Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Zenia på 6 år, født uge 34
af Anja den. 10.10.09

Historien om Zenia fra neonatal til indskoling....

 

 

Neonatal-tiden

Min datter er for tidlig født ca. 5 ½ uger. Mit vand gik derhjemme kl. 4.30, og jeg kom ind på Horsens sygehus, hvor jeg fik ve-dæmpende medicin og blev overført til Kolding. Her fik jeg om eftermiddagen kl. 15 ve-fremkaldende medicin. Hun kom ud med en fødselsvægt på 2900 g. kl. 16, og kom over i sin fars arme. Senere da jeg var stærk nok, kom hun over til mig. Hun var en dejlig pige.

Kort tid efter fødslen tog de hende fra mig, idet de skulle undersøge hende nøjere, men hun så fin ud, så jeg fik hende lidt efter igen. Men inden længe ville den forfærdelige usikkerhed, som har fuldt os lige siden hendes fødsel, begynde. Det skete om natten, hvor jeg vågnede, og min datter var der ikke. Jeg gik i panik, for hvad var der sket. Jeg kom i kontakt med nogle sygeplejersker, og de fortalte mig, at de ikke ville vække mig, men bare give hende lidt at spise. Og mens de forsøgte dette, så var hun blevet helt blå, så hun var akut røget på afdelingen for for tidligt fødte børn.

Jeg kom derop med elevator, og fandt min datter, som var blevet lagt i en kuvøse. Der gik en time eller to, det har jeg ikke styr på, og så kunne de fortælle mig, at det muligvis havde været en bøvs, som havde sat sig på tværs. De ville beholde hende natten over, og så ville hun komme ned til mig. Jeg var rystet og pludselig meget usikker i min nye rolle som mor, så jeg sov ikke mere den nat.

Jeg faldt først til ro, da hun kom ned til mig igen om formiddagen næste dag. Herefter fortsatte problemerne i lind strøm. Man fandt ud af, at hun havde gulsot, og undrede sig over hendes hørelse, men gjorde ikke mere ved det. Derimod blev det et rent helvede, hver gang vi skulle spise. Hun fik modermælkserstatning, og hun havde bare ikke lyst til at spise. Til sidst blev der nøje holdt øje med os ved hjælp af et skema og til tider også opsyn, og jeg følte det som om, at jeg skulle tvangsfodre hende.

Det gjorde bare så ondt på mig, men var der en ting, som jeg vidste, så var det, at vi nok skulle klare det. Kim, hendes far, blev her den trøstende person, og prøvede at berolige mig mange gange, og det hjalp. Hans rolle som far blev hurtig meget stærk, og Zenia og ham er nok de 2, som står hinanden nærmest den dag i dag.
 

Tiden hjemme
I hvert fald blev sygehusopholdet ikke en god oplevelse for hverken Zenia eller mig, men jeg bildte mig selv ind, at det nok blev bedre, når vi kom hjem, men hvad jeg ikke vidste var, at den usikkerhed som havde opstået på sygehus, ikke ville give slip på os. Hun skulle gå hen og blive et gråzone barn, som man ikke rigtig kan finde ud af at placere. Både som baby og den dag i dag er hun en meget stille pige, som ikke udtrykker sine frustrationer i form af sprog, hidsighed eller værende højtråbende, i stedet for er hun en pige, som ikke siger meget og går stille rundt. Hun gør på ingen måde opmærksom på sig selv og herved er det meget nemt at overse hende.

Zenia, som min pige blev døbt, fortsatte med at have svært ved at spise. Et måltid var ingen fornøjelse, tværtimod, det var en grufuldt. Hun skreg aldrig efter mad, og hun havde svært ved at tage på. Sundhedsplejersken var efter os og førte nøje opsyn med vores måltider. Der var ingen hjælp at hente. Hun undrede sig også over Zenias hørelse, men gjorde heller ikke mere ved det. Hvis man siger, at besøg af en sundhedsplejerske skal være til nogen hjælp, så var det i hvert fald ikke det, vi fik. Til sidst måtte Kim til at blive hjemme fra arbejde, når der kom besøg af sundhedsplejersken, idet jeg gik hen og blev så usikker på mig selv. Det var en fornøjelse, da hun var der sidste gang, så kunne det da kun gå fremad, tænkte jeg. 

 

Dagpleje
Da Zenia startede i dagpleje, blev hun kørt meget langsomt ind, og startede ok, idet hun var det eneste barn, som var der. Hun græd godt nok hver gang, at jeg skulle aflevere hende, men det havde jeg jo ladet mig fortælle, at alle børn gør. Da der kom flere børn, tog hendes gråd til.

