Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Signe vores lille mirakel, 24+5
af Signes mor den. 09.09.03

Efter en lidt træls oplevelse med vores første datter der kom i uge 37 og fik en infektion, så vi var indlangt på neonotal i en uge, troede vi ærligt talt at det kun kunne gå godt næste gang, så det var med store forventninger at jeg blev gravid igen.

Men allerede i uge 8 begyndte jeg at bløde, og jeg blev skannet, men alt så fint ud. Igen i uge 15 blødte jeg, men atter fik vi at vide at der ikke var noget at bekymre os om. Og jeg fik så oven ikøbet bækkenløsning, og det var med disse smerter dagen før skærstorsdag, at jeg troede at det var helt normalt, for jeg var jo kun i uge 23.

Men onsdag aften d 19/4 kunne jeg godt mærke at det var sammentrækninger og ikke mit bækken. Så vi ringede til fødeafdelingen på Randers Centralsygehus, men jeg fik bare besked på at hvile mig. Torsdag morgen havde jeg blødt ret kraftigt så vi tog på føde afdelingen for at blive tjekket, men igen sagde de at det var stress, og jeg skulle hvile mig i påsken.

Fredag aften begynde sammentrækningerne igen, og denne gang var jeg ikke i tvivl, så vi kørte på sygehuset, og heldigvis var det en af de gamle gavede der tog imod, og hun ville lige undersøge mig for en sikkerheds skyld, og jeg glemmer aldrig hendes ansigts udtryk. Fra det tidspungt går det hele meget hurtigt, Jeg havde åbnet mig 9 cm, så jeg fik af vide af jeg nok ville føde inden for 1 time, og da jeg netop lige var gået ind i uge 24 var det ikke ret meget de kunne stille op i Randers.

Men Signe ville åbenbart ikke lige ud med det samme, så jeg blev med ba bu overført til Skejby. De næste 3 dage husker jeg næsten ikke, der var et rend af læger, jordmødre og en præst, der skulle døbe hvis hun overlevede. I de 4 dage jeg holdt på hende var jeg i fødsel 3 gange, og den 3 gang kom hun. Jeg glemmer aldrig den følelse da jeg hørte hende skrige, vi havde fået af vide at det var et godt tegn ,så jeg satte alt håb ind på det. Hun var en stor pige af hendes alder 850g og 34 cm lang hun blev født med sejrsskjorte på og det har betydet alt lige siden. Jeg nåede faktisk ikke at se hende før hun i alt hast blev nøddøbt og blev kørt på A5.

De næste mange uger var med mange op og nedture, men Signe har været en af de stærke, der var faktisk ikke noget med hende hun lå selvfølgelig med c-pap og hendes iltbehov kørte lidt op og ned. Men ellers var hun et prakt eksemplar. Så det var stolte forældre der en måned efter hendes fødsel blev overflyttet til Randers 1090g.

Det var noget af en omvæltning at komme på en neonotal afdeling, vi skulle vende os til at de var flere om børnene, og at de gjorde tingene på en anden måde, men det blev nogle dejlige måneder i Randers.

Da signe så var 31 uger og vi troede at alle fare var over, fik hun et hjertestop, men heldisvis for dygtige sygeplejesker fik de gang i hende igen, hvad der skete denne aften har vi aldrig fået opklaret, i starten troede man at det var en refluks men det var det heller ikke, så vi måtte bare komme vidre og håbe på at det ikke skete igen. Kort efter fik hun så hendes første infektion, men den var hurtig over. og det er også usædvanligt at hun ikke var rendt ind i flere af dem.

Så det var stolte forældre der fik Signe med hjem d. 21 juli, hun vejede nu 2550 g.
Den første uge gik godt, men da der var kighoste i omløb blev vi enige med læge , sundhedsplejske og børnelæge om at hun skulle vaccineres, hun var nu 37 uger.

Men det viste sig at hun ikke kunne tåle den, så med hvinede dæk og med mig på bagsædet igang med at give Signe kunstigt åndedræt, kørte vi til Randers, hvad der ikke fik mig til at ringe efter en ambulance fatter jeg ikke den dag i dag. Men heldigvis gik det godt, vi var igen indlagt da enten en lille forkøelse eller vaccinen eller begge dele havde givet hende en infektion. Det blev til 7 dage, men det angst jeg havde for at komme hjem var ubeskriveligt, bare det at havde set ens barn grå og livløs glemmer jeg aldrig, men vi fik en apnømadras med hjem, så vi igen kunne komme til at blive en familie.

Det er nu 6 uger siden og jeg har netop været inde på sygehuset og få hende vaccineret igen, og denne gang var der heldigvis ingenting, men trygheden i at være indlagt denne gang var god.

Årsagen til min altfor tidlig fødsel, viste sig at være begyndelsen på moderkage løsning, så vi skal vist bare være glade for at det gik som det gik.

Signe vejer nu 4400 g og er en dejlig lille pige som er begyndt at smile til hendes mor, så nu tror vi på fremtiden, selvom vi ingen garentier har. Men hun vil altid være vores lille mirakel.