Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Historien om Oliver, født den 8/9-02 (uge 26+1)
af Nina Tingleff den. 16.02.04

Sommeren 2002 var lang og varm. Jeg havde i et par uger følt mig ubehagelig varm og svedig men tilskrev det udelukkende, at jeg var gravid og ca. 5 måneder henne. Jeg er sikker på, at hvis jeg havde talt med min læge om det, ville hun have ment, at jeg var hysterisk.

Vi vidste på det tidspunkt, at vi skulle have en dreng, og vi kaldte ham (fostret) i lang tid for Lille-Birger, da vi endnu ikke havde fundet det navn, som vi syntes, var det helt rigtige. Det var vores søde svigerinde, som foreslog Oliver, og det ligesom bare klingede fra starten af. I marts måned 02 flyttede vi fra en lejlighed til et dejligt hus i Solrød, og det var vi, mest min mand, i gang med at gøre i stand, så det kunne være fint og klart til vores lille søn kom til verden i december. Sådan skulle det så ikke gå…..

Den 7/9.02 om natten fik jeg ondt i underlivet. Jeg havde indtil da haft en ukompliceret graviditet og var glad og tryg ved, at have fået foretaget en fostervandsprøve, som viste, at kromosomerne var på plads og i orden. Jeg har aldrig været gravid før og regnede med, at det var en slags plukveer eller noget. Men smerterne tog til og ved 8 tiden om morgenen var der så meget mønster i smerterne, som kom hvert 5 minut, at jeg ringede til jordemoderen på RAS. Hun mente åbenbart, at jeg var hysterisk og foreslog 2 panodiler og søvn. Heldigvis havde jeg allerede prøvet den metode af uden forandring, så hun sagde at vi da lige kunne komme ind forbi og få mig checket. Vi tog bad og fik tøj på og fik læsset mig ind i bilen og kørte de 20 min. til Roskilde.

Scanningen viste at alt var ok, men da lægen efterfølgende undersøgte mig, var hendes konklusion “du skal føde nu”. Jeg prøvede ihærdigt at overbevise hende om, at det først var til december. Sagens alvor gik op for mig, da jeg så på min mand og opdagede, at hans solbrændte ansigt pludselig gik i et med den hvide væg…..

Herefter husker jeg ikke så meget før jeg lå på en fødeseng i en fødestue med et drop med vestoppende stof i hånden. Jeg nåede ikke engang at få mit eget tøj af og fødte 12 timer senere min lille søn iført min egen t-shirt….

Personalet på fødegangen skal have stor ros. Selv om det var en uvant situation for dem, ja så var de bare så rolige og søde, at situationen ikke virkede hektisk. Der sad hele tiden en person hos os og holdt øje og beroligede, og det var en god oplevelse midt i alt det grimme.

Det vestoppende middel virkede og det lettede en smule på situationen. Der blev tilkaldt et transporthold fra Riget, og de skulle så have os med dertil. I fællesskab blev det dog besluttet, at det var for risikabelt at flytte mig, så derfor blev jeg liggende i fødesengen og transportholdet blev sendt retur, efter at de havde forklaret os lidt om, hvad der kunne ske med vores lille dreng, når han blev født for tidligt. I løbet af eftermiddagen viste CTG-scanneren, at veerne var aftaget virkelig meget, og jeg kunne ikke længere mærke sammentrækningerne, hvilket jo var et godt tegn.

Det hele handlede om at holde på fostret så længe, at jeg kunne nå at få 2 gange lungemodnende stof, så der var en chance for, at han selv kunne trække vejret. Som eftermiddagen gik blev jeg imidlertid dårlig. Jeg reagerede negativt på det vestoppende stof, fik hjertebanken, og så blev det besluttet at skrue ned for stoffet. Dette resulterede desværre i, at veerne gik i gang igen, og denne gang kunne de ikke stoppes. Sikke en skuffelse, et mareridt, jeg græd og græd og var overbevist om, at vores lille dreng ville være død ved fødslen, men personalet forsikrede os om, at han havde det fint inde i maven stadigvæk.