Da hun var ca. 1¾ år begyndte Zenia pludselig at skele voldsomt, og hun blev henvist til en øjenlæge. Den første øjenlæge havde ikke forstand på børn, så det fik vi ikke noget ud af. Den næste derimod var god og opdagede hurtigt, at Zenia så meget dårligt. Hun havde +7 på hvert øje og der var fare for, at hun kunne blive blind på det ene øje, idet hun ikke brugte dette. Nu gik jagten ind på at redde hendes ene øje, og det lykkes efter lang tid, hvor vi derhjemme skulle øve med plaster for det aktive øje, så det var en glædesstund, da vi fik at vide, at nu var begge øjne aktive igen.

Denne lykke varede dog ikke længe, idet det kort tid fik opgør med hendes dagpleje. Det skete, idet kontaktpersonen fra kommunen havde observeret os til et møde omkring børnehaven sammen med Zenia. Zenia var her rigtig glad, og det havde hun studset lidt over. Vi fik mulighed for at snakke med hende, idet Zenia faldt og blødte. Her hjalp hun os med Zenia og vi gik ind for os selv. Her fortæller kontaktpersonen, at hun aldrig har set Zenia så glad. Hun plejede, når hun var på besøg hos dagplejen at være passiv og mut.

Det var stof til eftertanke, og det tog vi op dagen efter med dagplejen. Det skulle vi ikke have gjort, idet vi kom på tværs af dagplejen, og fik en stikpille om, at vores datter ikke fungerede normalt socialt, idet hun ikke rigtig tog del i de andre børns leg. Det mente vi dog ikke, og inden længe havde vi taget Zenia ud af dagplejen.

Vi fik flere måneder senere anvist en ny dagpleje, som netop var startet efter orlov. I mellemtiden havde vi klaret pasningssituationen med Zenias via hendes bedstemødre, så hun ikke skulle ud i fremmede hænder. Hos den nye dagpleje faldt Zenia til, og knyttede sig hurtigt til hende. Nu græd hun heller ikke mere, når vi afleverede hende. Vi undrede os så desværre ikke mere over det sociale, men der var ingen tvivl. Zenia var meget hæmmet af generthed, og det gjorde, at hun ikke rigtig ville lege med andre børn. Hun var derimod et tryghedsbarn, som kun søgte få voksne og allerhelst hendes far.
 

Hørelsen
I en alder af 2 ½ år finder lægen ud af, at hun ikke kan høre særlig godt. Vi bliver henvist hurtigst muligt til en ørelæge, og her finder han ud af, at Zenia har en meget dårlig hørelse. Det er utroligt, at hun har kunnet klare sig. Næste dag ligger Zenia på operationsbordet, og får lagt dræn i og fjernet polypper. Hun får foretaget samme operation 1 år senere, og her sad jeg og græd ude på gangen, idet Zenia bare havde grædt og grædt under bedøvelsesprocessen. Det havde været forfærdeligt. Hun havde bare kæmpet i mod, og ville ikke sove. Begge oplevelser med bedøvelse har været frygtelige, og derudover har hendes blodige opkast efterfølgende også været en skræmmende oplevelse, som tydeligt har forskrækket hende.

Hørelsen blev dog god, og hun var nu i stand til at udvikle sig enormt sprogmæssigt. Utrolig hvor hurtigt det kan gå, når man får den rette hjælp, og hvor var det fedt, at hun pludselig kunne udtrykke sig ved hjælp af et forståeligt sprog.
 

Børnehave
Da hun blev 3 år var det tid til at starte i børnehave. Det var en meget lille børnehave med 30 børn, som vi havde valgt. Det var Zenias dagplejer, som rådede os til det. Hun blev kørt meget forsigtigt ind. Det var overvældende, og hun krøb lidt i hi. Jeg blev enig med min mor om, at hun nok ikke skulle have for lange dage, så min mor var god til at hente hende tidligt.

Det var dejligt at have den aflastning, da jeg så kunne slippe mine bekymringer, når jeg var på arbejde. Zenia var ikke helt vild med børnehaven, men hun klarede det så som så. Hun havde svært ved at koncentrere sig og sidde stille. Derudover var hun ekstrem genert, og det var svært for hende at lege med andre børn og deltage i de sociale lege. Hun havde også selv med sin mor og far svært ved at nyde at være på en fremmed legeplads. Her var det faktisk næsten umuligt for hende at lege, hvis ikke vi konstant var ved hendes side.

 

Den dag i dag kan det stadig være svært for hende at nyde fremmede legepladser. Hun vil ofte hellere være ved hendes mor og far. Det bliver specielt tydeligt, hvis der er andre børn til stede, så gør hun alt hvad hun kan for at undgå at lege de steder, som de er. Hun søger ikke andre børns nærvær, tværtimod så virker det som om, at de skræmmer hende lidt.

