Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Viktoria, født d. 5. maj 2004. (30+0), en sejr og en befrielse
af Helle Sonne den. 13.11.04

Bearbejdelsen af de mange tanker og følelser, der fylder en efter et langt hospitalsophold tager tid. Viktorias og mit ophold i foråret 2004 på Holbæk sygehus er heldigvis endt godt, selvom jeg først var sengeliggende med vandafgang i 3½ uge, og derefter var godt 1½ måned på Neonatalafdelingen med Viktoria. Der er nu, et halvt år efter hendes fødsel, kommet ro på hverdagen og på tankerne i mit hoved. Nu er tankerne også kommet ned på skrift, her i min beretning….

 

At få Viktoria, vores dejlige lille datter på nu godt 6 måneder, var på mange måder en voldsom, vanskelig og virkelighedsfjern begivenhed, men samtidig en vidunderlig oplevelse, der har givet Jakob på 6 år en lillesøster og gjort os til forældre igen.

Hun kom til verden på Holbæk Sygehus på Danmarks befrielsesdag d. 5.5.2004, 10 uger før tid (uge 30 + 0)

At der var tale om en speciel graviditet og en viljestærk pige har vi vidst lige fra starten.
Efter 3 spontane aborter indenfor et år, og godt i gang med en udredning for, hvorfor pokker det ikke kunne lade sig gøre at holde på fostrene, blev jeg kikkertundersøgt i livmoderen.

Allerede 7 uger henne i graviditeten blødte jeg voldsomt fra en blodansamling i livmoderen, scanningen viste et lille blinkende hjerte, så der var håb og en måneds sygemelding med megen hvile og ro, gjorde at fosteret voksede, og vi bandt an med en moderkagebiopsi i uge 11. Alt gik godt, og vi modtog brev om, at vi ventede en lille pige med normale kromosomer. Jeg følte en fantastisk glæde indeni, og håbet om, at alt ville gå godt blev stærkere – især efter den obligatoriske scanning i uge 18, hvor alt var fint og NORMALT. Hvilket stort ord i denne graviditet!

Jeg fik lige præcis 8 uger at være glad gravid i! D. 11.4 om aftenen, da jeg var 26 + 6 uger henne, lå jeg i sengen og læste, da lagenet under mig pludselig blev vådt. Vi var ikke i tvivl, det mindede meget om første fødsel for 6 år siden, vandet måtte være gået – men det kan det da ikke i uge 26?

Jeg gik i chok, forsøgte at tænke klart og handle fornuftigt, men kroppen rystede og benene eksede under mig, som var de i krampe. Rystelserne blev ikke mindre af turen i ambulance til sygehuset, hvor jeg blev modtaget og rutinerne tog over. Hun havde det godt derinde, og blev ved scanningen skønnet til ca. 1000 gr.

Mit hoved var fyldt spørgsmål – Hvorfor? Hvad skal der ske? Hvornår skal jeg føde?
Og svaret var entydigt – ”du skal vente så længe som overhovedet muligt.”
Her begyndte mit nye liv som rugemor så…..

Fra at være en kvinde med en travl hverdag som mor til Jakob, spændende arbejde som skolelærer, hus på landet og aktiv motionist til en sengeliggende, selvmedlidende, ensom og enormt bange pige, der med et fandt ud af, at livet er uforudsigeligt, at det ikke er alt, man kan kontrollere, og at håbet og optimismen var de sider af min personlighed, som jeg måtte dyrke de næste mange uger.

Set i bakspejlet er det de 3½ uge som sengeliggende på barselsgangen, der fylder mest i min bevidsthed. Utrygheden og den manglende vished for, hvad fremtiden ville bringe for mig og min lille pige var næsten ubærlig, i hvert fald samtidig med det kæmpestore gnavende savn af Jakob, vores hverdag og familieliv, og den fysiske afstand, der var imellem os (ca. 40 km fra Kindertofte til Holbæk).

