Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

To små mirakler med livsmod
af Rikke Berg Larsen den. 13.05.03

Rasmus & Emil født 19.04.02 i uge 26+5: Rasmus 970g og 39 cm, Emil 930g og 37 cm
Født på landssygehuset på Færøerne. Samme dag blev de hentet af et rejsehold fra Rigshospitalet (en læge og to sygeplejersker). De tog i helikopter fra hospitalet i Tórshavn kl. 3 om natten, og videre i et ambulancefly fra lufthavnen til Odense Universitets Hospital. Deres far var med dem til Danmark.

Jeg ankom næste dag med passagerflyet. Jeg havde fået kejsersnit, og rejseholdet havde ikke tid til at pleje mig og drengene i ambulanceflyet. De havde nok med at passe drengene. Transporten var ikke ufarlig. De kunne blive kolde, og trykket i flyet er heller ikke ufarligt. Ja, jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kunne gå galt under sådan en transport.

Vi døbte drengene Rasmus og Emil, inden de skulle på den lange rejse. Lægen fra rejseholdet havde inden afrejsen fortalt os, at Rasmus og Emil havde 50% chance for at overleve. Efter ankomsten fik deres far af vide, at nu havde de en større chance. De havde klaret turen fint. De var lidt kolde, da de ankom. Den færøske børnelæge havde til alt held givet dem lungemodnende medicin. Det havde jeg ikke nået at få inden kejsersnittet. Jeg gik lige pludselig i fødsel og inden for få timer, var jeg blevet mor til to små drenge.

Den første tid på H5 var hård. Jeg føler i dag, at jeg gik ved siden af mig selv, men sygeplejersker og læger var gode til at se, hvad vi havde brug for. De menneskelig gjorde også de to små størrelser, der lå derinde i kuvøserne. De lærte os, at vi skulle tage en dag ad gangen og nyde drengene. Alle de forestillinger jeg havde gjort mig om fødsel, tiden på fødegangen osv. ville aldrig blive virkelighed, og jeg skulle forholde mig til de to bitte små drenge, som kunne blive taget fra mig igen. Vi var magtesløse. Det eneste vi kunne foretage os var at passe drengene, bede til Gud, spise og sove.

Sygeplejerskerne fik os til at le af, at Rasmus vinkede. Emil tissede på forruden af kuvøsen. Først troede jeg aldrig, at jeg skulle le igen, men det kæmpe arbejde og arrangement sygeplejerskerne og lægerne på H5 lægger i deres arbejde, gjorde at jeg følte mig tryg, og kunne slappe lidt mere af.

Rasmus og Emil havde livsmod. De kom dog ikke let igennem denne tid. Det var som om vi havde to gode dage og så gik det igen ned af bakke, men langsomt blev der flere af de gode dage. Det var hårdt at se dem blive stukket i, ligge med CPAP osv.

Rasmus havde en hjerneblødning (grad 1). Han havde også en ductus. Den ville lægerne først ikke behandle medicinsk, da medicinen kunne forværre hjerneblødningen. Han fik det dog ret dårligt pga. ductusen. Saturationen røj op og ned. Han blev sat i behandling og ductusen var væk efter første behandling. Hjerneblødningen var ikke forværret. Rasmus havde flere infektioner, men aldrig alvorlige. Hjerneblødningen var væk, inden vi forlod hospitalet.
Emil havde det værre rent satorationsmæssigt. Han lå i CPAP i omkring to måneder. Han havde flere apnøer. To var meget alvorlige. Han var meget forkølet og blev ofte suget for snot. De første par dage fik han insulin. Han havde flere infektioner, men heller aldrig alvorlige.

Vi var cirka to måneder på H5 og knap en måned på H1, inden vi fik lov til at flyve tilbage til Færøerne med vores to drenge.

Vi var utrolig heldige. I dag har vi to friske drenge. Vi er meget taknemlige. Om 6 dage bliver de 1 år. De er cirka som 9 måneder. Rasmus trækker sig langsomt fremad med armene. Emil kravler og sætter sig. Umiddelbart virker de som andre børn. De er glade og trygge.

De har været en del syge de sidste tre måneder, men det er ikke værre end andre i vores mødregruppe. Vi har ikke isoleret dem fra andre børn, men vi har selvfølgelig undgået syge mennesker. De har ofte været til læge, men heldigvis har min læge forståelse for vores angst. Det virker ikke som om de har fået mén af den for tidlige fødsel, men vi er stadig på vagt, og angste for at der vil vise sig noget. Det fylder dog ikke meget i vores hverdag. De overlevede den for tidlige fødsel og har det godt i dag, så vi er glade. Vi nyder dem og er stolte af dem. Om 6 dage skal vi holde en stor fødselsdag – for vi har meget at fejre!!!!

Alt det bedste
fra os 4
Tórshavn den 14. april 2003
Vores email adresse er danfaer@post.olivant.fo