Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Min lille historie
af Dorten den. 10.11.05

For at gøre en lang historie en smule kortere, så skulle vi have hjælp til det der med at få børn, så vi blev henvist til Odense Universitets Hospital (OUH) og kom til samtale i december. Behandlingen kom i gang i Januar og 16 Februar fik jeg taget 9 æg, som jo så blev befrugtet.

 

Den 18 Februar fik jeg 2 æg sat op og skulle til min egen læge ca. 14 dage senere. Jeg kalder de 14 dage for psykisk tortur for den ene dag er man bare helt sikker på at det er lykkes, fordi der er en smule kvalme, næste dag er man helt sikker på at det ikke er lykkes, fordi der har man det bare totalt godt. Sådan var det i hvert fald for mig.

 

Endelig de det dagen…….op til lægen for at få taget blodprøve (havde selvfølgelig også taget en urinprøve med, da vi ikke kunne vente 3 dage på at Odense ville ringe besked) og BINGO.

 

7 uger henne skulle vi til skanning første gang og hvor var vi spændte på hvor mange ”liv”, så allerede på det tidspunkt vidste vi at vi skulle have tvillinger. Jeg selv var helt sikker på at begge æg havde sat sig fast. Jeg havde sagt til gemalen at han godt kunne forberede sig til at få at vide, at der var 2, men så alligevel da vi fik besked gik der ligesom et sus igennem os og hele vejen hjem til Haderslev sagde vi ikke et ord til hinanden, det skulle lige falde til bunds.

 

Meget tidlig i min graviditet blev jeg stor (ca. 8 uger) og vi var ikke i tvivl om at det ville blive meget værre. Jeg havde faktisk ikke det man kalder kvalme, men en smule uro i maven og det er lakrids godt imod, så der røg nogle poser af det. Tidlig i graviditeten blev jeg meget træt og der var flere dage jeg sov væk. Vi var rigtig mange gange til skanning på Sønderborg sygehus og havde fået ORDRE på at senest i min 24 uge, skulle jeg sygemeldes, men så længe gik det ikke da jeg fik en del sygedage på grund af træthed, valgte firmaet og jeg, at jeg skulle sygemeldes allerede i 20 uge, hvilket jeg aldrig fortrød.

 

Ellers er graviditeten forløbet planmæssigt.
 

Jeg blev scannet onsdag den 29 sep., hvor drengene blev skønnet til at veje ca 1950 og jeg fik kørt strimler ( kan ikke huske hvad det bliver kaldt ), hvor det viste sig at jeg havde mange plukveer, men det var ikke noget de ville gøre noget ved. Søndag er jeg så oppe ved min veninde (hun bor ca 200 fra mig ), hvor jeg har det meget underligt, kan ikke beskrive det på andre måder.

 

Mandag morgen ringer jeg så til Sønderborg sygehus, for at høre hvad det kan være, sygeplejsken jeg snakker med, vil så gerne have at jeg kommer. Jeg ringer så til kæresten der jo er på arbejde og afsted det går. Da vi ankommer til fødeafd. bliver der med det samme kørt strimmel igen og jeg har stadigvæk mange plukveer, jeg bliver så undersøgt indvendig og hun finder ikke noget der gør at jeg skulle være i gang med at føde, men hun konstatere at jeg nok har forstoppelse og giver mig et lavement (pinligt at ringe for at finde ud af man har forstoppelse), jeg bliver derpå sendt hjem igen, men har fået en tid til scaning af fostervand fredag den 8 okt. 

 

Senere mandag aften, ca. ved 20.30 tiden går jeg så på toilet og pludselig er det som et vandfald, jeg tænker : hvad fanden sker der, og kigger i toiletet, der så er fuld af blod ( sådan ser det ihvertfald ud ), så skal jeg love for panikken sætter ind. Jeg får ringet til kæresten, der jo er taget på arbejde igen for at indhente den tabte tid, jeg ringer så til veninden (Vibeke) og hun beordre mig til at lægge mig ned, for jeg er igang med at føde, det tror jeg ikke på, da jeg er sikker på at mine børn er døde med alt det blod. Jeg ringer efter en ambulance, men der går jo et helt år inden den kommer (sådan føltes det ihvertfald).

