Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Josefine født uge 26+1
af Marlene den. 19.06.2008

Efter en graviditet med store smerter, ingen fandt ud af hvad der faktisk var galt, og til slut indlæggelse i uge 21 pga truende for tidlig fødsel, kom lille fine Josefine til verden 1 september 2007 . 3.5 mdr. før termin.


Hun var bare 31 cm lang og vejede 930 gram og lignede en lille alien – men hun var vores lille mirakel og så smuk og fin, men meget meget skrøbelig.


Det hele startede med tiltagende smerter allerede fra uge 16,17 stykker. I uge 18 var jeg hos jordemoderen, og alt så fint ud. Lille Josefine sparkede og sprællede derinde, og mine smerter skyldtes at bækkenet udvidede sig, og var helt normalt sagde jordemoderen. Jeg havde en del plukkeveer, og fik besked på at tage den lidt med ro.

Tog den også med ro, hvilede når jeg kom hjem fra job osv., men snart blev det sådan at hvert skridt gjorde ondt, og fra middag og frem, kunne jeg dårligt stå og gå.

Vi var til de obligatoriske scanninger, og alt så fint ud.


Efter scanningen i uge 18 tog vi på ferie, efter at have spurgt indgående, både læge og jordemoder, om der var risiko ved det. Fik den besked at så længe jeg kunne, skulle jeg bare gøre det jeg magtede. Det blev en forholdsvis stillesiddende storbyferie ..


Da vi kom hjem tog plukkeveerne til, min læge sendte mig til en ekstra scanning – og der viste det sig at min livmoderhals var så godt som halveret.

Jeg blev beordret sengeliggende og selvfølgelig sygemeldt fra mit arbejde, med besked om at kontakte sygehuset hvis vi blev utrygge eller smerterne tog til.

Der gik en uge, så blev jeg indlagt til total aflastning, og en livmoderhals der nu kun var 9 mm.


Man turde ikke scanne mig den følgende uge, af frygt for at sætte fødslen i gang, så i den uge lå jeg og håbede at der kom ro på.

Det gjorde der ikke, og ved den efterfølgende scanning, i uge 23, viste det sig at livmoderhalsen var så godt som udslettet.

Afsted i ambulance til Ålborg sygehus, hvor de havde faciliteterne til at tage imod vores barn, hvis katastrofen skulle ske…


Det var en meget lang tur til Ålborg fra Hjørring, hvor hvert et bump i vejen gav kraftige smerter og efterfølgende plukkeveer. Min kæreste kørte bagefter i bil, og det må have været en forfærdentlig tur for ham, ikke at ane hvad der skete i ambulancen, og om det var for sent. Heldigvis ankom vi alle 3 til Alborg sygehus i god behold.

Her blev vi modtaget af søde men meget travle sygeplejersker og læger, på en overfyldt gynækologisk afdeling.

De første timer på gangen bag en skærm, efterfølgende blev der plads i et besøgsrum til min seng, men efter en uges tid kom jeg på en stue med 2 andre piger der også skulle ligge helt helt stille.

De havde begge mistet grundet for tidlig fødsel, og selvom det var barskt, var det alligevel godt at høre dem fortælle deres historie. Det gav tro på at man faktisk kunne kommer videre, hvis det skete.


Samme nat som jeg blev indlagt i Ålborg gik jeg ind i uge 24 – det betød at vores barn ikke længere var at betragte som en sen abort hvis jeg gik i fødsel, men et ”rigtigt” barn, med retten til al den hjælp, der måtte være forsvarlig at give hende, for at overleve.
Derfor blev jeg vækket af en utroligt sød sygeplejerske kl 10 minutter i midnat , der kl 00.00 skulle give mig sprøjten med det lungemodenende stof, der skulle være med til at hjælpe vores lille pige når hun kom.

Det var næsten cermonielt at få den sprøjte, og jeg fattede lidt håb for at få lov til at beholde mit barn.


Det skulle blive til en del flere af de sprøjter, for heldigvis blev Josefine hvor hun skulle
helt frem til starten af uge 26 – men så ville hun altså ud !!


Jeg havde haft en del smerter og spænden i maveregionen, og mente jeg havde veer, jeg talte sekunder og minutter mellem smerterne/veerne, der blev konsulteret med jordemødre, læger og sygeplejersker i flere vagtskifter, der blev kørt strimmel osv, men ingen mente jeg var ved at gå i fødsel.


KL 03 – samme nat, natten til den 1 september, blev jeg kørt på fødegangen – 4 cm åben ..

Her fik jeg vehæmmende drop, pinicilin mod en nyopdaget infektion og min kæreste kom selvfølgelig ræsende , lidt stærkere end færdelsloven vist nok mener er klædeligt, og sammen ventede vi, vi græd, vi rasede, vi var afmægtige, vi fattede håb, vi opgav,vi glædede os, vi fik sovet lidt og ud på morgenen gik mine veer næsten i ro.

Min kæreste gik ned for at flytte bilen, der lå smidt et sted uden for sygehusets hovedindgang og jeg satte mig forsigtigt lidt op i sengen – så gik vandet !!

Så gik alting meget stærkt, heldigvis kom min kæreste ind af døren samtidig med vandet gik,og han blev kommanderet i sterilt tøj, i øvrigt ca 10 numre for småt, stuen vrimlede med folk – alle vidste præcis hvad de gjorde, og det gik lynende stærkt ned på fødestuen.
Her var 14 mennesker klar til at hjælpe vores lille pige og selvfølgelig mig, der blev foretaget kejsersnit, og før jeg rigtig nåede at forstå det var nu , hørte jeg Josefine græde højt, en børnelæge løb forbi med noget blodigt i et grønt klæde, og sagde tillykke – du har fået en velskabt pige – og så var faderen, vores fantastiske jordemoder Lea og hele følget ellers væk.

