Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Da Filippa kom alt for tidligt + opdatering
af Kristina Kjær den. 03.10.04 + 01.03.06

Fredag:
Jeg havde de sidste 2-3 dage haft det rigtig skidt i mellemgulvet, føler det som når jeg har problemer med min galdeblære og smerterne bliver bare værre og værre i dag syntes jeg.
Kl.10 kommer mine forældre da jeg har ringet grædfærdigt til dem. Lars er på arbejde og har desværre ikke mulighed for at komme hjem og pleje mig. Mine forældre sidder hos mig en times tid og prøver at få mig til at få det bedre, men intet hjælper.

Kl.14 ringer jeg til Lars og siger vi blir nød til at tage til vagtlægen så jeg kan få noget smertestillende ellers overlever jeg bare ikke. Heldigvis får vi vores bil i dag, så vi skal da ikke tænke på offentlige transportmidler længere.

Vi køre til vagtlægen kl.16, men da vi ankommer kan vi ikke komme til før kl.17, mine smerter er nu så stærke at vi bliver enige om at køre på Hvidovre Hospitals skadestue.
Da vi ankommer der forklare jeg hvordan jeg har det og at jeg er gravid i uge 26+6. Vi blir sat i venteværelset, men kun 5 min fik vi lov at vente før vi blev kaldt ind i et undersøgelsesrum

Jeg fik fortalt hvordan jeg havde det og at jeg er sikker på at det er min galdeblære der gøre vrøvl igen. 2 forskellige læger undersøger mig men de kan intet finde. Efter 2 timer kommer en læge ind og siger at de vil overføre mig til fødegangen da de mener at de måske vil kunne finde årsagen hmmm fødegangen hvad søren skulle jeg nu derover efter. Samtidig med den tanke begynder jeg også at blive lidt bange, er der nu noget galt med vores lille pige??

Da vi kommer på fødegangen tager de en masse urin og blodprøver samt blodtryk. Det viser sig at jeg har proteiner i min urin, mine levertal er forhøjet og mit blodtryk er skyhøjt 171/118. Dette er nu klare tegn på svangerskabsforgiftning. Jeg bliver nu scannet og jordmoren siger at vores datter ikke er særlig stor taget mine uger i betragtning hun skyder hende til at være små 600g. Okay nu er jeg først rædselsslagende, vil der ske mit barn noget? Vil jeg kunne dø af det her? Og hvad skal der nu ske?

De siger nu at de vil overføre mig til rigshospitalet for der er de eksperter hvis jeg skulle føde hende nu. Men mest af alt tror de at jeg bare skal være indlagt til aflastning indtil termin.
En jordemor står nu parat med overtøj og ambulancen venter på at mit blodtryk falder så vi kan køre.

I mellemtiden er mine forældre ankommet Lars må have ringet efter dem, men jeg ved det faktisk ikke rigtigt. Jeg kan godt se at de også er bange og Lars kæmper virkelig for at være tapper for os begge.

Da mit blodtryk endelig falder kan vi komme afsted, Lars følger stærkt efter i vores egen bil.
Kl.21.45 ankommer vi til Rigshospitalet og jeg blir indlagt på svangerafdelingen. På svangerafdelingen fik jeg igen målt mit blodtryk. som endelig var faldet efter medicinen. Ydermere fik jeg langt om længe den ønskede smertestillende.

Jeg blev puttet godt i en seng og fik lidt at spise, Lars blev til kl. var ca 24, så måtte kan køre hjem for der var ik mulighed for han kunne blive hos mig. Men det var nu også helt iorden jeg var jo i gode hænder og jeg havde fået det bedre.

Jeg fik kørt en CTG-strimmel efter Lars var kørt hjem, og den var helt som den skulle være, det var dejligt beroligende at ligger der og døse hend til hendes skønne hjertelyd.
Jeg delte et 2 mands værelse med en sød pige der hed Maj-britt så vi lå jo og sludrede lidt inden jeg endelig faldt i søvn.

Lørdag

Jeg vågnede ved at de skulle tage flere blodprøver og måle mit blodtryk igen igen igen. De fortalte at jeg skulle ned og scannes mandag for at de kunne sige mere og det så vi jo selvfølgelig frem til.