Thorbjørn og jeg havde aftalt (som de fornuftige og rationelle mennesker vi normalt er), at han skulle passe Jakob og hverdagen, jeg skulle passe på vores lille pige og mig selv.
Det var en flot aftale – som jeg næsten dagligt bandede langt væk, for hvorfor kunne vi ikke være sammen om det her, hvorfor skulle jeg bære det alene – og jeg fik svaret under en af vores lange telefonsamtaler – for Jakobs skyld! Han skulle bevare sin hverdag, sin børnehave og sine legekammerater – det var nok, at han skulle undvære sin mor i det daglige, han skulle ikke også trækkes med på hospitalet hver dag, til en mor som kun kunne spille ludo eller kryds og bolle på sengekanten i en times tid. Et hospital er ikke et sted for en rask, aktiv 5-årig knægt.

Så de kom og besøgte mig efter arbejde et par gange om ugen, det var dejligt – men min uro og angst kom jeg ikke af med der, den fik mine søstre, veninder eller kolleger, når de kom og besøgte mig, hvilket de heldigvis var meget flinke til.

Jeg sørgede for mig selv, passede på mig selv, og arbejdede med mig selv mentalt for ikke at blive helt skør. Jeg søgte ind i mig selv vha. meditation og relax-musik, og jeg blev rigtig god til at slappe af. Jeg brugte jordemødre og læger til at få svar på mine mange spørgsmål, og jeg synes, at de under de givne forudsætninger forklarede sig godt – i sådan en situation er der ikke 2 tilfælde, der er ens – og de havde set lignende tilfælde før, hvor det var lykkedes at holde på barnet i lang tid, og jeg måtte huske, at hver dag talte i positiv forstand.

Ved de ugentlige scanninger blev der konstateret ”nok” fostervand, det løb stadig i en stille strøm fra mig, men åbenbart blev der dannet nok. Infektionsrisikoen var den farligste parameter, hver dag fik jeg tjekket leucocytter og CRP, og jeg fik daglige inohep-indsprøjtninger pga. min sengeliggende tilstand. Jordemødrene kom også ind og hørte hjertelyd hver dag, betryggende nok, men jeg mærkede liv størstedelen af døgnets 24 timer, og jeg var derfor ikke i tvivl om, at hun havde det godt derinde, at hun var livskraftig og stærk, og at det ikke ville vare længe før jeg skulle møde hende. Hvordan mødet skulle ske kunne ingen dog give mig svar på, og tankerne om det forsøgte jeg at fortrænge, da for mange skrækscenarier trængte sig på.

Et liv med et for tidligt født barn var simpelthen uoverskueligt for mig – ville hun blive handicappet, ville hun overhovedet overleve – ville hun blive vores lille ønske-pige ?
Og JA selvfølgelig blev hun det, og mere til – hun er bare fantastisk.

Ventetiden blev nøjagtig 23 dage. D. 4.5. sidst på aftenen begyndte det at murre lidt i livmoderen og stramme lidt over lænden, jeg var usikker på om det bare var min fintfølenhed eller om kroppen virkelig var gået i gang med at føde. Det føltes sådan, hvis jeg prøvede at tænke 5 år tilbage på Jakobs fødsel. Jeg blev faktisk mindre og mindre i tvivl, sammentrækningerne blev lidt kraftigere, og jeg prøvede at huske tilbage, var der ikke noget med, at jordemødrene gerne ville vide, hvor lang tid, der var mellem veerne? Jeg talte, og talte og blev mere og mere sikker i min sag, inden jeg ringede på jordemoderen kl. ca. 23. Hun mærkede udvendigt, og syntes også at hun kunne mærke sammentrækninger, så hun satte CTG på, og kurven bekræftede vores anelser. Jeg havde veer, fødslen var i gang – så hvad nu? Scanningen viste, at vores lille pige lå i underkrop stilling, så jeg skulle forberede mig på et kejsersnit, og det var da også helt i orden.

