Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Intet gik som det skulle
af Tina Sanddahl Frederiksen den. 20.06.06

Jeg havde vel de samme rosenrøde drømme som enhver anden kvinde som var gravid for første gang! Med hvordan man rigtig skulle gå og glæde sig til den lille ny! Men næsten alt gik galt! Det startede allerede ved den første jordmoder-undersøgelse! Hun gav os et chok for livet! Hun fortalte at min livmoder var større end den skulle være i forhold til hvor langt henne jeg skulle være. Så enten var jeg længere henne end beregnet, eller også var der 2! –2! Tænkte jeg med gru. For jeg var sikker på min dato!

 

Og i det halve døgn der gik fra jeg havde været ved jordmoderen, og til vi kom ind og blev skannet, gik vi og forberedte os på hvordan vi i alverden skulle takle at få tvillinger! Ikke fordi at det ville være virkelig forfærdeligt, men vi var jo unge, og min mand var på det tidspunkt inde som værnepligtig, og overvejede en karriere i militæret! Men vi skulle nok klare den, hvis der var 2! Men det var der ikke, nej jeg blev rykket 5 uger frem! Hvordan det kunne ske, ved jeg faktisk ikke, for jeg var så sikker på min dato.

 

Men så gik alt også rigtig godt for en periode! Jeg havde en nem graviditet, uden nogen voldsom gener, andet end at jeg fik halsbrand når jeg skulle sove! Så det var jo nemt nok! I december blev jeg fyret fra mit arbejde! Pga. manglende arbejde tror jeg nok hun skrev, men mon ikke det var fordi hun selv var gravid og vores terminer kun lå med ca. 1 måneds mellemrum??

 

Nå, det var også lige meget, havde alligevel tænkt mig som det hensynsfulde menneske jeg var, at sige op! Vidste jo godt at det var dyrt at hun selv skulle på barsel samtidig med at jeg også skulle! Nå, men i januar fik vi hus, og vi havde pludselig travlt med at flytte og male og gøre i stand! Hele overetagen skulle rages ned, og vi havde rigtig travlt, hvis vi skulle nå så meget som muligt inden den lille ny kom.

 

Men så kom det forfærdelige! Jeg skulle til jordmoder d. 25 januar. Den dag står som printet på nethinden for det var den dag jeg fik af vide at jeg havde svangerskabsforgiftning, og at blodgennemstrømningen i moderkagen og navlestrengen ikke var særlig god! Derefter fulgte en tid hvor jeg var bundet til hospitalssengen, og hver dag fik jeg lavet hjertediagrammer, fik taget blodprøver, målt blodtryk, og blev skannet flere gange! Og vejning! Hver eneste morgen, og det var slet ikke noget jeg havde lyst til, for jeg havde taget rigtig meget på under graviditeten! Skyndte mig bare at skrive tallet ned, og aflevere det til sygeplejerskerne, og så ellers bare videre i programmet!

 

Og jeg havde svært ved at slappe af! Lå bare der og tænkte på at jeg manglede at tapesere forgangen, og male køkkenet! Og alt det vi manglede at få raget ned på overetagen! Og jeg som hader at ligge i sengen. Men det var jo det eneste der var at gøre! Til sidst fik jeg også noget blodtryksnedsættende for at se om det kunne hjælpe! Men nej! Den 2. februar, om eftermiddagen fik jeg den besked at nu turde de ikke vente længere! Jeg vidste godt at de højst sandsynlig ville sætte fødslen i gang før tid, men jeg var kun i 32 graviditets uge! På en gang var det en lettelse at der nu endelig ville ske noget! På den anden side var det skrækindjagende hvad der skulle til at ske! For selv om at de redder rigtig mange for tidligt fødte, var der jo altid en risiko! Og de ville ikke give mig nogen facts om hvad risikoen var for at mit barn døde! Eller ville få mén!

 

Men tiden oprandt, og vores barn skulle tages ved kejsersnit! Og det var skam fint nok, tænkte jeg på det tidspunkt! Men den oplevelse må jeg ærlig indrømme at jeg ikke har lyst til at opleve igen! Det tog dem 6 gange inden de fik lagt rygmarvsbedøvelsen, og da de endelig fik den lagt skal jeg love for at det gik stærkt! Jeg nåede knap nok at blive lagt på briksen inden de havde smurt mig ind i det sterile væske og havde skåret mig op! Og blob, ”tillykke, det blev en dreng, her er han!” og så var de ude af døren!