Da alt det var overstået ringede jeg til Lars som allerede var på vej ind til mig, det var dejligt at han ville komme så tidligt for jeg kunne godt mærke at jeg psykisk ikke helt var mig selv. Alt dette med at blive indlagt og få konstateret svangerskabsforgiftning var virkelig et kæmpe chock.

Lars forældre kom senere på eftermiddagen og besøgte mig, og om aften kom mine forældre sammen med min veninde Winnie. Det var dejligt at have mennesker omkring mig hele dagen faktisk og jeg havde det forbløffende godt. Lars kørte efter aftensmad til os, da jeg bestemt ikke havde lyst til hospitalsmad. Kl.23 kørte han hjem for at sove lidt.

Da han var kørt bad jeg om at få kørt endnu en CTG_strimmel da jeg havde brug for at blive beroliget lidt. Så en sød jordemor kom og kørte den på mig, og lad mig sige det sådan hun var ikke imponeret over resultatet. Flere gange gik hun ud for at læse kurverne sammen med en læge. Hjertelyden var helt som den skulle være men pulsen blev ved med at dykke og der var ingen liv at mærke. Vi prøvede med iskoldt vand for at vække hende men intet hjalp.
Efter ca 3 timer hvor de kørte strimlen og snakkede om hvad de skulle gøre, kom lægen ind med en børnelægen fra neonatalafdelingen og fortalte at de blev nødt til at tage vores datter ud da hun havde det alt alt for hårdt inde i min mave.

Jeg blev så bange og begyndte at græde og kunne slet ikke forstå at det her skulle ske for os. De bad mig ringe til Lars for nu skulle det hele gå stærkt. Lars kunne slet ikke forstå det og skælte ud i telefonen, men han skyndte sig at køre ind til mig så kan kunne være med når de forløste mig.

Imens de ventede på han skulle komme fik jeg lagt et kateter oppe på stuen og en sygeplejerske var så sød at sidde ved mig. Efter ca 10 min kom lægen og sagde at de blev nød til at køre mig ned nu, Lars var endnu ikke kommet så jeg blev helt hysterisk for de skulle ikke begynde før han var her. Jeg skyndte mig at ringe ham op igen og heldigvis stod han i elevatoren.

Han skældte ud da han kom ind på stuen, og de måtte kort forklarer ham situationen, imens bad de ham klæde om så vi alle var klar når vi kom ned på operationsstuen. På nuværende tidspunkt var jeg i sådan et chock at jeg værken kunne græde eller tænke mere.


Akut kejsersnit

Nede på operationstuen var der alt i alt 12 der skulle være med til mit kejsersnit, og alle præsenteret sig, og jeg kan ikke beskrive hvor lige glad jeg var med hvad de hed og hvem de var, bare de ville få det her mareridt overstået.

Jeg fik lagt en spinal blokade i ryggen og jeg der er så ræd for nåle mærkede det slet ikke.
De smurte jod på min mave og jeg skulle fortælle om de blev koldt eller varmt for på den måde kunne de finde ud af om bedøvelsen virkede. Jeg fik lagt ilt i næsen, som jeg slet ikke kunne holde ud og blev ved med at hive den ud, og flere gange råbte jeg at det gjorde ondt, og jeg følte ikke at de hørte mig.

Kl. 3.21 søndag d.28/3 2004 blev vores lille bitte datter født. Hun vejede 530g og var 29,5 cm lang, men hun levede og trak selv vejret helt fra start. Lars blev kaldt over for at se hende, og da han kom tilbage til mig sagde han at hun var så fin. En læge kom hurtig over og viste mig hende inden de løb afsted til neonatal med hende. Jeg så hende næsten ikke men jeg fik givet hende et lille kys på hovedet, og jeg kunne høre hun knirkede.

Nu blev jeg så lappet sammen, og bagefter kørte de mig op på opvågningstuen på svangerafdelingen. Her skulle jeg ligge til jeg havde fået mine følelser tilbage i mine ben så de kunne køre mig ned på neonatal og se vores datter.  Efter 15 min bad jeg Lars gå og se til hende for jeg måtte vide hvad der foregik.

Da jeg lå alene tilbage fik jeg lov at ringe til mine forældre, som jo selvfølgelig blev chokeret men jeg havde kun overskud til at snakke kort, og sagde så at de kunne komme om formiddagen.