Jeg var klar i hovedet, frisk og parat – men min adrenalintilstand blev hurtigt bragt ud af balance, da lægernes melding var klar: jeg skulle have vehæmmende drop, fødslen skulle standses, da jeg stadig kun var gravid i uge 30. Jeg blev kørt ind på en fødestue, og veerne tog til, mens der blev rigget drop til. Jeg brugte vejrtrækningsteknik og prøvede at bevare roen, mens jeg fik fat i Thorbjørn, der ville komme hurtigt. Han afleverede Jakob hos gode venner i Slagelse, inden han kørte mod Holbæk, og det var DEJLIGT at se ham og være to om kampen mod veerne. Bricanyl-droppet fik dog relativt hurtigt bugt med de værste veer, så natten igennem var det mest bivirkningerne med den høje puls, jeg kæmpede med. Vi prøvede at få lidt hvile, men det var svært – jeg skulle have målt blodtryk og puls jævnligt, og der var også andre fødsler i gang!

Hen på morgenen var der fred og ro – veerne var svage, og jeg skulle forsøge at trappe ud af droppet i løbet af formiddagen. Trods den forvirrende nat var jeg rimelig ovenpå, jeg mente nok, at jeg kunne klare situationen, så Thorbjørn kørte på arbejde kl. 8.

Jordemødrene skruede ned for droppet, først lidt og så mere, og så var det, at jeg pludselig følte den samme murren i livmoderen som forrige aften, og hurtigt blev det til rigtige sammentrækninger.

Jeg havde veer igen – kroppen ville ikke kontrolleres, fødslen var i gang, og jeg havde følelsen af, at jeg snart ville nå målet på de foregående ugers venten. Men det skulle da ikke ske sådan her! Hvorfor skulle jeg lide med veer 2 gange, når jeg alligevel skulle have kejsersnit? Jeg synes, det var formålsløst, så jeg beklagede mig lidt, blev lagt op på siden og fik varmedunk på lænden, samtidig med, at droppet blev skruet op igen. Først lidt op, og så mere og mere…. jeg havde det skidt, jeg havde ondt, meget ondt, og det var tydeligt, at kroppen levede sit eget liv nu. Jeg ringede efter en god kollega og veninde Dorte, der ville komme hurtigt og holde mig lidt i hånden – jeg kunne ikke bære at være alene mere. Hun trådte ind af døren nogenlunde samtidig med overlægen, der gav grønt lys for afslutning af det vehæmmende drop og klargøring til haste-kejsersnit. NU skulle Viktoria bare ud.

Jeg fik ringet efter Thorbjørn, der ilede fra Ringsted til Holbæk, og den efterfølgende tid står for mig som et virvar af information fra sygeplejersker, jordemødre og anæstesilæger i blandet kraftige regelmæssige ve-smerter, der absolut var tiltagende. Godt at jeg havde Dortes hånd at holde i!

Mest smertefuld var transporten fra fødegangen til operationsgangen, hvor hvert enkelt lille bump, gjorde veernes styrke særlig kraftig. En enkelt gang måtte vi stoppe, da jeg var ved at kaste op af bare smerte… Dorte efterlod jeg udenfor operationsstuen, nu var forløsningen nær!
Jeg fik fuld narkose og nød at sove hen og blive befriet for smerterne og i operationslysets skarpe lys, kom Viktoria til verden kl. 13.20 onsdag d. 5.maj 2004.

Det første, jeg så af hende, var det billede, Thorbjørn holdt op foran mit ansigt, da jeg døsig vågnede op fra narkosen på opvågningsstuen. Hun levede, hun var lille, men velskabt – hvilken befrielse…..1455 g og 42 cm, 10 fingre og 10 tæer, det var fantastisk.

Jeg overvældedes af lettelse og glæde, og tårerne fik frit løb, omtåget af smerte og fuld af bekymring blev jeg kørt sengeliggende til Neonatalafdelignen, hvor vi sammen så vores lille datter, og rørte hendes små hænder gennem kuvøsens huller. Hun lå i sin rede med mange ledninger og slanger, som vi på dette tidlige tidspunkt overhovedet ikke havde noget forhold til, og en følelse af fremmedgjorthed meldte sig.

