Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Hvem skal passe Jacob? + Opdatering
af Heidi den. 09.08.05 + 09.04.06

"Hvem skal passe Jacob" var titlen på en af mine yndlingsbøger som barn. Min søn blev kaldt Jacob, og det skulle vise sig at der var rigtig rigtig mange der kom til at passe ham inden vi helt alene fik æren.

Men lad mig starte helt fra begyndelsen:
Efter 6 års sekundær barnløshed (vi har et stort barn i forvejen), blev jeg endelig gravid .
Graviditeten forløb uden større problemer end lidt kvalme i julen.

Da jeg nåede til uge 22 vågnede jeg en morgen med blodet styrtende ud af mig. Jeg fik ringet til fødegangen som sendte en ambulance. Da jeg ankom til sygehuset en ½ time senere, viste det sig at jeg havde åbnet mig 3 cm og fosterhinden hang ned. Jeg havde dog ingen smerter eller veer og mærkede fint liv. Jeg blev lagt i seng og en jordmor kom og fortalte mig at jeg var i fødsel og at de intet kunne gøre for at redde barnet så tidligt. Hun ville på det kraftigste opfordre os til at tænke en begravelse igennem! BANG - der lå jeg så.

Jeg var skrækslagen og så frygtelig ked af det. Natten gik dog uden at mere skete. Næste morgen kom en læge ind og sagde at de ville tilbyde mig at få lagt en cerclage (snor om livmoderhalsen) som måske ville kunne give barnet mere tid i mig. Det tilbud tog jeg selvfølgelig imod med kyshånd da der jo ikke ligefrem var andre muligheder. I narkose kom jeg og da jeg vågnede igen føltes det som om jeg havde født en oppustet badebold. Det gjorde bare så ondt.

Efter nogle dage kom jeg hjem med beskeden om at holde mig i fuldstændig ro. Så jeg indtog sofaen de næste uger. Det var en skrækkelig tid hvor jeg simpelthen talte timerne for at nå hen til et tidspunkt hvor barnet kunne få en chance. Hver dag gik med angst og bekymring.
I uge 26 begyndte jeg at bløde igen. Denne gang meget mere moderat, men dog nok til at jeg kontaktede fødegangen som opfordrede mig til at komme med det samme. Det blev til yderligere 4 dage i hospitalsseng hvor intet mere heldigvis skete. Da det blev fredag besluttede en læge sig for at jeg lige så godt kunne tage hjem, da der jo var ro i sagerne igen. Glad tog jeg hjem.

Næste dag, tidlig morgen vågnede jeg med smerter i lænden med jævne mellemrum....... Veer! Denne gang var det alvor. Cerclagen blev klippet og ind på en fødestue kom jeg. Min mand og jeg var i syv sind. Kunne barnet overleve? ville det dø inden fødslen? HVOR lille mon det var? En læge fra neonatal kom ind og beroligede os lidt og vi fik vist billeder af børn på omkring 900 g da det var det som scanninger tydede på at vores barn vejede.

Fødslen forløb helt "normalt" og efter 5½ time kom Jacob til verden. 1115 g og født i uge 27.
Han skreg og sprællede og fik 10 i apgar score efter 3 min. Lægerne løb dog af med ham ned på neonatal og fik ham lagt i c-pap. Vi var fuldstændig overstadige af lykke. Vi havde jo forventet det værste. Det gik jo fremragende efter de odds vi havde med os.

De første 10 dage gik på neonatal. Jeg vekslede mellem at være syg af bekymring og høj af lykke. Jeg var skræmt over så meget jeg allerede elskede det lille bitte væsen(nu 960g) og hunderæd for at der skulle ske ham noget. Alle sagde "Han er så fin, klarer sig over al forventning, du bekymrer dig for meget......." Det skulle vise sig at denne bekymring var berettiget.

Jacob fik flere og flere puls-dyk. Alarmen ringlede ind imellem i et væk. Jeg følte at han blev mere urolig og ”knurrende” når han lå udenfor kuvøsen, hos os.  Sygeplejerskerne forsikrede os om at det var umodenhed hos præmature børn og formentlig helt normalt.

Jeg fandt det dybt frustrerende da jeg synes det hele så så sort ud for sådan et lille bitte menneske. Så jeg gik i en konstant stress-agtig tilstand og græd så let som ingenting.
På Jacobs 10 levedag skete der noget. Første ble vi skiftede den dag, var der blod i afføringen. Vi blev meget forskrækkede, men personalet beroligede os endnu engang.

Sen eftermiddag blev vi ringet op. Røntgen billeder havde vist at Jacob var syg i sit tarmsystem og han blev derfor overflyttet til Odense så hurtig som muligt for at være der hvor ekspertisen var størst. En ambulance hentede ham og vi kørte bagefter i egen bil.
Der blev ikke sagt meget på den tur. Jeg kan huske at jeg sad og krammede hans bamse og navneskilt, og bad en stille bøn for at det måtte være mindre alvorlig end det lød.
Det var desværre ikke tilfældet………..