Lars kom tilbage med 2 billeder af vores lille pige, og hun så virkelig fin ud, jeg syntes faktisk hun så større ud end hun egenlig var. Kl. 6 kunne jeg endelig bleve kørt ned for at se hende, og jeg var både bange og spændt på en gang. Jeg husker jeg spurgte hva klokken var da vi stod i elevartoren og der fra husker jeg intet, jeg husker ikke at jeg lå i en seng og kiggede ind i kuvøsen til Filippa i en time.

Kl. 7 blev jeg kørt op på svanger igen og Lars og jeg fik en stuen alene sammen. Jeg kæmpede for ikke at sove for jeg var så bange for at de skulle ringe og sige at nu var det slut og at hun ikke havde klaret det alligevel.


Søndag

Jeg fik en masse mofin for at holde smerterne for døren, så jeg kunne overskue at komme ned til min datter. Vi fik en lang strøm af gæster hele dagen og nogle husker jeg kom og andre ikke. Jeg var jo slet ikke mig selv.

Da klokken var 21 søndag aften kørte Lars hjem og jeg skulle jo sove sagde de. Men kl.21.15 kom min veninde og kollega ind af døren og det var dejligt, for nu var der ingen gæster. Jeg bad hende køre mig ned til Filippa da jeg havde brug for at se hende igen. Så Gitte kørte mig ned i en rullestol for jeg var stadig temmelig øm efter kejsersnittet.

Da vi kom ned på neonatal stod der en sygeplejeske ved Filippas kuvøse, og med det samme jeg kom ind spurgte hun om ikke jeg ville have hende ud på mit bryst, jeg blev helt paf og tror aldrig jeg fik svarede hende, men ud til mig kom hun, og hun var så lille bitte men samtidig så kær som hun lå der på mig. I ca 20 min lå jeg sådan og det var på en gang dejligt og forfærdeligt samtidigt.


Den første tid efter
Jeg var indlagt på svangerafdelingen fra d.26.03.2004 til d.06.04.2004.
Lars kom hver morgen omkring kl.8 så vi kunne hygge os lidt og spise morgenmad sammen.
Kl.9.30 mødte vi op på neonatalafdelingen, da vi selv stod for alt pasning og pleje af vores datter. Jeg syntes det var hårdt og svært i starten, jeg var så bange for at hun ville gå i stykker når jeg rørte ved hende. Lars og vores kontaktsygeplejeske var vildt gode til at presse mig til at være med og slev gøre tingene, og det er jeg så glad for i dag.

Hver dag flere gange om dagen skiftedes vi til at have hende ude på vores bryst så hun kunne lærer os at kende. I starten var det en underlig følelse men med tiden blev det dejligt. Til at begynde med havde vi hende måske ude i 30min af gangen, men hurtigt blev det til timer. Vi fik en hel lille hverdag til at hænge sammen der inde. Vi gik nogle lange ture hver dag, det var dejligt at komme lidt væk fra det hele og også at få rørt sig igen.

For hvert et gram hun tog på fejrede vi det. For vi hang os meget i vægten. Til sidst måtte lægerne banke ind i hovedet på os at det jo ikke er så meget vægten men den tid hun har ligget og udviklede sig i min mave. Og hun var jo et stærkt barn, tænk at hun kun lå med en c-pap i næsen i 3 dage. der efter klarede hun det hele selv. Lægerne var måløse og imponeret over hende, og oppe på svangerafdelingen brugte de hendes historie til at berolige andre kvinder der var i risiko for at føde for tidligt.

Jeg var så stolt over at vores barn var sådan et lille mirakel. Børnelægen Christian der tog imod hende da hun blev født, sagde at hun var den mindste han nogensinde havde taget i mod, og da han så hende tænkte han "hvad søren skal jeg stille op med sådan en lille en"
Nu skal det hele ikke lyde rosenrødt for der var bestemt også bekymringer omkring Filippa.
Hun lavede mange bradykardier hver dag de første mange uger, og det er sat/puls fald som regel skulle man bare banke let på kuvøsen eller stryge hende let hend over ryggen så kom hun op igen. Men det var hårdt hver eneste gang hun gjorde det og vi vendte os aldrig til det.
D.06.04.2004. blev jeg udskrevet fra svangerafdelingen og flyttet ned på et mødreværelse på selv neonatalafdelingen, det var vildt hårdt at dele et så lille værelse med en anden mor.
Lars og jeg havde intet privatliv, og det var utrolig hårdt for os begge. Da Filippa var ca 2 uger begyndte vi at tage hjem et par timer et par gange om ugen og det var skønt at komme hjem i sit eget bad og sidde lidt og snakke i sit eget hjem uden forstyrrelser. Men det er sjovt som man hurtigt vænner og tilpasser sig en ekstrem situation, men det gjorde vi faktisk.