Vi talte med børnelægen og blev orienteret om, at hun havde problemer med vejrtrækningen - jeg husker situationen som en film, der kørte foran mig, jeg var sat uden for indflydelse, og stolede bare på, at hun var i gode hænder og at lægerne vidste, hvad de gjorde. De gav hende blodtransfusion ca. 3 timer efter fødslen, for at lette iltoptagelsen med friske røde blodlegemer, og de håbede, at hun ville rette sig uden brug af curosurf. Ellers var næste stop en respirator på Rigshospitalet …..

Min opgave var at håbe, at tro på at vores lille pige ville leve, og så ellers overføre al min energi og alle mine positive tanker til hende.

Hun rettede sig heldigvis fint, allerede først på aftenen havde hun det bedre, og ilten kunne skrues ned. Jeg var ovre hos hende igen om aftenen, hvor Jakob kom for at se sin lille lillesøster sammen med Thorbjørn. Jakob var mest optaget af alle ledningerne og slangerne, hvor går den blå hen, og hvad får hun gennem den grønne?

Jeg skulle i gang med at lære den nye verden, der hedder pleje af et præmaturt barn at kende, og det var i hovedtræk fuldstændig, som da Jakob var lille bare i mini størrelse og med ledninger og slanger, der skal fjernes, før man kan komme til.

Næste morgen gik jeg selv fra barselsgangen over til Neo for at passe Viktoria - det var fantastisk at være selvhjulpen og kunne gå de små 100 m selv – jeg havde fået min frihed tilbage, jeg var blevet befriet fra min byrde af usikkerhed og angst, nu havde jeg et helt virkeligt levende lille barn liggende i kuvøsen, som bare ventede på, at jeg lærte hende at kende.

Jeg mærkede hurtigt en kraftig og overvældende moderfølelse, der gav mig lyst til at tage hende op og ud af kuvøsen så ofte som muligt! Og heldigvis støttede de meget dygtige sygeplejersker mit behov for nærhed med min lille pige, de fortalte mig om kængurometoden, og det virkede logisk og rigtigt på mig: at overføre kropsvarme, lugt og hjerteslag til Viktoria så ofte som overhovedet muligt.

Hvor mange timer jeg har siddet i den blå stol ved siden af kuvøsen viklet ind i slanger og ledninger med hendes lille varme krop mod mit bryst, har jeg ikke talt, men hvert minut var rigtigt og vigtigt. Det var ligesom en erstatning for de uger af graviditeten vi mistede, her følte jeg, at vi igen var sammen, og at jeg kunne give Viktoria den ro, varme og nærhed, som hun havde brug for ude i denne store kolde og barske verden. Jeg lærte Viktorias små signaler at kende, og hun var god til at give tegn til, hvornår hun havde ligget længe nok med hovedet den ene vej, hvornår maden løb for hurtigt i sonden, hvornår hun bare ville have fred og hvile sig, og hvornår hun ville op til sin mor.

Den tredje nat blev jeg vækket ved 3-tiden, om jeg ville komme ned og forsøge at trøste, for Viktoria var lidt utilfreds og urolig? Jeg sprang ud af sengen (så godt man nu kan efter et kejsersnit), og sad et par timer med en rolig pige på brystet – det var fantastisk, tænk at jeg kunne berolige hende!

Ja faktisk synes jeg, at det var som at køre ned ad bakke, da jeg først havde Viktoria i hænderne på Neo. Som en af sygeplejerskerne sagde til mig en af de første dage, var det snart mig, der kom til at fortælle dem, hvordan Viktoria skulle passes – og det stemte!
Jeg var selvfølgelig stadig bange, jeg vidste, at forløbet på Neo sjældent går helt glat, der kunne støde alverdens ting til, men jeg havde en tro på, at vi ville klare skærene, og jeg tror her efterfølgende, at min optimisme og mit håb betød meget for min positive oplevelse af det lange ophold på sygehuset

Jeg følte meget tidligt i forløbet, at jeg selv havde nogenlunde styr på situationen, og jeg fik rigtig god hjælp og støtte af såvel læger som sygeplejersker. Jeg spurgte som en vanvittig for at lære hele denne fagre nye tekniske verden at kende, og snart kunne jeg forklare venner og familie, der kom på besøg, hvordan tingene hang sammen.

