Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Baloo født i uge 24, der leger med englerne
af Anne Katrine den. 08.09.2009

Vi vil gerne fortælle vores historie om vores elskede søn Baloo...

Vores ''store'' pige Melike, som nu er 13mdr, er født uge 34+5, jeg fik allerede begyndende veer i 28. uge, det blev heldigvis forhindret, men da jeg var 34+4 gik vandet, og Melike ville ud. Melike vejede 2000g og var 45cm, fødslen var ukompliceret og hun klarede sig til UG, hun lå på mit bryst hele vejen til børneafdelingen, og skulle kun tage lidt på, og lære at spise. Så ingen alarm.

Vi besluttede kort efter at vi gerne ville have en mere, så de var tæt på hinanden aldersmæssigt, jeg bliver hurtigt gravid, og graviditeten forløber godt. Jeg får scannet livmoderhalsen hver 2 uge, hvilket går fint. Da jeg er 23+2 får jeg livmoderhalsen scannet, den er nu 2,8 cm, og får besked om masser af hvile. Jeg følger lægens råd, men om mandagen får jeg lidt smerter, og kommer en tur på fødegangen. Jeg er nu 23+5, og en læge kommer og scanner livmoderhalsen, den er nu 2,2 cm, og jeg skal indlægges.

 

Lægen ringer til Skejby for at høre om de vil have mig derop, men tvivler på det da de først plejer at tage folk fra 24+0. Skejby indvilliger dog, og jeg bliver hentet af en ambulance. Det er meget turbolent, vi skal have vores lille pige, som på daværende tidspunkt kun var 9mdr passet, og manden skal køre til Skejby. Min mor tager Melike, og manden tager afsted mod Skejby.
 

Da vi kommer til Skejby er der intet at mærke, jeg skal selvfølgelig være sengeliggende, men det går fint. De følgende dage, går stille og roligt, og der er intet under opsejling, de snakker endda om at de vil tage op på stuegang om jeg må komme hjem. De vil dog lige se tiden an.
 

Heldigvis, for da jeg er 24+2 går vandet, jeg går helt i panik, da jeg rejser mig fra toilettet og der kommer en skylle. Jeg åbner døren, råber på manden, og sygeplejerskerne løber ned af gangen. De beroliger mig, og fortæller jeg sagtens kan ligge flere uger uden at skulle føde. Jeg kommer dog på fødegangen og bliver tjekket for en sikkerhedsskyld. Men der er intet at mærke, vi får en snak med en børnelæge, som fortæller hvordan forløbet vil være hvis vores lille dreng kommer nu, og det ikke er sikkert han klarer den. Vi er knuste, og bange, men håbet lever. Og vi er sikre på det nok skal gå.

Da jeg er 24+4, får jeg det skidt, fostervandet er nu grønt, og jeg har feber. Det tyder på en infektion, og derfor får jeg taget blodprøver hver 2 time, for at tjekke om infektionstallene stiger, det gør de, og de beslutter sig for at for mit og barnets helbredsskyld skal fødslen sættes igang. Der sker dog intet, og jeg får det mere og mere skidt, så lægen tager beslutningen om at det skal være akut kejsersnit. Jeg er bange, og det samme er manden! Hvad skal der ske? Vil han klare den?

Baloo kommer til verden d. 3 maj 2009, på min ene brors fødselsdag, den andens konfirmationsdag og mandens søsters konfirmationsdag kl. 22.50, en fin lille dreng, manden smutter med ud, og videre på A5 (Den intensive neonatal afdeling) Jeg kommer på opvågningen, og manden kommer med et billede af vores søn, den smukkeste lille dreng på 620g og 31cm. Et sandt mirakel. Baloo klarer sig godt, på trods af den tidlige fødsel, der er start problemer, og han ligger i respirator. Vi vælger at få ham døbt dagen efter for en sikkrhedsskyld.
 

Baloo kommer stille og roligt fremad, der har selvfølgelig været nogle små problemer, men intet helt vildt, med tiden bliver vi rykket over på A6, og da Baloo er ca. 5 uger gammel bliver vi overflyttet til Herning. Det er en stor dag, og vi glæder os til at komme tættere på hjemmet, og vores lille pige. Det har været en hård periode, og vi ser frem til at kunne slappe mere af.
 

Baloo klarer turen godt, og det går fremad i Herning, han kommer endda over 1kg! Sådan!
 

Vi er så glade.. Han får næsten ingen ilt i c-pappen, og de snakker om han måske snart skal af med den.. Han klarer sig virkelig godt.. Baloo's ductus, har dog ikke lukket sig, så den bliver der holdt skarpt øje med, men indtil videre er han ikke mærket af den.
Baloo bliver rykket på en anden stue, da han er så dygtig, at det skal han da. Farmand løfter ham derind, og er pavestolt.
 

Vi sover derhjemme, og næste morgen d. 19 juni ved 10 tiden tager jeg indtil vores lille dreng, de bakser lidt med ham, da han laver nogle pulsfald, de har mistanke om en mulig infektion, men kan ikke rigtig få noget blod fra ham. Så lægen beslutter sig for at lægge et drop, og give antibiotika for en sikkerhedsskyld. Jeg går ud og ringer til manden, for at fortælle ham det, han spørger om han skal komme ind, men jeg siger det ikke behøves, da vi jo har prøvet det før, og der var intet.
 

Jeg kommer ind igen, og lægen kommer ned af gangen, hun siger Baloo er meget syg og går ind på stuen, min verden braser sammen. Jeg stormer ud, og får ringet til Michael og beder ham om at komme med det samme. Jeg snakker med min mor, som vil komme da hun ikke er langt derfra, min lillebror og min mormor har fødselsdag, men hun mener det er vigtigt lige at komme, ihvertfald indtil Michael kommer. Jeg kommer ind igen, lægen vil gerne have jeg kommer ind på stuen, og dér vælter min verden igen.. Baloo er kollapset og trækker ikke selv vejret mere.. Jeg kommer ud, og får ringet til Michael at nu er det altså nu..
 

Vi græder, og snakker lidt.. Det er hårdt.. Vi spørger om vi højst sandsynligt mister ham, og lægen siger at det er der ihvertfald en risiko for, for Baloo er meget meget syg..
Vi er hos ham hele tiden, og lægerne sørger for at inddrage os, de holder Baloo kunstigt i live og giver ham hjertemassage. De scanner hans mave og hjerne, for at se efter evt. blødninger, der er intet at se. Baloo er helt bleg, han løfter hånden lidt, og vi går hen og holder ham i hånden, han bliver helt slap.. Et sidste farvel..
 

Lægen forklarer at hun mangler svar fra en blodprøve, også skal vi tage stilling til hvad der skal ske.. Svaret kommer, og hans blod er meget meget surt. Baloo er allerede væk, og vi tager beslutningen i fællesskab, om at nu er det nok.. Baloo skal have fred..
Vores elskede lille dreng..

Vi sidder med ham, kysser ham får taget en afsked.. Vi er derinde hver dag op til begravelsen, for bare at kigge på ham.. Det er så hårdt.. Hvad skete der? Lægerne er helt uforstående, og forstår ikke hvad der skete for den lille fyr..

Baloo får den smukkeste begravelse, vi har klaret alt det praktiske selv, hvilket har været godt i sorgen..

Det var vores historie, som lægen på Skejby sagde '' Han var jo en lille solstrålehistorie''

Som der så smukt står skrevet på hans gravsten:

 

Han var sine forældres sødeste øjesten. Nu leger han med englene.

 

Det beskriver det helt perfekt...


Mvh. Anne Katrine