Tanker

Hjemturen
For os begyndte hjemturen med Filippa d.04.05.2004. hvor vi blev overflyttet til Hvidovre Hospitals Neonatal afdeling. Efter lidt mere end 5 uger skulle vi endelig videre i systemet, og vi trængte virkeligt til at komme et nyt sted hend. Ikke at vi på noget tidspunkt var kede af at være på Riget med vi var godt fyldte nu og havde brug for at føle at vi var på vej hjem med vores lille barn.

Og på vej hjem var vi virkelig, desværre blev vi aldrig rigtig glade for neonatalafdelingen på Hvidovre Hospital. Vi føldte at de manglede menneskelig indsigt og omsorg for forældrene. Man var virkelig overladt til sig selv, og pludselig fik vi lov at mærke at vores lille smukke barn bare ikke var det vigtigste i verden for dem, sådan som vi havde følt det på Riget.

Det værste for mig da vi ankom til Hvidovre var at fra nu af kunne jeg ikke bo på Hospitalet længere, det vil sige at jeg fra første dag skulle tage hjem hver aften og sove. Det var virkelig hårdt og jeg måtte fælde mange tårer i starten over det. Mit største problem var jo at jeg ikke havde tilid til at de kunne passe min datter ordenligt, og når man som mor/forældre ikke har tillid til personalet ja så blir det et slid at komme igennem det ophold En enkelt sygeplejerske havde vi 100% tillid til men af gode grunde kunne hun jo ikke være der døgnet rundt for os.
Efter 1 1/5 uge kom Filippa enlig ud af kuvøsen og blev lagt i en vugge, dog stadig med overvågning, men endnu et skridt tættere på at komme med os hjem.

Da vi havde være på Hvidovre i 4,5 uge havde vi efterhånden fået nok af hospitaler, læger og sygeplejersker. Så vi tog en snak med en læge, samt sygeplejske for at høre hvad udsigterne var til at vi kunne få Filippa med hjem snart. Altså hun var ude af alt overvågning så hun lå jo bare som hun ville gøre hvis vi havde hende hjemme.

De var helt med på ideen om at vi snart skulle hjem og være en familie. Denne samtale foregik en fredag, og vi aftalte at jeg skulle flytte ind på et udslusningværelse om mandagen sammen med Filippa og bo der med hende til om onsdagen. De mente det ville være godt for mig at prøve at have hende hele døgnet i et par dage inden vi tog hjem.

Så da jeg flyttede ind om mandagen var det en stor dag, for nu skulle vi virkelig snart hjem, og det kan ikke beskrives hvor meget vi alle glædede os til at skulle hjem. Tirsdag aften kom Lars med Filippas barnevogn, for vi havde altid sagt at når vi skulle hjem så skulle vi går hjem med hende i barnevognen.

Jeg havde så svært ved at finde ro tirsdag aften og fik ik sovet meget. Tænk at vi efter 10 uger og 3 dage endelig kunne tage vores elskede prinsesse med os ud i den store verden.
Onsdag morgen føldte jeg mig bare super frisk, Lars kom med morgenmad til os og så snakkede vi om hvordan det ville blive at komme hjem med hende.

Jeg havde det vildt underligt med at skulle have hende hjem, altså jeg glædede mig usigligt, men jeg tror nok at jeg ubevist havde forestillet mig at hun altid ville ligge på neonatal afdelingen, og at jeg bare skulle besøge hende der altid hmmm jeg blev da heldigvis klogere.
Lars var bare vild efter at hun skulle med os hjem, og jeg tror slet ikke at han på noget tidspunkt i dette forløb har tænkt at hun ikke ville komme med os hjem. Han har bare være super stærk i troen på at vi nok skulle få Filippa med os hjem.

Og sikken et kæmpe bevæget øjeblik det var da vi endelig kunne trille ud med Filippa liggende lunt i barnevognen. Hold da op hvor jeg begyndte at hyle af lettelse.
Det havde godt været en sej kampn for livet, men vi vandt den og uden problemer af nogen art. Det var jo faktisk mest Lars og jeg der havde haft det hårdt gennem denne tid. Filippa lå jo bare og voksede og blev stærkere for hver dag.

