Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Mit liv som hjerneskadet - en voksen præmatur
af Malene Sørenssen den. 24.01.2008

En pige på 27, født 3 mdr. for tidligt fortæller om opvæksten, skolegangen, og om at have en eneæggede tvilling at sammenligne sig med.


Jeg er nu en ung dame på 27 år og jeg har faktisk været syg hele mit liv, for ikke at gøre historien for lang ville jeg forsøg at gøre den kort.

Jeg er født i en lille by i Nordsjælland sammen med det menneske der ligner mig alle mest, min tvilling. Jeg har også en storebror på 29 år, men min søster og bror har aldrig haft nogle problemer, de har været heldige synes jeg i dag, jeg synes jeg kæmper meget for livet og får det til at fungere, men jeg får det ikke til at fungere, det er rigtig svært.

Jeg er født 3 måneder for tidligt med det menneske der ligner mig alle mest, vi var som snydt ud af to dråber vand, vi er enæggede tvillinger og ingen kunne kende forskel på os, så det havde vi meget sjov ud af. Da vi blev født kom jeg først ud og de vidste ikke der kom to.

Min søster var meget velskabt og kunne trække vejret selv og lå kun får dage i kuvøse. Jeg havde allerede da jeg kom ud fået konstateret at jeg var død og blind og at der var noget galt med mig, men det vidste sig at der ikke var noget fysisk så det var heldigt, udover jeg lå på en hjerte pude der ind imellem gik i står, jeg lå noget længere i kuvøse ind min søster, jeg havde svært ved at trække vejret og de sagde jeg kunne dø når som helst, så man havde en præst klar til at døbe mig, men heldigvis var jeg en figther der kæmpede for livet og ville leve.

Jeg fik konstateret at jeg havde fået for mig og for lidt ilt under fødselsen og det skulle vise sig at give store problemer i skolen. Skolen var et helvede, det var et sandt mareridt som ikke ville holde op, jeg startede i skole sammen med min søster som helt alm. andre børn, men min søster klarede sig i den grad bedre end jeg. Den første stil jeg skrev, skrev jeg fra højre mod venstre og ingen kunne læse den, men så fandt man ud af hvis man kiggede i et spejl ville man kunne læse det jeg skrev, jeg kunne ikke læse, regne, skrive, stave osv.

Jeg havde kognationsproblemer med højre og ventre arm og ben. Så jeg startede til noget bevægelheds træning og fik til skole psykolog i mange år, hvor man konstateret at jeg havde Minimal Brain Dysfunktion og jeg ved at denne diagnose ikke findes mere i dag efter jeg er blevet voksen.

Jeg blev mobbet rigtig meget i skolen og ville ikke i skole for jeg var bange for mine skole venner eller jeg ville ikke kalde dem venner. Hver dag mine forældre skulle sende mig i skole, holdte jeg i dørkammen og stod vandret i luften hvor min far prøvede at trække mig ud gennem døren og min mor prøvede at løsne min hænder for kammen og det lykkedes dem og jeg skreg, jeg var tit hjemme fra skole fordi jeg havde ondt i maven, men når så skole kl. ringede ind til time havde jeg ikke ondt i maven mere. Så kørte mit system i mange år.

I tredje klasse skiftede jeg skole og min søster og jeg kom på hver vores skole, hun fik et godt liv med venner og klarede sig godt i skolen, mit liv var et helvede, jeg var slet ikke på sammen højde som mine klasse karmaratter, jeg var så umoden, jeg havde stadig støttelære på i tre år frem til 6 klasse. Da jeg kom i 7 og 8 klasse var lige så stort et helvede som alle de forløbne år, jeg trives ikke, havde ingen venner, men kun mine problemer at slås med, jeg kæmpede utroligt meget, jeg sad og lavede lektier måske tre timer og min søster var færdig på 1 time, men ingen barmhjertighed fra mine søskende side.

