Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Hun ville leve, om trillinger
af Moren den. 09.10.05

Jeg var gravid med trillinger og alt var godt, jeg havde en rimelig god graviditet. Da jeg var i uge 32 fik vi imidlertid af vide at den ene lille trilling havde vand i hovedet og ikke ville overleve. Men hun ville leve.

Vi havde forsøgt i 2 år og blive gravide da menustrationen pludselig udeblev, jeg var lykkelig men turde ikke rigtig tro på det, da det var sket før at jeg var gået over tiden. Jeg tog alligevel en hjemmetest, og det så grangiveligt ud til at den var positiv. Dette var lørdag og alligevel turde vi ikke tro på noget før jeg havde været ved lægen mandag. Men den var god nok og vi kunne godt begynde at glæde os. Men det var ikke ubetinget glæde, da jeg hele tiden tænkte på at det kunne gå galt endnu, derfor fortalte vi ikke familien noget på dette tidspunkt. Først da jeg var i uge 11 faktisk juleaften, fik de en ekstra lille julegave, vi meddelte alle at vi var gravide og de var glade.

I uge 13 var jeg så til scanning første gang, den såkaldte nakkefoldsscanning. Jordmoderen kørte scanneren hen over maven på mig og trods det at jeg aldrig havde oplevet en scanning før, syntes jeg bestemt det så ud som om at der var mere end en baby. Jordmoderen stoppede scanningen kiggede på mig og spurgte om der var flerlinger i vores familie, jeg rystede energisk på hovedet mens tanken (tvillinger) fløj gennem hovedet på mig. Jamen det er bare fordi der er ikke et barn, der er faktisk tre sagde jordmoderen. Trillinger jeg var i chok og var meget glad for at jeg på dette tidspunkt lå ned.

Da det var trillinger blev jeg ugen efter sendt til Horsens Sygehus, hvor jeg skulle tale med en læge, for det var ikke bare lige når det var trillinger. Efter at vi havde vænnet os til tanken om at der var tre i stedet for et barn, glædede vi os og var spændte på samtalen. Men glæden skulle denne læge hurtigt få pillet af os, for det kunne ikke lade sig gøre at få trillinger sagde han, jeg skulle have fosterreduktion for trillinger det var en alvorlig sag. Jeg ville føde alt for tidligt i uge 20 - 25 og få tre handicappede børn og det skulle vi leve med resten af vores liv. Jamen sagde vi hvad med alle de historier man læser i ugebladene hvor det er gået godt? Ja man høre jo kun solstrålehistorierne sagde han. Jeg ville overhovedet ikke høre om fosterreduktion for det første havde jeg altid været modstander af abort og for det andet havde jeg allerede set mine små børn alle tre og det var små børn, det var ikke bare et foster.

Jeg stortudede da vi forlod Horsens Sygehus, heldigvis er jeg en meget stædig person og jeg tog et fast tag i nakken på mig selv og sagde det skal han ikke bestemme nu skal jeg vise ham at det kan lykkes.

Jeg blev nu overflyttet til Kolding sygehus, da de har en neonatalafdeling. Her blev jeg scannet hver 14 dag af en fødselslæge, og det så godt ud. Da jeg var i uge 20, skulle jeg have den helt store scanning hvor de ser om der er 2 arme 2 ben m.v.. Lægen fortalte os her at det var en dreng og to piger vi ventede.

Da jeg var i uge 32 skulle jeg igen til scanning i Kolding og jeg havde fået af vide at jeg skulle pakke en kuffert for jeg skulle ikke regne med at få lov til at komme hjem igen, ved trillinger laver de som regel kejsersnit mellem 32 og 34 uge.

Vi mødte glade op på Kolding Sygehus og blev vist ind til lægen. Han scannede og kiggede og så pludselig gik scanneren i sort. Hov sagde han, nå så må vi vist hellere få dig ind på den anden stue, det er også en meget bedre scanner der er derinde meddelte han. Vi blev nu vist ind til en jordmoder som skulle være ekspert i scanning og hun scannede samtidig med at lægen hviskede et eller andet til hende, pludselig var alle kontakter tændt for hvad var der galt.