 

Da den så endelig dukker op, bliver jeg lagt på båren og kørt til Haderslev sygehus, da de ikke må køre direkte til Sønderborg uden en JM. Allerede på det tidspunkt forventer jeg at de vil lytte til mine børn om de i det hele taget lever endnu, men nej, vi skal helt op på fødegangen før end at der sker noget og HELDIGVIS har de begge en meget god hjertelyd og frekvens. Så kommer JM endelig og jeg kan blive kørt til Sønderborg sygehus, der ankommer vi omkring kl. 23, jeg bliver kørt op på fødegangen hvor jeg bliver undersøgt hvor meget jeg har åbnet mig, ikke særlig meget for jeg at vide, derefter bliver jeg scannet og skræk og rædsel, den ene af drengene havde besluttet sig til at komme til verden med benene først og så spørger de kloge hoveder , hvordan vil du føde. Det bliver så kejsersnit (selvfølgelig) og kl. 03.04 og kl. 03.05, kommer drengene så til verden.

 

De første 20 dage lå vi på neontal afd., da drengene var lidt små i det, lidt over 1800 g og 43 og 44 cm. Jeg prøvede at få dem til at amme, men jeg følte mig til sidst helt modløs og stresset og så ville skæbnen at jeg knækkede en tand, så jeg skulle til tandlæge, hvor jeg så bad personalet om at give drengene flaske og aldrig havde de spist bedre og mere end den dag, så sådan blev det.

 

Den første uge vi var hjemme havde gemalen ikke orlov endnu og det var en STOR fejl, lige pludselig stod jeg der med det hele selv, efter jeg i 20 dage havde haft al den hjælp jeg havde behov for. Det vil jeg ALDRIG råde andre til. Jeg kunne ikke få drengene til at spise samtidig, så jeg skulle være heldig hvis jeg fik 1 times søvn, det var rimeligt hårdt og jeg blev da også syg (influenza og mellemørebetændelse), så drengene var ca. 2 mnd. gammel da de blev passet ude første gang. Det kan ikke anbefales at gøre det på den måde, man er alt for træt og har ikke overskud til noget og man føler at det kun er børn, børn og atter børn, hvilket godt kan være en ”belastning”, forstå mig nu ret.

 

6 mdr. gammel spiser drengene stadigvæk ikke samtidig, men sover den ene når den anden får mad, så bliver han vækket når det er hans tur til at spise. Altså sover Danni når Mike spiser, så bliver Danni vækket lige så snart Mike er færdig med at spise. Det er utrolig så meget tid jeg pludselig har fået til overst, jeg kan faktisk nå at gå ned i byen og handle lidt ind og gå hjem igen. Det har så hjulpet vi flyttede fra en lejlighed på 2 sal til et rækkehus ved jorden ( drengene var ca. 4 mnd. da vi flyttede), så jeg skal lige hilse at sige at jeg får spadseret noget nu.

 

Nu er Danni og Mike blevet 1 år (5 oktober) og de går begge 2 og er i det hele taget vældig meget aktive, der er ikke ro bare i 5 min. med mindre de sover. De er total nysgerrig, skal pille i alting, jo det er et par ”rigtige” drenge (for hvad er forkerte drenge). De har aldrig været syge, de er som børn er flest, der er rigtig gode dage og der er mindre gode dage.

 

Deres appetit er mega stor, det eneste jeg er lidt ked af, det er at deres vægt ikke er så høj, men på den anden side, med det aktivitets nivue  er det vel ikke helt ved siden af, at forbrænder alt hvad de for og lidt mere til.

 

De er ikke i dagpleje, selv om jeg er startet på arbejde igen. Vi har en fleksibel arbejdsplads, så når jeg kommer hjem, så tager gemalen på arbejde (vi arbejder samme sted)og det fungere indtil videre godt.

 

Alle deres stik har de klaret til UG KRYDS OG SLANGE.

 

SP synes ikke det var nødvendigt at komme før de bliver 1½ år, til at starte med kom hun hver uge, men gik ret hurtig over til 1 gang i mnd..