Nu var der ingen vej tilbage og transportholdet fra Riget blev tilkaldt igen. Da de ankom til RAS ca 1½ time senere, fik jeg noget vestimulerende stof og 1 time senere kom Oliver til verden efter en del klippen og pressen. Det værste ved fødslen var, at jeg ikke anede noget om vejrtrækning og presning, da jeg først skulle til fødselsforberedelse ca. 1 måned senere! Men det lykkedes og Oliver sagde piv, da han blev født. Det er den bedste lyd, som jeg til dato har hørt i mit liv. Oliver blev født kl. 21.54 – nøjagtig 12 timer efter, at vi var ankommet til hospitalet.

Straks Oliver blev født, overtog sygeplejersken fra Riget ham og gjorde ham i stand. Jeg nåede ikke at røre ham eller bare se nærmere på ham, førend de var på vej ud af døren med ham i transportkuvøsen. Jeg fik dog stoppet dem og fik et polaroid-foto af ham, og hvis ikke jordemoderne havde været i gang med at sy mig, ja så var jeg løbet efter kuvøsen. Det var jo min søn, som de kørte med. Han lå der og var så lillebitte og hjælpeløs, hvis ikke en mors plads er der ved siden af barnet, hvor er den så? Det var bare så hårdt, at se dem køre med ham og så selv ligge der.

Men der gik kun kort tid, så var jeg på benene. Jeg tror faktisk i dag, at det var en kombination af et kæmpe chock og så endorfinerne, som gjorde, at jeg bare ikke var til at slå ned. Jeg VILLE bare ind til mit barn og da Falck folkene ankom 2 timer senere, gik jeg selv hen til båren, så jeg var mere end klar. Jeg mærkede overhovedet ingen fysisk smerte, men var bare så klar til at tage mig af Oliver.

Efter en hurtig tur med ambulancen ankom vi til Riget, hvor jeg fik anvist en soveplads på en 4 sengs stue på barselsgangen og så fik vi endelig lov til at komme ned til vores lille søn på Neonatal. Klokken var på det tidspunkt over midnat, men jeg husker tydeligt fornemmelsen af aktivitet og intensitet, da vi kom ind på afdelingen. Vi blev fantastisk godt modtaget og så ført hen til vores lille dreng. Fra det øjeblik jeg så ham, var jeg fortabt. Jeg vidste, at hvis vi mistede ham, ja så mistede jeg min sjæl. Så lillebitte og så sårbar, så fredfyldt så han ud. 950 g og 34 cm syner ikke af meget i en kuvøse. Da vi endelig fik hænderne ind i kuvøsen og rørte ham, havde jeg slet ikke lyst til at slippe ham igen.

Oliver sov naturligvis. Han havde fået lungemodnende stof lagt direkte ned i lungerne og lå helt stille med C-pap i næsen og drop i hånden. Jeg var på det tidspunkt overhovedet ikke i tvivl om, at Oliver ville klare det. Jeg ved ikke om andre har haft det som jeg, men jeg var bare utrolig lykkelig over at være blevet mor, så lykkelig at jeg slet ikke kunne rumme alvoren af situationen. Det skulle jeg imidlertid komme til en uge senere..

I Olivers første levedøgn forestod vi ikke meget af, hvad der blev gjort for at hjælpe ham. Jeg sad hele dagen med hænderne inde i kuvøsen og holdt på hans hoved og på hans lillebitte numse og sang en hjemmekomponeret sang om Lille Ollie. Den sang synger jeg stadigvæk når Oliver har svært ved at falde til ro, og den virker endnu.

Den første dag på afdelingen blev Oliver hjerneskannet, og man fandt der en lille blødning. I hans andet levedøgn blev han lagt i lys p.g.a. gulsot, og jeg fik lov til at få ham ud på brystet for første gang. Hvilken lykke at være så tæt på sit lillebitte barn! I vores syv uger på GN på Riget blev det til rigtig mange timer på mors og fars bryst, og det var faktisk de tidspunkter, hvor Oliver havde de pæneste tal.