Lægen kiggede på os og sagde det gør mig ondt, men den ene trilling har vand i hovedet i store mængder, hvis den overlever hvad vi ikke mener, så er den dybt hjerneskadet. På få minutter var vores verden styrtet i grus. Vi græd begge. Han undskyldte mange gange, dette skulle de have set allerede i uge 20, men man kunne ikke have gjort noget andet end at afbryde hele graviditeten og det var der ingen af os der var interesseret i.

Vi skulle nu overflyttes til Odense eller Århus universitetshospital sagde han, børnelægerne i Kolding var ikke gode nok til dette. Hvor ville vi helst hen? Min mand var så nærværende at han fik sagt Århus, han arbejdede nemlig i Århus på dette tidspunkt. Dette var fredag og lægen gjorde foranstaltninger så vi mandag morgen kunne tage til Århus og blive scannet.

Weekenden var meget lang jeg brugte det meste af tiden på at bebrejde mig selv det, jeg var overbevist om at det var min skyld. Jeg var faldet på trappen da jeg var i uge 28 og var overbevist om at det var derfor. Det var ligegyldigt hvad min mand sagde. Vi var enige om at vi ikke ville kunne klare et stærkt handicappet og dybt hjerneskadet barn, og vi havde også to raske børn at tage hensyn til, så vi var enige om at hvis barnet overlevede ville vi anbringe det på et hjem hvor de havde forstand på at tage sig af det. Der var mange der mente at vi var kolde og kyniske, men det var den eneste løsning for os hvis ikke hele vores verden skulle skride. Vi var også enige om at lægerne ikke skulle gøre mere for barnet end de skulle, for vi ville ikke have at det skulle lide mere end højst nødvendigt.

Ekstremt nervøse men dog fattede drog vi mandag morgen af sted til Århus. Vi kom ind til overlægen og han var utrolig sød. Han scannede mig og det tog ham kun to minutter at finde ud af hvad der var i vejen. Han kiggede først på hovedet og kørte så ned langs rygraden, her var der et lille hul. Han fortalte os at vores lille barn havde det man kalder rygmarvsbrok. Det vil sige at i mellem 20 og 30 dag af et fosters liv lukkes rygsøjlen, men det var ikke sket her, det var noget som skete for 1 ud af 800 børn i Danmark om året. Og dette havde medført vand i hovedet også kaldet Hydrocefalus. Vi skulle ikke regne med at vores lille barn ville overleve ret længe det kunne være fra 3 dage og op til et år. Men han mente at da jeg så ud til at have det godt, at vi skulle vente en uge mere med kejsersnit, jo længere børnene blev derinde jo bedre.

Uanset hvor hårdt det lyder håbede vi begge at barnet ikke ville overleve ret længe. For så ville vi blive for knyttet til det og det ville blive hårdere at sige farvel.

Den efterfølgende uge var den hårdeste i min graviditet, pludselig kunne jeg ikke længere være andre steder end i min seng, jeg havde kvalme, kunne ikke holde noget mad i mig havde ondt i maven m.v..

Da min mor mandagen efter skulle køre mig til Århus igen, hvor min mand ville møde os, havde jeg det rigtig skidt, min mor var bange for at jeg skulle føde på vejen.
Da vi nåede til Århus blev jeg atter scannet og alt så efter omstændighederne fint ud, hvad jeg sagde til at de ville trække mig en uge mere? Nej jeg rystede på hovedet jeg kunne ikke mere. Jamen hvis nu de indlagde mig til aflastning hvad jeg sagde til det. Jeg indvilligede og blev indlagt på barselsafsnittet. Min mand og mor tog tilbage til Vejle og efterlod mig. Jeg brugte det meste af dagen på at hvile mig og se fjernsyn. Min mand ringede om aftnen og sagde at han ville kigge op til mig dagen efter og så overnatte. Jeg glædede mig.

