Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

En voksen præmatur - Louise født uge 29
af Louise Maare den. 21.02.2008

Historien om en pige på 26 år, der blev født meget for tidligt. Om fødsen og hvordan det går nu. 

 


Jeg er født den 20 marts 1981, 11 uger før tid. I febuar begyndte fostervandet på min mor at sive, dette fortsatte. Den 18/3 følte hun sig sløj, med influenza i kroppen. Men da hun vågnede den 19 vidste hun at der var noget galt., hun var begyndt at bløde. Mine forældre hastede til Rigshospitalet. Her konstaterede man, at hun havde veer - og influenza!


Herefter gav man hende drop for at standste veerne, det hjalp også lidt. Den 20/3 blev min mor undersøgt af en læge, der fandt ud af at hun havde fostervandsinfektion. Det var alvorligt og jeg skulle ud og det skulle være nu. Jeg skulle tages ved kejsersnit, fordi jeg var for lille til at komme ud den rigtige vej. Min mor fik at vide at hvis jeg vejede over 1000 gr. ville mine chancer for at overleve være 50/50. Jeg vejede 1125, så min mor var lettet.


Min far stod på gangen og ventede, her kom de løbende ud med mig, mens de gav mig hjertemassage, råbte at folk skulle flytte sig og løb væk med mig.

Min mor havde det dårligt resten af dagen og var ked af det. Hun blev lagt på en stue med en kvinde der havde født en 4 kilo tung baby, det var en barsk oplevelse for hende.

Om natten kom der en børnelæge ind og sagde, at min ene lunge var klappet sammen. Mine forældre fik at vide at de skulle finde et navn til mig, i tilfælde af at det skulle gå galt. De blev placeret i et skyllerum og måtte her finde et navn - det tog 5 min.

Dagen efter blev min mor kørt ned for at se mig, her lå jeg i kuvøsen med en masse slanger og andre apparater, der bippede og sagde lyde. Men jeg lignede en fin og færdig baby, bare lille. Mit hoved var 6,3 cm i diameter og jeg var 36 cm lang.

Jeg fik modermælk fra en anden kvinde, som havde så meget så hun forsynede mange på afdelingen. I starten fik jeg 2 mg i timen. Jeg lå i respirator og havde svært ved at trække vejret, da forbindelsen mellem hjerte- og lungekredsløbet (ductus arteriosus) ikke var lukket. Man prøvede at give mig diverse medikamenter for at få den til at lukke sig, uden held. Da jeg var 5 uger blev jeg opereret. Derefter gik det støt frem, men jeg ville ikke spise og blev sondemadet i mange måneder.

Sidst i august kom jeg endelig hjem.

De første år var jeg meget præget af min tidlige fødsel, jeg var konstant syg og måtte helst ikke komme i nærheden af andre, der var syge. Jeg reagerede meget voldsomt på pludselige høje lyde.


Jeg har hele mit liv gået i normale institutioner og skoler. Efter folkeskolen gik jeg i gymnasiet. Herefter arbejdede jeg 2 år i vuggestuer inden jeg besluttede at søge ind på Ergoterapeutuddannelsen. Jeg kom ind i 2004 og blev færdig i 2007 som ergoterapeut, hvilket jeg i dag arbejder som.

Gennem mit studie har jeg indimellem haft svært ved at have oveblikket over det jeg læste. Jeg kan/kunne godt forstå ordene, men den samlede mening var svær at finde. Sådan har jeg det stadig når jeg læser i de bøger, eller læser faglige artikler. Om det skyldes min tidlige fødsel, ved jeg ikke men det kan jo tænkes.


Jeg ved jeg har været heldig, jeg har klaret det uden store mén. De eneste ting man muligvis kan tilskrive at stamme fra fødslen er at jeg ser dårligt på det ene øje, og at min lunge kapacitet ikke er 100%, men det må betragtes som billigt sluppet!


I dag bor jeg sammen med min kæreste. Vi lever præcis som alle andre unge mennesker og har de samme drømme om hus, bil og børn.

 

 

Louise Maare er vores emnerådgiver for voksne præmature.