 

I mens lå jeg der på briksen i det kolde operationsrum, og frøs af h… til, mens jeg prøvede at genkalde hvordan min søn egentlig så ud! Jeg kunne simpelthen ikke huske det! Og jeg blev nervøs for om jeg overhovedet ville kunne genkende ham igen, når jeg lige om lidt skulle op og se ham på neonatalafdelingen! Men der blev jeg skuffet! Jeg blev kørt op på fødeafdelingen, og ikke på neonatalafdelingen! Jeg måtte først se min søn den efterfølgende dag! Over et halvt døgn skulle der gå, pga. smittefare. Og jeg var synderknust. Havde håbet at jeg måtte se ham med det samme! Men det gik jo nok alligevel. Jeg var fortsat ved godt mod, selvom at jeg havde drømt om at skulle føde selv! Føde i vand. Det kunne have været spændende!

 

Men da jeg endelig så ham den efterfølgende dag, var min lykke næsten gjort! Da lå han, så lille og fin inde i sit lille rumskib af en kuvøse, og flagrede med både arme og ben! Så lille, og så fin, og alligevel mindede han mig utroligt meget om E.T, men for mig var han den mest perfekte lille skabning jeg nogensinde havde set! 44 cm lang, og vejede 1710 g. Men min verden fik endnu en revne den dag! Jeg fik beskeden om at jeg kun måtte have ham ude af kuvøsen 2*10 min hver dag! ØV! Og jeg spekulerede over hvordan vi nogen sinde skulle knytte et bånd!

 

Tiden på neonatal afdelingen var noget specielt! Alle gik rundt og puslede med deres egne små lille skabninger, samtidig med at vi prøvede at holde modet oppe hos hinanden! Og vi prøvede at skabe os en hverdag, samtidig med at vi prøvede at holde os orienteret om livet udenfor! Og vores mænd, som så hårdt prøvede at være en del af begge verdener! Neonatal afdelingen var en hård tid!

 

Det hårdeste for mig var nu nok mine forgæves forsøg på at få mælkeproduktionen i vejret! Ja bare at få den i gang! Men jeg kom aldrig til at producere så meget at jeg kunne mætte ham bare til et måltid, inden at det forhenværende var blevet brugt! Jeg malkede ud hver anden time hele døgnet rundt! Men lige lidt kom der! Forsøgte så hårdt at producere de dråber som var så livsnødvendige for min søn. Vi forsøgte at få amningen i gang, så han måske kunne stimulere mig, men forgæves. Og for hver dag der gik, svandt håbet længere og længere ind, indtil jeg til sidst opgav, og vi gik over på flaske! Og jeg må nok indrømme at jeg var sønderknust! Det jeg havde håbet og glædet mig allermest til gik i vasken!  I dag er jeg faktisk glad for at vi begyndte på flasken! På den måde kunne vi bedre holde øje med at han spiste det han skulle! Men jeg kunne godt have ønsket mig at jeg havde haft bare lidt mere modermælk! Men kun et par uger efter at jeg var kommet hjem, gik produktionen helt i stå!Og jeg stod tilbage med en blandet følelse af glæde over endelig at være kommet hjem med min søn, som efter sigende skulle være sund og rask, og en følelse af fiasko fordi at jeg ikke fik mælke produktionen op at stå! 


I dag har vi det godt vores søn trives fint, selv om at det har været en hård tid! Han har svært ved at vende sig til nye ting, og det har taget lang tid med at få ham til at falde til i dagplejen, og han kan slet ikke klare når de skal i legestue! Så vi er nød til at tage fri i tide og utide fordi at de andre så skal i legestue! Og fordi, at så er han syg igen! I starten var han syg mindst en gang om ugen! Det er heldigvis blevet bedre efter at vi er gået ind i en varmere periode! Men det har også kun taget utallige forkølelser, og 3 lungebetændelser at komme igennem vinteren hos dagplejen! Hver gang de andre børn havde en lille forkølelse, havde vores søn det også, bare værre, og gerne efter fulgt af slim i lungerne! Og nu har han fået asmatisk bronkitis, men det skulle være meget normalt for en for tidlig født! Og så har han søvnproblemer, og vi har svært ved at få ham til at spise. 

 

Når jeg tænker tilbage på alt det der er sket, kan jeg ikke lade være med at ønske at det hele var gået noget nemmere! Selvom at vi selvfølgelig ikke er dem der har haft det værst, ville man godt have ønsket noget lidt anderledes, når nu det var det første barn. Det er især når jeg snakker med andre som har haft et helt normalt forløb at jeg bliver slået lidt ud af kurs! og jeg tror nu vi venter lidt inden vi skal have vores nr. 2, for vi har fået afvide at den næste nok også bliver for tidlig født, selvom at de ikke kan garantere det!


Men trods det, at intet gik som det skulle, så går det nu nok alligevel! Vi er i hvert fald taknemlige for vores lille guldklump, og trøster os ved at andre har haft et svære forløb end os, og glæder os over dem, som er kommet igennem uden nogen problemer.