Da jeg kom i 9 klasse kom jeg på efterskole sammen med min søster og det var en oplevelse og kæmpe udfordring, for det første skulle jeg står på egne ben og klare mig selv, vaske tøj osv. Men den opgave løste jeg fint lige som min søster. Det først år jeg gik på efterskole, fandt jeg virkelig ud af at jeg var anderledes end min andre klasse venner og det var rigtig hårdt at se sin søster stor trives med skolen og hun fik alle vennerne. Min søster har altid været meget udadvendt og imødekommende, jeg hare altid været den mere ind advente og stille pige og meget forsigtig.

I 10 klasse have både min søster og jeg søgt ind på 10 år på samme efterskole, den samme jeg havde gået året før på, men det var kun mig der fik lov at gå et år mere, da de mente at mit behov var større end min søsters, så min søster startede på handelskole. Jeg forsatte et år mere og det bliver det bedste år jeg nogen siden har gået i skole, det vækker mig mange gode dejlige minder, for der var ingen der blev holdt uden for eller skubbet til siden fordi man var anderledes, det var noget så dejligt at mærke. Jeg stor trives og folder mig lidt ud, det var det bedste år i mit liv, eller noget der lykkedes.. hurra..

Det skal lige siges kort at sport har jeg altid været nr 1 i mit liv, jeg har spillet meget fodbold og var så dygtig at i min tenage år kom jeg til at spille i danmarks bedste kvindelig række i to år, det var helt fantastiks at prøve. Men der kom desværre en masse i vejen, jeg følte mig ikke spor god, jeg hang altid med hovedet og var ked af det, så det endte ud i en spise forstyrrelse fordi jeg så meget op til min søster, hun rente med drenge i en tidlig alder og jeg så meget op til hende og det lærte jeg alrtig at smide fra mig og det gjorder rigtig ondt. Jeg gik så hos en pyskolog hvor jeg fik timer og skulle takke farvel til mit liv som fodboldspiller ellers ville jeg blive indlagt og det havde jeg ikke løst til.

Da jeg var færdig to år på efterskole ville jeg gerne på højskole og spille fodbold, men det synes alle jeg var for ung til, så det er aldrig blevet til noget og det gøre ondt at tænke på i dag. For jeg brændte for fodbolden, det var der jeg havde succes i mit liv og med min hjerneskade, der oplevede jeg at jeg var en menneske der kunne finde ud af noget.

Jeg kom på handelskole og oplevede nedrelag gang på gang og blev smidt ud først år tre måneder inden jeg skulle videre på 2 år. Jeg gik ud og fandt mig et arbejde og tjente gode penge og startede sommeren efter igen på handelskole, som nok heller ikke lige var mit succes år, det gik faktisk temmelig dårligt. Lærene sagde de ikke kunne undervise mig når jeg opførte mig som en i børnhaveklassen, der var rigtig meget krudt i røven på mig.

Når jeg var så syg med spiseforstyrrelse og jeg fik lov at tage mit andent år på skolen hvor jeg tog mig en smule mere sammen og fik mere ro på, men ingen succes. Jeg kom så i lære i Sportsmaster og to mine to år i elve udannelse og blev butiks assisnet med speciale.

Under denne udannelse blev jeg meget syg og jeg bor stadig hjemme på det tidpunkt, mit søster er flyttet og klare sig godt. Jeg begynder at blive angst og får det rigtig skidt, jeg har stadig spiseforstyrrelse og på det tidspunkt gå jeg på Frederikssunbd sygehus i samtalegruppe og terapi. Jeg kan næsten ingen ting alene, jeg er meget bange og melder mig syg ind imellem fra arbejde fordi det er for svært for mig og jeg tror i dag at det var for en stor mundfuld for mig og jeg magtede det ikke.

