Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Ditte menneskebarn
af Mette Greve den. 27.04.03

Vi starter med begyndelsen d. 26/11 01 hvor jeg fandt ud af, at vi der var to nu skulle være tre. Ditte var ikke planlagt - men ønskebarn, for efter 9 år sammen var det vel på tide med en ny epoke i livet; som familie.

Graviditeten var ganske uproblematisk; uden det store ubehag – og uden egentlige synlige tegn på, at der var én på vej. Da jeg havde født var flere slet ikke klar over, at jeg havde været gravid! Men det var jeg, og jeg nåede da heldigvis at få nogle uger, hvor hun bankede på derinde, dén fantastiske fornemmelse havde jeg også i flere uger efter hun var blevet født, som om der godt lige kunne være gået bare lidt længere tid, hvor hun lå på den rigtige side af maveskindet.

Men ud kom hun – og alt, alt for tidligt. Havde i en uge op til fødslen haft en del vand i kroppen, som eskalerede med ubehag i mellemgulvet hen mod weekenden. Natten til mandag d.13 maj stod jeg på badeværelset og tudede over at være SÅ træt - for jeg havde det rent ad H……. til. Tog til lægen, som så på mig, og spurgte hvordan jeg egentlig havde det. Jo, ikke så godt – og jeg kunne (uvidende) svare ja til alle de symptomer han nævnte. Vi tager lige dit blodtryk – ja og så var fanden pludselig løs. Da han blev bleg, blev jeg bange!!!

Blodtrykket lød på 190/120 – og han var helt rystet over, at jeg var kommet derud på cykel. Svangerskabsforgiftning, sagde han. Kapitlerne i diverse graviditetsbøger om ”hvis noget går galt” havde jeg næsten ikke beskæftiget mig med, jeg havde jo haft det godt, så chokket var stort. Der blev ringet efter en ambulance – og efter min mand Jes, der til lejligheden (!) var på kursus i Aalborg. Jeg kan huske, at jeg tænkte på, om jeg nu skulle ligge derude i en hel dag, for det gad jeg bare ikke! Jeg hader sygehuse – og havde forsvoret, at jeg efter (planmæssig) fødsel ville tage hjem så hurtigt som muligt… Sådan blev det ikke!

Den eftermiddag husker jeg ikke helt i detaljer, der skete så meget – men en gennemgående ting var, at vi ikke var alene fra første minut. Jes ventede på mig, da jeg kom med Falck ved 13 tiden, og han mente, at der nok skulle en pille eller to til, så var det på rette køl igen – altid optimist. De målte blodtryk hele eftermiddagen, det ville ikke falde trods medicin – og så begyndte de at snakke om kejsersnit, pga. dårlige levertal. HVAD??????? Tanken var ikke faldet mig ind, eller det ville den ikke, for 11 uger før, det kunne da ikke gå godt.

Blev sendt til skanning, for at vurdere fosterets størrelse – underligt at ligge der og se sit barn for første gang, jeg syntes det ville være frygteligt synd at tage ham/hende ud derfra. 1200 g. vurderede de – jeg håbede bare det ikke ville blive aktuelt. Da lægen kom misforstod jeg; hun sagde” det er en svær forgiftning du har (jeg syntes hun sagde svag) og vi er nødt til at lave kejsersnit meget snart” SHIT – jeg var knust, vi fik 2 min. til at fordøje den melding. Havde fået 1 Celestronindsprøjtning - og så gik maskineriet i gang med rygmarvsbedøvelse osv.

Jes var blegere end den grimme filthat han havde på, da han sad der ved mit hoved - nu var virkeligheden også kommet til ham. Og det gik hurtigt, pludselig var hun der; EN PIGE – som jeg havde ønsket mig – og hun skreg af sine lungers fulde kraft, godt gal over at blive hevet ud af varmen og mørket. Jeg så hende et splitsekund, jeg skulle se kønnet, og hvor var hun lille!!! 1105 g. 36 cm. Født kl. 21.34. Hun skulle hedde Ditte, så meget havde da vi fundet ud af – et navn ville være parat – for tidligt på den, eller ej.

Nok de mest forfærdelige minutter i hele mit liv; ALLE romantiske tanker om en fødsel med barnet på maven – og alt det der, blev smadret den aften. Jeg tudede – kunne bare høre den lille bitte stemme skrige i den anden ende af rummet. ( Apgar 10). Vi går, sagde de, og de kom hen forbi mig med hende pakket ind i en ble, så kun ansigtet (hovedet som en lille tennisbold) tittede frem. Hun så på mig! – slog lige øjnene op med et helt fortvivlet blik – ”hej mor” - og så gik de, med en skræmt far i hælene. Nej, hvor var det frygteligt.