 

Min mand og jeg har derfor lagt mange kræfter og megen tid i, at Zenia skulle synes, at det var sjovt at komme på legepladser rundt omkring, så vi har besøgt et hav af legepladser rundt omkring, hvor vi har leget og haft det sjovt. I dag tør hun så lege på andre legepladser også i nærheden af fremmede børn, men hvis der er nogen, som snakker til hende, så kan hun til tider stadig finde på at lukke i som en østers. Hun er aldrig den som selv tager initiativ til at opsøge andre børn. De skal komme til hende, hvis der skal være en chance for, at de skal lege sammen.

Jeg kom til at snakke med en af mødrene fra Zenias børnehave, og vi blev enige om, at pigerne skulle mødes en gang i mellem og så lege sammen. Det hjalp lidt på Zenia, da hun så fik en, som hun kunne stødte sig til i børnehaven. Dog blev hun hurtig misundelig på den anden pige, hvis hun legede med en anden. På et tidspunkt kom jeg i snak med en af pædagogerne, som fortalte mig, at Zenia til tider sad meget ved sit rum og betragtede de andre børns leg.

 

Det blev jeg lidt harm over, at de tillod dette, og vi fik en debat i gang, hvor vi fik orienteret børnehaven om, at hun var født for tidligt. Pædagogerne blev nu mere obs på hende, og vi fik et bedre samspil. Det sidste år i børnehaven kom Zenia i en sproggruppe, som hjalp hende meget. Det gjorde hende meget bevidst om ordene, og de få udtalelser, som hun havde besvær med, forsvandt. Igen beviste hun, at hun er utrolig sej og lærenem, når hun får den rette hjælp.
 

Forskole
Inden forskole start havde vi en snak med PPR, men her kunne man ikke finde begrundelse for, at hun skulle have yderligere hjælp, så det blev ved snakken. Her igen følte jeg, at man overså hende, idet hendes problem ikke var særlig tydelig for omverdenen.

 

Hvad angår det sociale, så skulle det nok løse sig og med hensyn til det psykiske, så er det ikke noget håndgribeligt, som man kan tage fat på og løse. Det er i stedet for noget, som man ikke kan se og høre, og umiddelbart ikke et tydeligt problem af nævneværdig karakter, så her vælger man igen at overse det og i stedet for betegne hende som et gråzone barn.

 

Umiddelbart fungere hun jo fint, og hun gør ikke opmærksom på sig selv, nej hun var jo et stille og roligt barn, som ikke kræver mange ressourcer. Mødet med PPR skyldtes, at jeg havde råbt højt, da jeg til tider bliver meget frustreret over situationen, og det gør meget ondt at se på, at ingen rigtig kan hjælpe min datter i hendes kamp, som jeg til tider selv føler, at vi kun kan se.
 

I foråret var det så tid til, at Zenia skulle i forskole, og her bliver vi kastet tilbage igen. Det var meget svært for Zenia, idet det hele var ustruktureret, og der var ingen faste ramme. Det var en ekstrem hård tid, men pædagogerne fortalte, at hun ikke var den, som var mest skræmt. Det var meget for alle børnene, og der var meget at sluge.

 

Det skal siges, at man også sjældent ser Zenia græde, så her gør hun det heller ikke tydeligt for andre, at hun er ked af det. I stedet trækker hun sig ind i sig selv og siger ikke så meget.

 

Vi kunne dog mærke, at hun var ulykkelig, men da hun som sagt er en pige, som er meget stille og indadvendt, så er det svært for andre at se, men på hjemmefronten kan vi se små tegn på, at hun er ulykkelig. Vi manglede f.eks. den glade pige eller den gode oplevelse, når vi skulle aflevere hende, og så bliver hun også lidt mere stille derhjemme.

 

Men pludselig var forskolen forbi, og Zenia skulle i sommerpasning, hvor der ikke var så mange børn, og hun fik en god oplevelse sammen med nye legekammerater, og hun kom glad hjem og fortalte om hendes nye legekammerater. Det var dejligt og beroligende, når hun fik disse gode oplevelser, og så må jeg indrømme, at jeg prøvede at fortrænge de dårlige oplevelser. Det var jo nok mig, der var for overpylret omkring min datter.

 

Desuden havde min mand og jeg også en diskussion om, om hendes opførelse skyldtes for tidlig fødsel eller generthed, så jeg må indrømme, at jeg nok var for brugt til at kæmpe alt for meget.