Jeg var selvfølgelig også kontaktperson til Thorbjørn, som stadig ikke havde sin daglige gang på sygehuset! Han fulgte med i Viktorias ve og vel, men hverdagen med Jakob, arbejde og øvrige forpligtelser fyldte tiden ud, og han kunne jo se, at jeg mestrede plejen og omsorgen for vores datter. Han håbede selvfølgelig også på, at alt gik godt, men frygten og pessimismen fyldte mere hos ham i starten end den gjorde hos mig, og det skilte os lidt ad. Det var hårdt, og vi trængte mere og mere til igen at være sammen – så vi prøvede at få nogle små luksusoplevelser, fx gik vi ud og spiste på restaurant et par gange, og efterfølgende fik vi stille og roligt talt om vores tanker, håb og forventninger.

Savnet efter en hverdag med Jakob blev også større og større, så da Viktoria var et par uger foreslog en af kontaktsygeplejerskerne ganske nænsomt, at jeg tog hjem og sov om natten i nogle dage/uger, indtil Viktoria havde brug for mig om natten. Tanken var tillokkende, men jeg følte også splittelsen mellem mine 2 børn, ligegyldigt hvor jeg var, ville jeg være det forkerte sted – eller omvendt – ligegyldigt hvor jeg var, ville jeg være det rigtige sted. Sådan blev min version af det ordspil!

Og hvor var det skønt at være hjemme igen efter over 1 måneds indlæggelse! Bare det at komme ud i den friske luft igen var så kraftig en sanseoplevelse, at den sidder i mig længe endnu. Duften af blomstrende tjørn og den lune forårsluft mod kinderne kan jeg stadig mærke.

Jeg nød at læse godnathistorie for Jakob, og inden jeg lagde mig i min egen bløde seng, ringede jeg til Neo for at høre, at alt stod godt til med Viktoria. Det gjorde det selvfølgelig, og jeg kunne sove med ro i sjælen. De efterfølgende uger fik jeg kørt nogle kilometer på de sjællandske landeveje, og kombinationen af dagtimerne med Viktoria og sygehuset, og aftenen og natten med familien derhjemme gjorde mig godt, jeg kunne mærke, at jeg langsomt blev mere og mere hel indeni – det her skulle ende med, at vi blev en familie på 4 på et tidspunkt, og det tidspunkt nærmede sig.

Min hverdag blev ellers hurtigt rutine styret af mad til Viktoria hver 2. time (senere hver 3. time) med efterfølgende udmalkning og ind imellem hendes måltider skulle jeg nå at spise, bade eller hvad tiden ellers rakte til, inden jeg skulle ind og skifte hende, så hun kunne få mad næste gang.

Malkemaskinerne blev en ”kær” ven, for jeg var meget opsat på at få gang i amningen så hurtigt som muligt, men et barn på 30 uger kan ikke selv tage for sig af retterne, så jeg måtte tålmodigt vente, indtil sutterefleksen var udviklet ca. uge 35. Indtil da øvede vi, så tit vi kunne komme til det, og hun nød at ligge og slikke og hyggesutte, allerede da hun var et par dage gammel.

Det holdt modet oppe hos mig i de mange stunder ved malkemaskinen, at hun gerne ville mig, og jeg fornemmede, at hvis jeg bare holdt ud, ville der blive mange gode ammeoplevelser senere hen.

