Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Carl Emil - mit lille mirakel
af Anna den. 19.09.07

Nogle mennesker siger, at tror man på mirakler, så sker de virkelig. Her fire år efter jeg blev mor for første gang, er jeg ikke et øjeblik i tvivl, mirakler (store som små) sker hele tiden, ofte når man mindst venter dem…

Mit mirakel skete en, for andre mennesker, nok helt almindelig sensommerdag. Jeg ventede mit første barn og var helt igennem fuld af forventning og glæde over at skulle være mor. Min graviditet var meget ønsket og forløb fint. Derfor var min forbavselse stor, da jeg en september morgen i uge 30 vågnede ved at vandet gik, og alle mine tanker om hvordan og hvornår mit barn skulle komme til verden, blev vendt på hovedet. Med ét forvandledes mit overskud og min glæde, til bekymring og ængstelse – for hvad nu? Ville jeg miste det barn, som allerede var en del af vores lille familie? Kunne man overhovedet klare at komme til verden på den måde? Og hvordan ville det lille menneskes fremtid tegne sig? På intet tidspunkt i graviditeten havde jeg overvejet, at en for tidlig fødsel kunne blive aktuel for os – så mange andre ting (praktiske og upraktiske) var blevet vendt og drejet mellem min mand og jeg, men aldrig den mulighed - at vi allerede ti uger før terminen skulle møde vores barn.

Sådan gik det heldigvis heller ikke helt. Mine veer blev sat i stå, og jeg blev indlagt til aflastning, i en uge. Jeg tænker af og til tilbage, på alle de tanker jeg gjorde mig, mens jeg lå på sygehuset. Jeg forsøgte at stille mig tilfreds med, at selvom man fra sygehusets side prøvede at forberede os på bedste vis, bl.a. ved et besøg på neonatalafdelingen, så kunne jeg ikke blive klar til at modtage mit barn før tid, ikke uden angst i hvert fald. Kort tid efter blev fødslen en realitet, vandet gik igen, og denne gang forsøgte man ikke at standse fødslen, da den allerede ved ankomsten til sygehuset var godt i gang. Sidst på aftenen blev vi forældre til en lille dreng, der allerede ved første meget hurtige øjekast var helt perfekt i mine øjne.

Her flere år efter kan jeg sagtens se på fotografier og høre på måden min mand beretter om oplevelsen på, at det ikke var helt så udramatisk og perfekt en start for vores lille søn, men lige der i vores første møde som var virkelig kort, da han hurtigt skulle i kuvøse, forblev han mit helt perfekte og helt igennem velskabte barn.

De efterfølgende uger på sygehuset, blev en blandet fornøjelse for os alle tre. Der var mange op og nedture, især fordi jeg ikke måtte være indlagt med min lille søn. Jeg måtte være hos ham i løbet af dagen og om aftenen - men nætterne foregik hjemme i min egen seng med et vækkeur og en udmalkningsmaskine. Det var ikke til at bære at skulle forlade sygehuset uden barn, og jeg kørte grædende hjem de fleste aftener. Jeg kan endnu genkalde mig følelsen af at se andre par gå sammen ud fra sygehuset med lift og barn. Gang på gang tog jeg mig selv i at tænke: ”Mon de overhovedet har nogen ide om, hvor heldige de er?” Min søde familie gjorde alt muligt for at overbevise mig om, at snart ville jeg også kunne tage min lille søn med hjem i en lift, og passe ham selv - sådan som det burde være, men jeg kunne indimellem have svært ved at dele deres optimisme. En af sygeplejerskerne som var tilknyttet os, gennemskuede mig, selvom jeg forsøgte, ikke at lade andre høre om de ting jeg syntes, jeg var blevet snydt for; barselsbesøg, en nuttet og buttet baby, min mand og jeg hånd i hånd alene med det lille vidunder osv. Hun lod mig heldigvis forstå, at de følelser var helt legale, og at jeg havde lov til at føle mig snydt over ikke at have fået en ”reklamebaby” med alt hvad dertil hører.

En rigtig god ting var, de familiemedlemmer og venner der sendte barselsgaver til os med lykønskninger, det betød alverden for mig, at jeg af andre blev opfattet son rigtig mor med et rigtigt barn – også selvom han var lille og ikke kunne komme med os hjem. Omverdenens opbakning betød, at vi også selv kunne håbe på det bedste. Der var ikke andet at gøre end at lade tiden arbejde for os, og efter tre uger ude i verden skete det fantastiske at min søn fik kræfter til at spise hos mig, og jeg gik fra malkeko tilsluttet en maskine til ammende mor. Selve amningen kom til at betyde meget for mig i bearbejdningen af hele forløbet, da jeg på mange måder følte, at det var noget helt almindeligt og naturligt midt i alt det der ikke var forløbet som jeg havde regnet med. Det at kunne amme mit barn – om end det til tider var lidt en kamp, gjorde en stor forskel for mig.

At komme hjem med min søn var SÅ dejligt, nu for første gang var han virkelig min. Jeg var ind i mellem ganske usikker og nervøs, for tidligere havde der været professionelle omkring os hele tiden – og pludselig var det os, der skulle aflæse alle signalerne. ”Du skal huske at slappe af” fik jeg ofte fortalt, men hvor var det svært at gå fra daglige blodprøver, vejninger osv. til at være en helt naturlig og afslappet mor med overskud til at huske sig selv. Nogen vil nok mene, at jeg vel næsten var for opmærksom gennem hele hans første leveår, men det kunne ikke være anderledes for mig. Når nu jeg havde været så heldig at opleve dette mirakel, så skulle jeg også passe så godt på det som overhovedet muligt. Jeg kunne kun følge min mavefornemmelse og så se på mit barn, og han reagerede prompte, hvis noget blev for meget. Det kunne godt være svært for vores omgivelser at forstå, at jeg ikke lod ham gå fra arm til arm, eller at vi som familie satte vores sociale liv delvist på standby, og lod ham og hans reaktioner bestemme hvor meget og hvor lidt vi deltog i. Jeg kunne godt fornemme, at nu var vi for altid stemplet som ”pylrede forældre”, og kommentarer som ”vores børn har da aldrig taget skade af…..” var ikke ualmindelige. Heldigvis var vi ret enige om at verden nok skulle vente på os, og at vi derfor prioriterede en regelmæssig hverdag med ikke for mange indtryk. Dette fungerede bare bedst for vores lille familie.

For kort tid siden kunne vi fejre Carl Emils fireårs fødselsdag med alle vennerne fra børnehaven og familien. Man skal kende hans og ikke mindst vores historie for at vide, hvordan den svære start var, for ingen kan mærke på den høje, glade, sjove og udadvendte dreng at han ikke fik de sidste 8 uger i min mave med. Han er, helt som alle andre drenge på 4 år, kærlig og unik. Jeg tænker ofte på hvor heldige vi er – ikke mindst lige nu, hvor et nyt mirakel sparker ivrigt i min gravide mave.

Anna mor til Carl Emil (32+4) og gravid i uge 37