Jeg blev kørt til intensiv til minimum et døgns observation. Om natten sagde sygeplejesken, at jeg måske kunne blive kørt op og se hende senere, men ikke mere end et par minutter. Det sagde jeg nej til. Kunne ikke bære at se hende for at blive kørt væk igen, så Jes blev sendt i pendulfart op og ned for at holde øje med det hele…

Næste morgen kl. 8 blev jeg transporteret på en temmelig ukomfortabel briks op på afd. 104, hvor Ditte lå på intensivstuen. Over natten var hun blevet intuberet, fik Curosurf med god virkning, lagt i C-pap og var ellers stabil.

Jeg så kun slanger og ledninger – en lille bitte forsvarsløs skabning, der slet ikke hørte til i den plastikkasse! Græd og græd trods sygeplejeskernes trøstende og opmuntrende ord om, at hun var fin og stabil. Havde bare lyst til at SKRIGE – al den angst og fortvivlelse ud. (Gik i stedet rundt med en kronisk klump i halsen de næste 7 dage.) Ingen store følelsesudsving var der plads eller privatliv til, så det blev lagt på is, gemt væk til senere…

Kejsersnit gør ondt, skal jeg hilse at sige – RIGTIG ONDT, og de smerter gjorde jo ikke det hele nemmere. Jeg ville ud af sengen, være lidt herre over mig selv og det kom jeg. D. 14 til aftenen, var jeg klar til at sidde i en kørestol, så jeg kunne komme ned til Ditte. Var lige ved at dejse om, men det kunne ikke gøre det. Se at få det kateder væk, så jeg kan komme væk!

Vi sagde nej tak til besøg de to første dage. Jeg kunne ikke præsentere mit nye barn med gråd i stemmen, klar til at bryde sammen hvert øjeblik. Skulle først selv fatte det hele.
Ditte viste vejen, hun var en mønsterpatient fra dag et – og begyndte at spise fra tirsdag morgen. Jeg fik lov at sidde med hende tirsdag aften og så kom moderfølelserne for alvor frem; nu var hun da min – en lille smule i hvert fald. Sød og fin, små runde kinder og lyst hår på hovedet.

Og tiden gik, Ditte var nede at vende på 960 g. og så gik det stille og roligt fremad. Dagene gik med de praktiske opgaver, vi i stigende grad kunne deltage i. Efter to lysbehandlinger var der ikke mere at komme efter, hun skulle bare blive stor! Efter 14 dage overlappede vi hinanden, så jeg var der om dagen, Jes om aftenen – en god løsning mente vi. Jeg var også blevet rablende sindssyg, hvis jeg ikke var hjemme engang imellem. Der var rigtig mange sygeplejesker og læger at forholde sig til, andre familier med deres sorger glæder og tragedier. Hold op hvor var det hårdt, manglen på privatliv var noget af det værste. Vi gik glat igennem, Ditte var med løbende C-pap-pauser helt stabil, så frustrationerne handlede mest om omgivelserne.

D. 2 juli var vi klar til at tage hjem på orlov, en STOR dag!!!! Jeg var fuld af fortrøstning, glædte mig til at blive en rigtig mor og en rigtig familie. Kendte mit barn godt, så jeg var faktisk helt rolig ved tanken. Hun var stadig lille 2050 g. , havde meget brug for kropskontakt og ro. Det fik hun – og får hun stadig. Al omsorg og kærlighed er givet godt ud, synes vi. Vi hører ikke så meget på andres mening om det ene og andet, men ser på Ditte og handler ud fra det! Hun viser os vejen – og er en tryg og harmonisk pige i dag – 11 mdr. gammel.

Er efterhånden god til at takle sammenkomster og uro, skal helst sidde i sikker havn hos mor eller far – og er så klar til at opleve verden. Familien kalder hende Nordjyllands mest smilende barn! Vi har fået det hele så meget på afstand, at vi med tiden skal lave en lillebror eller søster! Jeg har ikke haft mén af svangerskabsforgiftningen, giver det ikke mange tanker. Ditte var i forgrunden, og at jeg kunne have stillet træskoene - ja, det var ikke så vigtigt. Vi ser lyst på fremtiden og har smidt Fanden på væggen ud! Næste store udfordring bliver dagplejen, hvor Ditte skal starte d. 1/9 2003!

M V H
Mette Greve.
Email; Jes.jessen@arden.telia.mail.dk