Det viste sig så, at hun var en rigtig lille fighter, også på dette område, for allerede 33 uger gammel begyndte hun at tage de første ml hos mig, og vi begyndte så småt at kontrolveje.
Jeg flyttede tilbage til hospitalet for at være der om natten, når hun vågnede og ville have mad, og lige pludselig var jeg fuldtidsmor til et spædbarn, der krævede mig 24 timer. Det var dejligt og hårdt, men endnu et skridt på vejen mod hjem!

Selvfølgelig var alting ikke lutter idyl, men de få problemer vi løb ind i, fylder ikke særlig meget længere.

Viktoria slap af med CPAP’en efter kun 8 dage, efter at hun havde holdt stadig længere pauser. Allerede på 3.dagen fik hun konstateret kraftig gulsot og kom i dobbelt lys, og selvom det hurtigt blev bedre var hun inde og ude af lysbehandling 5 gange i de 6 uger, vi var indlagt. Det gav hende et øget væskebehov, der betød, at hun måtte have en del ekstra væske fra drop, da hendes lille mave ikke kunne nå at fordøje, så stor en mængde mad. Hun fik ellers udelukkende min mælk i sonden, (bortset fra det første døgn), og først da hun efter et par uger begyndte at få enfamil blandet i mælken, begyndte hendes lille mave at brokke sig, men hun fik laktulose i nogle dage, og så var det problem løst. Siden har der, 7 – 9 - 13, ikke været problemer med fordøjelsen.

Hendes 1 måneds fødselsdag d. 5.6. blev fejret med flag og fod - og håndaftryk, men så kom der efterfølgende en sej periode med stilstand i spisningen. Der var ingen fremgang at spore, Viktoria var ”død i sværen” som en af sygeplejerskerne kaldte det, jeg synes, det var lige som om, at hun også lige selv skulle være med! Der gik en lille uge, og lige pludselig gik det stærkt. I løbet af 2 dage tog hun al sin mad fra mig, og vi var klar til at komme hjem, det var d. 14.6. Jeg syntes, det var gået lige lovligt hurtigt, så jeg bad om en dag mere, så det også kunne falde på plads oppe i mit hoved, at tiden endelig var kommet, hvor vi skulle være sammen alle 4 og være en familie.

Vi kom hjem, på orlov, d. 15.6., da var Viktoria 5 uger og 6 dage, og i den efterfølgende uge var vi til et par kontrolvejninger, inden vi officielt blev udskrevet d. 22.6. Der vejede Viktoria 2816 g, næsten en fordobling af fødselsvægten på 7 uger.

Det var skønt at være hjemme og mærkeligt…………reaktionerne og refleksionerne ovenpå de mange uger på sygehuset begyndte at melde sig, efter at hverdagen indfandt sig.
Jeg skulle lige slippe sygehusstemningen og kontrollen med Viktoria, og jeg var i de første uger lidt nervøs og sensibel.

Heldigvis var det sommer og ferie for os alle sammen i 4 uger, så vi havde god tid og mulighed for at finde sammen, og give Viktoria plads i vores lille familie. Vi købte en campingvogn og tog 5 dage til Billund, hvor vi var med Jakob i Legoland i 2 dage og ellers bare nød bare at være sammen i fred og ro. Viktoria nød det også, gradvist vænnede hun sig til den store verden, og det lod til, at hun kunne kapere den. Vi var selvfølgelig meget opmærksomme på signalerne fra hende, men hun spiste og sov, og når hun var vågen, var hun glad, så vi var ikke i tvivl om, at hun også havde det godt.

Heldigvis havde og har vi et nemt barn, der bare trives og som nu efter godt 6 måneder er vores lille prinsesse.

Jeg er ved at få mine gamle kræfter tilbage, jeg er ved at vende tilbage til virkeligheden, klogere, roligere og mere fokuseret end jeg var før.

Jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden bringer for Viktoria, men jeg vil fortsætte med, at påvirke hende med mit positive og optimistiske livssyn. Hun er nemlig en lille fighter, hun er vores sejrspige, hun er Viktoria!

Kontakt mig gerne pr. mail: famst@tiscali.dk
Helle Sonne