Vi nåede frem til neonatal afd, et stykke tid efter ambulancen med Jacob i (efter deres anbefaling).  Og da vi træder ind af døren, er det som om Jacob beslutter sig for at give op.
Senere fandt man ud af at han var meget mere syg end først antaget. Betændelse i tarmen som der var gået hul på og betændelsen var sevet ud i resten af den lille krop. (NEC)
Jacob magtede ikke at trække vejret og blev flere gange håndventileret tilbage til livet igen.
Det endte med at han sent om natten kom i respirator hvilket faktisk var en lettelse for os da det ikke var til at bære at se på når han bare stoppede med at trække vejret.

Vi fik anvist et værelse og blev ”smidt i seng”. 3 timers søvn senere stod vi på afdelingen igen, kun for at fortsætte vores mareridt. Vi fik at vide at Jacobs tilstand var meget kritisk og at de ville opfordre os på det kraftigste til at få ham døbt med det samme. Men vi ville ikke holde dåb på det tidspunkt, da vi følte at vi derved opgav ham. Vi kunne på det tidspunkt ikke få os selv til det. Det føltes forkert.

Ved middagstid kom der endelig en læge som besluttede at Jacob skulle åbnes så man kunne se hvor slemt det stod til. Afsted kørte de endnu engang med ham, hvor vi måtte stå tilbage og bare håbe at de gjorde alt for at redde vores dreng. 3 stive timer ventede vi. Jeg kan huske at jeg prøvede at bede fadervor, da det var den eneste ”bøn” jeg kunne overkomme. Og det irriterede mig grænseløst at jeg pludselig ikke kunne huske de sidste ord af verset…..

Omsider blev vi ringet op fra intensiv. Efter omstændighederne var operationen gået godt. De havde fjernet det syge tarm og Jacob havde fået en stomi. Så var vi påny klar til et nyt kapitel.

Derfra gik det kort fortalt meget langsomt, men sikkert fremad. Vi lærte hurtig at håndtere hans stomi. Vi glemte meget hurtig at han overhovedet havde den. Efter 22 dage blev vi igen overflyttet til vores lokale sygehus. Det havde vi ventet på med stor længsel, da vi havde været meget glade for personalet der og følt os i trygge hænder.

Så det var en stor dag da ambulancen kørte den ”rigtige” vej med Jacob igen.
I den tid Jacob havde været syg havde han tabt sig lidt igen. Så han var lidt bagefter med sin vægt. Da han var 1 mdr gammel og altså 31 graviditetsuge vejede han ca 1300.

Den sidste tids indlæggelse er gået forbløffende hurtig. Tingene har udviklet sig positivt i en fart som jeg næsten havde svært ved at følge med til. Da alt overvågning blev taget af ham og v kunne flytte rundt med ham, var jeg stadig ikke kommet længere end at jeg bare var lykkelig for at operationen var gået godt. Jeg var ikke svær at få til at smide armene over hovedet i begejstring over min søn….

Den morgen en sygeplejerske med smil på læben sagde de magiske ord: ” i skal til at gøre klar til at få Jacob med jer hjem…..” Da sværger jeg på at mine fødder ikke rørte jorden!
Nu er det næsten 2 uger siden vi fik Jacob med hjem. 3½ uge før termin. Han vejer nu 2420 og befinder sig rigtig godt med at det nu kun er mor og far der passer Jacob!
Jeg føler at vi har været en tur i helvede og vende og tilbage til himlen igen. Sådan kan jeg næsten bedst beskrive de sidste måneder.

Jeg er overbevist om at vores søn er en fighter af natur, og nok skal klare sig videre i livet.
Det var historien om Jacob. Jeg føler at jeg kunne have beskrevet meget mere omkring de følelser vi var igennem i forløbet, men et eller andet sted skal grænsen jo gå.

Jeg vil dog opfordre dig til at bruge min mail-adresse hvis du skulle have nogen spørgsmål eller kommentarer omkring min beretning.
hieronymus75@sol.dk
mvh Heidi.

 

 

========================OPDATERING==========================

Hvordan går det så nu:
Jacob var i Odense for at få lagt sin stomi tilbage, i dec 05. Dette lykkedes desværre ikke pga sammenvoksninger i tyktarmen. Så om 3-6 mdr skal vi prøve igen. Jacob har siden den operation i december, haft store problemer med at tage på.  Nu, 7? mdr gammel, vejer han 6150 kg og vejer således 200 gam mindre end da han blev indlagt i december.

Jacob er et glad barn, med let til smil og latter. Han er dygtig med sine hænder og kan sidde selv i minutter af gangen.

Han er meget følsom overfor store forsamlinger og for megen uro. Har vi været nogen steder om dagen med megen uro, så mærker vi det især på at han har meget svært ved at sove om natten.

Vi gruer meget for dagpleje-start.

Jeg har stadig enorm mange spekulationer og bekymringer omkring hans fremtid, men prøver også på at vente med at bekymre mig til problemerne overhovedet er der! Som alle andre børn er han en guldklump, og det dejligste der findes. Dog synes jeg stadig det er dødhårdt at være mor til en 13 uger for tidligt født barn!