Om aftnen kunne jeg ikke finde ro jeg var på toilet mindst 50 gange. Jeg havde sådan en uro i hele kroppen og jeg kunne ikke falde i søvn. Kl. 2.30 om natten skulle jeg igen på toilettet, men jeg kunne ikke holde mig og nåede kun lige ud af sengen. Jeg ringede efter sygeplejersken men blev puttet tilbage i sengen. Kl. 3 skulle jeg igen på toilettet og det skulle gå stærkt. Igen nåede jeg lige ud på gulvet og så gik vandet. Pludselig gik det hele stærkt. Der blev ringet efter min mand og jeg blev kørt til fødestuen hvor jeg fik vestoppende drop, da de gerne ville trække mig til kl. 8 for der mødte børnelægerne ind. Heller ikke på dette tidspunkt troede de på at den sidste trilling ville overleve, de satte kun elektroder på de to andre, de ville ikke lave akut kejsersnit for den sidstes skyld. Det var 4 hårde timer, veerne blev ikke mindre eller færre.

Min mand kom kl. 5 og han var en enorm støtte. Kl. 8.15 blev jeg kørt til operationsstuen og kl. 8.29 blev Mette født, kl. 8.30 blev Mads født og kl. 8.31 blev Mille født, det så ikke så slemt ud med Mille sagde de. Min mand forlod mig for at følge børnene til børneafdelingen. Først kl. 11 fik jeg lov at se mine børn for første gang. Jeg var lykkelig alle tre klarede de sig godt, de havde ikke fået nogen form for hjælp ikke engang lungemodning. De vejede omkring 1800 g. alle tre og de var syntes jeg meget små, men det var faktisk flot af trillinger at være.
Vi fik af vide at Mille skulle opereres indenfor de næste tre dage og så måtte tiden vise hvad der ville ske.

Om onsdagen havde vi barnedåb på Skejby sygehus, kun de nærmeste var der. Vores ønske var at Mille skulle døbes inden operationen som skulle finde sted om fredagen, vi ville at hun skulle have al den styrke med sig som overhovedet muligt. Mille var så fin i sin alt for store dåbskjole, men det var utrolig hårdt, tårerne trillede ned af kinderne og vi vidste ikke hvad vi skulle og ikke skulle.

Fredag var dagen hvor Mille skulle opereres, operationen skulle foregå inde i Århus by på kommune Hospitalet. Vi var oppe kl. 6 om morgnen, vi ville lige op på børneafdelingen og hilse på inden hun skulle af sted. Vi kørte selv ind til kommune hospitalet og var der til at modtage hende da hun ankom. Hun blev kørt op til operationsstuen og vi skulle tage afsked udenfor døren det var meget hårdt, for vi vidste jo ikke om vi ville se hende i live igen, det var en stor operation som ville vare mindst 6 timer. Men lige som de skulle til at køre hende ind, kiggede hun på os, og løftede hånden og vinkede til os. Det var som om hun ville sige bare rolig vi ses om lidt, det her skal jeg nok klare.

Vi tog ud i Århus by, vi magtede ikke at tage tilbage til de to andre, og vi var vist heller ikke til nogen stor trøst for dem. Vi kiggede på butikker og spiste frokost, mens tankerne snurrede om Mille. Kl. 14 om eftermiddagen blev vi ringet op at nu var Mille kommet op på opvågningen og hun havde det godt. Operationen var gået over alt forventning og hun havde klaret det så fint. Der havde ikke været et eneste udslag det hele havde fulgt en streg fortalte narkoselægen. Lægen som havde opereret sagde at det havde været en drømmeoperation alt havde flasket sig. Og nu skulle Mille selv kæmpe videre.

I dag er Trillingerne tre måneder og Mille klarer sig rigtig godt, hun er mindst lige så frisk som sine søskende, hun pludrer løs, hun kigger og hun skal nok fortælle hvis der er noget som hun er utilfreds med. Lægerne kalder hende et lille mirakel og man snakker ikke længere om hvor længe hun vil leve, for hun er kommet for at blive, hun vil livet og vi er ikke i tvivl om at hendes hoved ingenting fejler. Det eneste lille minus vi kan finde hvis vi skal finde et er at hun sandsynligvis ikke kommer til at gå af sig selv, hun skal have hjælp i form af skinner eller kørestol. Men når vi kigger tilbage og tænker på at vi havde fået af vide at vores lille pige ikke ville overleve, så er det en bagatel. Vi er sikre på at hun bliver en livsglad pige som nok skal blive trukket med videre i livet af hendes to søskende.

Det eneste vi ikke forstår, er hvordan lægerne kunne tage så grueligt galt.