nogle dejlige uger, hvor vi hyggede os, tvillingerne blev beundret af sygeplejersker, familie og venner, og de voksede godt, hver dag. Ida lærte også hurtigt at drikke sin mælk ved mit bryst, og jeg selv lærte at amme 2 babyer på en gang.

Thomas og Ida blev vejet hver gang de havde spist, så jeg kunne se, og notere ned på vores seddel, hvor meget de hver havde fået – det var smart !!! Vi fik også nogle gode venner blandt de andre mødre og fædre derinde – venner som vi håber vi kan bevare i mange år frem !!!

Hjemme:
Da Thomas og Ida var 1 måned gamle, fik vi endeligt lov til at komme hjem !!!
Thomas vejede da 2200 gr. og Ida vejede 1680 gr.

Efter 3 uger herhjemme fik vi for første gang besøg af vores sundhedsplejerske – hun syntedes at de begge var meget fine og i rigtig god trivsel. Sidst på eftermiddagen samme dag, fejlsank Thomas ved brystet, han blev slap og blå, men jeg fik ham hurtigt vendt på hovedet så mælken kunne komme ud...gav ham herefter ilt i næsen, og han kom hostende men hurtigt til bevidsthed igen. Vi ringede til vagtlægen som kom og så på ham, han var OK, men lidt groggy, og vi fik at vide, at vi skulle se an et par dage, og så henvende os, hvis der skete mere, eller hvis vi blev bekymrede over noget ved ham. Han sov resten af aftenen, men vågnede tidligt næste morgen med et stort smil og sit sædvanlige herlige humør.

Herhjemme er de efterfølgende bare fortsat med at trives og vokse præcis som de skal. 3 ½ måned gamle vejer de hhv. 3700 gr. og 4900 gr - Ida er 52 cm lang og Thomas er 60 cm lang.

Ved vores 1. besøg i H-ambulatoriet hvor de følges det første år, blev det besluttet at Thomas’ lyskebrok skal opereres.

Set i bakspejlet er det sandsynligt at Ida er 3 – 4 uger yngre end Thomas, og det var sikkert derfor hun var mindre end sin bror. Allerede i starten af graviditeten blev der snakket om denne mulighed, men da senere skanninger viste at de var nøjagtigt lige store (ud i 7 decimaler) gik man bort fra denne tanke, altså indtil man efter vores ophold på OUH ikke kunne finde anden forklaring på hendes størrelse, den symmetriske væksthæmning og hendes ellers perfekte helbred.

Man kan godt sige at det så var unødvendigt at tage dem ud, men lægerne gjorde jo hvad de fandt bedst, og vi er bare SÅ glade for at vi har dem begge og at de trives og er sunde og raske begge to !! Bortset fra dette er de begge jo helt OK og i en rigtig god udvikling uden men af deres tidlige start på livet – det priser vi os lykkelige for – vi har været – og er – meget heldige !!!