Olivers tilstand var nogenlunde den første uge. Da han var fire dage gammel, fik vi ham døbt på afdelingen. Det var en meget fin oplevelse, som gav os lidt ro, for nu var han officielt Oliver og det var et lyspunkt for os. Der var naturligvis svingninger i Olivers tilstand. Han lavede en del bradykardier, men alt I alt følte vi, at det gik fremad. Efter 5 dage, var han stadigvæk ikke god til at optage mælken, som blev ført direkte ned i maven med en sonde, så han fik lagt et drop hele vejen gennem den ene arm og ind til hjertet, så der kunne gives kunstig ernæring ad denne vej.

Den dag Oliver blev en uge gammel, var den bedste dag i hans liv på det tidspunkt. Han sparkede og var aktiv, og han åbnede sine små øjne for første gang. Dagen efter gik det ikke længere godt. Oliver kunne slet ikke finde ud af at trække vejret og havde tabt sig til 790 g. Oliver blev lagt i respirator, med udsigt til at det skulle han være de næste 2 måneder ca. Det var et stort og hårdt slag for os og håbet begyndte at svinde.

På Neonatal var der altid stor travlhed, og det var tydeligt, at lægerne var overbebyrdede med arbejde og derfor måtte prioritere, hvilke børn, de skulle arbejde mest intenst med. Da Oliver blot var et alment tilfælde og nærmest efter lærebogen, ja så fik han lov at ligge et par dage uden den store opmærksomhed, men så havde han pludselig taget 120 g på og det var for meget.

Et par læger satte sig sammen og gennemgik journalen, og blev enige om, at en scanning af Olivers hjerte vist var på sin plads. Det gav resultat, da det viste sig, at Oliver havde et blodkar til at stå og åbne sig nu og da, og at det var årsagen til, at han ikke kunne trække vejret godt nok. Denne åbne ductus blev behandlet med medicin og ca 1 uge senere, var den lukket igen. Efter en uge i respiratoren var Olivers tilstand langt mere stabil og ilttilskuddet kunne ind imellem sættes ned.

Efter 20 døgn på hospitalet fik jeg det skidt. Jeg havde et stort behov for at få sandheden at vide om Olivers tilstand. Ikke at vi ikke fik sandheden at vide. Den ros skal alle ha’. Jeg var så heldig at have ½ mødreværelse lige ved siden af afdelingen og kunne komme til vores lille dreng når som helst, det var en kæmpe lettelse for mig, for så kunne jeg være hos Oliver 18 timer i døgnet. Men jeg var i krise efter 20 dage og havde virkelig brug for at høre, hvad fremtiden var for vores lille dreng.

Der udstedes ingen garantier og det lagde lægerne hele tide vægt på at fortælle os, men jeg havde bare sådan brug for blot et lille håb at klynge mig til. Da lægen fra vores transporthold kom på stuegang måtte jeg bare spørge ham off the record, og han sagde, at vi nok skulle få vores lille dreng med hjem inden jul. Hold da op hvor det gjorde godt – jeg græd af glæde og kunne stort set ikke få det sagt til Olivers far…

Så stødte der en tarminfektion til, som gjorde, at Oliver slet ikke kunne komme af med sin afføring. Vi kunne se tarmene ligge som små tykke blyanter lige under huden på hans mave. Dagen gik med røntgenfotograferienger og kiruger, som kom og kiggede på maven, men heldigvis satte noget kontrastvæske gang i tarmene og afføringen kunne pilles ud med spidsen af et termometer.

Fire uger gammel vejede Oliver 1130 g og det blev besluttet at fjerne respiratoren og gå tilbage til C-pap. De første 18 timer var kritiske, og Oliver var tæt på at komme tilbage i respiratoren, men efter en stille nat på afdelingen lykkedes det at få sat ham ned til 50% ilt og hvor var det bare en jublende strålende solskinsdag den dag!