I dag hvor hun er 6 mdr kan jeg slet ikke forstå at det er mit lille bitte barn der er blevet så stor, for jeg husker stadig klart og tydeligt hvor lille og skrøbelig hun var. I dag smelter vi begge når hun bryder ud i store smil og kæmpe grineanfald. Og ja som alle andre forældre syntes vi jo selvfølgelig at hun er den smukkeste og dejligste lille pige i verden.

Når jeg ser tilbage nu, så syntes jeg det hele er så længe siden, Vi har virkelig fået snakket og bearbejdet det hele på en rigtig god måde. Men derfor er det stadig vigtigt at huske tiden og at snakke om den.

Hilsen
Kristina kjær
email: kristinakjar@ofir.dk
www.123hjemmeside.dk/voresbaby

 

 

===================OPDATERING=============================

 

Jeg har efter opfordring fra Jonna Jepsen sagt ja til at skrive lidt om hvordan vi hjemme hos os oplever det at være forældre til et præmaturbarn.

Filippa blev født d.28.03.04 i uge 27+1. Ved fødslen var hun 46% væksthæmmet det vil sige hun kun vejede 530g og målte 29,5 cm. Men det aller vigtigste var at hun fra start trak vejret selv.

Vi som alle andre præmaturforældre var forfærdelig bekymret, vi forventede at lægerne kunne fortælle os præcis hvordan vores forløb ville komme til at vare og hvor længe vi skulle være indlagt. Ja det er vel ikke unormalt at tænke sådan i begyndelsen.

Dagligt stillede vi os selv de samme spørgsmål, ville Filippa overleve? Ville hun blive fysisk handicappet? Ville hun får psykiske meen?. Men ingen kunne give os 100% sikre svar på noget. Alt blev til, kig på jeres datter nu, se hun trives, glæd jer over hun er en fighter. Og det valgte vi at gøre efter lang tids søgen på rette svar.

Vi kom hurtigt i kontakt med Dansk Præmatur Forening, og det var dejligt at få sat en smule på plads, vi syntes det var dejligt at høre om andre børn, der havde det godt i dag og klarede sig fint trods deres svære start på livet.

Efter 10 ugers indlæggelse kunne vi endelig tage vores datter med hjem og det var den mest fantastiske følelse at trille afsted ud i det fri. Vi ved godt at vores forløb var i den noget nemmere ende end så mange andre. Filippa har aldrig haft brug for hjælp til vejrtrækning, en c-pap i 4 dage var alt, og der efter havde hun en iltbrille hængende på sin kuvøse hvis hun skulle for brug for en lille ”brise” (læs:0.01% ilt var der på brillen). Vi er yderst taknemlige for at vores datter klarede sig så flot, hendes tilstand har ikke på noget tidspunkt været kritisk.

Filippa er i dag 2 år og hun stortrives, vi er nåede der til for længe siden, at hun ER som alle andre børn på hendes egen alder, ja vel er hun ikke så stor af natur, men hun er heller ikke unormal. (læs: 11 kg og 87 cm lang.). Vi bekymrede os om alt det første år vi var hjemme fra hospitalet. Udvikler hun sig som hun skal? Vi var og er da stadig til dels på konstant vagt overfor hvordan hun reagere og udvikler sig på alle områder. Men vi er helt og aldeles færdige med at gøre præmaturitas til en sygdom.

Vi er begge hendes far og jeg ualmindelig trætte af at læse så megen negativitet omkring præmaturbørn, og det være fra fagpersoner såvel som forældre. Det gør os vrede at læse hvordan ALLE præmaturbørn fejler et eller andet, men helt ærligt, ikke alle børn er end, og som med så mange andre ting, ja så er der med sikkerhed også nogle af de præmaturbørn der gøre alle disse sygdomme og fordomme til skamme. Det gør mig uendelig ondt for de børn der lider af sen/efterfølger, men vi hverken kan eller vil sætte vores datter i bås. Hun fejler intet og udvikler sig helt efter bogen og som alle andre børn. Vi har fået hende tjekket af børnelæger, huslæge, sygeplejesker, sundhedsplejerske, pædagoger, samt andre forældre til præmaturbørn. Ingen af disse personer har noget at udsætte på Filippa.