Når men jeg klarede de to år og fik en udannelse, men blev langs tids sygemdlt kort efter og kom i medicinks behandling med antidepressiv. Jeg boede stadig hjemme og nu jeg 23 år, jeg får min mor og far til at tage mig med op i et fitness center hvor de bruger masser af tid sammen med mig for aat får mig til at blive og ikke være bange og det lykkedes mig efter et år og med hjælp fra personalet fitness flokne at gemmenføre det og klare mig på egen hånd uden mine forældre og der har jeg lige taget på i vægt og taber mig helt ned til 43 kg igen.

På det tidspunkt gå jeg i familie terapi med mine forældre, jeg bryder sammen til en af samtalene og fortæller at jeg ikke kan mere, jeg bliver indlagt 14 dage på psyk. Der efter flytter jeg hjemme fra i et bo tilbud for psykisk syge og der bliver jeg prompet med mere og mere medicin, både antipsykotiks og alt muligt lort fordi de siger jeg er psykotisk og høre stemmer osv. Jeg fortæller dem hvad jeg oplever i mit hoved og det var et helvede at være i mit hoved de 4 år jeg nu har boet på bo stedet.

Jeg har været indlagt 5 til 6 gange på psyk og havde den længste indlæggelse i sommer, som var det hel værd. Jeg var begyndt at skære i mig selv og det har jeg gjort i tre år og gør det stadig, men ikke så ofte mere, for jeg tænker mig lige en ekstra gang om inden jeg gøre det, så jeg har ar på ben og arme, ikke særligt pænt, men når jeg lider, så lider jeg og det gøre ondt. Den sidste indlæggelse jeg havde var jeg indlagt to måneder og fik taget psyko test hvor jeg skulle svare på en masse spørsgmål om alt muligt mærkeligt, men vuderede ud for den test at jeg ingen skizofrena lidelser har og derfor ikke brug for medicin længere, jeg blev godt nok noget overasket da jeg fik resultatet, ret så skræmmede er sted og jeg fik meget medicin og har prøvet meget forskelligt, så jeg har prøvet lidt af hver.

I dag er jeg så trappet ud af min medicin på 1 ½ måned og får kun antidepressiv medicin om morgen og jeg trives nogenlunde, jeg sover ikke så meget om natten, kun de der 2 til 4 timer og ind imellem overhovedet ikke, jeg man fat ud af at jeg ikke skulle have medicin fordi man fandt ud af at det var hjerneskade der sad og trykkede mig og det er den der gør jeg har det svært i dag, så det var både glæde og skuffelse over at får det afvide.

Jeg har ikke haft særlig mnage kærester, fordi jeg altid har været meget sky og så fungere det ikke når vi skal til at i seng sammen, så bliver det for indviklet og så har jeg haft nogle uheldig oplevser med det her i livet som ikke har været så rare at føle på sin krop.

I dag bor jeg stadig på bostedet, men har planer om at flytte i lejlighed i det nye år og det håber jeg meget lykkedes for mig, så jeg kan prøve at klare mig selv på egn hånd, det ville være rigtig stort og et kæmpe fremskridt hvis dette bliver opfyldt, i øjeblikket døjer jeg meget med angst og utryghed, selvværdsproblemer, usikker osv. Tør ingen ting alene. Min familie forstår ikke lige for tiden hvorfor jeg ikke kan tage mig sammen, ja jeg er ufattelig bange. Jeg føler at jeg kæmper en kamp hverdag for at overhovedet komme ud at sengen, at have venner og have et normalt fungerende liv. Det meget svært for mig med den hjerneskade jeg har, jeg regner heller ikke med at får børn da jeg ikke føler jeg kan tage ansvar for dem, men så prøver jeg at acceptere at nyde godt af mine niecer og nevøer og det er jo også en dejlige gave at får.

Men selv om jeg har en hjerneskade resten af livet kæmper jeg i min egn ensomme verden og prøver at overleve livet. Og man kan ikke se jeg har den, kun hvis man ved det og kender min være måde. Jeg er meget kærligt menneske, meget omsorgsfuld og tænker meget på andre før mig selv. Men det kan ind imellem også være en dårlig egenskab at have. For det har også gidet problemer.

Knus og Tanker

Malene