Jeg blev lappet sammen og efter et par timer på opvågningen kørt ned på neonatal afdelingens intensivstue for at se Josefine.

Jeg husker jeg var meget meget bange for hvad der ventede mig, men husker desværre ikke den første gang jeg så vores lille mirakel. Jeg var godt omtåget af smertestillende.

Dagen efter kørte vi så, mig i rullestol, ned til Josefine. Hun var lille bitte og helt helt fantastisk, og da sygeplejersken spurgte om jeg ville holde hende, holdt mit hjerte næsten op med at slå – om jeg ville !!!, havde jo bare slet ikke troet det var en mulighed, hun lå jo der i kuvøsen med alle sine slanger. Det var et stort øjeblik.


Nu fulgte 3 barske, men også gode måneder, men store op og nedture.

Det viste sig at Josefine var en rigtig sej lille tøs. Hun klarede strabadserne uden de store vanskeligheder, fik noget blod undervejs – temmelig meget vist nok, men ellers voksede hun stille og roligt.

Efter 3 dagen fik vi desværre at vide at Josefine havde fået en stor hjerneblødning, og vores verden gik itu. Ville det så sige vores barn ville blive lænket til en kørestol, uden sprog og uden mulighed for en ”normal” tilværelse !! ?? – vores store mareridt og skræk. Efter en samtale med overlægen på neo blev vi dog lidt beroliget, han mente der var gode chancer for at hun kom til at gå, pyha …, så skulle vi nok klare eventuelle mindre handicaps sammen med Josefine.


Så fulgte nogle nervepirrnde uger, hvor man holdt skarpt øje med blødningen, og heldigvis fortog den sig pænt og der kom ikke yderligere komplikationer, vand i hovedet og lignende.


Som forældre på neo kan man ikke få viden og vurderinger nok om ens barn, så vi greb enhver mulighed for at indhente oplysninger, der kunne give os klarhed – og helst berolige os ..

Desværre var der en læge der klart gav udtryk for at han mente Josefines blødning var så alvorlig at vi burde overveje at slukke for en respirator, hvis hun skulle blive så dårlig at det blev nødvendigt at hun skulle i sådan en .

Den oplysning var et stort chok, vi var jo ellers ret så fortrøstningsfulde efter samtale med vores ”egen” læge omkring blødningen.

Heldigvis havde Josefine slet ikke behov for respiratorhjælp, så vi kom ikke til at stå med de voldsomme overvejelser.


Set i bagklogskabens klare lys, så gjorde vi os selv en bjørnetjeneste ved at hive fat i alle der havde tid til at have en mening om Josefines chancer. Det var frygtelig frustrende at skulle forholde sig til så mange modsatrettede oplysninger, vurderinger og holdninger.


Efter en måned i kuvøsen kom Josefine over i en vugge, og nu blev vi for alvor ”far og mor” – vi skulle ikke længere have hjælp til hendes pleje, og det var en stor sejr at kunne tage vare på sit barn, selv – hun blev lidt mere vores, og vi begyndte at tro på at vi fik hende med hjem.


Undervejs på intensivstuen var der desværre 5 andre børn der ikke klarede den, og det gjorde utroligt stort indtryk. Vi havde jo kendt de forældre og børn en smule, set hinanden miste modet, bryde grædende sammen, glædet os på hinandens vegne når der var fremgang og håbet for de små mennesker, der hver især kæmpede en kamp for livet. Det var rigtig rigtig hårdt, og hver gang det skete rykkede manden med leen meget tæt på.


Hermed min dybeste medfølelse til forældrene og de børn der ikke klarede den.

Heldigvis var der også mange gode og positive oplevelser og bekendtskaber undervejs.
Josefine fik sin første veninde – Johanne fra Thy, og jeg en fantastisk veninde og stor stor støtte – nemlig hendes mor Bennedikte.

Vi fulgte hinanden hele vejen, og blev de sidste måneder indlogeret på en 2 sengs stue med vores piger, og bag den lukkede dør blev hele verden vendt et par gange, der blev grædt og grinet meget der – og det var og er fortsat et helt uvurderligt venskab der blev knyttet.


3 uger før termin blev vi lukket ud i virkeligheden igen. Det var fantastisk at komme hjem igen. Jeg kunne skrive 106 dage som indlagt på visitkortet.
Det var benhårdt, men det hele værd og mere til – vi fik Vores lille guldklump hjem i god behold.


Siden er det gået fremad – støt og roligt.

Josefine vokser og trives. Hun har indtil videre ikke nogen følger af den al for tidlige fødsel og heller ikke af hjerneblødningen, men udvikler sig helt som hun skal.

Nu er det 9 måneder siden, og Josefine har fået sine første 2 tænder, har lært at sidde selv og spiser sine frikadeller med velbehag.

Efter nytår skal hun starte i vuggestue, og for hver dag der går uden problemer rykker vi os, stille og roligt nærmere mod en lykkelig og skadesløs udgang på den barske start på livet.


Josefine vil altid være født i uge 26.1 – det er en del af hendes historie, og de følger der eventuelt måtte komme heraf, dem klarer vi – nemt..

Vores lille pige har kæmpet sin kamp for livet, hun smiler og griner, med sine 2 nye tænder det meste af tiden – og kan slet ikke få nok af livet.

Jeg har stor stor respekt for hende - det lille menneske, der sejt – og uden at kny holdt ud og valgte at blive her hos os, på trods af alle odds.