En måned og to dage gammel fik Oliver sit første bad og blev flyttet fra kuvøsen og over i en rigtig seng med vandmadras. Hvor var det bare endnu en stor dag! Herefter gik det kun fremad og Oliver kunne snart flyttes til en seng uden varme og syv uger gammel blev han overført til RAS, hvor vi var kommet fra. Oliver vejede den dag 1372 g.

Undervejs i forløbet på Riget, blev Oliver scannet på hjerte, hjerne og tarme indtil flere gange, og da vi forlod Riget, vidste vi, at blødningen på hjernen var forsvundet og vi kunne derfor med sindsro drage videre til Roskilde. Jeg har undladt yderligere detaljer om blodtransfusion, morfinudtrapning, drop der løb forkert og infektioner, da jeg eller skal skrive i flere dage og nok ville få trættet læserne helt enormt, da det virker som små petitesser. Det var det bare ikke for os, for der var jo en årsag til, at Oliver skulle igennem disse behandlinger, nemlig at han var dårlig, og det var en stor psykisk belastning for os hver gang.

Jeg var hård ved mig selv på Riget, da jeg var der hele tiden. Altid var jeg der til stuegang, jeg ville vide, hvad de gjorde med ham og jeg vidste tit, at Oliver havde det skidt, førend lægerne vidste det. På den måde lærte jeg Oliver at kende. Dette har været en stor hjælp, efter vi kom hjem. Jeg har aldrig været i tvivl om, hvordan han havde det.
På Roskilde skulle vi egentlig bare vente på, at Oliver fik lært at trække vejret selv og voksede sig større.

Den dag, hvor Oliver fyldte 2 måneder, blev C-pap’en fjernet helt, og Oliver fik lagt en lille iltmaske i sin seng. Den kunne han ikke undvære. Årsagen viste sig hurtigt, hans blodprocent var faldet, og han kunne ikke selv få den op igen. En blodtranfusion da han var knap 2½ måned gjorde underværker. Fra det øjeblik hvor blodtranfusionen var færdig, blev iltmasken fjernet og siden da, har Oliver ikke haft brug for ilt og nu gik det stærkt igen.

Oliver begyndte at flytte sit hoved fra den ene side til den anden. Så begyndte man at fjerne overvågningsudstyret, og Oliver var nu så stor, at han kunne komme med sin yndlingssygeplejerske Anne Marie i kaffestuen om natten og lære at sætte krydser i fætter-BR kataloget – det var jo snart jul!! Efter ganske få dage kunne Oliver selv spise al sin mad af sutteflasken, så han besluttede sig for selv at trække sonden ud af næsen!

Tolv uger gammel flyttede Oliver og jeg på enestue, og der passede vi stort set os selv en lille uges tid indtil den store dage den 6. december – 8 dage før termin – hvor vi kunne pakke barnevognen og trille hjem hjem hjem endelig med Oliver vores guldklump på 3055 g og 49 cm.

Det var nogle lange 13 uger, som vi ikke er sluppet fra uden sår på sjælen. Som mor føler jeg mig utrolig sårbar, men jeg ved, at vores lille dreng er sund og rask. Der har været tvivl om synet på hans ene øje, men i sommer fik vi besked om, at alt er normalt. Kontrol på øjenklinik, høreklinik og fysioterapeut er slut. Sundhedsplejersken kommer først igen, når Oliver er 2½ år, så vi har været heldige – meget heldige.

Oliver er ikke så gammel “indeni”. Han er ganske vist 17 måneder og er en stor dreng på 11 kg og 80 cm, men han har endnu kun 4½ tand (dog i disse dage 3 i gemmenbrud), han sover stadigvæk rigtig meget og er sløj i øjeblikket, hvor vi forsøger at køre ham ind i dagpleje.

Oliver kan endnu ikke gå uden støtte, men han gør, hvad han kan og med den jernvilje, som han hidtil har vist, er der ingen tvivl om, at det ikke varer så længe, før vi for alvor skal til at løbe stærkt!

Mine tanker går til de forældre og børn, som ikke har været så heldige som vi.

Mange hilsner
Nina Tingleff