Kigger vi på den nuværende psykiske/mentale del kan vi ej heller finde nogen meen. Hun har altid haft et vidunderligt sovehjerte og en fast rytme, hun trives blandt mange mennesker og har ingen problemer med at omstille sig efter situationen hun befinder sig i. Hendes selv-værd fejler bestemt heller intet. Hun er glad og fræk, snu og nysgerrig.

D.1 juni 2005 startede Filippa i en helt almindelig vuggestue, og fra start har hun elskede at komme der. Vi fortalte hendes historie med det samme til pædagogerne, og i samme åndedrag bad vi dem om ikke at behandle hende anderledes end de andre børn, men at de selvfølgelig skulle komme til os med det samme hvis de opdaget forandring eller andet med hende. Da Filippa havde gået der i 7 måneder gav vi dem pjecen fra Dansk Præmatur Forening der er lavet til institutioner så de kunne læse noget fagligt omkring præmaturbørn, et bevidst valg fra vores siden at der gik så lang tid, for vi ønskede ikke at de skulle sygelig gøre hende.

Vi ved kun alt for godt at vi ikke kan spå om fremtiden, og vi ved heller ikke om Filippa komme til at få nogle meen af sin fortidlige fødsel, men alt det vil vi tage som det kommer ,hvis det kommer. Hvad der kommer til at ske med Filippa fysisk/psykisk i fremtiden må vi se på, men vi kan jo heller ikke skyde alt over på at hun er født 13 uger før tid, det kan jo nemt gå hen og blive en lidt for nem undskyldning.

Mange hilsner kristina kjær
www.123hjemmeside.dk/voresbaby


Jeg havde mange mærkelige tanker omkring det at blive mor til et præmatur barn.
Jeg var så bange for at knytte mig til hende, for hvor længe mån vi fik lov at beholde hende?. den første uges tid tænkte jeg at hun ville dø fra os, og på en eller anden måde tænkte jeg at det ville være en lettelse hvis hun gjorde, for det var jo noget jeg kunne forholde mig til. Jeg ved det kan lyde hårdt og meget underligt at tænke sådan.

Jeg elskede hende ikke fra start, men jeg havde bestemt stærke følelser for hende, jeg var jo så ræd for at miste hende. Men da jeg havde vænnet mig lidt til tanken skylleded min kærlighed jo ind over mig til hende og det kom som et stort chock for mig at jeg kunne elske så højt og inderligt. Dette lille væsen der slet ikke skulle have været her endnu betyd lige pludselig hele verden for mig. Jeg brugte nok de første 2 uger på at græde næsten døgnet rundt, der skulle ikke meget til før jeg satte i et hyl. Jeg følte så megen smerte og afmagt.

Hvorfor skulle det lige være os det her gik ud over? hvad havd ejeg dog gjort galt?
En dag stod jeg i elevartoren og så mig selv i spejlet, og det var ikke noget kønt synd der mødte mig.

Jeg havde røde, hævede og forgrædte øjne,jeg så så udbrændt ud at jeg nærmest blev bange for mig selv. Derfra tænkte jeg at nu måtte sørgetiden være slut og jeg måtte vise at jeg havde styrke og vilje til at klare dette her, det var efterhånden også grænser for hvad jeg kunne udsætte Lars for. Jeg begriber ikke i dag hvor Lars fik den styrke fra til at kæmpe for os alle tre.

Jeg er ham så uendelig taknemlig for hans kærlighed til os og jeg elsker ham uendelig højt ikke bare fordi han er Filippas far men fordi han er min elskede kæreste og fordi jeg hver dag føler hans kærlighed så stærkt. I dag kan jeg godt blive ked af når jeg tænker på at jeg syntes det ville være en lettelse for mig hvis Filippa døde. Men jeg ved jo at det er en helt normal tankegang og reaktion.

Når jeg sidder i dag 5 mdr.  efter og kigger på mit smukke pigebarn der er blevet så stor og dygtig, ja så smelter mit hjerte og jeg ved at jeg elsker hende med hud og hår. jeg elsker hende så højt at det kan gøre helt ondt ind i sjælen, og jeg ønsker at besytte hende mod alt ondt i denne verden. Jeg vil jo aldrig kunne leve uden mit søde lille elskebarn.