 

I min mands familie findes en meget stor generthed, så derfor har jeg nok meget kastet det hen på, at det var arveligt, og så kom det nok herfra. Mine ressourcer til kamp for min datter ebbede nok stille og roligt ud, da jeg ikke mødte forståelse nogen steder fra. Mine kræfter blev nok i stedet for brugt på at prøve at vinde min datters kærlighed. Hvis hendes far var til stede, så var jeg vand, og det var meget uforstående for mig. Vi havde på en eller anden måde byttet om på rollerne, så han havde overtaget moderrollen, og jeg havde overtaget faderrollen. Det er meget tydeligt, at Zenia knytter sig stærkt til få personer.
 

Skole

Nu er Zenia startet i skole, og indtil videre klarer hun sig godt med hensyn til indlæringen. Hun kan i dag sidde stille og koncentrere sig i kortere perioder, men hun holder meget af glidepauserne, hvor der må tegnes og glides.

 

Jeg tror på, at hun nok skal klare sig indlæringsmæssigt, men det som gør mig nervøs er, at hun har det meget svært socialt. Det er hårdt for hende, nu hvor hun er kommet i en anden klasse end hendes veninde. Desuden kender hun også kun en af dem, som hun er kommet i klasse med. Ham har hun knyttet sig tæt til, og hun er lidt på herrens mark, når han ikke er der.

 

Det er hårdt at se, da hun bliver fortvivlet, og det bliver mere og mere almindeligt, at hun siger, at hun har ondt i maven om morgenen. Vi snakker så om det, og jeg føler, at vi må ”tvinge” hende afsted, og det gør starten på dagen dårlig. Jeg prøver at gøre morgenen så struktureret som muligt, men jeg må endelig ikke stresse hende, idet stress gør hende meget sur og irritabel. Hvis vi på hjemmefronten stresser hende, så fremprovokere vi en datter, som pludselig kan give udtryk for sine frustrationer.

 

Det tætte bånd

Jeg havde aldrig troet dengang, at jeg blev gravid, at det ville påføre så megen smerte og kamp at få et barn. Nu skal det dog ikke forstås på den måde, at jeg ikke er glad for min datter, nej jeg har altid elsket hende højt.

 

Efter jeg er blevet sygemeldt, har hende og jeg udviklet et tæt bånd. Nu har jeg pludselig overskud til at opfange hendes små signaler og være meget mere til stede for hende, og det har stor betydning for hende. Det har virkelig givet os et skub i den rigtige retning mht. det tætte mor og datter forhold, som vi tidligere ikke har haft.

 

Men jeg må indrømme, at det er meget hårdt for specielt mig med hensyn til min datters kamp, da jeg tager det meget til mig, og i sidste ende vil jeg så gerne hjælpe min datter så meget, som muligt, og det gør virkelig ondt, når jeg ikke kan. På en eller anden måde så føles det som om, at jeg nok ikke helt kan slå til som mor. Og så må det også siges, at det er en svær kamp, da jeg gang på gang er stødt på ordet gråzone barn, eller ”det skal hun nok udvikle sig fra”.

 

Men jeg kan jo se, at det altid har været svært for hende mht. det sociale og den frie leg. Lige pt. hvor jeg er sygemeldt, forsøger jeg at bruge en del tid på, at hun kan få legeaftaler med nogle af klassekammeraterne eller sfo veninderne. Det går rigtig godt, når hun leger med nogle på to-mandshånd. Hun kan dog til tider være meget bestemmende, men alt i alt har hun udviklet sig meget mht. det at lege på to-mandshånd med andre børn. Nu nyder hun det, og har slet ikke brug for sin mor og far længere, når hun har besøg, så her har hun virkelig udviklet sig i den positive retning.
 

Dette er blevet en lang livsberetning, men jeg føler, at det er nødvendigt for helhedsforståelsen. Min datter er generelt en meget glad pige herhjemme, men hvis der er noget, som slår benene væk under hende, så er det, når hun skal lære noget nyt derhjemme. Hun griber det ikke an med glæde, men med gråd. Enten bliver hun meget hidsig, eller også giver hun op.

 

Hun tror ikke selv på, at hun kan, og derfor er det svært for hende at lære noget nyt. Jeg har forsøgt at læse om, hvordan jeg kan arbejde med, at hun får et bedre selvværd, men jeg må nok indrømme, at det tapper på kræfterne konstant at skulle finde måder at forbedre min datters liv, og herved føler jeg, at jeg ikke kan give hende den optimale hjælp.

 

Det har været min hensigt flere gange at skrive en beretning, men det har manglet med energien. Nu har jeg endelig fundet kræfterne og håber på, at med jeres viden kan hjælpe min datter videre til et bedre og mere gevinstgivende liv. Hvordan kan vi styrke hendes selvværd og sociale liv? Jeg føler mig virkelig i vildrede og vil gerne, hvis byrden på mine skuldre kunne blive lidt lettere via forståelse og nogle gode råd, som vi kan gøre brug af.
 

 

Mange hilsner

Den forhåbningsfulde mor